• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Landshold Morten Glinvad

Mestermødet i Mar del Plata: Da Danmark mødte Maradonas Argentina

Mestermødet i Mar del Plata: Da Danmark mødte Maradonas Argentina
Foto: Getty Images

Diego Armando Maradona er død. I 1993 mødte det danske fodboldlandshold Maradona og Argentina i en landskamp, der for mange af danskerne, der var med dengang, var et højdepunkt i landsholdskarrieren. For eksempel 23-årige Jakob Kjeldbjerg, der af landstræner Richard Møller Nielsen blev sat til at mandsopdække "ham den lille kornfede 10'er". Her er beretningen om et møde, der for Kjeldbjerg blev karrierens tredje og største landskamp. Det er kampen mellem Danmark og Maradonas Argentina.

Af Morten Glinvad

BRAGT I TIPSBLADET DEN 23. FEBRUAR 2018 
Genpubliceret i anledning af Diego Armando Maradonas død. Kampen i 1993 var i Artemio Franchi Trophy, en kamp mellem europamestrene og Copa America-vinderne. Det var Diego Maradonas Argentina mod Danmark.  

---

Det var dagen før kampen, og Jakob Kjeldbjerg sugede alle indtryk til sig, sådan som han havde gjort på hele rejsen. Han havde følt sig som Jeppe i baronens seng. En 23-årig Silkeborg-spiller, der havde fløjet over Atlanten på første klasse med Brian Laudrup, Peter Schmeichel og de andre europamestre. Tænk, at han skulle få sådan en oplevelse.

Og nu trænede han med stjernerne i badebyen Mar del Plata, hvor han stod i en gruppe med nogle af de andre nye på holdet. Han følte sig som en heldig turist og glædede sig til at se kampen fra udskiftningsbænken dagen efter. For det var naturligvis udelukket, at han skulle komme på banen mod de argentinske verdensstjerner.

Men pludselig kom landstræneren gående med retning mod den gruppe spillere, hvor Jakob Kjeldbjerg befandt sig. Og til hans store overraskelse stillede Richard Møller Nielsen sig foran ham. Det virkede helt urealistisk for Kjeldbjerg. Havde " Richardo" virkelig tænkt sig at bruge tid på ham til den allersidste træning inden kampen om det uofficielle VM? " Du, Jakob. Ham den der kornfede 10' er hos Argentina, ikke? Jeg har tænkt mig, at du skal mandsopdække ham i morgen," sagde Møller Nielsen på fynsk.

Kjeldbjerg troede ikke sine egne ører. Han gik mentalt fra 0 til 100 på få et splitsekund.

Var landstræneren blevet vanvittig? Mandsopdække Argentinas nummer 10? Selveste Diego Maradona? 25 år senere husker Jakob Kjeldbjerg stadig landstrænerens ord tydeligt. Han beskriver episoden i detaljer og beklager, hvis det er svært at høre ham over telefonen på grund af det rislende vandfald, han står ved. Et kvart århundrede efter, at Kjeldbjerg blev bedt om at mandsopdække divaen Maradona, er han nu i Ecuador og midt i tv-optagelserne til en ny sæson af ' Divaer i junglen'.

Meget er hændt for Kjeldbjerg og alle de andre involverede i den usædvanlige kamp i Mar del Plata den 24. februar 1993. Med kort varsel var DBU blevet inviteret til Argentina til opgøret om Artemio Franchi-trofæet. De sydamerikanske mestre skulle møde europamestrene i det, der storladent blev omtalt som opgøret om " det uofficielle VM".

Der var gået otte måneder siden EM-triumfen i Sverige, og en dårlig start på VM-kvalifikationen havde hurtigt lagt en dæmper på EM-euforien i det ganske land. Men for en aften var det danske landshold tilbage på den store scene og leverede en præstation, der vækkede minderne fra Sverige til live og mindede danskerne om de kvaliteter, der havde gjort Richard Møller Nielsens landshold i stand til at spille lige op med de bedste.

For flere af aktørerne står oplevelsen som et højdepunkt i karrieren på landsholdet. Og for Jakob Kjeldbjerg var det helt uventet, at han blev tildelt en hovedrolle.

"Én ting er, at jeg blev stillet over for en udfordring, som var vanvittig i sig selv og en af de største opgaver, en dansk landsholdsspiller nogensinde har haft. Det var også en udfordring, som jeg slet ikke havde regnet med. Der var intet, der tydede på, at jeg skulle spille. Forsvaret gav jo sig selv: Schmeichel, Lars Olsen, Piechnik og Rieper. Jeg gik fra at være sikker reserve til at være en af de absolut bærende spillere. For når de havde Maradona med, så bliver man en bærende spiller, når man skal mandsopdække ham," siger han.

