Kronik: Playoff-kampe som FIFAs magtinstrument

Marco de los Reyes er redaktør på DR Sporten og har skrevet denne kronik på opfordring. Tipsbladet bringer med jævne mellemrum en kronik, som behandler aktuelle emner i dansk og international fodbold.



Denne kronik blev bragt i Tipsbladet fredag d 15. november. 

Det vil ikke undre mig, hvis FIFA-præsident Sepp Blatter og hans nærmeste i toppen af verdensforbundet ærgrer sig over, at de ikke opfandt en ny regel, der havde sikret, at både Cristiano Ronaldo og Zlatan Ibrahimovic kunne komme med til VM næste år. Men da Portugal og Sverige mødes i playoff-kampene, der spilles i dag og på tirsdag, er det altså kun det ene af de to ikoner, der kan være med i Brasilien.

Man behøver blot at skrue tiden godt fire år tilbage for at se, at min tanke ikke er helt hen i vejret. Her blev det en måned før lodtrækningen til de europæiske playoff-kampe op til VM i Sydafrika højst overraskende meldt ud, at holdene skulle seedes. Forud for playoff-kampene til VM i Tyskland i 2006 var holdene ligeledes blevet seedet, men dengang havde det hele tiden været planlagt. Denne gang var der ikke lagt op til det. Tværtimod. 

I FIFA har man aldrig erkendt, hvorfor man midt i et kvalifikationsforløb og uden varsel indførte den seedning. Men Sepp Blatter og Co. ville naturligvis gøre alt for, at de mest attraktive hold ikke skulle møde hinanden. På det tidspunkt, hvor FIFA offentliggjorde, at der skulle seedes, risikerede eksempelvis Tyskland at skulle spille playoff-kampe. Frankrig og Portugal gjorde det samme. I næstsidste runde af gruppekampene vandt Tyskland så 1-0 ude over Rusland og sikrede sig førstepladsen. Frankrig og Portugal endte derimod begge på en andenplads, men kom alligevel med til VM. De franske favoritter var ellers tæt på at blive slået ud af Irland. Franskmændene lagde ud med at vinde 1-0 i Dublin, men var bagud 0-1 efter de første 90 minutter af returkampen. I den forlængede spilletid tæmmede Thierry Henry bevidst bolden med hånden – indrømmede han efter kampen – inden han sparkede den hen til William Gallas, der let kunne score sejrsmålet. Irerne var rasende og forlangte at komme med til VM som hold nummer 33, men fik udover en del sympati intet ud af protesterne. Måske havde FIFA været mere imødekommende, hvis det var Les Bleus, der var slået ud efter sådan en scoring.

Denne gang har det hele tiden stået klart, at holdene i playoff-kampene skulle seedes. Jeg har dog altid ment, at det er forkert, at seedningen skal ske på baggrund af verdensranglisten. Det vil være langt mere retfærdigt, hvis holdene bliver seedet på baggrund af toerstillingen, der for få uger siden eksempel afgjorde, at Danmark som dårligste toer ikke kom med i de fire europæiske playoff-opgør. Nu bliver holdene lige som forud for seedningen til kval-grupperne seedet på baggrund af flere års resultater. Det gør det alt andet lige vanskeligere for et traditionelt mindre stærkt hold at komme med til VM via en playoff-kamp end for et traditionelt stærkere hold.

Det er forståeligt, at FIFA og UEFA gerne vil have de bedste spillere og mest attraktive hold med til slutrunderne. Sådan har hovedparten af fodboldfans verden over det også. Eksempelvis havde EM-slutrunden i 2004 i langt de flestes øjne været mere interessant, hvis Tyrkiet havde deltaget i stedet for Letland. Tyrkiet havde vundet bronze ved VM i 2002, og i den efterfølgende kval-gruppe sluttede tyrkerne kun et point fra England, der vandt gruppen. Dermed skulle Tyrkiet ud i en playoff-kamp mod Letland, der vandt 1-0 i den første kamp i Riga. I returkampen førte tyrkerne 2-0, men så chokerede de lettiske gæster alt og alle ved at score to mål. Kampen endte uafgjort, og så var det lille baltiske land sensationelt klar til EM. Ved slutrunden i Portugal fik Letland 0-0 mod et historisk dårligt landshold fra Tyskland, men tabte til både Tjekkiet og Holland og var pænt sagt en kedelig og ret anonym deltager. 

