FCK bekræfter: Modtog Fabrizio Romano-tilbud

Tipsbladet har dokumentation for, at både FC København og norske Vålerenga er blevet tilbudt omtale af den italienske transfer-kendis Fabrizio Romano mod betaling.



Det gav noget af et brag, da Tipsbladet onsdag 28. februar kunne fortælle, at fodboldklubber er blevet tilbudt at købe omtale og deltagelse i hypen af klubbernes transfers hos den berømte italienske transferguru Fabrizio Romano.

Italieneren er kendt for at dække og fortælle intenst om transfermarkedet, hvor han muligvis er den mest kendte stemme og personlighed i verden med 20 millioner følgere på Twitter, i dag kendt som X, og 27 millioner følgere på Instagram.

Og Tipsbladet er i besiddelse af dokumentation for, at firmaet Memmo, som Fabrizio Romano arbejder sammen med, har tilbudt, at man som klub kan købe Fabrizio Romanos medvirken i forbindelse med PR-arbejdet omkring klubbens transfers, så disse transfers kunne blive hypet.

En af de klubber er de nuværende danske mestre FC København, hvilket Superliga-topklubben bekræfter i et skriftligt svar til Tipsbladet, ligesom også Vålerenga i den bedste norske række har fået tilbudt at få omtalt mulige transfers eller en 'done deal'.

Norsk klub fik tilbudt omtale
Det norske medie Idrettspolitikk.no kunne fredag fortælle, at den norske topklub Vålerenga er blevet tilbudt at købe omtale af en transfer.

Vålerengas medarbejder fik en henvendelse på mail om, at klubben kunne få Fabrizio Romano til at omtale en transfer eller at hype en spiller, og efter at have spillet med på henvendelsen fik den norske klub en pris på 11.600 norske kroner svarende til omkring 1.000 euro, eller cirka 7.500 danske kroner.

Fremgangsmåden var, at klubben kunne levere den transfer-information, man var interesseret i at få ud offentligt, hvorefter Fabrizio Romano ville poste den.

Der var desuden et tilbud om at købe en præsentationsvideo i forbindelse med en Vålerenga-transfer, hvor Romano optrådte i videoen.

Dok

– I mine mine syv år i topfodbold har jeg fået mange specielle henvendelser, men aldrig noget som denne. Det her skal forestille at være en af verdens mest kendte 'journalister'. Det er helt useriøst, og jeg husker, at jeg holdt op med at følge ham på sociale medier efter hændelsen, siger den tidligere marketingchef i Vålerenga Mehran Amundsen-Ansari til Idrettspolitikk.no.

Tipsbladet har ligeledes talt med Mehran Amundsen-Ansari, og han tog henvendelsen alvorligt.

– Interessen fra Memmo anser jeg for at være 100 procent reel, siger Mehran Amundsen-Ansari til Tipsbladet.

Var det din opfattelse, at han skulle poste omtale af transfers på sine egne kanaler?

– Han skulle poste på sine egne kanaler, ja, siger Mehran Amundsen-Ansari.

Idrettspolitikk.no fulgte i sidste uge et link tilsendt Vålerenga, der svarer til det i henvendelsen til FC København, og nåede frem til et bestillingsmodul, hvor prisen endte med at være 63.070 norske kroner, cirka 41.000 danske kroner, hvis man ville have en video, hvor klubben, i dette tilfælde Vålerenga, kunne skrive det budskab, Romano skulle sige.

Det link er ifølge Tipsbladets oplysninger siden blevet slettet, men Tipsbladet er i besiddelse af et skærmdump:

FCK fik tilbuddet
– Kunne du være interesseret i, at Fabrizio var med i annonceringen af en ny spiller i FC København før slutningen på dette transfervindue for at drive engagementer og begejstre jeres supportere?

Sådan lyder det, oversat fra engelsk, i en korrespondance, Tipsbladet er i besiddelse af, hvor FC København tilbydes at få løftet interessen for klubben med Fabrizio Romanos hjælp – mod betaling.

I den dokumentation, Tipsbladet har set, nævnes en pris på 8.920 kroner plus moms, hvilket svarer til omkring 1.200 euro.

Her henvises der også til et link med en video udarbejdet med Fabrizio Romano, i stil med den mulighed, Vålerenga blev præsenteret for.

– Vi kan bekræfte, at vi ligesom Vålerenga er blevet kontaktet med et tilbud om, at Fabrizio Romano kunne medvirke i en video omkring en FCK-transfer mod betaling. Ideen var, at han på den måde kunne booste omtalen af transferen og få budskabet ud til en bredere målgruppe. Det takkede vi nej til, siger FC Københavns kommunikationschef Jes Mortensen i et skriftligt svar til Tipsbladet.

