Ostalgie og fællestysk traume: Sparwasser & replica’en

Aldrig før havde et VM efter datidens målestok oplevet en så massiv markedsføring og tv-dækning som VM i Vesttyskland i 1974: Nu skulle pengene på bordet og sporten ophøjes til et aldeles nationalt anliggende om stolthed eller skam. En historisk kulminationen kom allerede i den indledende runde, idet lodtrækningen havde matchet værtslandet imod sin ideologiske fjende mod øst, en 30 år tidligere fast landdel af det samlede Tyskland, nu kaldet DDR: Deutsche Demokratische Republik.

Hvem ville sejre i klassekampen mellem kapitalismens individualister som Beckenbauer og Müller imod bonde- og arbejderstatens "maskinagtige kollektiv"?

Det dogmatiske svar indtraf i anden halvleg, da partifællen fra Magdeburg Jürgen Sparwasser kørte slalom mellem de tunge vestdrenge og scorede 1-0 sejremålet på selveste Sepp Maier. Scoringen skulle siden blive legendarisk og et senere symbol på et fællestysk traume, der den dag i dag trækker spor til nutidens recessions-ramte, men – i hvert fald på landkortet – genforenede Tyskland.

Her 32 år efter VM 1974 er Vesteuropas største land igen vært for et hidtil uset gigant-show med fodbolden som udgangspunkt, men selvom delingen af landet ikke mere er en politisk eller geografisk kendsgerning, sidder opdelingen mellem øst og vest alligevel i de enkelte individers psyke.

Replica som stille erindring

Historien om Sparwassers overraskende vindermål over de favoriserede og velhavende fodboldstjerner fra vest blæste således ikke kun dengang ideologiske vinde ind over den historisk omsuste nation. I denne VM-tid ser man således flere og flere fodboldtrøjer i gadebilledet, der vækker mindet om den enestående østtyske gevinst imod "storebroderen fra vest": Adskillige kopi-udgaver af datidens DDR-blå trøje med de nøgne bogstaver "DDR" på maven bæres af stadig flere, der dyrker den såkaldte bølge af ofte forskønnede østminder fra fortidens DDR-hverdag, en trend kaldet Ostalgie (sammensat af "Ost" + "Nostalgie").

Thorsten Jahn, indehaver af butikken Osthits, som har specialiseret sig i at sælge østprodukter fra især DDR, bekræfter det pæne salg af DDR-replica landsholdstrøjer, specielt 74'udgaven.

Dem sælger vi mange af. Det er ingen decideret VM-trend, for de har solgt godt nu i et par år. Der er ingen direkte provokation bag, bare ren Ostalgie; en stille erindring om dengang og at disse folk også har en fortid, selvom mange helst vil begrave den. Folk kan bare ikke helt slippe minderne, men jeg håber da ikke, nogle tidligere vestborgere føler sig provokerede, siger han.

Grumset fælles bevidsthed

Hans udsagn rammer nok meget præcist de følelser, som adskillige især tidligere DDR-borgere føler i dag: Nemlig vanskeligheder med at identificere sig med det nye, fælles Tyskland. De blev lovet en hel del ved sammenlægningen i 1990, men den dag i dag er skellet mellem øst og vest stadig mærkbart. Man fjerner ikke bare 45 års massiv ideologisk påvirkning over en generation eller to.

Det dengang vesttyske traume over nederlaget er i dag blevet afløst af et tabubelagt, fællestysk traume, hvor DDR-nostalgikere via bl.a. de kongeblå replica-trøjer åbent mindes de "glade 70'erne", hvor bonde- og arbejderstaten DDR i hvert fald i statistikkerne blomstrede og gjorde sig internationalt bemærket i ikke mindst atletik, hvor en flok dopede kemi-kolber af atleter satte den ene verdensrekord efter den anden.

Kongegevinsten bestod imidlertid i at besejre den "kapitalistiske fjende" i form af med Beckenbauer & Co. i dennes egen "forrådnede bule af amerikansk indflydelse". Sejren fik enorm betydning for DDR's selvopfattelse dengang, men den politiske manifestation fusede senere gevaldigt ud via bl.a. svulstig retorik, et Judas-kys fra Gorbatjov til Erich Honecker samt senere perestrojka, kulminerende med Murens kollaps. Men trods det endelige nederlag til DDR har nogle svært ved at sluge ideen om dagens nye fædreland.

