– Jeg fortalte alle om Brøndby. Også i Nordkorea

Bragt første gang i Tipsbladet fredag den 13. august 2021.

Det er ikke alle mennesker ude i den store verden, der har hørt om Danmark. Men nogle gange kan man hjælpe dem på vej ved at sige, at det er Michael Laudrups, Peter Schmeichels og Preben Elkjærs hjemland. Der er dog ét sted, hvor den finte ikke virker.

Det fandt Ulrich Larsen, hovedperson i dokumentarfilmen Muldvarpen, ud af, da han i 2012 var på besøg i Nordkorea under dække af at komme fra den danske venskabsforening. Han forsøgte at snakke fodbold med nogle af de lokale.

”Så tænkte jeg: “Alle kender Laudrup og Elkjær”. Bare ikke i Nordkorea. Men de vidste, hvem Diego Maradona var,” siger Larsen med et grin.

”Men jeg har fortalt alle på min vej om Brøndby. Også i Nordkorea. Jeg tror faktisk også, jeg havde min Brøndby-trøje med derud første gang og havde den på. Det kunne være, man mødte en, der vidste, at det var en storklub.”

Var de så interesseret i at høre om det?

”Nej.”

Ulrich Larsen blev danmarks- og verdenskendt i 2020, da dokumentaren Muldvarpen – Undercover i Nordkorea udkom. Den fortæller historien om, hvordan Larsen gennem ti år infiltrerede den internationale nordkoreanske venskabsforening og endte med at indgå en aftale med styret om at opføre en underjordisk våben- og metamfetaminfabrik i Uganda.

Mange år før han gik undercover i det forarmede kommunistiske diktatur, var Larsen dog en helt almindelig dreng fra Nakskov på Lolland. Han holdt af at se Tipslørdag med sin far, der gav interessen for fodbold videre til sin søn. Han gav også Ulrich Larsen sit navn efter en af 60’ernes og 70’ernes store danske spillere.

”Jeg er opkaldt efter Ulrik le Fevre, den gamle Vejle-spiller. Min far er jo ikke dum, så i stedet for Ulrik blev det så med -ch. Så var det jo ikke efter ham. Det er lidt det, jeg bilder mig ind i dag, men navnet er derfra. Det er der ingen tvivl om.”

”Vi har snakket lidt om det i ny og næ for mange år siden. Min mor er også overbevist om, at det er derfor.”

Kærligheden til Liverpool FC gik også i arv fra far til søn under de mange Tipslørdage i 80’erne, og i midten af årtiet begyndte Ulrich Larsen at få øjnene op for dansk fodbolds nye magtfaktor, Brøndby IF, og fra 1991 var han tryllebundet.

Han husker stadig kampen, der beseglede hans tilhørsforhold til klubben. Den dengang 13-14-årige Larsen sad i sin mors lejlighed med sin klassekammerat Keld og så UEFA Cup-kampen mod Torpedo Moskva. Brøndby havde vundet 1-0 på hjemmebane.

”Så kan jeg huske, at Peter Schmeichel lavede en eller anden vanvittig redning, nærmest lå krøllet baglæns og reddede bolden. Og så gik Brøndby videre. Lige den kamp var nok der, det blev det hold, jeg skulle følge,” siger han.

Brøndby tabte 1-0 i Moskva, men vandt efter straffesparkskonkurrence og gik videre til den berømte UEFA Cup-semifinale mod AS Roma.

”Graver” ville være muldvarp
Ulrich Larsen så sin første kamp på Brøndby stadion i 1993, da han og vennen John tog fra Nakskov til Vestegnen på egen hånd. Gennem 90’erne og 00’erne fulgte utallige kampe på Sydsiden, hvor de stemningsskabende fans står, og ikke mindst en række udebaneture. Især den til Liverpool i 1995 står klart i Muldvarpens hukommelse.

”Da jeg kom ind på Anfield, blev jeg sgu lidt splittet. Det var mit hold i England, men også min klub i Danmark. Men hjertet ligger der, hvor jeg kommer fra,” siger Ulrich Larsen, der også havde John med på den tur.

”På et tidspunkt fik Brøndby hjørnespark. Vi havde jo drukket et par pints i løbet af dagen, og så lagde John armen om mig og sagde: “Nu smider Daugaard den ind i hovedet på Eggen, og så vinder vi 1-0.” Jeg sagde: “Ja ja, den er god med dig.” Men det sjove er bare, at det var lige præcis, hvad der skete. Så kiggede John bare lige så arrogant på mig: “Hvad sagde jeg?”

”John og jeg tager stadig ud og ser fodbold i dag, når det er muligt. Vi har stadig Brøndby sammen. Det dør aldrig, tror jeg. Det er det, vi taler mest om, når vi mødes.”

Ligesom Ulrich Larsen fik glæden ved fodbold fra sin far, forsøger han at give den videre til sine to døtre. Der er meget andet, der interesserer dem, siger han, ”men de følger med.” Efter interviewet med Tipsbladet skal han da også ud at købe mesterskabstrøjer til dem begge.

Larsen var selv på stadion, inviteret af Canal 9, da Brøndby vandt guld i forsommeren. Det endte hans ældste datter også med at være.

”Efter kampen kørte hende og hendes mor ud til stadion, så de kunne se udenfor. Men når man har en teenagedatter på næsten 15, kan hun godt være rebels, så hun var åbenbart lykkedes med at komme ind på Sydsiden og se overrækkelsen af pokalen. Og så stod mor udenfor med lillesøster, og jeg stod inde midt på banen,” fortæller Ulrich Larsen, der i det hele taget havde en storslået dag – og ikke kun på grund af Brøndbys første mesterskab i 16 år.

