– De levede ikke op til deres idealer om loyalitet

Der er efterhånden blevet sagt og skrevet meget om VM-slutrunden i 2018, hvor flere spillere som Nicklas Bendtner og Andreas Bjelland ikke kom med. De to har tidligere udtalt sig i kritiske vendinger, og nu melder endnu en spiller sig i koret.

I bogen “Holdet – fem år med det danske fodboldlandshold” fortæller Peter Ankersen fra FC København, at han følte, at landstrænerteamet med Åge Hareide og Jon Dahl Tomasson handlede illoyalt.

Bogen. der udkommer på forlaget Gyldendal den 17. maj, er skrevet af Kasper Steenbach og følger det danske landshold gennem fem år – fra 2016 til og med 2020. Tipsbladet.dk har fået lov til at bringe kapitlet med Peter Ankersen, der fortæller om skuffelsen ved ikke at komme med til slutrunden i 2018.

—

“Jeg synes ikke, at trænerne levede op til deres idealer om loyalitet”

Peter Ankersen
Nummer 10, FC Københavns træningsanlæg, 22. januar 2019

Jeg har både været inde i varmen på landsholdet og ude af holdet, så jeg kender til begge sider af sagen. Helt i starten, da vi skulle spille 3-5-2, og jeg nok var favorit til rollen som højre wingback, var jeg ude at spise frokost med Åge på Café Sokkelund her på Frederiksberg, og jeg talte også i telefon med ham. Jeg fik det der stick med klip af mine aktioner, det virkede bare ikke, men det var egentlig lige meget: Jeg var en, han regnede med.

Det ændrede sig for alvor med hjemmekampen mod Polen. Jeg var ude med en brækket ankel og var ikke til rådighed. I første halvdel af kvalifikationen til VM stod Henrik (Dalsgaard, red.) i skyggen af mig. I anden halvdel stod jeg i skyggen af Henrik. Vi skiftede til 4-3-3 og fandt et godt våben med en lang bold på Henrik i kampen mod Polen, og han har også spillet godt på pladsen. Det er slet ikke det. Men jeg synes godt, at Åge og Jon kunne bruge mere tid på at tale med os spillere, der ikke tilhører inderkredsen. Når du er på holdet, så bliver der snakket til dig, og du bliver taget med på råd, men når du er ude, så er det bare at træne, og så er det dét. Det drejer sig om to-tre minutter. At chefen lige hiver fat i en, når man tjekker ind i landsholdslejren: Nå, det går skidegodt i klubben, kan jeg se … Det kan være den lille ting, der er med til at holde folk glade og skarpe.

Jeg siger ikke det her i bitterhed over, at jeg ikke kom med til VM. Jeg har ikke lige siden siddet og råbt ’Fuck, fuck, fuck …’ ind i væggen. Jeg er videre, og det var jeg allerede en uge efter. Men jeg vil sige, at det er vigtigt, at de, der er i truppen, men ikke skal spille, også får opmærksomhed. Jeg kunne godt savne, at man kommer hele vejen rundt.

* * *

Det var dagen efter testkampen mod Sverige i Stockholm, at vi fik besked om, hvem der skulle med til VM. Vi var en gruppe, som ikke havde spillet kampen, og som skulle træne, og vi skulle have haft besked på hotellet efter den træning, men det blev lavet om til, at vi fløj hjem sammen og ville få besked på Clarion i Kastrup. Vi sad på stolerækker i et mødelokale, og så blev vi kaldt ud en efter en til Åge og Jon, som stod ude på gangen.

Først blev Nicklas kaldt ud, og så var det mig og derefter Mike … De startede med dem, der ikke var udtaget. Jeg vidste bare, at hvis jeg hørte mit navn som et af de første, så var det slut. Jeg vidste godt, hvad de ville sige, da jeg kom ud. De sagde, at de havde en dårlig nyhed, og jeg kunne bare sige: Jamen det er der jo ikke noget at gøre ved.

Jeg synes, at det var en forkert måde at gøre det på. Jeg havde foretrukket, at de havde stillet sig op foran alle og set alle i øjnene og sagt sådan og sådan og sådan. Peter er ikke med. Det virkede, som om man ikke turde sige det foran forsamlingen. Vi havde været sammen i så lang tid, og folk vidste godt, at der ville komme dårlige beskeder til nogle af os. Nu blev det sådan lidt eksamensagtigt. Det var unødvendigt. De kom ikke rigtig med nogen forklaring, og det er også derfor, jeg siger, at vi bare kunne have fået det overstået inde i salen. Det havde været noget andet, hvis de havde brugt tid på at forklare hvorfor. Nu skulle jeg gå tilbage og fortælle det til gruppen. Men det er nok individuelt, hvordan man har det med sådan noget.