Jeg bærer denne DDR-trøje, fordi den er cool. Og så for at sige, at vi altså også er folk med en fortid, som nogle af os er stolte af. Jeg levede ikke, da Sparwasser scorede, men min familie har fortalt, hvordan hele nationen dengang gik oprejst i måneder af stolthed, fortæller 23-årige Jessica Krull fra Berlin-bydelen Friedrichshain i det tidligere Østberlin, som østtyskerne kaldte "Berlin – Hovedstad i DDR".

Udtrykket "Østberlin" blev opfattet som et vesttysk skældsord. Hun har ingen planer om at følge det tyske landshold til VM, for Jessica føler ingen "ægte stolthed" over holdet.

Det samme gælder 40-årige Jann Meyer, maskinarbejder fra Brandenburg:

Det er ikke mit landshold. De fleste spillere stammer fra vesten, men jeg er østtysker. Min DDR-replica har jeg fået af en ven. Frihed? Det kan jeg ikke bruge til noget, når en flok polske arbejdere trykker min løn helt ned på 5 euro i timen, kommer det med bitterhed fra den ellers fodboldinteresserede Union Berlin-fan.

Becker holdt med DDR

På vestsiden står det lidt bedre til med den fællestyske bevidsthed, men det er også her, man har måttet afgive klart mindst af sin identitet – bortset fra de milliarder af euro, som borgere i det tidligere vest via deres skattepenge har pumpet ind i opbygningen af øst.

Et kendt barn af vesten, der gennem 80- og 90'erne blev rigeligt belønnet med diverse tennismillioner for at være født på vestsiden, skabte i starten af det nye årtusind furore i et interview. Den tidligere tennisstjerne, Boris Becker, afslørede således, at han i 1974 som 7-årig havde en hemmelig helt:

Gert Müller skød os godt nok til VM-titlen, det husker jeg tydeligt. Men min helt var Jürgen Sparwasser. Hans mål er og bliver uforglemmeligt, sagde Becker til Berliner Morgenpost.

Det kan kaldes et kultursammenstød af rang: En senere multimillionær heppede på den socialistiske, antikapitalistiske bondestats målhelt! Becker har dog for længst forsonet sig med både faderland og fodbolden, og i dag mener den passionerede fodboldfan, at sporten gør dyrkelsen af nationale værdier legalt:

At være tilhænger af landsholdet er en ufarlig måde at optræde som patriot på. Man kan bære et Tysklands-halstørklæde, uden straks at blive identificeret med det yderste højre. Terror, recession og alle mulige problemer har igen gjort folk overfølsomme over for tradition elle værdier, mener den tidligere ketscher-svinger og selvbestaltede, men populære Tysklands-ambassadør.

Ideologisk krig efter spionage-drama

Udefra set var puljekampen mellem BRD og DDR rent sportsligt uinteressant, idet begge hold allerede var sikret videre adgang fra indledende runde. Men som gensidigt tysk anliggende rummede dysten adskillige tændsatser på linie med de atomare sprænghoveder, begge nationer havde rettet imod hinanden på hver sin siden af grænsen.

Opgøret blev således udråbt som "klassekamp" imellem to systemer uden for banen samt to stilarter på selve banen. Hele 29 tv-kanaler, dengang uhørt, transmitterede kampen, og mens den østtyske speaker nænsomt undlod politiske floskler, var hans vesttyske kollega på ZDF, Werner Schneider, af navnkyndige forskere blevet indprentet at benytte de politisk korrekte betegnelser "Bundesrepublik Deutland" og "DDR". Ikke noget med øst og vest her!

Fra vesttysk side ønskede man nemlig ikke, at den giftige tone mellem de to nationer på diplomatisk niveau skulle blive yderligere forværret. Kun to måneder forinden var det kolde forhold mellem de to stater således blevet iskoldt, da DDR-spionen Günter Guillaume som i en bedre John Le Carré-roman var blevet anholdt under stor dramatik og beskyldt for spionage imod den vesttyske stat, idet det var lykkedes den dygtige agent at snige sig højt til vejrs i den kapitalistiske fjendes statsapparat.

