Vi har nok temperamentet tilfælles

Mens Henrik Jensen altså kun fik én A-landskamp, blev det 32 på unglandshold, men det tal har sønnen allerede overhalet. Mikes næste landskamp bliver nummer 40, og han ligner således som bare 17-årig en alvorlig trussel til Jonas Kampers rekord med flest unglandskampe for Danmark.

“Min unglandsholdskarriere lignede meget Mikes. Jeg spillede i en lille klub (Vanløse, red.) og spillede sammen med det fantastiske landshold. Jeg var med til en slutrunde også sammen med Elkjær, Thychosen, Berggreen og Schäfer. Det var i 1976, hvor jeg så debuterede for Vanløse, da vi kom hjem. Vi havde også mange samlinger, og jeg har været utrolig mange gange på Vejle Idrætshøjskole,” siger Henrik Jensen, der, som sønnen oplever nu, også blev rykket op og spillede med årgangen, der var ældre end ham.

For Mike Jensen venter i foråret 2006 EM-kvalifikation med U/19-landsholdet, og han har alderen til at være med på næste U/19-landshold til efteråret, hvor den første EM-kvalifikationspulje skal spilles på dansk grund, hvad Mike kun har oplevet i én af sine hidtil 39 unglandskampe.

Mike svarede altså godt på spørgsmålet om faderens eneste A-landskamp, og han har også mod på at beskrive faderen som fodboldspiller:

“Jeg kan ikke huske så meget direkte, men jeg har set videoer og hørt fra min egen træner og andre, at han var rimelig teknisk, en god dribler med godt blik for spillet, men at han var lidt af en luksusspiller, men at han også godt kunne tage arbejdshandskerne på en gang i mellem – en gang i mellem!”

Det med luksusspilleren må Mike indrømme, at han bl.a. har fra Palle “Banks” Jørgensens bog om de 2198 landsholdsprofiler, hvor Mike selv i øvrigt er den yngste, som er omtalt. Den bog har familien stående derhjemme, og Henrik må delvist erkende sandheden i ordene:

“Det passer nok i starten af min karriere, men jeg synes ikke, jeg var så meget luksusspiller i Brøndby de sidste år. Det var kun Brian Laudrup, der kunne tillade sig at være det. Ellers skulle alle arbejde.”



Hvordan beskriver Henrik Jensen så sønnen som fodboldspiller:

“Jamen, det er nogenlunde det samme. Han er fysisk stærkere, end jeg var. Ellers har han meget af de samme ting. Han er begyndt at spille central midtbanespiller lidt tidligere, end jeg gjorde. Jeg var mere angriber eller kantspiller. Løbemæssigt og hurtighedsmæssigt er det nogenlunde det samme. Han har et stort temperament, som jeg også havde. Jeg synes, han laver nogle dumme frispark, men det har jeg nok også gjort. Det er lidt lettere at stå på linjen og se det, men det er da blevet bedre, og han har ikke fået ret mange gule kort senest.”

Mike selv mener også, at han er blevet lidt mere rolig med alderen efter at have været en del i fokus tidligere:

“Det fra fortiden kan godt følge ham lidt i. Jeg kan huske fra foråret, hvor der var en detalje, hvor folk mente, at jeg havde slået én inde på banen. Alle overfaldt mig straks, men vores ITU-træner havde filmet kampen og kunne vise, at jeg næsten ikke rørte ham. Selv om man ikke gør noget, så puster de det op, fordi det er mig.”

Der har været fokus på Mike Jensen fra både dommere og forældre på sidelinjen gennem årene. Ikke så meget fordi han var Henrik Jensens søn, men mere fordi han var meget fysisk dominerende og nogle gange overspillede sin fysik.

“Som drenge og junior var han meget fysisk stærkere end de andre, og når han gik 100 procent ind i en duel, så det voldsommere ud, fordi hans fysik var klart bedre. Og så var han ikke mundlam ude på banen, så der kom nogle diskussioner, og det førte til nogle røde kort. Han har været kendt rundt omkring både som lilleput og drenge, og han kunne provokere, og jeg har mange gange oplevet, at der har været forældre, som har råbt af ham. At han så skulle holde sin kæft i stedet for at råbe tilbage, er så noget andet,” siger Henrik Jensen.

