Transfer-revolution? Disse 11 emner fylder i 2022

Her er 11 emner, der kommer til at fylde dagsordenen i fodbold i 2022.



Hvordan bliver 2022 i fodbold?

Tipsbladets chefredaktør Troels Bager Thøgersen tager et kig i kalenderen og krystalkuglen i forsøget på at forudsige de vigtigste begivenheder og udviklinger, vi skal holde øje med i det nye år.

VM 2022 tager overskrifter

Det er mere end 11 år siden, Qatar blev valgt til VM-vært, og nu får endelig at se, hvordan slutrunden bliver, og hvordan den kommer til at påvirke al anden fodbold endnu mere, end den har gjort før 2022.

Forhåndsfavoritterne er de sædvanlige, men selve slutrunden kan blive mereuforudsigelig end normalt med kun én uges pause fra sidste ligakamp i de europæiske topligaer som Premier League til åbningskampen.

Og er coronavirussen endelig parkeret til efteråret, eller venter der ekstra benspænd, ligesom der ville have gjort her i 2021 med en slutrunde lige midt i Omikron-variantens sejrsgang kloden rundt?

Der er masser af potentielle problemer, og så har vi endda ikke taget hul på den store debat om menneskerettigheder og migranters arbejdsforhold og dødsfald, som 100 procent sikkert kommer til at dominere en stor del af dagsordenen i hvert fald her i Danmark frem mod kickoff 21. november 2022.


Det stressende kampprogram

De aflyste kampe omkring jul i Premier League og Championship gav bekymring hos klubber og fodboldmyndigheder i Storbritannien og sådan set set også mange andre steder i Europa.

For der er ikke megen plads at give af i 2022 i et uhørt stramt kampprogram.

Man skal have spillet 2021/22-sæsonen færdig, have givet spillerne tiltrængt hvile efter et par omtumlede coronaår, og så går det løs igen efter sommerferien.

Her skal Champions League, Conference League og Europa League spilles i opskruet tempo, så sidste runde i gruppespillene ligger i de første dage i november, og man skal tidligt i gang med ligaerne, fordi man er nødt til at holde pause fra midten af november til jul for at give plads til VM-slutrunden i Qatar.

I de store ligaer og i Danmark spilles der ikke klubfodbold under VM, og det betyder en tidlig start i eksempelvis Premier League, hvor der er første spillerunde i weekenden 5.-7. august.

I Danmark begynder den ny Superliga-sæson allerede 15./16. juli, og turneringen er sat til at løbe en uges tid ind i juni for at kompensere for de datoer, der ryger til landsholdsfodbold.

Den tætpakkede kalender betyder også, at der kun er en enkelt landsholdssamling i månederne op til VM, en samling der bliver lagt i anden halvdel af september.


Transferreform på vej

Synes du, at klubskifter og historier om klubskifter har fyldt mere og mere de seneste år?

Så er det mere end bare en mavefornemmelse.

Antallet af transfers og priserne på de spillere, der skifter klub, er steget drastisk de seneste ti år, og især siden 2015 har der været fart på udviklingen.

En storstilet reform af transfermarkedets regler er på vej, og ud over de store agenter og agentfirmaer siger nærmest alle i fodboldverdenen, at tiden er inde til forandring.

De nye regler forventes indført i midten eller slutningen af 2022, og på et overordnet plan er målet at lægge en dæmper på transfermarkedet og handlen med de helt unge spillere under 18 år, samt at lægge låg på agenters honorarer og begrænse muligheden for, at agenten repræsenterer flere parter i én og samme transfer.

Der kommer et verbalt slagsmål af dimensioner, når reglerne efter planen skal arbejdes helt på plads i de første uger og måneder af 2022.

Ud over agenterne vil mange klubber i det også være særdeles interesserede i, at reglerne fungerer lige præcis for dem selv, hvad end de er en købende eller sælgende klub, uden at de ligesom de store agenter truer med retssager.


Uvisheden om Eriksens karriere

Skal Christian Eriksen spille topfodbold igen? Hvor vil han spille? Og hvem vil i så fald have ham?

Der er stadig et væld af hvis’ser omkring midtbanespilleren, der faldt om med hjertestop i Parken i juni og ikke har spillet fodbold siden da.