”Jeg sad og så kampen med Mikkel Bischoff og Thomas Gravesen på pressepladserne. Thomas Gravesen kan gøre alle folk glade. Han er på alder med mig, tror jeg, men han er jo et stort legebarn. Fantastisk mand. Han ville også gerne vide, hvordan han kunne blive muldvarp, for det lød sgu spændende.”

Først møde med kriminelle, så fodbold
Selv om Ulrich Larsens arbejde med Muldvarpen ikke havde noget med fodbold at gøre, fandt han jævnligt anledning til at snige noget fodbold ind på sine rejser. Han var eksempelvis i Spanien flere gange, hvor han mødtes med Alejandro Cao de Benós, formanden for den internationale nordkoreanske venskabsforening og, skulle det vise sig, velvillig mellemmand i de ulovlige våben- og narkoforhandlinger med Nordkoreas styre. Han boede i Tarragona godt 100 km sydvest for Barcelona, så de to mødtes typisk i Barcelona-området.

”Ofte tog jeg derned sent fredag aften og arrangerede møde med ham lørdag eftermiddag og brugte så hele formiddagen på at gøre kameraer og alle tingene klar. I den verden skal man jo ikke være for meget sammen, hvis man laver ulovligheder. Så det var ligesom også med at få overstået møderne, og så tog vi næste skridt,” forklarer Ulrich Larsen.

”De spiller jo sent i Spanien, og møderne lå om eftermiddagen, så jeg prøvede at udnytte min tid. Er man i Barcelona 20 gange i løbet af sit liv, skal man være et skarn, hvis man ikke tager ind og ser bare én kamp. Det havde jeg så mulighed for der.”

”Jeg så Messi lave et hattrick. Jeg var inde at se ham, den sidste gang jeg var i Spanien til Muldvarpen, hvor jeg talte med ham Alejandro. Jeg tog ud med min sikkerhedsmand og så kampen om aftenen.”

Selv da Ulrich Larsen var på en af sine to rejser ind i det ellers næsten hermetisk lukkede Nordkorea, kunne han ikke dy sig for at forsøge at få en enestående fodboldoplevelse med. En dag kørte han forbi et stadion, hvor nogle spillere trænede, så han spurgte sine nordkoreanske ledsagere, om man kunne komme ind at se en kamp.

”Det kunne jeg godt tænke mig, bare fordi jeg godt kunne lide at se fodbold. Men lige der var sæsonen ikke i gang, fik jeg at vide,” fortæller han.

”Så prøvede jeg at sige: “Hvordan er jeres fodboldliga?” De havde 12 hold, tror jeg, der kæmpede om førstepladsen. Men det var svært at forstå, hvad de mente med det. Så jeg havde en idé om, det også er militære enheder, der bliver valgt ud til at spille fodbold i den her liga. Det er helt for egen regning og ikke noget, jeg har spurgt ind til.”

Det er dog set før, at nordkoreanske spillere er ansat af militæret. Det var eksempelvis de to, som havde et kort ophold i FC Vestsjælland i efteråret 2011.

Det, Ulrich Larsen kunne se fra vejen, var det eneste glimt af fodbold i Nordkorea, han fik.

”Vi var der i foråret, og anden gang vi var der, var der minus 22 grader, så der var ikke nogen, der spillede fodbold. Men det var, som hvis man tager ud og ser en træning i Brøndby: Det var sat op med kegler og fuldstændig samme fysisk rammer. Så de har også dygtige atleter,” siger han.

Til gengæld var han afskåret fra at følge Brøndby, Liverpool og alle de andre europæiske kampe, for der er ikke noget internet i Nordkorea.

”Så noget af det første, jeg gjorde, da jeg kom til Beijing og fik internet, var lige at gå ind og tjekke resultaterne.”

Nordkorea i Danmark?
Da Ulrich Larsen stadig var undercover og opretholdt sit dække som medlem af den dansk-nordkoreanske venskabsforening, fik han en henvendelse fra ambassaden i Stockholm. De kunne godt tænke sig at sætte en landskamp op mellem Nordkorea og Danmark, og de ville høre, om venskabsforeningen kunne hjælpe med det.

”Selv om jeg lavede det, jeg lavede [infiltreringen], tænkte jeg, at det kunne være fedt at have en finger med i det spil. Jeg vil gerne glæde andre mennesker, og Nordkorea er det værste sted på jorden, så kunne man bare give nogle mennesker derude noget glæde, så ville jeg være stolt,” siger Ulrich Larsen i dag.

”Jeg kom faktisk så langt, at jeg fik fat i Lars Berendts [daværende DBU-kommunikationschef] telefonnummer og havde en samtale med ham. Jeg sagde: “Jeg er medlem af den her venskabsforening, og de har forespurgt, om man kunne lave en landskamp mod Nordkorea i Danmark. Måske ikke ligefrem A-landsholdet, men så på et andet niveau eller kvinder.” Det, syntes de faktisk, lød meget interessant, for fodbold og sport skulle ikke blandes sammen.”

”Jeg havde en længere dialog med dem, og da jeg havde forberedt mit arbejde til at skrive til DBU igen, så spurgte jeg ambassaden: ”Hvad for et hold havde I tænkt jer?” Da fik jeg at vide, at de gerne ville have, at DBU betalte for det, for de har jo ikke nogen penge. Det tror jeg egentlig også, at DBU ville have gjort.”

Men uden videre forklaring fik Ulrich Larsen at vide, at idéen var droppet igen. DBU havde ellers to gange arrangeret venskabskampe mod Nordkorea: kvindelandsholdet i 2002 og ligalandsholdet på januarturen til Thailand i 2009.

Dermed blev der ingen sammensmeltning af Ulrich Larsens kamp mod Nordkorea og kærlighed til fodbold. Begge lever til gengæld videre i bedste velgående.