Krummer i knægten – chefen er forbillede

BRAGT I TIPSBLADET 16. DECEMBER

Et ungt AGF-forsvarstalent med vilje, lederegenskaber og en fornuftig fysik vil nok altid få en del AGF-fans til at tænke på John Stampe. 18-årige Jens Jønsson var ikke født, dengang John Stampe lagde støvlerne på hylden i 1991, og er ikke meget for at forholde sig til sammenligningen.

»Jeg vil helst ikke sammenlignes med nogen, og jeg tror heller ikke, at jeg minder om nogen bestemt. Jeg har ikke noget decideret AGF-idol at se op til, selvom jeg da var begejstret for at se store navne som Leon Andreasen og Brian Steen Nielsen, da jeg selv var på stadion som dreng. Derfor er det også lidt sjovt, at Brian nu er min sportschef,« siger Jens Jønsson.

Jens Jønsson var ofte på stadion. Faderen Henrik Jønsson var godt nok selv basketballspiller i Bakken Bears, men også fodboldinteresseret, og det var fodbolden, unge Jens faldt for. Han gik og drømte om at få lov til en dag at spille for AGF, og her i efteråret gik den drøm i opfyldelse. I sommer skrev han under på sin første fuldtidskontrakt, og han fik debut i pokalkampen mod Vejle-Kolding i oktober.

»Det var rigtig stort og en kæmpe oplevelse, selvom vi tabte. At få min professionelle debut for AGF havde jeg set frem til siden mine helt unge dage. Jeg er født og opvokset i Århus og har altid holdt med AGF. Det var en drøm, der blev til virkelighed,« siger Jens Jønsson.

Undervejs i kampen fik han krampe og blev spurgt, om han gerne ville skiftes ud. Det ville han ikke. Jens Jønsson endte ikke blot med at spille 90 minutter plus 30 minutters forlængelse. Han blev også flyttet frem i angrebet til sidst for at true Vejle-Kolding, da AGF var bagud.

»Jeg har hele tiden haft det som mål og håbet, at jeg ville få min chance på førsteholdet, men jeg har aldrig ligefrem forventet det. At det så allerede ser sket nu, tror jeg skyldes en kombination af talent og vilje. Jeg har altid trænet godt og villet det her,« siger Jens Jønsson.

Fysikken har dog spillet Jens Jønsson et puds efter overgangen til fuldtidsprofessionalisme.

»Det er ikke fordi, at vi træner så meget mere på Superliga-holdet, end vi gjorde på U/19, men træningen er bare meget hårdere. Tempoet er så meget hurtigere. De første to en halv måned røg jeg ind og ud af træningen, fordi jeg fik en masse overbelastningsskader. Jeg var lidt ræd for, om min krop i det hele taget kunne klare at spille professionel fodbold, men vi fik taget hånd om det, og jeg fik et specialprogram at træne efter. Siden er det gået bedre, og nu er min krop nok også ved at vænne sig til belastningen,« mener Jens Jønsson.

Til daglig går han på handelsgymnasiet HHX, som har en Team Danmark-linje, der tager fire år at fuldføre. Jens Jønsson mangler nu halvanden år, så han må tage fra træningsbanen til skolebordet hver dag. Han er dog ikke den eneste helt unge spiller i AGF-truppen. Casper Sloth på 19 år og David Skhirtladze på 18 snakker han meget med.

»Casper havde jo allerede været i førsteholdstruppen længe, da jeg kom, så han er rigtig god at støtte sig op af, og Davit kender jeg rigtig godt fra U/19-holdet. Det er fint lige at være nogle unge i truppen, men vi kan nu også godt snakke med de ældre,« siger Jens Jønsson.

Han sluttede efteråret af med at få to minutter som indskifter mod FCK i Parken, men ellers har han haft nogle af de sjoveste oplevelser med ungdomslandsholdene, hvor han har været med siden U/16.

»Det er rigtig fedt at komme ud at rejse og se nogle nye kulturer. Det fedeste var, da vi mødte England i Brighton med 17.000 tilskuere på lægterne. Vi tabte desværre 1-0, men det var fedt. Jeg kan godt lide engelsk fodboldkultur og har Manchester United som favorithold. Drømmen er en dag at komme på A-landsholdet og spille for Manchester United. Jeg er dog åben for det meste og kan også godt lide at se Barcelona spille,« siger Jens Jønsson.