Mysteriet i Paris

Superstjernen Ronaldo brød sammen og blev indlagt på hospitalet få timer inden VM-finalen i 1998. Alligevel blev fænomenet sendt på banen og leverede i lighed med sine holdkammerater en modløs indsats. Siden er konspirationsteorierne blomstret om årsagerne til sammenbruddet og ansvaret for at have sendt den syge Ronaldo på banen. Morten Glinvad har rekonstrueret et…



LØRDAG ER BLEVET til søndag, og VM-finalen er under 21 timer væk. Roen er ved at sænke sig på hotel Château de Grande Romaine, hvor det brasilianske landshold er indkvarteret forud for den store finale på Stade de France mod de franske VM-værter.

På et af værelserne er lyset imidlertid stadig tændt. Det er her, hvor Brasiliens største stjerne, det 21-årige fænomen Ronaldo, holder til sammen med den fire år ældre venstreback Roberto Carlos. Ronaldo har været Brasiliens bedste spiller under slutrunden, hvor ansvaret på hans skuldre blev endnu større, da angrebsmakkeren Romário kort inden slutrunden blev skadet og ikke kom med i truppen.

Ronaldo har gennem hele turneringen stået for presset. Han har scoret fire mål, og hans præstationer har været afgørende for, at Brasilien nu står med muligheden for at sikre sig nationens femte verdensmesterskab. Men noget er galt med den unge angriber. Han virker urolig og fraværende, og Roberto Carlos forsøger uden held at få ham til at falde til ro, så han kan få den nødvendige hvile inden den store slutkamp.

Dagen efter fordriver de brasilianske spillere ventetiden på hotellet. Ronaldo har det nogenlunde, men er mere tilbageholdende end vanligt. Efter frokostspaghettien går han tilbage til sit værelse sammen med Roberto Carlos, og kort efter går det galt.

Roberto Carlos ser sin værelseskammerat blive ramt et krampeanfald. Sveden pibler ud af kroppen, og til sidst besvimer Ronaldo, mens Roberto Carlos farer ud af værelset for at søge hjælp.

"Ronaldo er ved at dø! Edmundo, Doriva, hjælp! Ronaldo er ved at dø!" råber den forskrækkede venstreback til de to spillere på naboværelset, som kommer ind og ser dramaet med egne øjne.

Angriberen Edmundo, kendt som O Animal, dyret, løber rundt på gangene og støder ind i midtbanemanden César Sampaio, som bevarer fatningen i en sådan grad, at han er i stand til at åbne Ronaldos mund og flytte den tunge, som han er i fare for at sluge.

EFTERHÅNDEN ER DE fleste spillere blevet vækket af deres eftermiddagssiesta, men ingen ved, hvad i alverden der er sket med holdets nøglespiller. Der er kun omkring syv timer til dommerens første fløjt på Stade de France foran 80.000 tilskuere, mens de mange millioner brasilianere vil samles om tv-skærmene i hjemlandet for at følge nationens udvalgte.

De to landsholdslæger, Lídio Toledo og Joaquim da Matta, bliver tilkaldt, og i de følgende timer får de pludselig to hovedroller, de selv i deres værste mareridt aldrig kunne have forestillet sig.

"Vi har en vigtig kamp foran os, en VM-finale. Ronaldo vil vågne igen om nogle timer, og da vil han ikke kunne huske noget af det, der er sket. Så vi skal heller ikke bekymre ham med det; vi siger ikke noget til ham før kampen. Nu bør vi alle gå tilbage til vores rum og hvile," lyder det fra lægerne.

Spillerne går derfor tilbage til deres værelser efter det chokerende syn. Lægerne tilser Ronaldo hele eftermiddagen, og ved fem-tiden samles spillerne igen i spisesalen.

Som sidste mand kommer Ronaldo ned fra sit værelse. Han plejer at være en af truppens spasmagere, men nu har han et tomt udtryk i stenansigtet. Han sætter sig ved et forladt bord, stirrer på maden foran sig, og Leonardo kommer hen til ham.

"Ronaldo! Du må huske på, at der er vigtigere ting end fodbold i livet!" siger han, men får ikke andet svar end et forvirret blik fra Ronaldo, der rejser sig og går sin vej.

Efterhånden står det klart for alle, at den er helt gal. De nervøse læger ændrer holdning og forklarer ham alligevel, hvad der skete, da han mistede bevidstheden nogle timer tidligere, men Ronaldo ryster bare på hovedet og siger, at han vil spille finalen.

"Du må igennem nogle prøver. Hvis de er okay, kan du tage tilbage og spille," siger lægerne.

TRE TIMER INDEN historiens 16. finale om verdensmesterskabet i fodbold, bliver en af slutkampens største profiler indskrevet på Lilas-klinikken i Paris. Inden afgangen fra hotellet i selskab med lægerne Toledo og Da Matta har Ronaldo fået halvdelen af en blå pille fra sin landstræner Mário Zagallo. Mens stjernen køres gennem gaderne i Paris, befinder resten af den brasilianske spillertrup sig stadig på hotellet og gør klar til afgang mod Stade de France.

