Foto: Getty Images
Generelle

Sådan blev danske trænere så populære i udlandet

Danske fodboldtrænere lander topjobs i Bundesligaen, Premier League og storklubber i mindre ligaer som aldrig før. Det er dog ikke kommet af sig selv. Tipsbladet ser nærmere på, hvorfor det ikke længere er en sjældenhed at se en dansker i spidsen for en udenlandsk klub.

Der var engang, hvor man med rette kunne spørge, hvorfor Danmark ikke havde flere trænere i udlandet. Spillerne var rejst ud i årtier, men trænerne udførte for langt størstedelens vedkommende deres fag herhjemme.

De dage er forbi. Nu gør Thomas Frank det så godt i Brentford, at han nævnes, hver gang en større Premier League-klub skal have ny træner. Bo Svensson har imponeret ved at løfte Mainz fra den visse nedrykning til subtoppen og kamp om de europæiske pladser. Og Brian-duoen Priske og Riemer skal genrejse hver sin skrantende storklub, Sparta Prag og Anderlecht.

Den udvikling er ikke kommet ud af det blå, men rummer derimod flere forklaringer. En af dem er cirkulær.

Det tyder nemlig på, at danske trænere i udlandet avler flere danske trænere i udlandet. Det vurderer eksempelvis Omar Chaudhuri, som er chief intelligence officer i virksomheden 21st Club, som blandt andet rådgiver klubber, der skal hyre en ny cheftræner.

”Fodbold kan nogle gange være en af de brancher, som har det med at følge trends. Hvor man ser, hvad andre gør, og så forsøger man at kopiere det,” siger han.

Det er Allan Gaarde enig i. Den tidligere topspiller og sportsdirektør i AaB er i dag partner i One Nexus, der rådgiver trænere, sportschef og andre ledere i fodboldens verden. Han fremhæver også den selvforstærkende effekt.

”Når der er nogle danskere, der gør det godt, så åbner de dørene for andre. Sådan er det på spillerniveau, og sådan er det også på træner- og lederniveau,” siger han.

Den milde form for lemmingeeffekt gælder ikke kun danske trænere i udlandet; den gælder alle ting, der bliver in. Ifølge Gaarde er eksempelvis unge trænere også kommet på mode de seneste år.

”Det var [Julian] Nagelsmann og co., som startede den trend, at man kunne have unge trænere, som var 30-35 år. Det blev også hjulpet af, at unge trænere i dag har en utrolig god træneruddannelse, og de har mange års trænererfaring, fordi de startede i nogle akademier, som er på et ekstremt højt niveau. Der synes jeg også, at Jacob Neestrup er et virkelig godt eksempel,” siger han.

Neestrup var 35 år, da FCK ansatte ham som cheftræner i september. Dengang forholdte sportsdirektør Peter ”PC” Christiansen sig til netop alderen.

”Han er fortsat en relativ ung træner, men i FC København handler det ikke om alder eller anciennitet, men om evner og ærgerrighed,” sagde han.
”Vi ser i hele Europa, at der er en ny generation af unge trænere, der kommer med klare og tydelige udtryk.”

Gælder også tyskerne og englænderne
Omar Chaudhuri, som blandt andet samarbejder med Premier League-klubber og har arbejdet med danske klubber, sammenligner det med, at Jürgen Klopp i midten af seneste årti gjorde tyske trænere trendy. Måske endda specifikt Borussia Dortmund-trænere.

I årene, der fulgte, hentede engelske klubber både David Wagner, Daniel Farke og Jan Siewert på Dortmunds reservehold. I 2021 kom Thomas Tuchel så til Chelsea efter et mellemstop i Paris Saint-Germain oven på sin Dortmund-tid.

Før Klopp havde der kun været én tysk træner i Premier League: Felix Magath. Han skabte ikke nogen trend.

”Hvis man vurderer, at et land har en bestemt kultur eller en bestemt måde at gøre tingene på, og det bliver manifesteret gennem en pionér, så kan det få folk til at betragte det marked lidt mere åbent. Eller i det mindste, når man har en kandidat fra det marked, ser man dem måske i et lidt andet lys, end man ville have gjort før,” siger Omar Chaudhuri.

”Det er det samme, der er ved at ske med engelske trænere nu. Historisk er de blev set som nogle, der spiller med lange bolde, ikke er ret taktisk dygtige og lægger stor vægt på det fysiske. Men nu har vi set briter som Brendan Rodgers, Graham Potter og Eddie Howe, som skaber et andet image for dem. Og pludselig er engelske trænere mere eftertragtede end tidligere.”

Også manden, der er øverste ansvarlige for at uddanne de danske trænere, DBU’s talent- og udviklingschef, Kenneth Heiner-Møller, bekender sig til teorien om, at dansk succes avler dansk succes. Over for Jyllands-Posten pegede han i januar på især to trænere, der har sparket døren ind for deres landsmænd og kollegaer.