"Men det var også typisk Richard at gøre det. Alle trænere siger over for en trup, at alle er lige. Men ikke alle trænere er gode nok til at overbevise om, at de rent faktisk mener det. Det gjorde Richard. Han mente det virkelig og var ikke bange for at gøre noget usædvanligt. Det er klart den største tillidserklæring, en træner nogensinde har givet mig."

Inden afrejsen havde Kjeldbjerg med et grin sagt til BT, at han regnede med en plads i angrebet, når nu han havde scoret i 50 procent af sine landskampe. Han havde debuteret i VM-kvalifikationskampen i Nordirland nogle måneder forinden, hvor lyset gik på Windsor Park, og Henrik Larsen blev matchvinder.

Og han havde scoret i sin anden landskamp i USA, som reelt var en ligalandskamp, der havde status som en A-landskamp. Han havde succes i Silkeborg og havde været til prøvetræning i Nottingham Forest. Men derfra til på en uvant position at mandsopdække historiens måske bedste spiller var der alligevel et spring.

"Richard spurgte mig ikke, om jeg var frisk på opgaven, eller kom med nogen længere forklaring. Han fik det til at virke helt naturligt og fik mig til at føle, at det kunne jeg sagtens løse. Jeg vil gerne tro, at han vidste, at han kunne stole på mig. Men jeg var jo ikke midtbanespiller, og selvom jeg var vant til at mandsopdække min direkte modstander, så er der fandens til forskel på at skulle gøre det i bagkæden og på midtbanen, hvor spillet foregår på alle sider af dig," siger Kjeldbjerg.


Jakob Kjeldbjerg spillede 14 A-landskampe for Danmark. I den ene af dem fik han altså lov til at mandsopdække selveste Maradona. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Men landstræneren havde lagt sin plan.

Den ukendte Silkeborg-spiller skulle tage kampen op med Diego Maradona.

"Jeg kender mine lus på gangen. Jeg ved, at når jeg giver nye spillere en chance, tager de den," sagde Richard Møller Nielsen på pressemødet dagen før kampen i Mar del Plata.

TELEFAX TIL BUENOS AIRES
Det var i efteråret 1992, DBU for første gang hørte om Artemio Franchi-trofæet, der var opkaldt efter italieneren, der var præsident for UEFA fra 1973 til sin død i en trafikulykke ti år senere.

Opgøret om trofæet stod mellem europamestrene og de sydamerikanske mestre og var blevet født som en pendant til klubholdenes Intercontinental Cup mellem vinderen af Mesterholdenes Europa Cup og Copa Libertadores.

Den første finale om Artemio Franchitrofæet blev spillet i 1985, hvor Frankrigs europamestre besejrede Uruguays Copa América-vindere med 2-0. Men kampens gennemslagskraft var ikke stor nok til at gøre den til et fast indslag. Fire år senere mødte Hollands europamestre ganske vist Brasiliens sydamerikanske mestre, men da var der ikke noget trofæ på spil; opgøret havde blot karakter af en normal venskabskamp.

Så det var ikke nogen automatisk følge af EM-triumfen, at Danmark skulle dyste med Argentina om en global titel. Og da slet ikke, da en saudiarabisk prins samtidig havde besluttet sig for at skabe en helt ny turnering mellem de kontinentale mestre. Første udgave af det, der blev døbt King Fahd Cup, blev spillet i oktober 1992 uden europæisk deltagelse og med Argentina som vinder.

Men King Fahd Cups fødsel blev ikke døden for Artemio Franchi-trofæet. UEFA og CONMEBOL blev i løbet af efteråret enige om, at opgøret skulle afvikles i starten af 1993 med Argentina som vært. Nu var problemet bare, at de to fodboldforbund i fællesskab skulle finde en dato for kampen.

"Vi har med flere telefax rykket for svar men intet hørt," sagde DBU's generalsekretær Jim Stjerne Hansen frustreret til BT i slutningen af 1992 om kontakten med argentinerne.

"Vi så det som en bonus oven på EM. Det var en appelsin i turbanen for os. Det var en ære at skulle repræsentere Europa, men det var også en udfordring at skulle planlægge kampen med så kort varsel," husker DBU's daværende kommunikationschef Lars Berendt.