Der var ikke playoff-kampe inden EM i 2008, men ikke uventet havde UEFA nu også indført seedning, da der skulle trækkes lod til playoff-kampene forud for EM i 2012. Men heller ikke her på baggrund af toerstillingen. UEFA valgte at bruge den såkaldte koefficientrangsliste, som bygger på holdenes resultater i de tre foregående kvalifikationsturneringer samt de to foregående slutrunder. Fodboldfans håber på, at slutrunderne får deltagelse af de mest attraktive hold, men UEFA og FIFA går flere skridt videre ved at gøre, hvad de kan for at undgå overraskelser. Tilmed på en måde, så omverdenen ikke umiddelbart skal fatte mistanke.

Men der er bestemt ikke noget nyt i, at playoff-kampe bruges som et instrument til at få de mest attraktive hold med til VM. Sådan var det allerede tilbage i 1957, hvor FIFA for første gang benyttede playoff-opgør i stil med de aktuelle. Her endte Israel med at være eneste deltager tilbage fra Afrika og Asien. Primært fordi adskillige afrikanske og asiatiske lande undervejs meldte fra. Flere af dem med den begrundelse at de ikke ville møde Israel på grund af krigen mellem Israel og Egypten i 1956. Men FIFA havde nu indført en ny regel, der ikke tillod et hold at kvalificere sig uden at have spillet, og dermed skulle Israel nu møde Wales, som FIFA efter lodtrækning havde udvalgt blandt de europæiske gruppetoere. Wales havde flere gode spillere med Juventus-stjernen John Charles i spidsen, og de havde let ved at besejre Israel både hjemme og ude. Året efter nåede waliserne en kvartfinale ved VM i Sverige.

Dengang var FIFA med den konservative englænder Arthur Drewry som præsident tydeligvis ikke interesseret i at udvikle fodbolden i Afrika og Asien ved at lade de to kontinenter få faste VM-pladser. Det blev lidt bedre under hans efterfølger, landsmanden Stanley Rous, idet Afrika og Asien ved VM i 1970 for første gang hver havde en plads. Det var alligevel nemt for brasilianeren Joao Havelange at høste stemmer på de to kontinenter, da han i 1974 besejrede Stanley Rous ved præsidentvalget i FIFA. Som tak for dem udvidede han hurtigt VM fra 16 til 24 hold, fra og med 1982, hvor både Asien og Afrika nu havde to deltagere. 

Joao Havelange havde ved valget i 1974 desuden opbakning fra Østeuropa, hvor det også var let at hente stemmer – efter playoff-opgøret mellem Chile og Sovjetunionen året før. Den første kamp i Moskva endte 0-0, men Sovjetunionen ville ikke spille returkampen på Estadio Nacional i Santiago, fordi det i kølvandet på militærkuppet kort tid forinden var blevet brugt som fangelejr, hvor politiske modstandere tilmed blev tortureret og henrettet. Sovjetunionen ønskede forståeligt nok at spille kampen i et andet land, men havde ikke den store opbakning fra FIFA, og så endte Chile som samlet vinder uden kamp. 