”Thomas Frank og Bo Svensson har åbnet for, at andre danskere bliver interessante for de udenlandske klubber. Vi har også set det med andre lande – når en træner eller flere får succes, så baner det vejen for deres landsmænd,” sagde han.

Ikke så universelt et sprog alligevel
De danske trænere, der optræder på oversigten på disse sider, er kommet til deres jobs på forskellige måder. Glen Riddersholm slog sit navn fast som træner i Danmark, Bo Svensson tog ud som spiller og forblev ude som ungdoms- og siden seniortræner, mens Brian Riemer og Thomas Frank var assistenttrænere i Brentford, før de henholdsvis blev cheftræner samme sted og i Anderlecht.

Netop Thomas Frank vurderede tidligere på året over for Ritzau, at det gøder jorden for andre, når danske trænere klarer sig godt i udlandet.

”Jeg tror altid, der er en lille grad af tilfældigheder. Men det grundlæggende fundament er, at vi er godt uddannet, og vi har et godt uddannelsesmiljø. Og så tror jeg, at folk, der har været ude, er ved at bane vejen mere og mere,” sagde han.

”Jess Thorup, der har været i Belgien og gjort det fint, har nok åbnet døren for Brian Priske [tidligere Royal Antwerp] og nu Brian Riemer.”

”At jeg gør det fornuftigt herovre er forhåbentlig også med til at gøre nogle ting. Jon Dahl [Tomasson] har gjort det godt i Malmö og gør det nu godt i Blackburn. Jeg tror, det betyder noget.”

Der er altså noget, der tyder på, at nationalitet i hvert fald ubevidst bliver en faktor, når klubber i det store udland skal udpege deres nye træner. Det er dog sjældent i sig selv en eksplicit faktor, lyder det fra Omar Chaudhuri.

Til gengæld er noget, der selvfølgelig er forbundet med nationalitet, et vigtigt element.

”Sprog er ofte et parameter. Hvis man er en Premier League-klub, vil man ideelt set have en træner, som kan tale engelsk. Ofte udelukker det trænere fra Sydamerika eller Syd- og Østeuropa,” forklarer han.

Engang kom alle trænere og langt de fleste spillere fra land som den liga, de optrådte i: danskere i Superligaen, briter i Premier League, tyskere i Bundesligaen. Graden af mangfoldighed i spillertrupperne har dog aldrig været større, end den er nu, og det kan ifølge Allan Gaarde være med til at bane vejen for ikke kun danske trænere men udenlandske trænere generelt. Klubberne kigger simpelthen bredere.

”Grundlæggende er man særligt på trænerfronten blevet mere åben for andre nationaliteter, fordi man har erfaring med, at spillertruppen også er international. Det er blevet hverdag, at man over for trupperne primært taler engelsk. For alle trupper har nogle andre nationaliteter,” siger Gaarde.

Han mener ligesom Omar Chaudhuri fra 21 Club, at sprogkundskaber er vigtige.

”Der er ofte også nogle kulturelle ting, som gør, at man gerne vil have en, som taler nogenlunde det sprog, man taler. I Skandinavien vil man gerne have, at træneren taler et skandinavisk sprog. I Tyskland vil man gerne have en træner, der faktisk også kan ytre sig på tysk. Og så er der andre lande, som er mere internationale i det. Så det afhænger meget af, hvor man er henne,” siger han.

Som et kørekort i Legoland
Der er ifølge UEFA mere end 200.000 trænere, som har mindst én af forbundets trænerlicenser. De rangerer fra C-licens til B-, A- og Pro-licens. De seneste 25 år har UEFA fastsat en fælles standard for træneruddannelserne i Europa, og det er eksempelvis et betingelse, at man skal have en Pro-licens for at være cheftræner i Superligaen og andre topligaer.

UEFA’s licenser bygger på en række minimumskrav til uddannelserne, og selvom de enkelte trænere altså får tildelt samme grad, betyder det ikke, at deres uddannelser har været præcis lige gode, mener Allan Gaarde.

Ligesom Thomas Frank sagde til Ritzau tidligere på året, at danske trænere er ”godt uddannet”, bakker Gaarde op om den udlægning.

”Danske trænere er bare veluddannede. De er godt skolede og har en god træneruddannelse,” siger han.

”Der er kæmpe forskel landene imellem. Uden at kende alle i detaljer så er der nogle, hvor det er ligesom at få et kørekort et sted i Legoland, og så er der andre, hvor bare det at komme ind er svært. At få det i Italien er for eksempel meget svært, men der er nogle mindre lande, hvor det er meget let at komme ind. Der får man så Pro-licens, men det er ikke det samme som at sige, at man har fået en god uddannelse.”