Normalt er stemningen høj blandt de brasilianske spillere inden en fodboldkamp, men denne gang er musik og sang erstattet af stilhed og tungsind, idet de sætter sig ud i bussen med bøjede hoveder.

"Vi, der havde lært spillerne at kende personligt, forstod, at der ikke var noget sammenhold på det tidspunkt. De havde allerede tabt pokalen," fortæller hoteldirektør Paul Chevalier senere om spillernes afgang.

Præcis 72 minutter inden den marokkanske dommer Said Belqolas første fløjt, får de omkring 4.000 journalister på Stade de France måbende udleveret de to holds startopstillinger til finalen. Alle bemærker straks, at Zagallo har foretaget en ændring, som ingen havde forventet. I Brasiliens angreb har Bebeto ikke selskab af sin sædvanlige makker. Edmundo har sensationelt overtaget Ronaldos plads.

Lidt senere er de franske spillere kommet ud på banen for at varme op, men brasilianerne lader vente på sig. Årsagen er, at Ronaldo 40 minutter inden finalens start er dukket op i omklædningsrummet. De franske læger på klinikken havde gennemført en række prøver og kunne ikke konstatere, at Ronaldo fejlede noget. Men samtidig ville de ikke afvise hverken epilepsi eller overforbrug af dopingstoffer eller smertestillende midler.

Nu bølger debatten frem og tilbage i omklædningsrummet. Skal Ronaldo spille eller ej? Forvirringen er total, og førstelægen Toledo befinder sig i et frygteligt dilemma. Han er manden med det medicinske ansvar for spillernes helbred, men samtidig kan han ved at pege tommelfingeren nedad blive kendt som brasilianeren, der kostede Brasilien VM-titlen.

"Forestil dig, at jeg havde stoppet Ronaldo fra at spille, og Brasilien havde tabt, og han senere havde sagt: "Jeg spillede ikke på grund af doktor Lídio." Så ville jeg være tvunget til at flytte til Nordpolen og bo," fortæller lægen senere om sin situation.

Toledo vælger at holde sig til de parisiske lægers ord om, at Ronaldo ikke havde synlige mén, og giver ham frit lejde.

LANDSTRÆNER ZAGALLO ER i tvivl, mens hans assistent Zico ligesom en række af holdkammeraterne er skeptisk og nervøs for spillerens helbred. Til sidst beslutter Zagallo, at Ronaldo skal spille, og på pressepladserne bliver en ny holdopstilling delt ud. Denne gang med Ronaldos navn i stedet for Edmundos.

Og da klokken nærmer sig ni om aftenen søndag 12. juli 1998, går de brasilianske spillere ind på Stade de France hånd i hånd. Hensigten med den alternative entré er at vise, at spillerne står sammen om beslutningen, hvilket imidlertid ikke er tilfældet.

Et par timer senere har Emmanuel Petit scoret det sidste af VM-finalens tre mål. Frankrig har vundet en overraskende klar sejr, og mens Didier Deschamps kan løfte VM-trofæet mod den parisiske aftenhimmel, kan Ronaldo modtage hæderen som slutrundens bedste spiller.

I selve finalen har Ronaldo været en skygge af sig selv. Han har virket opgivende og drænet for energi og har misbrugt et par store scoringschancer.

Efterfølgende kræver de mange brasilianske journalister svar fra Zagallo. Hvorfor var Ronaldo ikke i den første startopstilling?

En træt og irriteret træner skælder nogle journalister ud og forlader hurtigt pressekonferencen.

I DE FØLGENDE dage, måneder og år fortsætter sagen om superstjernens mystiske sammenbrud med at udvikle sig, og en række konspirationsteorier spreder sig. Et af spørgsmålene er, hvad der i virkeligheden var årsagen til det pludselige anfald. Roberto Carlos fortæller senere, at det for ham lignede et epileptisk anfald, efter at han har talt med andre, der har oplevet noget lignende. Lægen Da Matta mener, det skyldtes stress efter en lang turnering med stort pres, mens assistentlandstræner Zico har udtalt, at det lignede en depression fra en mand, som er blevet ensom og isoleret gennem sin berømmelse.

Andre forklaringer på hans nedtrykte stemning inden anfaldet er, at han skulle være blevet bekendt med, at hans daværende kæreste Suzana Werner havde været ham utro. Og andre igen peger på, at hans krop gennem hele hans liv havde været udsat for et alt for stort pres, så han nu måtte betale prisen.

Under alle omstændigheder står det efterfølgende klart for alle, at Ronaldo aldrig burde have været på banen på Stade de France den juliaften i 1998. Den engelske avis Sunday Times gennemgik siden forløbet med to neurologer, og den ene havde denne kommentar til dramaet:

"En person, der er kommet ud for et alvorligt panikanfald, kan godt forlade sygehuset og tage hjem og hvile sig. Men det absolut sidste, en ansvarlig læge ville anbefale, ville være at gå ud og deltage i planetens største idrætsbegivenhed."

