Berggren: Mit største øjeblik

»Mit største øjeblik må være i Norges-landskampen i 1985, da vi kvalificerede os til at komme til Mexico ved at vinde 5-1, og hvis vi skal specificere det ud, da jeg scorer Danmarks landskampsmål nummer 1000 og bringer os foran 4-1. Det gør, at vi ved, kvalifikationen er hjemme. Både det at Danmark for første gang nogensinde kommer med til VM, og så have så stor en andel i det, som jeg havde, var en gigafryd.«

»Mit store aftryk gør, at den kamp står som noget helt vanvittigt for mig. Plus hele oplevelsen omkring den. Det står lysende klart, hvordan hele Danmark gik amok i fest. Jeg synes, jeg har haft mange fantastiske øjeblikke, men det der må sgu være toppen af kransekagen hvad angår lykke.«

»Norge var et godt hold. Det viste de også, da vi tabte 1-0 til dem i en træningskamp inden VM. Det var ikke nogen kamp, som vi på nogen måder tog for givet. Vi vandt kun 1-0 mod dem året forinden i Parken. Jeg tror ikke, vi var undertippede i kampen, men vi var heller ikke kæmpefavoritter. Det var jo heller ikke en sensation, at vi kom bagud 1-0.«

»Jeg kan ikke huske deres mål, men jeg kan huske en anden episode, hvor der kommer en bold ind i feltet. Jeg hører dommerens fløjte og stopper så bolden med hånden. I et kort sekund kommer jeg i tvivl om, hvorvidt han fløjtede, eller han ikke gjorde. Der var jeg enormt bange for, at jeg havde kostet et straffespark. Der gik kuldegysninger gennem hele min krop. Hvordan fanden kunne jeg finde på noget så dumt? Michael (Laudrup red.) og jeg lavede meget sjov med det bagefter, om jeg nu vidste, der var fløjtet, eller om det var en anden refleks.«

»Det, jeg husker bedst, var den ufattelige stilhed, der var i pausen, da vi var bagud 1-0. ‘Det er løgn, det må ikke smutte,’ tænkte vi. Det står stadig meget, meget tydeligt for mig. Der blev næsten ikke sagt noget. Vi vidste alle, hvor ufatteligt vigtigt, det var. Det gjaldt utroligt meget, og vi var bagud 1-0. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt. Det er sjældent at opleve sådan en stilhed, men jeg fornemmede først og fremmest en enorm koncentration: Det her skulle vi altså ud og vende. Det var ikke de der pjattede danskere, der bare sad i pausen og var bagud 1-0. Det var det i hvert fald ikke. Det var et hold, der ville ud og vinde.«

»Sepp sagde lidt, men ikke meget. Vi snakkede normalt heller ikke så meget i pauserne, for vi var jo folk, der var eksperter. Det er lige som når vi gamle drenge mødes og skal spille en showkamp. Det gjorde vi på 25-årsdagen for Uruguay-kampen, hvor Sepp stod og sagde ‘I er jo fandme alle sammen trænere, så I spiller bare, og så finder I selv ud af resten.’ Vi var så rutinerede spillere, at vi vidste, hvad der skulle gøres, så der var ingen grund til at sige så meget.«

»Det er et indkast i vores højreside, som Åge Hareide snitter tilbage, og jeg når lige at få den prikket over målmanden. Jeg opsøger en af de der sædvanlige håbløse bolde, for jeg håber, der er noget, der kikser. Jeg får den chippet over målmanden, og den triller over mod fjerneste stolpe, hvor Michael kommer løbende og prikker den ind og udligner. Inden kampen gav jeg 25 gange pengene igen som første danske målscorer. Det var lige i en periode, hvor jeg i Roma havde lavet det første mål i kampen et par gange. Jeg spillede 1000 kroner på mig selv, og jeg har aldrig tilgivet Michael, at han kom og tog målet fra mig, haha.«

»Jeg scorer selv til 4-1. Jeg får den til højrebenet og løfter den, og så vil jeg flugte den ind, men rammer den kun som en halvflugter. Jeg rammer den ikke helt rent, men den ryger over i det lange hjørne.

Det var en lettelse at se den gå ind, for på det tidspunkt blev vores føring så stor, at jeg vidste, at det nu var definitivt. Nu var den hjemme.«

»Dagen efter fandt jeg ud af, at det var landsholdsmål nummer 1000. Det var ikke sådan, at vi inden kampen vidste, at hvis vi lavede fire mål, så ville det være mål nummer 1000. Jeg sagde til de andre, at jeg planlægger målene, jeg går efter de runde. Nu kan de bare ringe igen, så går jeg efter nummer 2000.«

»Jeg kan faktisk endnu bedre huske det femte mål. Det synes jeg var et supergodt mål. Det var en af de meget få gange, hvor Preben Elkjær afleverede bolden. Så tog jeg et træk med venstrebenet, kom fri af en mand og sparkede den rigtigt hårdt med venstrebenet over i det lange hjørne.««Jeg fejrede målet med Per Frimann. Det har jeg et billede af. Vi står i en klynge to-tre mand sammen. Men der var også en fan inde på løbebanen, som jeg løb ud til. Jeg ved ikke hvorfor, men han var den nærmeste, jeg kunne fejre det med. Det var jo bare en af vennerne på en eller anden måde. Han var lige så glad, som jeg var. Jeg løb ud mod tilskuerne, og det gjorde man meget nede i Italien. Jeg var vant til at juble på den måde.«

»Det var ikke en dansk vikingerejse, som da vi spillede på Wembley, for der var det de danske tilskuere, der styrede det hele fra start. Men i 1985 var vi lidt forvænte med dansk larm. Vi havde prøvet EM i Frankrig, hvor der også var mange danskere. Efterspillet til kampen var én stor dansk fest, både med skibet, som vi kan huske fra billeder, der kom hjem med rødhvide farver, og i lufthavnen. Der var så mange, at der hvor man skulle igennem i tolden i gamle dage, sad de ovenpå og fyldte op. Det var helt rødt og hvidt. Det billede står stadig stærkt. Vi fik mange chok over den utrolige opbakning, vi fik. Vi vidste, der var meget fokus, men vi blev altid overrasket over, at opbakningen var så stor.«

Klaus Berggreen (født 3. februar 1958) spillede 46 kampe for det danske landshold fra 1979 til 1988. På klubplan repræsenterede han Lyngby, Pisa, Roma og Torino. Han er i dag direktør for tøjfirmaet PIRO.

Fortalt til Sebastian Stanbury