Først i begyndelsen af januar faldt brikkerne på plads, og spilledatoen blev fastsat. Det var i en tid før den koordinerede FIFA-kalender, men DBU havde retten på sin side. Opgøret blev blåstemplet som officielt, Richard Møller Nielsen havde ret til at kræve sine spillere fri, og med det samme sendte DBU en telefax af sted til alle de udenlandske klubber med danske landsholdsemner.

Men for landstræneren var det et dilemma at samle brikkerne i sit puslespil. For i marts ventede den vigtige VM-kvalifikationskamp mod Spanien. Og måske ville han skyde sig selv i foden, hvis han tvang spillere til at gå glip af vigtige klubkampe. Så kunne de risikere at miste deres plads på holdet, hvis en anden spiller gjorde det godt.

Af den årsag besluttede Møller Nielsen at se bort fra John "Faxe" Jensen. Arsenal havde en Premier League-kamp mod Leeds samme aften som opgøret i Mar del Plata, og "Faxe" havde været ude med karantæne og kæmpede nu for at komme ind på holdet igen. Manager George Graham var begejstret for beslutningen.

Sådan en indstilling blev værdsat, lød det fra skotten.

I Dortmund var Flemming Povlsens Revierderby mod Schalke 04 blevet rykket et par dage frem på grund af en tv-transmission og kolliderede med landskampen. Siden blev opgøret flyttet tilbage til weekenden, men Povlsen blev knæskadet og endte med hverken at spille den ene eller anden kamp. I stedet blev AGF's unge midtbanespiller Stig Tøfting efterudtaget nogle få uger efter debuten for ligalandsholdet i USA.

STORE LARSEN PÅ SLANKEKUR
Det var et dansk landshold, hvor en del var ændret siden EM. "Ricardo luger ud," lød en overskrift i Ekstra-Bladet om en trup, hvor der blandt de 16 udtagne kun var blevet plads til ni europamestre, og som var præget af bænkevarmere fra udenlandske klubber og formsvage superligaspillere midt i vinterpausen.

En af de udtagne var Silkeborgs Michael Larsen, der ikke havde hørt om nogen tur til Argentina, før han dukkede op til træning og hørte om landsholdspladsen fra en holdkammerat, der havde læst det på tekst-tv.

Landstræneren havde også fundet plads til EM-topscoreren Henrik Larsen, selvom han ikke havde spillet en eneste kamp siden målet i Belfast i november. Siden da var han blevet udlejet fra Pisa til Aston Villa, hvor han nu knoklede for at finde formen. Da Tipsbladet lagde vejen forbi Birmingham, fortalte Store Larsen, at indsatsen havde givet det resultat, at han havde tabt fem kilo på 20 dage. Nu håbede han på, at manager Ron Atkinson snart ville give ham noget spilletid.

"Jeg trænede stenhårdt med de fysiske trænere og løb rundt med blybælter og det hele. Richard kom over og besøgte mig i England, og vi talte om situationen," husker Larsen.

"Richard havde det sådan med mig, at han vidste, hvad han fik. Det var, hvad der kendetegnede min landsholdskarriere. Jeg var arbejdsom og kom i felterne. Han kunne godt lide, når man kom med frem. Men han var endnu gladere, når man løb med tilbage."

Henrik Larsen var den eneste danske målscorer i VM-kvalifikationen, der var startet elendigt med tre målløse kampe mod Letland, Litauen og Irland. Det var hurtigt blevet et realistisk scenarie, at VM i USA skulle spilles uden europamestrene.

"Lige pludselig havde vi en stor favoritrolle, og den rolle skulle vi først lære. I forhold til EM mødte vi nu hold, der spillede på en helt anden måde. De stillede sig kompakt, og der var vi ikke skarpe nok i den offensive del af spillet. Og så havde vi ikke en angriber, der scorede mange mål," siger Kim Vilfort om tiden efter EM.

Pessimismen var tilbage i Danmark. Landstræneren kæmpede igen med skeptiske omgivelser.

Og ingen forventede, at dette middelmådige danske hold kunne stille noget op mod de argentinske favoritter, der ikke havde tabt en kamp i to et halvt år siden VM-finalen i Italien i 1990 mod Vesttyskland.

"Et dansk nederlag synes uundgåeligt," lød overskriften i Per Høyer Hansens optakt i Tipsbladet, hvor han beskrev en trup, der tog sig "lige lovlig vakkelvorn ud i alle tre geledder."

