Karnevalsstemning i Aalborg

Til gengæld nåede AaB ikke så meget andet dengang. Det blev der imidlertid ændret på med pengefodboldens indtog. På et tidspunkt i slutningen af 90’erne endda så meget, at Brøndby ligefrem omtalte AaBs daværende mandskab – med Ståle Solbakken i spidsen – med en vis frygt.

Nu skal man være forsigtig med at bedømme et fodboldhold ud fra en enkelt kamp, men vurderet ud fra lørdagens præstation, må man sige, at AaB matchede Brøndby på næsten alle punkter. Men hvad skjuler der sig under udklædningen og ansigtsmalingen i AaB?

Jo, det er tydeligt, at der er faldet nogle ting på plads på og omkring holdet det seneste halve års tid, som gør at AaB i øjeblikket har fat i den lange ende, og som må få nordjyderne til at ærgre sig gule og blå over den elendige start på sæsonen, hvor man efter syv runder lå sidst med kun fire point, for med en bedre start kunne man nu have været helt inde i mesterskabskampen.

Vinterens indkøb af den unge forsvarsspiller Michael Jakobsen i PSV Eindhoven og svenskeren Mattias Lindström har vist sig at være meget heldige – eller måske rettere geniale. Nu spillede Michael Jakobsen ganske vist ikke sin bedste kamp mod Brøndby, fordi han døjer med et par småskader, men er så ærgerrig, at han bare vil spille, men tidligere på foråret har han demonstreret sin store klasse – om end han i en direkte sammenligning ikke når Brøndbys forsvarskomét Daniel Agger, der lagde yderligere alen til sin fodboldmæssige vækst, da han i kampens sidste hektiske kvarter blev flyttet frem i angrebet og scorede to gange til en ganske fortjent udligning. Det med at score to mål har Michael Jakobsen i øvrigt også præsteret i foråret – men det var mod Randers FC.

Mattias Lindström virker til at blive bedre fra kamp til kamp, og efter sommerferien kan AaB føje den tidligere Feyenoord-angriber Jeppe Curth til truppen. Det tegner lovende.



Den største trussel mod AaB rent sportsligt kommer måske slet ikke fra konkurrenterne, men fra klubbens egne dårlige regnskabstal.

Selv om diverse formænd og direktører gennem årene har haft som deres erklærede målsætning at skabe overskud før spillersalg, så er det aldrig lykkedes, og med et minus på 3,5 mio. kr. i første kvartal i 2005 trækker der endnu engang sorte skyer op over AaB-koncernen. Likviditeten er ifølge Leif Christoffersen, cand. merc. i økonomi på Aalborg Handelsskole, så elendig, at klubben efter hans vurdering risikerer at måtte dreje nøglen om fire-fem år.

Én ting er at det meste af AaBs egenkapital er bundet i mursten på Aalborg stadion, og at klubben skal til at have sorte tal på bundlinjen for at virke ansvarlig, en anden ting er, at hverken lokalsamfundet eller storaktionærerne Spar Nord og Nordjyske ville tillade en økonomisk kollaps i AaB. Det samme som man oplevede med Brøndby, da flinke kreditorer i begyndelsen af 90’erne lod klubben leve videre oven på Interbank-eventyret.

Rent ledelsesmæssigt har AaB i foråret været igennem en noget mindre udrensning end Brøndby, hvor Per Bjerregaard vandt den interne magtkamp over den nu tidligere formand Torben Røsler. Til gengæld er der nu kommet ro på Vestegnen igen, mens AaB har våndet sig en smule ovenpå et formandsskifte og koncerndirektør Tom Matthiesens afgang. Muligvis kan det dog gavne AaB at få slanket en noget svulmende administration. Det må fremtiden vise.

Tager vi igen de sportslige briller på, er der det mærkelige ved fodbold, at så snart man er nået frem til en erkendelse, en form for facit, ja så kommer modbeviset.

Allerede inden David Nielsen i februar havde slået Allan Gaarde i jorden, var alle enige om, at AaB havde et angrebsproblem. David Nielsen savnede en kompetent makker oppe foran, og da han rejste til FC Midtjylland, var problemet altoverskyggende. Simon Bræmer arbejdede godt, men kunne ikke lave mål, og de unge reserver var langt fra modne nok. Nej, manglen på en angriber ville blive fatal for AaB.

Men så kom maj, og ih, du søde milde. I løbet af fire kampe scorede Simon Bræmer syv mål – med stor effektivitet og akkuratesse og det ene smukkere end det andet – og pludselig kan man tillade sig at spørge, om AaB vil bytte Simon Bræmer for Morten Skoubo? I lørdags kunne Skoubo med lidt held have scoret et hat-trick inden pausen, men han gjorde det ikke. Én gang skød han på stolpen, og to gange flæskede han bolden over mål i pænt oplagte scoringspositioner. Bræmer derimod scorede på de to chancer, han havde i hele kampen, og i begge tilfælde demonstrerede han sin særlige næse for at snuse chancen op. Og da Bræmer efter godt en halv times spil med ryggen mod mål vendte sig på kanten af Brøndbys straffesparksfelt og lynsnart sendte et fladt hug lige udenom Casper Ankergreens bur, mindede det mistænkeligt om international klasse.