Dermed kom Guillaume til at lide samme skæbne i den fællessproglige nabonations øjne som målhelten Sparwasser: I vesten hadede man dem, men beundrede dem alligevel for deres kunnen.

Fodboldkampen blev pludselig en anledning for værtslandet til at opnå lidt oprejsning for den pinlige spionsag, men sådan skulle det som bekendt ikke gå. Selvom de favoriserede vesttyskere dominerede kampen på Volkspark i Hamborg, fik det solidt kæmpende DDR-kollektiv en stadig større selvtillid, som kampen skred frem symboliseret ved denne ordveksling på grønsværen mellem DDR's Harald Irmscher og Beckenbauer: Ved et hjørnespark til DDR sagde Kaiser Franz til sin østtyske modspiller: "Nu må jeg desværre holde dig fast". "Det kan du ikke klare", svarede Irmscher fra Jena kækt, og denne scene blev i datiden omtalt som decideret "majestætsfornærmelse" af avisen Die Welt.

Det hele endte altså med Sparwassers scoring og senere sejrsmål i det 77. minut, et mål, der senere igen og igen af det østtyske Politburos propagandamaskine blev ophøjet til en DDR-bedrift på linie med kosmonaut Sigmund Jähns rumfart fire år senere i 1978. Altså et fodboldmål som verdenspolitisk begivenhed.

De 1400 Schlachtenbummlern fra DDR fejrede også målet som en verdensbegivenhed, mens resten af de 58 900 tilskuere på Volksparkstadion følte sig fravristet nationens titeldrømme om en sluttriumf. På det tidspunkt nærede ingen tysk sjæl i verden den tanke, at den ideologiske fejring af den østtyske sejr en dag skulle blive afløst af politisk hybris, mens slutsejren – både politisk og fodboldmæssigt under turneringen i 74 skulle ende i vest, hvilket egentlig var en tragikomisk allegori på kapitalismens senere hegemoni i Europa: Østblokken var til tider godt med og nød ved givne lejligheder at kradse i vestens uudtalte overlegenhed, men Warschawa-pagten endte alligevel med at tabe det samlede slag.

Uheldig optræden og bizarre efterspil

Både kampens afvikling og dens efterspil skabte pæn furore, og begge dele var præget af bizarre begivenheder og irrationelle reaktioner på begge sider af Jerntæppet.Under selve kampen blev det til en yderst uheldig, men også underholdende optræden på ærestribunen, hvortil DDR's ambassadør i Bundesrepublikken, Michael Kohl, var indbudt med frue. Sidstnævnte tiltrak sig en del opmærksomhed, idet blondinen fra Østberlin en enkelt gang klappede rytmisk med på "Deutschland-Deutschland"-tilråbene fra folket, indtil et stød i hendes side fik hende til at indse fejltagelsen: Med "Deutschland" blev ment BRD, ikke DDR! Samtidigt gjorde de østtyske tilskuere tydeligt opmærksomme på sig selv med øst-klassikeren "7, 8, 9, 10, Klasse".

Ved den efterfølgende sejrsfest i DDR-delegationens hovedkvarter i Quickborn nær Hamborg flød champagne og vodka i stride strømme til den tidlige morgen. Selv ikke en sindsforvirret persons hele fire forsøg på at indtelefonere en bombetrussel kunne sætte en stopper for festlighederne efter sejren over den kapitalistiske broderstat.

Straks efter sejren forlod en spillertrio den øvrige trup for at smage på vestens dekadente fornøjelser, nu chancen endelig bød sig. De tre hoppede i en taxa og kørte direkte til Reeperbahn, en af kapitalismens syndige højborge i DDR-terminologi

I det vesttyske mandskabskvarter i Malente stod den nærmere på selvransagelse, og her var det anfører Beckenbauer, som talte med alvorsord gennem nattens krisemøde, der var blevet godt varmet op af Bundestræner Helmut Schöns udtalelse efter kampen. Den i Sachsen fødte Schön, der i krigsårene havde været mester med Dresden i 1943 og 44, og altså havde en speciel øst/vest-indgang til kampen, havde følt sig noget ladt i stikken i den ideologiske magtkamp uden for banen. Nu replicerede han foran et frådende pressekorps med den afvæbnende kommentar: "Naturligvis er skuffelsen stor, men jeg vil alligevel slå fast, at holdet har spillet sin hidtil bedste kamp ved denne slutrunde".