Det, der måske nagede mig mest, og det har ingenting med Jonas Knudsen at gøre, var, at han kom med efter at have spillet to landskampe, tror jeg. Han havde ikke spillet en eneste kamp i VM-kvalen, og jeg havde trods alt spillet fem-seks kampe og lavet et mål og en assist. Jeg startede inde i playoff-kampen mod Irland i Parken og fik 30 minutter i Dublin, da vi sikrede os VM-billetten. Jeg er klar over, at han er venstre back og som sådan ikke direkte tog min plads, men Åge taler bare meget om loyalitet, og jeg synes, at det var illoyalt at gøre det på den måde. Krohn-Dehli kom også med på et wildcard. Det slog mig hårdere end selve det at blive sorteret fra. Det syntes jeg, var forkert. Det er min holdning. De optog pladser for os, der havde været loyale. Jeg kan skidegodt lide både Jonas og Krohn-Dehli, så det har ikke noget personligt med dem at gøre. De er nogle fantastiske gutter og nogle fantastiske spillere, men jeg synes ikke, at trænerne levede op til deres idealer om loyalitet. Jeg følte, at jeg havde overskud på kontoen med loyalitet. Jeg havde spillet, når jeg blev bedt om det, og siddet på bænken, når jeg blev bedt om det.

Da truppen var blevet udtaget, tog jeg en taxa op til Marienlyst i Helsingør og hentede mine ting. To timer efter bestilte jeg en rejse med min kæreste. Jeg valgte helt bevidst at lade være med at udtale mig. Jeg ville ikke have det til at lyde, som om jeg talte for min syge moster. Jeg ville hellere vise gennem mine præstationer, at jeg fortjente at komme tilbage i truppen. Jeg kan godt tale om det nu, hvor jeg synes, jeg har fortjent at komme med igen. Jeg har egentlig altid været god til at komme videre, og jeg så også Peru-kampen på en restaurant i Puerto Banus i Spanien. De andre kampe så jeg på hotellet, og Kroatien, da jeg var kommet hjem igen. Det var måske lidt hårdt at være med til den første samling lige efter VM, og alle de andre sad og snakkede om alle oplevelserne.

* * *

Jeg har stadig ambitioner om at blive fast mand på landsholdet. Den dag jeg ikke har det, vil jeg stoppe, for det er også utrolig krævende at være med. Jeg glæder mig, hver gang jeg er med, men det er hårdt at rejse så meget, og det er ikke, fordi vi ikke rejser meget i forvejen. Som jeg har det nu, har jeg ikke i sinde at stoppe på landsholdet.

I dag venter jeg tålmodigt på min chance. Jeg føler først, at jeg er begyndt at kunne konkurrere igen på lige vilkår til samlingerne. Jeg synes, at jeg har gjort det rigtig, rigtig godt i de to seneste landskampe, jeg har spillet, og for den sags skyld også i klubben. Jeg føler, at jeg er ved at være der, hvor jeg var før min skade. Jeg føler faktisk, at jeg er der. Jeg er klar til at tage konkurrencen op igen om en plads på landsholdet, men igen, det kommer også an på spillestilen. Nogle gange synes jeg, at vi bliver beskyldt for at spille med lange bolde, når vi ikke gør det. Vi spiller også god fodbold langs jorden til tider, så det bliver lidt selvforstærkende, det med, at vi kun spiller med lange bolde. Når man ser kampene fra bænken, ser det heller ikke ud, som om vi spiller på den måde. Ikke hele tiden. Men det er klart, at det er et våben, vi bruger. Det handler måske også om, at Åge er nordmand, og så er det nemt at bruge mod ham.

Landsholdet er bygget op om en gruppe, jeg snakker om måske 30 mennesker, som virkelig fungerer godt sammen. Da jeg kom med, var Rommedahl og Lars Jacobsen stadig en del af truppen, og de var noget ældre, men nu er vi mere jævnaldrende. Den gruppe, der er nu, er også virkelig god til at tage hånd om hinanden. Da jeg startede på landsholdet, var der lidt flere machotyper. Jeg kan huske Schmeichel, fra han var tredjemålmand, til han nu er en af vores ledere, og han har altid været god til at komme rundt og snakke med alle. Han er god til at samle alle op i truppen. Det oplevede jeg også, da jeg ikke blev udtaget til VM.

Åge gør meget for at holde sammen på det fællesskab, og der er bare ikke plads til de typer, der træder ud. Jeg vil i den henseende gerne rose sådan en som Pierre-Emile. Jeg har været med, lige siden han kom på landsholdet, og fra han mødte op første gang og til den seneste samling, er der simpelthen en verden til forskel. Han har fået en anden mentalitet. Han var så ung og fik måske for meget ansvar for tidligt af Morten Olsen, og så blev han også meget hypet af medierne … Men jeg må eddermame rose ham for den måde, han har udviklet sig på. Jeg ved ikke, om det har noget at gøre med den karantæne, Åge gav ham, men han har bare taget til sig, hvordan han skal gebærde sig. Han er stadig en fantastisk fodboldspiller, men han har forstået at finde en plads i gruppen og ikke kun tænke på sig selv. Hvis du ikke har fokus på hele gruppen, hører du bare ikke til på landsholdet.

Det var Riza Durmisi og mig, der startede som backer i den første del af æraen under Åge, og nu er det endt med Jens Stryger og Henrik Dalsgaard, som bare er to andre typer. Jeg har nogle andre kvaliteter end Henrik, og Henrik har nogle andre kvaliteter end mig. Jeg synes, at det er fedt, at vi kan byde ind med noget forskelligt. Vi kan bidrage med noget forskelligt, og jeg må bare holde mig klar, til holdet får brug for mine kvaliteter.