At Christian Eriksen har trænet fysisk på OB’s anlæg i Odense giver en forhåbning om, at han igen kan spille fodbold, hans hollandske agent Martin Schoots udtrykker et lignende håb og har i Italien og til Ekstra Bladet fortalt, at der er flere interesserede klubber.

Men om det ender i en kontrakt i en ny professionel klub efter bruddet med Inter før jul, og om Christian Eriksen i sidste ende kan og vil spille, det ved vi ikke endnu.

Hvis Christian Eriksen skal spille professionel fodbold igen, kommer det til at tage lang tid at komme tilbage i kampform, og der vil være ekstremt fokus på den snart 30-årige dansker, der er et af de mest søgte mennesker på Google i 2021 og vil være omgivet af medier i månedsvis i tilfælde af et comeback, hvad end det er i Odense eller uden for Danmark.


Udenlandske klubejerskaber bliver et hedt emne

I Superligaen er FC Nordsjælland, FC Midtjylland, SønderjyskE og Vejle på udenlandske hænder.

I 1. division er det endnu flere hold, der enten er eller for nyligt har været ejet af udenlandske investorgrupper eller forretningsmænd.

Kommer der flere til i 2022?

En kommission nedsat af DBU er ved at undersøge de udenlandske klubejeres effekt på dansk klubfodbold, men spørgsmålet er, om der når at komme flere udenlandske ejerskaber til, før konklusionerne er klar og eventuelle nye regler, som en britisk inspireret fit-and-proper-test, bliver indført.

I de seneste år har der været interesse fra udlandet omkring FC København, Brøndby IF, AaB, Randers FC og nogle af klubberne i 1. division, og selvom strømmen af overtagelser stilnede af i 2021, er der stadig interesse for at opkøbe klubber, som december-handlen med Fremad Amager, der skiftede fra russisk til amerikansk ejerskab, viser.

GettyImages-1361599511
Kommer Newcastle blæsende?

Bliver Newcastle United verdens rigeste fodboldklub?

Rydder man transfermarkedet for nogle af de mest attraktive spillere i januar, eller er bundplaceringen for afskrækkende og kursen hos den nye ejer Saudi-Arabien en anden?

Spørgsmålene står i kø omkring St James’ Park og Premier Leagues nyeste nyrige klub, som ingen helt præcist endnu er blevet klog på.

For har Newcastle United tænkt sig at følge Manchester City og Paris Saint-Germains model og hurtigt købe sig til et hold, der spiller med om mesterskabet, eller tager man en længere vej med midterplaceringer og flere trupspillere uddannet i Newcastle?

Januar vil gøre os klogere på Newcastles kurs, som i første omgang skal styre klubben væk fra nedrykning, noget der kan blive svært nok fra en bundplacering og relativt få kampe til at redde sig i verdens mest konkurrencedygtige liga.


Coronavirussen æder tålmodigheden og pengene

Fodboldverdenen er sluppet nådigt fra klubkonkurser og deciderede lukninger, men man må ikke tage fejl af, at coronavirussen koster milliarder.

Ubetalte lønninger er et stort problem uden for Nordeuropa, der er sat en bremse for væksten på transfermarkedet, som i stedet er kommet ned cirka på 2016-niveau, og nu skaber en dårlig corona-vinter igen tvivl om tilskuere på stadion og aflyste kampe i begyndelsen af 2022.

2020 og 2021 i fodbold har været hærget af coronavirussen, især når der har været mange smittede i Europa, og det er lige så umuligt at spå om coronavirussens effekt på fodbold i 2022, som det er med resten af samfundet, hvor tålmodigheden i disse uger bliver testet af den nye Omikron-variant.


Bliver Super League genoplivet?

I undrer jer måske: Blev Super League ikke dræbt godt og grundigt på de 48 timer, turneringen eksisterede i april 2021?

I det store og hele, så jo. Forestil jer, at John Henry i Liverpool eller en af Glazer-familiemedlemmerne i Manchester United kommer og fortæller fansene, at nu skal man alligevel spille Super League. Det kommer tydeligvis ikke til at ske.

Men Super League er faktisk ikke død.

Real Madrid, FC Barcelona og Juventus har lagt sag an mod UEFA i EU-regi og hævder, at organisationens forbud mod Super League er i strid med lovgivningen og beviser, at UEFA har et ulovligt monopol.