Joao Havelange forblev på præsidentposten frem til 1998, hvor FIFA havde udvidet VM til 32 deltagere. Ikke mindst til glæde for Afrika og Asien, der siden har haft henholdsvis fem og fire faste pladser. Asien har desuden haft en halv plads yderligere, idet nummer fem i den asiatiske kvalifikation skal ud i et playoff-opgør mod et hold fra et andet kontinent. Aktuelt er det Jordan, som møder Uruguay, der onsdag vandt den første kamp i Amman hele 5-0. Tidligere havde FIFA på forhånd bestemt, hvordan holdene fra Oceanien, Asien, Nord- og Sydamerika skulle mødes i de to interkontinentale playoff-kampe. Men denne gang trak man lod, fordi FIFA med sikkerhed havde regnet med, at det mexicanske landshold ville kvalificere sig direkte til VM. Nu kunne Mexico, som slog New Zealand 5-0 i første match, og Uruguay have trukket hinanden, hvilket havde været stærkt uheldigt for FIFA, fordi Mexico med sine 120 millioner indbyggere er et stort og vigtigt fodboldland, og fordi Uruguay i Edinson Cavani og Luis Suarez har et par af tidens største stjerner. Men hvis der om fire år igen skal trækkes lod til de interkontinentale playoff-kampe, er det meget tænkeligt, at FIFA også her har indført seedning. 





Nu er han gratis – på vej til OB?

Liverpool dukkede op til Superliga-kamp

Bo Henriksen fraværende ved Mainz-træning

Vil hente stjerne til januar: Koster 550 mio.

FCK-boss: Jeg tænker jo, om der er en sammenhæng

‘Ham ser vi ikke igen efter transfervinduet’

Peter Sørensen: Kæmpe fejl af FCK-bestyrelsen

Viborg-boss afviser norsk storklub

Thomas Gravesen revser Superliga-træner

Fredericia overrasker stort med sejr i Brøndby

Rystet over kæmpe nedsmeltning

Farzam: ‘Han kunne godt være Leragers arvtager’

Helt vildt! Kommer til at koste over 400 millioner

Thorups afløser stopper efter fem måneder

Ståle Solbakken tvunget: ‘Jeg hader det’

Sammenligner Brøndby-stjerne med klublegende

Her er favoritten til at afløse Thomas Frank

Stærk Eriksen-kamp – men Vavro koster sejren

Simulerede FCM 10.000 gange – det samme skete

Tidligere Brøndby-angriber vil væk

Dansk kæmpetransfer? Han vil kun til denne klub

AGF sejrede på ny – så har vi balladen igen i FCK

Superliga-ekspert: Han er voldsomt undervurderet!

Danske klubber vil have ham

Ruben Amorim ser “angst” i danskers spil

– Tillykke til Anders Dreyer og Jeppe Tverskov

FC København-handling går verden rundt 

Afsløring: Dansk rekordbud på Franculino Djú

FCK-spiller om Nicolai Poulsen: Han er top usaglig

Vild udvikling: FCK-flop den bedste i kæmpe finale

Krisen kradser: Bo Henriksen og co. skraber bunden

Klar transfermelding: ‘Det er helt klart planen’

Afsløring: Stor interesse for Sønderjyske-profil

Superliga-drama: Dommerekspert undrer sig stort

Overvejede udleje: Kan nu blive ny Brøndby-stjerne

Steve Cooper laver én ændring

Tipsbladet i nyt samarbejde med Visitfootball

Nicolaj Thomsen indstiller karrieren

Superliga-træner forlænger kontrakten

Seks anholdt for overfald på Brøndby-ansat

Helt blæst bagover: ‘Han er toplækker at se på’

Tyske medier rasler med sablen: Fyres han i dag?

Ekspert svarer på spørgsmål om Superliga-kendelser

Dagens Spilforslag: Bologna slår oprykker

Kæmpe skandale: Ajax-kamp aflyst

OB tager revanche mod Vejle og styrer mod top-6

Arsenal smider point mod Chelseas 10 mand

Viking er norsk mester for første gang i 34 år

FC Midtjylland tangerer klubrekord

Clem var syg – Moukoko-fravalg tages internt