"Blaues Wunder" som brobygger på museum

"Blaues Wunder", det blå vidunder, som trøjen kaldes i dag med symbolsk henvisning til sejren dengang, hænger i dag i Haus der Geschichte i Bonn og kan med rygnummer 14 beskues af museumsgæster. Paul Breitner der havde sikret sig trøjen i spillertunellen efter opgøret i '74 lod nemlig i 2002 måltrøjen fra datidens tysk-tyske landskamp gå på auktion, hvor den indbragte hele 16.350 euro til fordel for ofrene for oversvømmelser i det østlige Tyskland, og således kom trøjen og dens værdi altså til på forunderlig, historisk vis at bygge bro mellem vest og øst som symbol på hjælp og goodwill, samtid med den spøjst nok kom tidligere DDR-borgere til gode: Den historiske ring var sluttet.

Trøjen er altså på museum, men hvad blev der af Sparwasser selv?"Min karriere er ofte blevet reduceret til dette ene mål, selvom jeg også vandt pokalvindernes Europa Cup med Magdeburg i 1974. Det har irriteret mig. Hvis man på min gravsten en dag kun skriver "Hamborg '74", ved enhver, hvem der ligger dernede", har den daværende målhelt udtalt.Hans aktive karriere som spiller sluttede i 1979 grundet en hoftelidelse, men trods lokkende tilbud fra Bundesligaen efter helterollen i 1974, forblev han dog i DDR indtil 1988, hvor han hoppede af til vesten med sin kone.

"Fodboldguden fra DDR's" flugt fik straks den ideologiske værdi af hans mål til at falde hos ledelsen i det østtyske enhedsparti, SED. Han var af partiet blevet påbudt at påtage sig trænerhvervet for 1. FC Magdeburg, men nægtede og måtte stikke af. Straks blev hans navn slettet fra ærestavlen på det lokale Ernst-Grube-Stadion.Straks ved ankomsten til Vesttyskland blev han træner for et par mindre klubber, og efter Murens fald blev han direktør for den tyske spillerforening, Vereinigung der Vertragsfußballer, hvor han dog blev sat af bestillingen efter beskyldninger om at dyrke egne interesser. I

 dag barsler den forgangne målhelt, der fylder 58 år den 4. juni, med planerne om at åbne en fodboldskole i den tidligere østtyske landsdel Brandenburg hvor han vil opdyrke østtalenter. Sparwassers scoring fra 74 bringer i dag minder om en tid med åbne sår i den fællestyske bevidsthed, og de adskillige østtyske replica-trøjer i dagens berlinske gadebillede er en passiv påmindelse om, at disse sår kun heler langsomt.

Hvor meget de er helet, får det samlede Tyskland og hele verden et muligt svar på om få uger, hvor nationen skal forsøge at samle sig om landsholdet – ikke i "blaues Wunder" med hammer og sejl, men hvide trøjer med Bundes-ørnen på brystet – som verdensmestrene i 1974!

FAKTA

DDR Replica-trøjer

Disse simple, mørkeblå bluser i bomuld med DDR på brystet sælges i dag i hobetal med følgende ledsagertekst:

„Med denne trøje besejrede det daværende DDR de senere verdensmestre Tyskland".

Trøjen koster kun 230,- og dette endda inklusiv politisk brisans – ulig diverse meget dyrere, vesterlandske trøjer og svedtransporterende akryl!

DDR-replica'en er nummer 36 på bestsellerlisten i stort tysk trøjefirma, der fører statistik online over solgte bluser. Nummer et er et brasiliansk minikit, mens en ukurant tysk landsholds-T-shirt er nummer 23. Den officielle, tyske landsholdstrøje til børn kommer først som nummer 57, mens "Das wunder von Bern"-replicaen er nummer 59- og altså langt efter DDR-sagen…