"Jeg husker en gang, hvor det så værre ud. Det var lige før, vi rejste til EM i Sverige. Vi tog afsted med en stamme af Brøndby-spillere, som lå nær nedrykningsstregen med klubholdet. Andre havde også problemer. Ja, det var vel kun Peter Schmeichel og Flemming Povlsen, som havde succes i klubregi op til EM," sagde Richard Møller Nielsen.

LAUDRUPS AUDIENS HOS MARADONA
Landstræneren så med stor alvor på opgaven i Argentina, og for at være så godt forberedt som muligt rejste "Richardo" til Sydamerika en uge inden kampen for at være på plads, da det argentinske fodboldforbund markerede sit 100 år jubilæum med en prestigekamp mod Brasilien seks dage inden opgøret mod Danmark.

Møller Nielsen havde fået plads i æreslogen på River Plates Estadio Monumental sammen med FIFA's præsident João Havelange. Og var danskeren i tvivl om fodboldens betydning i Argentina, så var han det i hvert fald ikke efter 1-1-kampen.

"Magen til pragtfuld tilskuerkulisse skal man lede længe efter. Luften var tyk af konfetti - præcis som man husker fra TV ved VM i 1978," sagde Møller Nielsen.

Opgøret var blevet sat i gang med ti minutters forsinkelse, og årsagen var, at Diego Maradona skulle hilse på alt og alle på vej ind på banen. Maradona var den altoverskyggende historie i Argentina i de dage. Ikke siden VM-finalen i 1990 havde han spillet for landsholdet, efter at han året efter var blevet idømt en 15 måneder lang karantæne for kokainmisbrug. Nu havde han igen fået gang i karrieren i spanske Sevilla og stillet sig til rådighed for landsholdet, hvor han med det samme indtog rollen som anfører.


Diego Maradona fra VM i 1986, som Argentina vandt. Foto: Getty Images

Men det var ikke en Maradona ved fordums styrke, kunne Ekstra-Bladets reporter Vagn Nielsen berette efter at have set Maradona i kamp mod Michael Laudrups Barcelona nogle uger forinden.

"Han kan stadig meget, men er blevet ordinær i sit spil. Så slap bare af, venner. Diego er ikke mere den frygtindgydende kunstner. Fortidens synder har indhentet ham. 18 måneder uden fodbold og et lystigt liv med kvinder, sang, kokain og noget til halsen har sat sine spor," lød det.

Længe var der tvivl om, hvorvidt Maradona også ville spille kampen mod danskerne, for i Sevilla var de ikke begejstrede ved, at Maradona og Diego Simeone midt i sæsonen skulle tilbringe en uge i hjemlandet. Andalusierne krævede, at de to argentinere skulle rejse tilbage over Atlanten for at spille ligakamp mod Logroñés midt imellem de to landskampe.

En irriteret Maradona meddelte, at han i så fald først havde tænkt sig at troppe op i Spanien på selve kampdagen, og sådan blev det. Med tunge ben spillede han og Simeone en elendig kamp, inden de rejste retur til Argentina.

Samtidig var den danske delegation i færd t med deres lange rejse via London og São Paulo.

I flyet blev Brian Laudrup overrasket med kage og champagne på sin 24 års fødselsdag. Han og klubkammeraten Gabriel Batistuta havde på forhånd talt om opgøret som et velkomment afbræk fra trængslerne i Fiorentina, der var i dyb krise i bunden af Serie A. Til træning oplevede de, hvordan klubbens egne tilhængere kastede æg, tomater og mønter efter dem.

Laudrup havde ikke nået at spille mod Maradona i Italien. Men som 18-årig Brøndby-spiller havde han mødt ham tilbage i 1987 under usædvanlige omstændigheder. Brøndby var rejst til Saudi-Arabien for at møde et lokalt hold, der til lejligheden havde forstærket sig med verdensmesteren, der havde fået to millioner kroner for ulejligheden.

"Han var helt ustyrlig og spillede det bedste fodbold, jeg nogensinde havde set. Lars Olsen prøvede at tage kvælertag på ham, men han var umulig at stoppe," husker Brian Laudrup om kampen, hvor Maradona scorede tre gange i saudiernes 5-2-sejr.

"Efter kampen sad vi og spiste. Karsten Aabrink var med som officiel repræsentant for Brøndby. Han ringede pludselig til mig og sagde, at Diego Maradona ville møde mig og ham. Han boede på samme hotel, hvor han havde lejet de øverste to eller tre etager, og han vidste selvfølgelig, at jeg var Michaels lillebror," fortsætter han.

