Zoff: Italiensk fodbolds ansigt

Hvad har ændret sig for målmænd siden din tid?
– Ikke meget, hvis jeg skal være ærlig. På et tidspunkt vægtede man taktikken meget højt, og mange hold lagde stor vægt på offside-fælden. For målmænd betød det selvfølgelig, at de ofte stod i mand-mod-mand situationer med modstandernes angribere. Men nu ser det ud til at tingene er vendt tilbage til, hvad de tidligere har været, og målmændene gør stort set det samme i dag, som jeg gjorde. Bortset fra at de har været nødt til lære at håndtere tilbagelægninger, efter at de ikke længere må samle bolden op med hænderne.
I dag er målmændene også straffesparksskytter. På den måde blev for eksempel Portugals Ricardo den store helt mod England, da han afgjorde straffesparkskonkurrencen i EURO 2004. Overvejede du nogensinde at sparke et straffe?
– Jeg sparkede næsten et engang. Og min højre fod er ikke ringere end mange andre spilleres. Men jeg skulle kun sparke i en nødsituation. I bronzekampen ved EM 1980 i Italien skulle jeg have sparket det næste spark, hvis ikke Collocati havde brændt. Det havde været bedre, hvis jeg havde reddet et af deres forsøg tidligere…
Er det farligt for målmænd at sparke straffespark eller frispark?
– Nej. Udover Ricardo kan man tænke på en spiller som Chilavert fra Paraguay, der er fantastisk både på frispark og straffespark. Det kræver stærke nerver for det er et stort ansvar – og du skal passe på, hvis du brænder, at du ikke bliver fanget væk fra mål, når spillet fortsætter. Men spillere som Chilavert rammer altid målet, så risikoen er ikke så stor.



Lad os tale om fortidens store målmænd. Hvordan var Gordon Banks som målmand?
– Som jeg sagde tidligere, så var han meget hurtig på fødderne. Han kunne lidt af det hele: Han var hurtigt ude af målet, han var meget bevægelig og han holdt fast i bolden, når han reddede.
Yashin?
– Meget stærk med sikre hænder.
Sepp Maier?
– Heller ikke en der tøvede med at komme ud af målet og afværge farlige situationer, men også meget stærk på stregen, og han forstod at udnytte sin højde.
Mazurkiewicz?
– Ligesom Maier: Styrende i feltet, stærk på stregen og meget sikker i luften.
Og Zoff?
– En blanding af Yashin og Banks, som jeg sagde før. Jeg var relativt høj dengang med 1,83 meter, selv om det er ingenting sammenlignet med nutidens generation. Højden hjalp mig dengang mest, når jeg skulle ud i feltet til indlæg. Men min virkelige styrke var at komme ud og blokere modstanderne ved jorden.
Siden dig har der været tre målmænd som alle har anset for virkelig store: Kahn, Schmeichel og Buffon. Er du enig?
– Ja. Jeg ville nævne de samme. Kahn har længe været Tysklands bedste målmænd, og tyskerne har lange traditioner for store målmænd, og for mig er han stadig en af de allerbedste selv om han ikke havde en så god sæson sidste år. Schmeichel havde også en lang karriere. Hvad angår Buffon, så har han stadig de bedste år foran sig. Han er stadig ung og han fik sit gennembrud allerede som 18-årig, hvilket er meget tidligere end os andre. Nu har han allerede spillet omkring 50 landskampe og han er bare 26 år. Da jeg var 26 år, debuterede jeg på landsholdet. Hvem ved, hvad der venter ham? Han er en fantastisk målmand.

Er der en målmand, der minder dig om dig selv?
– Det synes jeg ikke. Dem der kom efter mig var en broget flok, og jeg har ikke set nogen med samme stil, som jeg havde.
Folk siger, at Dino Zoff er en kold person – og at det er hemmeligheden bag din succes. Er det rigtigt?
– Kold? Mig? Nej. Jeg har altid forsøgt at holde tingene så simple som muligt. Jeg var ikke interesseret i at opføre et show, fordi det ville være ligegyldigt, hvis du ikke spillede godt. Jeg bryder mig ikke om, når målmænd laver tv-redninger bare for at det skal se godt ud. For eksempel var der, da jeg spillede, en anden meget dygtig målmand, Castellini, som spillede for Torino. Han var virkelig iøjnefaldende, men samtidig meget sikker,så det kommer simpelt hen an på, hvilken type man er.
Folk siger også, at målmænd er anderledes, arrogante og lidt skøre. Hvad synes du?
– En målmand skal have en meget stor personlighed, fordi hans job primært er en psykisk udfordring. Han bruger meget af tiden alene i sit mål bagved alle de andre spillere, ofte uden at der sker noget som helst for ham. Han kan ikke på samme måde som holdkammeraterne udtrykke sig selv. Han kan ikke jagte en modstander eller skyde på mål. Slet ikke. Han er nødt til at vente, og han skal hele tiden bevare koncentrationen. Og det skal han gøre alene, så han skal være meget stærk. Måske har han allerede lukket et par mål ind, og tænker på, at nu må han ikke lukke det tredje ind. Eller måske er der pludselig et fantastisk skud, som han ikke kan gøre noget ved.
Apropos fantastiske skud: Blev der ikke gjort for meget ud af de to langskud, du slap ind mod Holland under VM i 1978? Folk bebrejdede dig dengang for dem begge to.
– Hvem ved, måske skulle jeg have taget dem. Men hver gang der bliver scoret på langskud, så er det målmandens fejl. Måske er det sandt. Når en målmand begår en fejl, så er det enormt afgørende. Han har ikke noget sikkerhedsnet.