Den type juridiske slagsmål kan trække ud i årevis, og selvom det nok er tvivlsomt, at Super League genopstår i sin nuværende form, er den potentielle retssag giftig for UEFA og fodboldforbundene.

For hele det juridiske grundlag, professionel fodbold med UEFA som vigtigste aktør hviler på i Europa, er ikke nødvendigvis 100 procent solidt efter årtiers kommercialisering, og er i hvert fald ikke noget, UEFA og forbundene har lyst til at få udfordret i en retssag.

Der er næppe den store sympati for Super League-klubbernes retssag, men hvem ved, hvad der kan findes af kompromiser, hvis UEFA’s og sekundært FIFA og de nationale forbunds ret til både at arrangere turneringer (og tjene milliarder på dem) og til at regulere og udforme reglerne i spillet bliver udfordret?


FC Københavns enormt vigtige forår

Der er ikke nogen, der er ved at lukke FC København, men i foråret skal københavnerne vinde mesterskabet.

I 2020 og 2021 blev FC Midtjylland og Brøndby IF danske mestre, og vi skal tilbage til halvfemserne for at finde den seneste periode, hvor FC København gik mindst tre sæsoner i træk uden at vinde mesterskabet.

Før januars køb og salg af spillere er FC Midtjylland svag favorit til DM-titlen, FC Københavns trup er yngre end nærmest nogensinde før, så der venter vigtige beslutninger for den tidligere DM-vindende cheftræner Jess Thorup og sportsdirektør Peter Christiansen, der sandsynligvis skal have justeret og styrket truppen i januar.

15 kampe tilsat mindst to Conference League-knockoutopgør i marts har man til at vriste førstepladsen fra midtjyderne, mens Brøndby er en ukendt faktor fra tredjepladsen, indtil vi kender klubbens og da især Mikael Uhre og Andreas Maxsøs skæbne på transfermarkedet.

Andenpladsen giver igen i denne sæson adgang til Champions League-kvalifikationen til sommer, men for FC Københavns selvforståelse og position er det vigtigt at få vundet det DM.


Teknologien fylder mere

Teknologisk hjælp til offsidekendelser, mere viden om spillerne på transfermarkedet og bedre data om spillerne i kamp – der er meget nyt på vej.

Danske klubber er begyndt at bruge data under kampene for at understøtte cheftrænerens beslutninger, træning er flere steder blevet filmet i årevis og bliver også styrket i de kommende år på baggrund af det, man kan se. Spillerne bliver trænet og overvåget bedre fysisk, og potentielle skader bliver man også bedre og bedre til at spotte og forebygge via teknologi.

I de store ligaer i Europa har efterhånden mange klubber indgået kontroversielle partnerskaber med firmaer, der arbejder med forskellige former for kryptovaluta, med såkaldte NFT’er og med forskellige typer faninvolvering, hvor fans typisk køber digital adgang til ekstra materiale om klubbens og spillernes gøren og laden, og afstemninger om mindre vigtige beslutninger.

På banen vil klubber i de kommende år også få bedre data om spillernes bevægelser og beslutninger uden bolden – de første 10 års store fokus på data har især været med fokus på aktionerne med bolden, som naturligt nok er det letteste og også det vigtigste at måle.

GettyImages-1361599511


Lader Hjulmand sig lokke?

2023 eller 2024 efter EM i Tyskland er nok mere naturlige tidspunkter, men dagen, hvor Kasper Hjulmand får en chance igen i en af de største ligaer i Europa, kommer med stor sandsynlighed.

Hjulmand er ifølge Tipsbladets oplysninger allerede på kandidatlister i Premier League-klubber, uden at han nødvendigvis topper dem, og på et tidspunkt vil en klub henvende sig.

Kunne det allerede være i sommeren 2022?

Det vil være letsindigt at udelukke muligheden – hvad ville I gøre, hvis en af verdens rigeste klubber som Arsenal eller en topklub i Italien eller Tyskland kom med et tilbud?

Kasper Hjulmand har kontraktudløb efter EM-slutrunden i Tyskland i 2024, og hvis DBU vil have arbejdsro i 2022 med et besværligt VM i Qatar, kunne en kontraktforlængelse til 2026 og nye planer for ungdomsarbejdet og A-landsholdene helt sikkert lægge en dæmper på klubberne og agenternes henvendelser.


Bliver VM hvert andet år indført?