"Så vi tog elevatoren op til øverste etage. Døren blev åbnet af hans livvagter. Det var som at være med i en Godfather-film. Så kom vi ind til ham, og han sagde en masse ting, som jeg ikke forstod. Han nev mig lidt i kinderne, og vi byttede trøjer. Så jeg fik en saudiarabisk Maradona-trøje," griner Laudrup.

Nu skulle Brian Laudrup møde Maradona igen, og han ankom til et land, hvor alt drejede sig om det kontroversielle ikons comeback på landsholdet. I BT forklarede den danske ambassadør i Argentina, Hans Grunnet, hvordan sydamerikanerne hurtigt glemmer skandaler. De ryster bare på skuldrene, og derfor blev Maradona modtaget som en frelser. I hvert fald blandt størstedelen.

"I indenrigsflyet fra Buenos Aires til Mar del Plata sad jeg ved siden af en ældre, distingveret dame. Hun undskyldte for Maradonas opførsel og forklarede, hvordan han var mindre bemidlet og kom fra en fattig baggrund," husker Peter Piil, der skulle kommentere kampen for Radiosporten, mens kollega Carsten Werge tog sig af tv-kommenteringen efter at være skiftet fra radio til tv efter EM.

"Det var den første store kommentatortur, jeg var på, og det var en stor ting at skulle kommentere en kamp i Argentina. Men det ærgrede mig, at det ikke var i Buenos Aires. Der lugtede ikke af fodbold i Mar del Plata. Det var de riges legeplads og ikke det ægte Argentina," siger Werge.

I sine dage i Argentina inden spillernes og journalisternes ankomst havde Richard Møller Nielsen smagt det berømte argentinske oksekød.

På en restaurant havde han fået øje på et jagtgevær.

"Det ville jeg have brugt mod den danske presse, så den kunne forstå, hvad en bøsse er," sagde Møller Nielsen med et smil ifølge Ekstra-Bladet.

Det var få måneder efter, at hans udtalelse inden VM-kvalifikationskampen i Belfast om 'dengang mænd var mænd, og en bøsse var noget, man gik på jagt med', havde skabt en vis forbløffelse.

Landstræneren imponerede de argentinske medier ved at være i stand til at svare på nogle af deres spørgsmål på spansk. Et af dem handlede om Michael Laudrup. De argentinske journalister havde svært ved at begribe, hvorfor Barcelona-stjernen ikke var del af holdet.

"Michael Laudrup har spillet i knap 10 år på det danske landshold. Han mener nu, at han hellere vil bruge sine kræfter på sit klubhold, men hans lillebror, Brian, er med, og om kort tid bliver han bedre end Michael," lød det fra landstræneren.

Da Maradona holdt pressemøde, var Lars Berendt til stede og gjorde noget, han aldrig gentog i sine mange år som kommunikationschef i DBU. Han skubbede kampprogrammet over til Maradona og bad om en autograf.

"Han var et ikon og en helt unik spiller. Jeg havde set ham i mange år som fodboldelsker," siger Berendt.

KJELDBJERGS FØRSTE TACKLING
Med Jakob Kjeldbjerg som overraskelsen havde Richard Møller Nielsen sat sit hold. Det var ikke en opstilling, der skræmte livet af argentinerne.

Kun fire spillere optrådte fast for deres udenlandske klubber: Peter Schmeichel, Lars Olsen, Brian Laudrup og Bjarne Goldbæk. Tre sad på bænken i udlandet, og de fire sidste var Superligaspillere med flere uger til forårspremieren.

Det var det hold, der skulle tage kampen op med Maradona og hans slæng.

"Det var hans store aften, og jeg var der for at ødelægge hans egotrip. Vi stod alle sammen i spillertunnellen og smugkiggede over mod ham. Det var en magisk oplevelse at stå der, og den magi kom fra ham," siger Kjeldbjerg.

"Jeg havde mødt ham i Italien, hvor alle stod og ventede i spillertunnellen, til han var der. Først når han kom, kunne vi gå op. Det var noget af det samme her," siger Henrik Larsen.

Den ungarske dommer Sandor Puhl satte opgøret i gang, og hurtigt stod det klart for argentinerne, at Richard Møller Nielsen havde givet Maradona en fast oppasser denne aften.

Den ukendte Kjeldbjerg fulgte ham overalt.