”I Danmark har man altså fået en god uddannelse. Og det bliver helt klart bedre og bedre. DBU bliver dygtigere og dygtigere til at gennemføre det. Plus at man også ude i klubberne er blevet dygtigere. Uddannelsen sker jo ikke kun i uddannelsen, men det sker jo også i praksis i hverdagen.

Jon Dahl Tomasson på arbejde i Blackburn.

Som enhver, der har taget et lederkursus, ved, så handler moderne ledelse ikke kun om at være dygtig fagligt. Man skal også motivere, guide og skabe trivsel for sine medarbejdere. Den del har fodboldens verden ikke været foregangsbranche for. Ligesom på så mange andre punkter er fodbold også her konservativ, men der er alligevel ved at ske noget.

Generelt set er danske trænere gode til den del, og det hjælper dem også, når udenlandske klubber skal bruge en person, der kan lede en gruppe af unge mænd, der måske også har andre forventninger til, hvad ledelse anno 2023 er, end generationerne før dem havde.

”Jeg tror, at der er noget i tiden, som gør, at man godt kan dyrke involvering. Danske trænere – nu generaliserer vi – har et stort fokus på fællesskab. Og måske også en lidt mere blød ledelsesstil end den meget traditionelle belønning og straf, hierarkiske stil, som man møder nogle steder. Det har jeg også selv gjort som spiller, da jeg var i Italien. Da var der ingen tvivl om, at det var meget belønning og straf-stilen,” siger Allan Gaarde.

”Kasper Hjulmand og Thomas Frank er gode eksempler på det. Også Brian Priske. Det er jo nogle, som virkelig ser mennesket og ikke bare en produktionsmaskine. Det, tror jeg, er kommet for at blive. At man godt kan se, at der er noget, der hedder motivation. Det er ikke bare drevet af, at man får en bonus, hvis man vinder, og man bliver straffet, når man taber.”

”Det lyder banalt, men der er vi generelt i Skandinavien kommet ret langt i forhold til, at der er nogle steder, hvor man er lidt mere traditionel i det og lidt mere konservativ i ledelsesstilen.”

Netværk, netværk, netværk
Skal man tro Kenneth Heiner-Møller i førnævnte interview med Jyllands-Posten, er ”flere danskere klar til at rejse ud”. Det er selvsagt en forudsætning for, at de så også kommer ud og besætter trænerposterne rundt om i Europa, men det er ikke gjort med lysten alene. Det kræver også en indsats.

Både Allan Gaarde og Omar Chaudhuri påpeger, at trænermarkedet ikke er sådan indrettet, at al viden er tilgængeligt for alle. Resultaterne er selvfølgelig, og via interviews med trænerne selv eller deres spillere siver større eller mindre portioner viden om deres arbejdsmetoder måske ud, men derudover ligger den største del af trænernes arbejde i hverdagen, hvor alle ikke kan følge med.

Derfor er man nødt til at være proaktiv, hvis man vil have et stort job i udlandet.

”Det kommer ikke af sig selv. Det kræver også, at der er nogen, der også er med til at hjælpe dem med at blive sat i spil de rigtige steder,” siger Allan Gaarde.

Tidligere var det kun spillerne, der havde agenter og rådgivere, men på sin vis er Gaardes virksomheds eksistens et billede på, at der også er et marked for at hjælpe trænerne i deres karriere.

”Noget af det, vi laver, er at tage en snak med træneren om, hvad det er, man drømmer om. Hvor er det, man godt kan tænke sig at komme hen? Og hvilke mellemskridt er der for at komme derhen?”

”Det kan godt være, at man drømmer om at blive træner i Premier League, men man går sjældent direkte fra Danmark til at blive cheftræner i Premier League. Så kan man gå en vej som Thomas Franks ved at være assistenttræner først. Det kan også være, at nogen skal tage mellemskridt i en anden liga. Sådan nogle ting kan jo ikke planlægges 100 procent, men det er meget bedre at have en plan end ikke at have en plan.”

På den måde ligner fodboldverdenen alle andre brancher: Man lander sine job gennem sit netværk.

”Der lægges vægt på nogle af de old school måder at få et job, herunder netværk, herunder at være til kampe, møde klubformænd og så videre,” siger Omar Chaudhuri.

”Det er helt klart en vigtig del af at finde sin vej som træner. Og når det fungerer sådan, er der også stort fokus på personlighed og karakter i stedet for tekniske og taktiske egenskaber nogle gange,” siger Chaudhuri og opsummerer:

”Det må nogle af de danske trænere have gjort godt.”

LÆS HELE TIPSBLADETS TEMAUDGAVE OM DANSKE TRÆNERE I UDLANDET I FREDAGENS UDGAVE AF TIPSBLADET.