Mike mener også, at noget skyldes, at han spillede på et suverænt hold i Rødovre som lilleput og drenge, hvor man bl.a. til indendørsstævner var meget dygtigere end de andre. I dag har han det fint med allerede som 17-årig at være rykket op som seniorspiller, hvor han ikke bare kan klare sig igennem på fysikken:

“Jeg lærer en masse ting af det. Her kan du ikke afgøre en kamp selv, man kan ikke bare drible udenom, det er de simpelthen for kloge til, lige meget hvor dårlige teknisk de er og hvor gamle og tykke de er, så piller de bolden fra én nogle gange, og man er nødt til at bruge en medspiller eller to for at komme igennem nogle 30-årige gutter nede i midtforsvaret, selv om de ser dårlige og tunge ud. På junior kan én god spiller afgøre det, her taber man nogle kampe til nogle hold, som egentlig er meget dårligere fodboldspillere.

Henrik Jensen har alle årene fulgt sønnen på sidelinjen, men ikke været den som råbte og viste tilrette. Til gengæld er der blevet diskuteret en del fodbold inden for hjemmets fire vægge, og fodbold har naturligvis fyldt meget i familien, hvor Mikes lillesøster Michelle spiller damejunior i Rødovre, og Henriks brødre også har spillet.

“Vi kan hurtigt komme op og diskutere. Jeg er godt klar over, at hvis Mike har spillet dårligt, så skal jeg nok holde min kæft for ikke at vi får nogle heftige diskussioner, men det handler også om, at jeg kan se det lidt bedre udefra. Han skal dog selv træffe sine beslutninger,” siger Henrik.

“Han har da næsten XXXXXXX alt det han siger, men han glemmer bare nogle gange, at der er mere end én side af en fodboldkamp. Der er forskel på det, man ser udefra og det, man føler i kampen i forhold til modstanderen, og nogle gange taler han lidt for meget,” supplerer Mike.

“Jeg vil jo gerne have, at han er den bedste hver gang, fordi jeg ved, hvad han kan, men man skal også passe lidt på, fordi han ikke er så gammel endnu og spiller med nogen, som er meget ældre end ham,” fortsætter Henrik.

Der kan også komme generelle fodbolddiskussioner mellem far og søn. Mike er meget til kontroversielle spillere som Zlatan Ibrahimovic, til Del Piero og i det hele taget Juventus, mens Henrik mere er til Ronaldinho og Barcelona. Derfor kan der blive liv i huset, hvor de to klubber mødes senere i Champions League, men far og søn ser ikke så mange kampe sammen på tv. Det skal være noget særligt, hvis ikke Mike hellere foretrækker en tur i biografen, og for Henriks vedkommende skal der også lidt mere end en engelsk Premier League-kamp med to midterhold til at holde ham klistret foran skærmen.

For Mike har det ikke været et problem at have en far, der var træner, og han tror også, det kunne lade sig gøre, at han en dag blev hans træner:

“Måske. Jeg ved godt, hvordan han er som træner. Og forestille mig under ham kunne jeg også godt.”

“Vi har jo vores diskussioner, så vi ville nok komme op at skændes, men det skulle da nok fungere, og jeg kunne da også godt tænke mig at blive U/17- eller U/19-landstræner. Det interesserer mig meget,” siger Henrik Jensen. “Skulle jeg blive træner for Mike måtte vi selvfølgelig have en professionel distance i forhold til de andre spillere, og så måtte vi skændes, når vi kom hjem.”

Henrik Jensen vil dog gerne understrege, at de to ikke skændes altid og at de langt hen ad vejen har den samme fodboldopfattelse. Også om de ny tanker, som bl.a. Keld Bordinggaard har lanceret om ungdomsfodbold.

“Jeg forstod lige i starten, at man slet ikke skulle spille konkurrence, og det synes jeg ville være skidt. Hvis man ikke gider at vinde, så bliver man aldrig til noget. Så bliver man en bums. Hvis man ikke gider vinde, hvad gider man så? Det må man ikke pille fra nogen, men det er heller ikke meningen, og så synes jeg, at tankerne er fine nok med mere teknik og at der skal spilles mere fodbold i stedet for bare at løbe deruda’,” mener Mike.

Mike Jensen var tæt på debut på Brøndbys førstehold i Royal League-kampen mod Kalmar for nylig, men han blev ikke skiftet ind, hvad der var en lille skuffelse, som dog blev opvejet af at være med på turen og fornemme, hvad det handlede om. Henrik Jensen vurderer, at sønnen er klar til at træde ind i Brøndbys førsteholdstrup til sommer, når han har afsluttet sin handelsskole, og der er udsigt til nogle ledige pladser i truppen.

Længere ude i fremtiden venter så udlandet, som Henrik Jensen ikke kom til, da det rigtige tilbud ikke dukkede op.

“Sidst der var én som spurgte, hvad jeg lavede om 10 år, svarede jeg, at jeg spillede på det bedste hold i verden. Det er min drøm, mens mit mål nok er lidt lavere,” siger Mike og tilføjer, at det da ikke gør noget, hvis det bedste hold i verden til den tid er Juventus.