"Jeg blev meget upopulær blandt tilskuerne. Jeg vidste, at det kunne blive mit gennembrud. Men hvis jeg blev ydmyget, ville jeg så overhovedet blive udtaget igen?" siger Kjeldbjerg, der havde fået opmuntrende ord fra Brian Laudrup inden kampen.

"Det var noget af det samme inden EM-semifinalen, hvor Torben Piechnik skulle dække Marco van Basten. Jeg sagde til ham i bussen, at det kunne han sagtens klare. Men da jeg satte mig for mig selv bagefter, tænkte jeg, at han risikerede at blive kørt rundt," siger Laudrup.

"Mange år efter kan jeg nu se, at det var en af Richards store styrker. At have modet til at gå imod strømmen og gøre noget uventet. Det må vi hylde ham for. Han kunne gøre de små ting, som kunne vende det til vores fordel. Der var noget lommefilosofi over det. Han satte en helt urutineret spiller på den opgave i stedet for en mere erfaren. Hvad gjorde det ved spillerne? Det fik os til at stå sammen som hold om at hjælpe Jakob gennem det og skabte en trodsreaktion blandt os," fortsætter han.

"Jeg var ekstremt fokuseret på at have succes med den første tackling på ham. Og det havde jeg. Den var ren, men hård," siger Kjeldbjerg.

"Jeg prøvede at tale lidt til ham undervejs, men han kiggede aldrig på mig. Han var vant til at blive sparket ned. Jeg var endnu en, der var der for at smadre hans kamp. Jeg var luft for ham." Alligevel havde danskerne det svært. I starten dominerede hjemmeholdet på Estadio José María Minella.

"Argentinerne angreb som hvirvelvinde over Sydatlanten i et kombinationsspil, hvor gæsterne mest virkede som statister," skrev Per Høyer Hansen i sin reportage fra Mar del Plata.

Alligevel kom danskerne tidligt foran, da midterforsvareren Néstor Craviotto ganske umotiveret headede et frispark fra Henrik Larsen i eget net. Føringen holdt dog kun 20 minutter, da Claudio Caniggia afsluttede et fornemt angreb kreeret af Maradona, Simeone og Batistuta.

Maradona dirigerede det feststemte publikum i sin landskamp nummer 84 og jokede med dommer Puhl. Men Kjeldbjerg løste sin opgave fortræffeligt og fulgte ham som en skygge og begrænsede ikonets indflydelse.

"Jakob Kjeldbjerg spillede som en suveræn veteran. Han spillede over for argentinernes forgudede anfører, Diego Maradona, som om han aldrig havde bestilt andet," skrev Ekstra-Bladet, mens Berlingske Tidende beskrev det som "en udradering".

"Han havde ikke den samme hurtighed som før. Han var mere en strateg end den, der kunne en hel masse på egen hånd," siger Laudrup om den da 32-årige Maradona.

"Men hans karisma var stadig speciel. Det var ham, der ejede banen. Det var en fascinerende oplevelse og en nydelse at iagttage ham."

Ved Kjeldbjergs side knoklede Johnny Mølby på midtbanen og havde en god fornemmelse.

"Det var min bedste landskamp. I forhold til modstanderen og de svære betingelser, vi var udsat for," siger Mølby.

"Vi havde et hold, der var taktisk dygtigt. Selvom vi mødte modstandere med langt større færdigheder, så kunne vi finde en måde at matche dem alligevel. Det var det særlige ved den gruppe af spillere," siger Mølby, der havde været med i truppen ved EM uden at få spilletid.

I forsvaret havde Torben Piechnik det til gengæld svært, og allerede i 1. halvleg skiftede Richard Møller Nielsen ham ud og satte Brian Steen Nielsen ind som stopper.

"Det var vist første gang i min karriere som cheftræner, at jeg skiftede så tidligt ud. Jeg følte ikke, at Torben Piechnik kunne følge med de argentinske spillere," begrundede landstræneren den usædvanlige handling.

DEN TISSETRÆNGENDE STRAFFESPARKSEKSPERT
Som kampen skred frem, kom danskerne bedre og bedre med. Brian Laudrup spillede forrygende og nød at være fri af de taktiske bånd i Italien, hvor han var placeret på højre midtbane med defensive forpligtelser.

"Det var en af de kampe, hvor jeg kunne mærke lige fra starten, at tingene lykkedes for mig. Jeg fik på forhånd at vide af Richard, at vi nok ikke ville få så meget spil, så jeg måtte prøve at holde på bolden og gøre ting på egen hånd," siger Laudrup.

