"Der er alt for mange udlændinge i dansk fodbold"

Morten Olsen har selv været med til at anvise kørselsretningen i DBUs nye helhedsløsning for børne- og ungdomsfodbolden “Holdninger og handlinger,” som hans assistent Keld Bordinggaard sammen med DBU-instruktør Kasper Hjulmand har sat de afgørende fingeraftryk på.

“Vi skal skære ud i pap, hvilke værktøjer ungdommen skal udstyres med for at blive elitespillere. Er det nok at være god til omstillingsspil og være effektiv ved dødboldene? Jeg siger nej. Det handler om at uddanne spillerne til fremtidens fodbold og til en stil, der passer til vores rødder, vores kultur og vores mennesker. Skal vi kun tage efter højde og drøjde, bliver der ikke plads til en ny Jesper Olsen.”

Hvordan har du det med, at du ikke selv kommer til at høste frugterne af det arbejde, I har sat i gang?

“Nu vender vi jo ikke tingene 180 grader på én gang, så det har jeg det fint med. Uden at være sentimental har jeg fået så meget af det danske system, da jeg var knægt, at dette er min måde at betale tilbage på. Fodbold er en stor del af mit liv. Jeg er dansker, og det er dansk fodbold, der inde i mig.”

Der skabes nogen gange et billede af, at vi godt nok udvikler os herhjemme, men at udlandet drøner forbi os. Er det et rigtigt billede?

“De drøner ikke forbi, men i Østeuropa er der kommet 10-15 nye lande, som har fået de samme muligheder, som vi har. Engang var vi foran mange andre p.g.a. vores foreningsstruktur, men vi er blevet indhentet af større nationer med et større potentiale. Tag bare et land som Ukraine, som vi var i VM-gruppe med. De er 50 millioner mennesker, som er i gang med at dygtiggøre sig.”

Har de gamle trænere for ungdomslandsholdene ikke gjort det godt nok?

“Det er ikke et spørgmål, om den ene træner er bedre end den anden. Jeg ser ikke ret meget ungdomsfodbold, fordi jeg ikke har tid til det. Vi er et team, der fagligt skal være enig i de store overskrifter. Det er kun nuancerne, vi skal diskutere.”



Du har det med at tage til genmæle mod kritik, og du har sågar truet med at gå, hvis kritikken blev for skinger. Hvorfor er det nødvendigt?

“Vi lever i et demokratisk land. Fodbolden er dialogens holdeplads, så derfor er fodbold populært. Der er mange sort-hvide meninger, når du har vundet eller tabt, og så er der de mere dybdegående eksperter, der kender materien bedre end manden på gaden, og som skal have deres meninger før og efter kampen. Når jeg har taget til genmæle, er det kun af én grund: Holdet. Hvis der selv efter gode præstationer bliver sat spørgsmålstegn ved spillemåden og visse spillere, så er jeg nødt til at reagere for at få arbejdsro. For holdets skyld. Til trods for at vi ikke kvalificerede os til VM, mener den danske befolkning – både de professionelle og fansene – at det, vi går og laver, egentlig ikke er så dårligt endda. Bare fortsæt med det, men vi skal selvfølgelig vinde et par kampe mere, siger de. Det tager jeg som en opbakning til landsholdet.”

Man hører tit, at det er et hårdt pres at være landstræner. Men du skal jo ikke ned på fabrikken hver morgen, og der spilles kun otte-ti landskampe om året. Så hårdt er det vel heller ikke?

“Nej, nej, det er et privilegium at være landstræner, absolut. Jeg håber og tror, der er tusinder af mennesker, der gerne ville have mit job. Jeg har ikke nogen eksistenskamp, jeg er et priviligeret menneske, men jeg har også ansvaret – og dermed presset – for dansk fodbolds top. Jeg søgte det som spiller og søger det også som træner. Min største motivation er min interesse. Fodbold er stadigvæk en betalt hobby, som den var, da jeg var spiller, men der kan da være dage, hvor jeg ærgrer mig over, at jeg brugte 90 minutter på netop den kamp.”

