"Den gule ubåd" er kommet til overfladen

Gult er godt. De amarillo-klædte fra Villarreal går under kælenavnet “den gule ubåd”, men den er sandelig kommet til overfladen, må man sige. I denne sæson altså kun overgået af de to allerstørste i Spanien, FC Barcelona og Real Madrid.

Det er således endnu ikke den gule førertrøje, Villarreal bærer i Spanien, men det er tæt på, og hvem ved om ikke den lille før så ydmyge klub en dag indtager det øverste trin på podiet. Ambitiøs er klubben til fingerspidserne, og dens ledelse har et fantastisk blik for at hente billige klassespillere til klubben og bygge dem op til succes, efter at de har floppet i andre klubber.

Det gælder i øjeblikket navnlig holdets to største profiler, den argentinske playmaker Riquelme og Uruguay-angriberen Forlan, der aldrig slog igennem hos Manchester United men blev topscorer i spansk fodbold i denne sæson. Også spanske José Mari har fundet lykken i Villarreal efter en omtumlet tilværelse og et knæk i Italien hos Milan.

Det gælder til dels også målmand Reina, der ligesom Riquelme ikke blev prioriteret efter fortjeneste hos FC Barcelona, samt måske en kommende profil, den unge argentiner Luciano Figueroa, der var et flop i Birmingham, men med Mexico som mellemstation måske kan blive Villarreals nye guldfugl. Figueroas selvtillid er i hvert fald genopbygget, så man på hans indsats for Argentina ved Confederations Cup.

Det eminente blik for spillere, hvis potentale ikke bliver udnyttet 100% andre steder, er hele fundamentet for Villarreals imponerende optur, som navnlig har været markant i de ni år med Fernando Roig som præsident. Villareal har stor lokal opbakning men er slet ikke en klub med rigmænd i ryggen, så det gælder om at få det optimale for pengene. Altså helst billige indkøb og klassespillere, der kan blomstre i et trygt miljø og sælges dyrt.

Nu har Villarreal dog nået et niveau, hvor klubben også har råd til at holde på de bedste, selv om det koster. Riquelme har i sine to første sæsoner været i Villarreal på lejebasis fra FC Barcelona, men nu er den argentinske holddirigent købt fri af sin langtidskontrakt med catalonierne, og Villarreal kan altså fortsætte holdopbygningen omkring den 27-årige argentiner.



Undertegnede besøgte i efteråret 1998 som TIPS-bladets udsendte Villarreal, der dengang som nyoprykker i Primera Division havde dansk islæt i truppen, nemlig den danskfødte spanier Thomas Christiansen. Han var kommet til klubben i 2. division sæsonen forinden og havde altså sin andel i oprykningen.

Også dengang så Villarreals præsident Roig nemlig rigtigt med en spiller, der havde potentiale men var gået i stå under utallige udlejninger fra FC Barcelona, hvor Thomas Chrisiansen i begyndelsen af 90’erne fik et nærmest sensationelt gennembrud og nåede to kampe og en scoring for Spaniens landshold, inden nedturen tog fart og dansk/spanieren blev samlet op af Villarreal.

Thomas Christiansens rundvisning på fodboldklubbens lokaliteter i Villarreal vidnede ikke om, at her var en spansk topklub in spe. Men det gjorde danskerens entusiasme omkring forholdene, der bar præg af, at her var man én stor familie. Stadion El Madrigal var netop blevet moderniseret men fremstår stadig som et intimt sted, selv om der nu er plads på 22.500 tilskuere.

På kontoret er der i dag nok mere end den ene administrative medarbejder, der den dag tog sig tid til at låse op alle steder, så Thomas Christiansens danske gæst kunne se alle de fine forhold, som man tydeligvis var meget stolt af, selv om de på ingen måde stod mål med, hvad en dansk Superligaklub på topplan i dag byder sine ansatte.

Villarreal står for trygge, familiære rammer, som også Thomas Christiansen havde glæde af dengang i sin genopbygning af karrieren, selv om den først senere i den tyske bundesliga atter nåede de højder, hans start hos FC Barcelona spåede.

Indtrykket af Villarreal fra dengang passer ifølge alle beskrivelser også perfekt på klubben i dag, selv om udviklingen selvfølgelig har krævet en professionalisering i takt med “den gule ubåds” hastige opstigning til overfladen.

Juan Roman Riquelme udtrykker det nok allebedst med følgende udtalelse fra et pressemøde, efter at hans forbliven i Villarreal var sikret:

– Jeg er og har altid været lykkelig her i Villarreal. Hvis jeg er lykkelig uden for banen, er jeg det også på banen, og det gør, at jeg kan vokse i mit spil, blive bedre og hjælpe mit hold, konstaterede Riquelme, der hos Villarreal har valgt at spille med sit mellemnavn Roman trykt på spilletrøjen. Måske for på den måde at lægge lidt ekstra afstand til sin skuffende sæson hos FC Barcelona.

Villarreal er stedet for tryghedsnarkomaner, der befinder sig dårligt i mediernes konstante fokus. Sådan var det i hvert fald med Riquelme, der i høj grad mistrivedes med alt det daglige hurlumhej i det catalanske galehus, hvor han allerede ved sin ankomst var udskreget til et vidunder, og det blev en hæmsko i stedet for en drivkaft.

Hos Barca skulle Riquelme indpasses til holdet, mens man i Villarreal former holdet omkring Riquelme, og det gør en verden til forskel for den boldbegavede argentiner, der er bedst, når han får lov at varme bolden lidt som en rigtig sydamerikansk 10’er.

Derfor var han et klart fejlkøb af Bacas daværende præsident Joan Gaspart, for Riquelme kan ikke blomstre i det hurtige pasningsspil. Ikke fordi, han teknisk ikke magter det, men fordi han i det spil ikke gør en forskel, sådan som han gør i Villarreal med sine unikke måloplæg efter et par skarpe driblinger.

Villarreals styrke er vel, er her skabes der råderum for individet, selv om samtlige individualister trækker på samme hammel for kollektivet. Klubbens fremdrift i spansk fodbold minder på mange måder om den, Deportivo stod for ti år tidligere. For den galisiske klub kulminerede det hele med det spanske mesterskab i år 2000, og på den internationale scene har klubben fra La Coruna også leveret små sensationer.

Måske er Villarreal denne tidsperiodes spanske komet, der bider sig fast i toppen og også sætter sine spor på den internationale scene. Klubben har spillerne til det lige nu og endelig også økonomien til at holde lidt på dem.

Ligesom med Deportivo i sin tid, er der meget sydamerikansk blod i holdet, især argentinsk. Det hæmmer dog ikke Villarreals chilenske træner Manuel Luis Pellegrini i det daglige arbejde, idet kun Riquelme og Sorin er uden EU-pas, mens både de argentinske forsvarere Gonzalo, Arruabarrena samt midtbanespilleren Battaglia og den unge angriber Lucho Figueroa har dobbeltpas.

Derfor er der også plads til brasilianeren Senna, idet også Diego Forlan har det vigtige EU-stempel. Men alt i alt er det et meget sydamerikansk hold, Villarreal stiller med, hvilket dog ikke på nogen måder har givet den chilenske træner problemer med disciplinen.