Kim Vilfort havde en afslutning på overliggeren, og i de allersidste minutter modtog Laudrup bolden på egen halvdel.

"Jeg driblede af sted, og et par af dem prøvede at flå mig ned. Argentinerne kunne spille besnærende, men de kunne også være enormt svinske."

Laudrup nåede helt op i det argentinske felt, hvor han blev stoppet - muligvis på ulovlig vis.

Bolden sprang videre til Lars Elstrup, der fik sit skud blokeret. Opgøret om Artemio Franchi-trofæet måtte i forlænget spilletid. Klokken passerede midnat hjemme i Danmark, men alligevel sad halvanden million mennesker foran tvskærmene.

De så Brian Laudrup sparke bolden på overliggeren i den forlængede spilletid, inden det hele sluttede. Uden Henrik Larsen, der udgik med krampe og derfor ikke var i spil til den straffesparkskonkurrence, der nu ventede.

Danskerne havde gode minder fra EM-semifinalen, men det samme havde argentinerne og i særdeleshed målmanden Sergio Goycochea, der havde oparbejdet et ry som en ekspert i kunsten at redde straffespark. Ved VM i 1990 var han kommet ind på holdet, da Nery Pumpido blev skadet i gruppespillet, og både i kvartfinalen mod Jugoslavien og i semifinalen mod Italien blev han argentinsk helt.

Og så havde han et mystisk ritual.

"Det startede i kvartfinalen mod Jugoslavien. Det var varmt, og jeg havde drukket meget vand. Og da jeg som målmand ikke løb særlig meget, forbrændte jeg ikke væsken og skulle tisse virkelig meget inden straffesparkene. Men jeg måtte ikke forlade banen, og så var jeg nødt til at gøre det inde på banen. Så det startede som en nødvendighed, og fordi vi vandt over jugoslaverne, blev det et ritual for mig. Det blev noget, jeg skulle gøre inden straffesparkskonkurrencer. Det bragte mig held," fortæller Goycochea over en telefon fra det sydlige Argentina.

Ingen af de danske spillere kendte til det besynderlige ritual. Og ingen danskere opdagede, at Goycochea også tissede på græsset i Mar del Plata inden straffesparkene.

"Jeg gjorde det diskret. Fem-seks af mine holdkammerater kom hen og stillede sig foran mig, og så kunne jeg gå ned i knæ og tisse, uden at nogen så det. Der var jo heller ikke så mange kameraer dengang. I dag ville det være svært at skjule," griner han.

"Jeg havde altid været god på straffespark, men efter VM i Italien blev jeg berømt for det. Jeg havde en stor selvsikkerhed inden straffesparkene. Presset ligger på skytten. Jeg sagde altid til holdkammeraterne: ' Jeg redder mindst et spark.' Men den aften var jeg særligt nervøs, fordi det var på hjemmebane i Argentina," fortsætter han.

"Peter Schmeichel havde også ry som en målmand, der var stærk på straffe efter EM, og han havde en imponerende fysik. Jeg mødte ham faktisk i Moskva til VM-lodtrækningen for et par måneder siden, hvor vi talte om den straffesparkskonkurrence."

Første skytte var Lars Elstrup, der bragte Danmark foran. Maradona udlignede, og så var det Johnny Mølbys tur.

"Jeg vidste på forhånd, at Goycochea var meget stærk på straffespark. Så jeg havde bestemt mig for, hvor jeg ville sparke, så jeg ikke skulle koncentrere mig om, hvad han foretog sig," siger Johnny Mølby, der stod for presset og bragte Danmark foran 2-1.

De seks første forsøg endte i målet, inden Kim Vilfort tabte straffesparksduellen med Goycochea.

"Jeg ventede altid på målmandens udfald. Jeg prøvede at fornemme, hvor han gik hen, og skulle så bare sende bolden over i den anden side," husker Vilfort, der sparkede i samme retning som i EM-semifinalen, men denne gang uden held.

Danmarks sidste sparker var Brian Laudrup, der skulle score for at holde danskerne inde i opgøret.

"Jeg ville helst sparke sidst i en straffesparkskonkurrence. Det er nervepirrende, men også enormt fedt at stå i den situation. Men jeg var virkelig nervøs. Jeg husker følelsen af at stå på et stadion meget langt hjemmefra fyldt med de argentinske farver, hvor alle tilskuerne holdt med dem," siger han.