Dansk klubfodbold klarer sig ikke ret godt internationalt. Skal vi udvikle en bedre vinderkultur herhjemme?

“Nej, det mener jeg ikke, for skandinaviske spillere er berømmet for deres gode vindermentalitet. Nej, vi skal dygtiggøre os som fodboldspillere. Hvis vores største klubber skal have succes, kræver det, at de får samlet en talentfuld generation af deres egne talenter suppleret med de topspillere, de kan få fat i.

Så falder tanken på dit eget Brøndby-hold, der nåede semifinalen i UEFA Cup’en mod Roma?

“Ja, men de hold, vi mødte på vejen, måtte kun bruge tre udlændinge. Bosman-dommen har haft stor indflydelse på, at danske klubber har haft svært ved at klare sig internationalt.”

Men kan det ikke pine dig, at Rosenborg har været med i Champions League i ti sæsoner?

“Det skal siges, at norske og svenske spillere er bedre end danske til at acceptere organisation og struktur. En dansker accepterer ikke den fodboldopfattelse og vil ikke have den samme glæde og motivation i dagligdagen, og det er en meget afgørende faktor. Vi kan lære af alle, også af vore nordiske venner, men vi skal være os selv tro som mennesker. Hvad vil danskerne helst have? Vi har kunnet se det med vore håndboldpiger, der er populære for deres måde at spille på. Vil folk i Parken være tilfredse med høje bolde ind i feltet? Nej, i Danmark ville vi måske i en enkelt sæson acceptere, hvis et af vore hold slog sig igennem til Champions League på god organisation, men i det lange løb er det unaturligt for os. Vi skal ikke kun tænke på effektivitet, men også på hvordan vi bliver effektive. Der skal også være noget for øjet. Derfor skal vi også være tydelige omkring, hvad vi vil med fodbolden herhjemme, både i breddefodbolden og i toppen. Man kan hurtigt lære organisation og struktur, men at uddanne handlingshurtige, intelligente og teknisk dygtige fodboldspillere kræver ti års arbejde,” siger Morten Olsen.

Som et eksempel på forskellen mellem skandinaviske og f.eks. sydeuropæiske spillere har den danske landstræner denne historie:

“På en tur med ligalandsholdet havde vi en interessant diskussionsaften, hvor det kom frem, at ingen af spillerne var blevet opdraget til at modtage en aflevering midt på banen, når de var markeret. Det er det vanskelige i fodbold, og risikoen for at miste bolden midt på banen er stor, men hvis du aldrig har fået lov til at modtage bolden med en mand i ryggen, så lærer du det heller ikke. Man ser næsten aldrig den aflevering i SAS-Ligaen, men hele tiden i spansk fodbold, fordi de har fået lov til det i ungdomsårene.

“Med op- og nedrykningsreglerne i dansk ungdomsfodbold er det forståeligt nok, at mange trænere ikke tør lade deres spillere prøve den slags afleveringer, men hvordan er det, vi kan nedbryde hold, der stiller sig ned i forsvaret? Der er kun én mulighed. Du skal være bedre teknisk. Vi er nødt til at være tålmodige med de unge mennesker. Laver du en fejl ved at spille bolden ind mod midten, koster det måske en sejr i den kamp, men i længden vinder du på den.”

“Fra min tid i Brøndby husker jeg stadig, hvordan Per Bjerregaard hvert år ved afslutningsfesten stolt stillede sig op og fortalte, at Brøndby havde vundet de og de rækker i lilleput, drenge, junior osv. Og hva’ så? Det handler ikke om at vinde, men om at få skabt nogle gode førsteholdsspillere. I dag vinder Brøndby måske ikke så mange rækker mere, men de får nogle forbandet gode fodboldspillere ud af deres ungdomsarbejde.”