Mange mennesker havde imidlertid brug for at se Ronaldo på banen den aften, og det står klart, at præsidenten for det brasilianske fodboldforbund, Ricardo Teixeira, forlod sin plads i æreslogen og gik ned i omklædningsrummet, da han fik at vide, at Ronaldo ikke var i startopstillingen.

Teixeira havde et par år tidligere indgået historiens største sponsoraftale med sportsbeklædningsfirmaet Nike, der også havde indgået en stor personlig kontrakt med Ronaldo, som var deres største marketingsfigur i den indædte kamp om verdensherredømmet.

Mange har siden påstået, at det i virkeligheden var Nike, der i reklamekronernes tegn tvang Ronaldo til at sætte sit helbred på spil, og blandt andre Edmundo og Roberto Carlos har fortalt, at en repræsentant for Nike dukkede op inden finalen og holdt et møde med landstræner Zagallo. Allerede dagen efter finalen benægtede Nike dog enhver sammenhæng i en pressemeddelse:

"Med hensyn til cirkulerende rygter om et påstået pres, som Nike skulle have lagt på det brasilianske fodboldhold om, at Ronaldo skulle spille, så vil Nike gerne slå fast, at enhver påstand om en sådan involvering er fuldstændig usand."

Alligevel er sagen fortsat omgærdet af stor mystik, og tre år senere var Ronaldo kaldt hjem til Brasilien for at vidne i en omfattende sag om korruptionen i brasiliansk fodbold, hvor også den famøse finale blev inddraget.

Ronaldo var imidlertid noget fåmælt og gav ikke mange nye oplysninger. Han slog fast, at han ikke ville udtale sig om sin kontrakt med Nike, men at hans forhold til firmaet var fint. Tidligere har Ronaldo dog sagt disse ord om sagen:

"Jeg var meget bange. Vi tabte VM, men jeg vandt en anden pokal: Den med livet i."

Kilder: Jean-Jacques Sévilla: Le Phénomène Ronaldo, Sportmagasinet, Weekend-avisen, CNN m.fl.






TIPSBLADET SPECIAL

Her er Danmarks næste toptrænere


Liverpool smider point efter tidlig udvisning

Absurde scener i Union Berlin-kamp



Sensation på vej? Bo Henriksen har kurs mod stort resultat

– Jeg har det lidt stramt over det her interview

Jeg tog fejl: Godt at FCM ikke kom i CL

Højlund i stor diskussion med holdkammerat

David Nielsen afviser: ‘Vil ikke have det job’



” Det mener Tipsbladet

Sløj timing: Det virker amatøragtigt, Brøndby!


Opfordrer storklub til at fyre træner og ansætte Frank

Ekspert om Birk-udtalelser: ‘Risikerer at miste jobbet’

VM-lodtrækning i dag: Her er Danmarks mulige modstandere

Skal FCK frygte jer? ‘Vi kommer til at stå stærkere’



Fanklubben
” Tipsbladet’s fan panel

Silkeborg-fan: Her er min drømmetransfer


Skriver til FCK-stjerne midt om natten

Brøndby-chef fyret: Her er Neestrups svar

Ellevild Amin Chiakha: Nok den værste følelse

Har ondt af ham: ‘Han er rigtig nedtrykt’

Dårligt nyt om FC Midtjylland-profil



Ekspert: Brøndby ansætter ny chef i morgen

Her er Danmarks drømmepulje – og det værste mareridt

Altså, hvordan kan han være så dårlig?

Var et teenagevidunder: FCK-komet står ved en skillevej



Jacob Neestrup til Tipsbladet: Forkert!

Her er fem bud på en ny Brøndby-træner

Hyrede Brøndby-træner: Overbevist på 30 sekunder

Fanklubben: Disse tre kan være færdige i Brøndby

Juventus lurer på dansk angriber

Skal hans lillebror også til Danmark?

Kasper Schmeichel: Ved I, hvor irriterende han var?

Kæmpe optur for Elias Jelert


TOPNYHED

Lind bomber i Italien: ‘Ustoppelig’


Hvordan kan han være så dum? Kan koste jobbet

Brøndby-boss kimet ned

FCK og FCM bød på Brøndbys stjerne: ‘Jeg var i chok’

Neestrup: Derfor er Sander og Cornelius vraget

Nu forklarer Brøndby-boss timingen af fyring

Stor ændring lurer i Brøndby

‘Han har nogle ekstraordinære kompetencer’

I chok: ’Det er jo en kæmpemæssig krise!’

Frederik Birk er slet ikke i tvivl

Sådan! Rasmus Højlund med to kasser for Man Utd

Han ligner FCK’s nye superstjerne

Tøffe dybt chokeret: Hvad fanden betyder det? 

I frostboksen: Det bliver mellem mig og ham

Fem spilforslag til weekenden 13.-15. December

Havde spillernes opbakning: Fyring overrasker i Brøndby

Brøndby meget tæt på sportsdirektør

Dagens Spilforslag: Godt med mål i bundopgør

Nyder Superliga-livet: Som under Bo Henriksen

De kan snuppe Andreas Maxsø

Her er reaktionerne på Jesper Sørensens fyring