Hvad har været den hårdeste kamp i din karriere?
– Der er ingen tvivl om, at den redning jeg lavede i det sidste minut af kampen mod Brasilien under VM 1982 er gået over i historien. Jeg reddede et hovedstød fra Zico, og vi gik meget overraskende videre til semifinalerne. Der har været andre hårde kampe. Jeg kan huske returkampen i UEFA Cup-finalen i 1977 mod Athletic Bilbao, hvor vi i de sidste 15 minutter blev presset så langt tilbage på banen, at det mindede om en karavane, der forsvarede sig mod Apacherne…
Hvad var din hemmelighed?
– Hvis du vil kalde det en hemmelighed, så var det vel min fysiske størrelse. Det var jo også takket være mine forældre, og den måde jeg blev født på. Selvfølgelig har jeg også været lidt heldig, for jeg har aldrig været alvorligt skadet. Og jeg har sørget for at være i god form: Jeg synes, det er en synd at ignorere, hvad vi er blevet tildelt af naturen og forsømme at leve det rigtige liv for en atlet.
Så det er ikke kun fordi der var færre forstyrrelser dengang – færre skuespillerinder, færre fotografer osv.?
– Oh, det skal jeg ikke blande mig i. Indtil man fylder 25 kan man mere eller mindre gøre hvad man har lyst til. Kroppen holder til det hele og er i stand til at komme sig over det mest utrolige. Først senere er det nødvendigt, at man passer bedre på sig selv.
Hvad synes du om målmandsspillet i sidste sæsons Champions League og under Euro 2004?
– Det har ikke været bemærkelsesværdigt. Specielt i Portugal (Euro 2004, red.) så jeg mange målmænd, der lavede tilfældige redninger, og det imponerer mig ikke. Der var ikke mange målmænd, der var i stand til at gribe bolden sikkert, ofte blev det til nogle halvpareringer. Jeg synes også, at nogen af dem klynkede over den nye bold, fordi de mente, den var for let, men det synes jeg ikke, er rigtigt. Vægten og størrelsen på bolden er altid den samme, plus eller minus en lille smule. Nej, de kunne ikke give bolden skylden.

Hvem tror du bliver fremtidens målmænd?
– De tre målmænd på det italienske landshold: Buffon, Toldo og Peruzzi. Det er de bedste, efter dem følger Pelizzoli, som bare lige skal tage lidt på, så bliver han er virkelig klassemålmand.
Peruzzi og Toldo er ikke så unge længere – er der ikke andre, der kunne slå igennem?
– Hvis jeg skal være ærlig, så er der ikke mange fremragende målmænd for tiden.
Har fodbold ændret sig i de sidste 20 år?
– Ja. specielt hvis man sammenligner med 1970erne og 1980erne. Udover det med offsidereglen, så er holdene i dag langt mere kompakte og i stand til at sætte deres modstandere meget mere under pres. Spillet er blevet så meget hurtigere og der er blevet mindre plads – nogen gange ser det ud som om banerne er blevet mindre – og alting er mere fysisk. Der er flere tacklinger, ikke nødvendigvis brutale, og flere frispark.

Så du er enig med dem, der siger, at Maradona og Pelé ikke ville kunne lave de samme dribleture i dag, som de dengang drev modstanderne til vanvid med?
– Dem er jeg overhovedet ikke enig med. Hvis Pelé og Maradona stadig spillede i dag, så er jeg sikker på, at de stadig ville kunne gøre, som de gjorde dengang. Pelé kunne altid finde en måde at passere sine modspillere på. I dag glemmer man nogen gange, at spillere som de to blev markeret tæt eller ligefrem mandsopdækkede. De havde ikke mere plads, men var i stand til at skabe plads for dem selv. Derfor er de blandt de allerbedste spillere nogensinde.
Hvem er den sidste verdensstjerne?
– Der har ikke været nogen siden Maradona, og jeg tror, vi kommer til at vente lidt på den næste.
Så du er ikke imponeret af de nuværende “Galacticos”?
– Kort sagt: Nogen gange ligner de ikke galacticos, men derimod simple jordboere…


Citater til fremhævelse:
“Jeg sparkede næsten et engang. Og min højre fod er ikke ringere end mange andre spilleres. Men jeg skulle kun sparke i en nødsituation. I bronzekampen ved EM 1980 i Italien skulle jeg have sparket det næste spark, hvis ikke Collocati havde brændt. Det havde været bedre, hvis jeg havde reddet et af deres forsøg tidligere…”
Om målmænd der sparker straffespark

“Jeg har altid forsøgt at holde tingene så simple som muligt. Jeg var ikke interesseret i at opføre et show, fordi det ville være ligegyldigt, hvis du ikke spillede godt. Jeg bryder mig ikke om, når målmænd laver tv-redninger bare for at det skal se godt ud.”
Om forskelige målmandstyper

“Der er ingen tvivl om, at den redning jeg lavede i det sidste minut af kampen mod Brasilien under VM 1982 er gået over i historien. Jeg reddede et hovedstød fra Zico, og vi gik meget overraskende videre til semifinalerne.”
Karrierens hårdeste kamp

“Der var ikke mange målmænd, der var i stand til at gribe bolden sikkert, ofte blev det til nogle halvpareringer. Jeg synes også, at nogen af dem klynkede over den nye bold, fordi de mente, den var for let, men det er ikke rigtigt. Vægten og størrelsen på bolden er altid den samme, plus eller minus en lille smule. Nej, de kunne ikke give bolden skylden.”
om målmændene ved EM i Portugal