“Et andet eksempel: For nogle år siden vandt det danske U/18-landshold 3-2 over Holland. Da vi var til EM 2004, var der ingen spillere fra det hold med på det danske A-landshold, hvorimod hollænderne havde fire-fem mand med.”

Du foretrækker et 4-3-3 system. Vil du stædigt holde fast i det?

“Hvis vi har spillerne til det, ja. Men det er hele tiden materialet, der bestemmer, hvordan vi skal spille fodbold. Alle systemer har deres positive og negative sider, men hvis du har spillerne til det, de er i form, og positionerne er godt besat, så er 4-3-3 efter min mening det bedste system såvel forsvars- som angrebsmæssigt. Men det afhænger af spillertyperne. Med Daniel Agger vil vi i nogle kampe kunne spille med tre mand nede bagved, fordi han som venstrebenet er god til at skabe bredde i opspillet. Der er mange hold, der i dag spiller 4-5-1, og med kun én dyb angriber hos modstanderen er det ingen fordel at spille med tre nede bagved, men mod et 4-4-2 hold kan det godt være en fordel.”

“I topfodbold må du nogen gange vælge på dagen for at vinde. I Kasakhstan var banen så dårlig og modstanderne så hårdt spillende, at vi i 2. halvleg måtte gå over til at sende lange bolde op til Søren Larsen og Michael Gravgaard. Det lykkedes, men efter kampen sagde jeg også, at hvis det er den slags fodbold, vi skal spille fra dag 1, så skal man finde en anden landstræner. Det handlede kun om at finde effektiviteten, så kampen kunne vindes, men jeg ville aldrig prøve at overleve som hverken klub- eller landstræner med den form for fodbold. Så ville jeg ikke længere have motivationen til at være i dette spil.”

“Jeg ærgrer mig, når jeg ser fodbold spillet på den måde. Nu har jeg set Liverpool-Chelsea møde hinanden fem gange, og jeg har ærgret mig hver gang i alle 90 minutter. Tænk, så mange gode fodboldspillere på banen, og så må vi ikke se dem spille. Hvis en klub med så mange gode spillere kun vil bruge dem i effektivitetens ånd og ud fra, hvad der kynisk kan betale sig, så får fodbolden et problem. Hvis vi får for mange af den slags kampe, hvor begge trænere i deres strategi bevarer så mange folk bag bolden, og der er så lidt risici i dét, spillerne får lov til, så vil fodbolden miste interesse hos både tv, tilskuere og sponsorer. Ligesom da min navnebror oppe i Norge (Egil “Drillo” Olsen, red.) havde succes med sin måde at spille på. Tænk hvis Chelsea, der har råd til at købe alverdens bedste spillere, skal til at arbejde i samme ånd. Det har jeg overhovedet ingen respekt for.”

“Derfor vil jeg hellere vil se Barcelona end Chelsea. Jeg anser ikke mig selv for at være en romantiker eller nostalgiker, for jeg vil også vinde, men jeg vil forsøge at gøre det på en måde, der motiverer både spillere og publikum, og med en tro på, at vi gennem træning og kommunikation kan overbevise folk om, at det er den rigtige måde at gøre det på. Og med landsholdet vinder vi trods alt flere kampe, end vi taber. Det vigtigste som træner er at have din overbevisning og holde fast i den, og så håbe på, at der i ledelsen sidder nogle kompetente mennesker.”

Er du optimist før det nye landskampsår?