Nu må kritikerne bare bide i det sure æble og konstatere, at AaB er blevet bedre med Bræmer og uden David Nielsen.

Godt et kvarter før tid var selv den strengeste censor vel parat til at stange et 11- eller 13-tal ud til AaB for veludført gerning.

Men selv om AaB på det tidspunkt var foran 3-1, fornemmede man dog, at den kamp langt fra var afgjort. Hvad den heller ikke var. Er der et punkt, hvor AaB ikke matcher Brøndby fuldt ud, så er det evnen til at kværne løs i samme højtopskruede tempo en hel kamp igennem, som altid har været Brøndbys varemærke. Selv om mesterskabsfavoritterne i flere af forårets kampe ikke har vist samme høje spillemæssige kvaliteter som i efteråret, så har holdet fysisk og konditionelt hele tiden været i stand til at trykke sin modstander i bund – et punkt, der da også glædede cheftræner Michael Laudrup bagefter.

Evnen til at kværne en modstander kom for alvor til udtryk, da Daniel Agger i det sidste kvarter blev skubbet frem i angrebet, og Brøndby begyndte at øse lange bolde op på kanten af AaBs felt. Samtidig begyndte AaB at vise træthedstegn både på den centrale midtbane og i den bageste kæde. Johan Elmander fik endnu mere plads til sine lange dynamiske ryk med bolden, der allerede havde skabt det hurtige udligningsmål i 1. halvleg, og svenskeren var da også med i opspillet til de to Agger-mål, der begge faldt, efter at AaB-forsvaret i første omgang havde reddet faretruende situationer. Ifølge Michael Laudrup har Agger lovet at sige, at han nok skal lade være med at foreslå sig selv som angriber næste gang, men han er et fantastisk es at have i ærmet, når det kniber.

Går man til direkte sammenligninger på positionerne, så vandt AaB på målmandsposten netop på dagen, hvor Jimmy Nielsen fik overrakt “Det gyldne bur” som tegn på kåringen som årets målmand 2004. Casper Ankergreen lavede et af sine sjældne drops ved AaBs mål til 3-1, og Jimmy Nielsen har tydeligvis forbedret sin teknik, hvad man så bevis på i 1. halvleg, da han elegant tæmmede en drilsk tilbagelægning på selve baglinjen.

På backpladserne virker AaB også bedre besat end Brøndby. Allan Olesen spillede noget af det bedste længe, og hvad angår Allan K. Jepsens udtagelse til A-landsholdet, må man bare konstatere, at det også var på tide. I det centrale forsvar er Brøndby en anelse bedre med Per Nielsen og Daniel Agger, men AaB skal absolut ikke skamme sig over duoen Trond Andersen og Michael Jakobsen.

På den centrale midtbane vandt den fantastisk arbejdssomme Martin Retov duellen med Rasmus Würtz. Retov var en sand fornøjelse at følge som bolderobrer, igangsætter, dynamo og oplægger. Det var høj, høj klasse. Og så lagde man mærke til, at det snarere var en styrkelse for Brøndby, da Kim Daugaard afløste den skadede Morten Wieghorst. På kanterne var jævnbyrdigheden stor, Mattias Lindström vandt over Jonas Kamper, mens duellen mellem Allan Gaarde og Thomas Kahlenberg gik i remis. Det var også meget lige på den offensive midtbane mellem de to svenske klassefolk, Martin Ericsson og Johan Elmander. Men på grund af sin utrolige dynamik vandt Elmander den interne duel med et svensk elgmulehår. Endelig er der angrebet, Bræmer eller Skoubo? På selve dagen var det klart Bræmer, der vandt den duel.

M.h.t. AaBs evne til at matche Brøndby, spurgte TIPS-bladet efter kampen en ekspert på området, AaBs talentchef og tidligere cheftræner, Poul Erik Andreasen.

– Der er ikke den store forskel på holdene. Pasningsmæssigt er Brøndby en anelse bedre end AaB, men ellers matcher vi dem på stort set alle områder – også i det defensive erobringsspil, der ellers er en af Brøndbys stærke sider. Vi er målfarlige, vi skaber chancer og når vi evner at stå kompakt, står vi godt i defensiven. De punkter, hvor vi stadig kan forbedre os, er m.h.t. at være spilstyrende i længere faser af en kamp, så vort pasningsspil kan altså godt blive endnu bedre. Rent fysisk blev vi trængt tilbage til sidst, men det er der ikke noget underligt i, for det har Brøndby altid været gode til, siger Poul Erik Andreasen.

Generelt var der rigtig meget at glæde sig over på Aalborg stadion i lørdags. Det er altid en fornøjelse at følge opgør mellem AaB og Brøndby. Og dét der måske var allermest glædeligt på en dag, hvor hele byen kogte: Der var overhovedet ingen ballade – kun karnevalsstemning.