Vi troede egentlig, at det var taget af dagsordenen efter et europæisk oprør i efteråret, men da FIFA’s præsident Gianni Infantino holdt topmøde og efterfølgende pressekonference få dage før jul, var VM hvert andet år i den grad på menuen.

En analyse af et eksternt konsulentfirma viste, at VM hvert andet år vil være en guldgrube, og ifølge præsident Infantino lå det i kortene, at en ny, stor stigning i de årlige overførsler til de nationale fodboldforbund ville følge med et ”ja” til det nye VM-koncept.

Konceptet kan på papiret komme til afstemning på FIFA’s kongres i marts, men det er meget usikkert, om Gianni Infantino og hans allierede tør vedtage den revolutionerende ændring i fodboldens struktur og kalender.

Europæerne og sydamerikanerne har sagt højt og tydeligt, at de ikke vil være med, og tidligere i december havde de skudt et nyt advarselsskud med UEFA’s invitation af Sydamerikas landshold til Nations League i Europa fra 2024, hvor Argentina, Brasilien og de andre skal spille Nations League her på kontinentet for at spare på de lange flyveture over Atlanten.

Det er ikke svært at se advarslen om, at Europa og Sydamerika også bare arrangerer deres eget, udvidede EM og lader resten af verden spille om et VM, der kun vil være en brøkdel værd økonomisk uden verdens stærkeste landshold fra de to gamle fodboldkontinenter.





TIPSBLADET SPECIAL

Watch along: Se landskamp med Tipsbladet

Forudset på landsholdet – hørte ikke fra Riemer

Morten Bruun med dyster spådom

‘De bygger fremtidens hold omkring Rasmus Højlund’

Tullbergs vilde statistik trækker overskrifter

Jubler over ny Brøndby-chef

Moukoko trækker overskrifter i Tyskland

Cooper har smidt to Brøndby-stjerner af holdet



TOPNYHED

Trænerskifte? Fantastisk hvis Steve Cooper kommer

Nu dukker første historie op

– Jeg er en markant bedre cheftræner for FCK i dag

– Så har han ikke en fremtid som landstræner

I svime over Morten Hjulmand



TIPSBLADETS DOM

Han ligner et fejlmatch i Brøndby

Jon Dahl roser uhyggelig bomber

Håber på FC København-exit

Benhård Brian Riemer-melding

Nu forklarer Noah Nartey

Sat på plads af FCM – nu vil Bayern have ham



FANKLUBBEN

‘Han har været en stærk signing for AGF’

Tottenham kom i gang, men skæbnekamp venter

Hvor er Jens Stage? – Nu svarer Riemer

Skifte på vej: Marcondes meldes færdig i England

LIVE: Brøndby ansætter ny chef

Skal denne angriber nu til Superligaen?

Måbende Tottenham-spiller afviser historie

Så du detaljen på tv? Går verden rundt

Liverpool vender dobbeltopgøret

Stortalenter ikke udtaget – nu svarer Knudsen

Peter Schmeichel hårdt ramt: ‘Er seriøst skidt!’

FCK: De skal rådgive os om ny sportsdirektør

– Er der virkelig brug for ham i truppen?



FANKLUBBEN

‘Ingen tvivl om, at de rykker ud af Superligaen’

Tøfting slår fast: ‘Det ville være en skandale!’

Absurd guldregn over Wolfsburg – 520 millioner

Barcelona vandt 7-2

Stjerne ude: ‘Ved ikke om jeg vil have ham med’

Presset træner vil rotere mod FCM

Barcelona – Newcastle United

Schmeichel trækker overskrifter i hele verden

Interessant afsløring

Sådan har du aldrig set dem før

Her er din landsholdstrup, Riemer!

Kroater får klø i Alsace

FCM-kaptajn roser landsholdsdebutant

‘Vi står og parerer som en groggy bokser’

Stjerne misser VM-kvalifikationskampe

Får pludselig trofæ: Ville bare overholde reglerne

Vred Senegal-leder vil anke fratagelse af titel

Efter skandaløse scener: Mister mesterskabstrofæ

Schmeichel afslører: Min karriere kan være slut

‘Steve Cooper må være under et markant pres’

Sammenligner Damsgaard med Iniesta

Vildt comeback slukker Bodø/Glimts eventyr

Manchester City – Real Madrid