“Ja, men jeg er også realist. Vi er afhængige af EM-lodtrækningen og af, om vore spillere er i form. Vi så i VM-kvalifikationen, at tingene ændrer sig hele tiden for et lille land som Danmark. I efteråret var vi inde i en god periode, fordi vore folk spillede fast på klubholdet, men vi kan hurtigt komme i samme situation som sidste år, hvor vi skulle spille i Grækenland 9. februar. Hvis vi skal finde grunde til, at vi ikke kvalificerede os til VM, er den kamp én af dem. Vi lavede fejl, som et amatørhold ikke må lave, men jeg har heller aldrig været med til at spille på det tidspunkt før og med så mange spillere, der ikke var i kampform. Lige nu ser det ud til, at vi har et intakt hold, og heldigvis er der konkurrence fra de unge, der kommer op fra U/21-landsholdet, men det kan hurtigt ændre sig.”

Trænger landsholdet til en foryngelseskur?

“Nej, det synes jeg ikke. Der skal helst være et glidende generationsskifte hele tiden. Hvis de unge udvikler sig i deres klubber og viser sig frem ved sommerens U/21-EM, så tegner det godt. Men der er stadig forskel på U/21- og A-landsholdet.”

Har vi brug for et ligalandshold?

“Det er noget, som klubberne og DBU har valgt, og jeg synes, det er en god idé, som vi skal holde fast i. Flere spillere har skabt sig et navn via det landshold, og selv efter Royal Leagues fremkomst er alle enige om at prioritere ligalandsholdet. Om vi skal have et ligalandshold i fremtiden er ikke noget, jeg bestemmer. Det er op til DBU og klubberne. Jeg forstår godt, det kan være frustrerende for trænere som Laudrup, Ståle Solbakken og Erik Hamrén at afgive så mange spillere, hvorimod Erik Rasmussen sikkert er glad for at få Dennis Sørensen udtaget.”

Du er blevet bebrejdet, at du ikke viser dig nok på danske stadions, især i Jylland. Vil du se mere fodbold i Danmark nu, hvor du har fået mere ansvar?

“Nu befinder de fleste landsholdsspillere sig jo i udlandet, så i stedet for at bruge en hel dag på at rejse ud for at se én kamp, vælger jeg tit at se fire-fem kampe på tv hjemme i Belgien. Til at følge SAS Ligaen har vi en del scouts, hvis faglige kvalitet jeg har stor tiltro til. Jeg forstår godt kritikken, men det står ikke i min jobbeskrivelse, at jeg skal vise mig rundt omkring i landet. Passer det i programmet kommer jeg også til Esbjerg og Aalborg. Jeg er trods alt ikke som Jürgen Klinsmann (tysk landstræner bosiddende i USA, red.), der bor ni-ti timer væk. Det tager mig kun en time at komme fra Bruxelles til København. Jeg har snakket med Jørgen Jensen i Esbjerg, og alle klubledere kan være sikre på, at jeg kender deres spillere og ved, hvad de står for.”

Er dette dit sidste job?

“Det håber jeg ikke, men det kan godt være. Jeg håber, jeg bliver her i fire år, for det var meningen med min underskrift. Jeg har haft tid til at spekulere på både det ene og det andet og har også sagt, at jeg overvejede at vende tilbage til klubfodbolden. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg godt kunne tænke mig det igen. Jeg er nået op i en alder (56 år, red.), hvor det kan blive mit sidste job, men på den anden side render Trappatoni rundt endnu i en alder af 66. Jeg sætter ikke nogen dato på. Det gjorde man måske som spiller, men hvorfor skulle man gøre det som træner, så længe der er interesse fra begge sider.”

Har du en klausul i din kontrakt, der gør at du kan rejse?

“Det vil jeg ikke udtale mig om.”

Hvad er din vision for resten af din trænerkarriere?

“At beskæftige mig med det, jeg hele tiden har gjort. Umiddelbart kan jeg ikke forestille mig at beskæftige mig med andet end fodbold. Det interessante ved trænerjobbet er, at du som ansvarshavende har mulighed for at bidrage til, at dit hold kan komme til at spille den form for fodbold, du kan lide. Det handler om at vinde samtidig med, at du holder fast i din spilfilosofi,” siger Morten Olsen.