Dok

Giver god kommerciel mening
Mehran Amundsen-Ansari, der siden har fået job i en anden klub, var altså ligesom FC København af den klare overbevisning, at der var tale om en reel henvendelse, hvor man kunne købe sig til at få adgang til Romanos stemme.

Vålerenga havde det fjerdestørste tilskuer-gennemsnit i Eliteserien sidste år, og kommercielt gav muligheden for at få Romano til at markedsføre en af klubbens store transfers isoleret set fin økonomisk mening, vurderer Mehran Amundsen-Ansari.

Til gengæld var marketingchefen betænkelig ved det etiske i at købe sig til promovering fra en stemme, millioner verden over forbinder med journalistisk arbejde og med at være først med transfernyheder.

– Kommercielt set kunne det helt sikkert have genereret flere følgere og i tillæg givet klubbens sponsorer mere synligheds-værdi. Men etisk havde det været forkert, hvis du spørger mig. Han er jo blevet mere og mere en kommerciel aktør i stedet for en journalist, siger Mehran Amundsen-Ansari, der ikke er overrasket over, at FC København også har fået tilbuddet.

– Jeg tvivler ikke et sekund på, at FCK også har modtaget tilbuddet. Det kunne virke som om, at de har sigtet efter de klubber, der er størst, og ikke mindst dem med størst fanbase. Det er jo to hovedstadsklubber, hvilket også gør dem (Vålerenga og FC København, red.) mere interessante.

Fabrizio Romano er de seneste år blevet verdenskendt for at annoncere både potentielle transfers og transfers omkring det tidspunkt, hvor de bliver meldt officielt ud af klubber, såvel som detaljer om priser og kontraktlængder.

Køb en hilsen af Romano
At Fabrizio Romano arbejder med Memmo ses fortsat på firmaets hjemmeside i skrivende stund.

Dok

Her kan man bestille alt fra en fødselsdagshilsen til en pep-talk og en joke, og såmænd også en bryllupshilsen. Skal videoen leveres inden for 24 timer, ryger prisen hurtigt op på et firecifret beløb.

Italieneren har det seneste år også været flittigt involveret i dækningen af mange store transfers til Saudi-Arabien men også eksempelvis bevæget sig bort fra transfers med omtale af den mulige nye, Super League-lignende turnering, Real Madrid, FC Barcelona og organisationen A22 arbejder for at få skabt i Europa.

Tipsbladet har forud for publiceringen af denne artikel været i kontakt med Fabrizio Romano, der ikke ønsket at stille op til interview.

Læs også historien fra efteråret, hvor Union Berlin og danske Frederik Rønnow skød en historie ned, Fabrizio Romano havde lanceret – klik her.





TransferLIVE: Fortid i FCM – på vej til Chelsea




LIVE

Superliga-LIVE: Reagerer på transferspekulationer

FCK-bombe: ‘Det er et chok – et kæmpe chok!’

Ny Brøndby-stjerne? ‘Har været fremragende’

Supercomputer: De vinder Superligaen

Ajax-træner med kryptisk Dolberg-melding

Zorniger efterlyser OB-forstærkninger



TIPSBLADET SPECIAL

Superliga-spil: Kan du drafte et perfekt hold?

Vildt Lindstrøm-comeback? ‘Helt fornuftigt valg’

Grubler over Mileta Rajovic: En interessant sag

Afsløring: Watford køber Luca Kjerrumgaard

Afsløring: B.93 stoppede Lorentzens udlandsskifte

Superliga-stjernes værdi er eksploderet endnu mere

Frygtelig uge for Danmark: Ikke sket i 12 år



TRANSFER

Overblik: Her er Superligaens sommertransfers 2026

‘Jeg formoder, at de brager ud af Superligaen’

Real Madrid har ringet: ‘Jeg må lette på hatten’

‘Jeg tror, at Kasper Høgh skifter dertil’

Afsløring: Vejle tæt på stort salg af Lasse Flø

Skyder Brøndby-transfer ned



EKSKLUSIVT

Afsløring: FCM tæt på køb af Dortmund-spiller

Dommerekspert undrer sig efter FCM-drama

Afsløring: FC København nærmer sig køb af Sørensen

‘Det vil være en stor ting i FCK’

Kontant transfermelding om Filip Jørgensen

Superliga-scoop: Henter bomber gratis

‘Aaaaah, er det nu rigtigt? Ja, det var det så’

Superliga-chok fik Andreas Christensen til mobilen

Køb, køb, køb!

Fjerdeyngste nogensinde: ‘Det var fandme vildt’

Afsløring: Elias Achouri på plads i San Diego FC



TIPSBLADET SPECIAL

Sådan gør din Superliga-klub i sommerpausen

Norsk stjerne til Manchester United? Så dyr er han

Supercomputer: De rykker ud af Superligaen

Transferkollaps: ‘En stor skuffelse’

‘Jesper Lindstrøm har ét KÆMPE problem’