Laudrup scorede, og Peter Schmeichel forlængede straffesparkskonkurrencen ved at redde Caniggias spark. De to hold skulle nu udpege en sjette sparker, og danskerne valgte Bjarne Goldbæk.

"Det var ikke besluttet på forhånd, at jeg eventuelt skulle sparke det sjette spark. Men de ældre spillere sagde til mig: 'Du har jo et godt spark. Så tag du det.' Men reelt havde jeg hellere gemt mig væk," siger Goldbæk.

"Jeg havde i baghovedet, at Goycochea havde ry som straffesparksekspert. Jeg prøvede at koncentrere mig om at vælge et hjørne, men i sidste øjeblik ombestemte jeg mig, og han tog den," fortsætter han.

"Jeg følte mig skyldig. Jeg tror, det gjorde mere ondt for mig, fordi jeg ikke havde været med til at vinde EM. Jeg havde ikke den ballast." Goldbæks afbrænder blev skæbnesvanger.

På det 12. straffespark sikrede Julio Saldaña argentinerne trofæet.

"Diego Maradona kyssede og krammede Artemio Franchi-pokalen samtidig med, at Bjarne Goldbæk i frustration og ærgrelse sparkede til en tom plastikvandflaske. Øjeblikket efter løb Maradona og holdkammeraterne æresrunde, som havde de vundet VM," skrev Søren Olsen i Politiken.

"For os var det en vigtig finale. Det var en ny æra efter VM i 1990, og holdet var fornyet på mange positioner. Vi så det som en virkelig stor kamp, og sådan var stemningen omkring opgøret i Argentina. Det er ikke tit, vi spiller en finale på hjemmebane. Så det blev fejret i stor stil bagefter," fortæller Sergio Goycochea.

ET EKKO FRA EM
Danskerne havde tabt, men alligevel var der meget positivt at tale om. Efter den rædselsfulde start på VM-kvalifikationen havde indsatsen mod overmagten mindet danskerne om, hvad det var, der havde gjort holdet i stand til at vinde EM otte måneder tidligere.

"Brian Laudrup og Co. strøede guldstøv over græsset, når de rykkede. Det var bare så værdigt! Så taktisk disciplineret. Et sejt, sammenbidt kollektiv, der uden angst eller overdrevet respekt for Argentinas verdensstjerner gik på græsset for at vinde den fight og reelt kun var millimeter fra sejren! Med sublim indre ro, dette mentale jerngreb, der stresser og frustrerer fjenden, havde danskerne i lange, lange faser kontrol og sikkert styr på denne duel om mini-VM," jublede Kurt Thyboe i Ekstra-Bladet.

"Vi skabte respekt for dansk fodbold i den kamp. Vi kunne sagtens have fået en på 3-0, men på en svær udebane med en lang rejse i benene spillede vi lige op med Argentina. Det var en kamp, hvor vi spillede på vores allerhøjeste niveau," siger Brian Laudrup.

Inden hjemrejsen ville alle tale med den uventede helt fra Silkeborg IF og vide mere om manden, der med succes havde løst den enorme opgave at mandsopdække Maradona.

Jakob Kjeldbjerg kunne fortælle, at han var interesseret i musik og kogekunst i lejligheden hjemme i Viborg. Og så konstaterede han, at succesen på fodboldbanerne nok ville betyde, at det snart var tid til at holde pause med jurastudierne.

"Den kamp var både mit gennembrud og kulminationen på min karriere," siger Kjeldbjerg.

"Det vigtigste for mig var anerkendelsen fra holdkammeraterne. Et halvt år før havde jeg selv stået på Rådhuspladsen og hyldet dem, da de kom hjem efter EM. Nu følte jeg mig som en del af holdet."

Det synlige bevis på den direkte duel med Maradona endte dog ikke i Kjeldbjergs hænder.

Efter kampen lagde Maradona vejen forbi Richard Møller Nielsen og talte med ham om kampen og den danske EM-triumf.

Da samtalen var ovre, tog han sin spillertrøje af og forærede den til den danske landstræner.

Efter hjemkomsten gav han den til sin søn Tommy, som stadig har den.

"Jeg har fået store bud på den, men jeg vil ikke af med den. Jeg fik den af min far som gave, og man sælger ikke en gave. Den er gemt et hemmeligt sted. Så Kjeldbjerg kan ikke finde den," griner Tommy Møller Nielsen, der i dag arbejder som scout for Manchester United.

At hans far var i stand til at føre en samtale med Maradona på spansk, var et resultat af hans fokus på de små detaljer. "Richardo" havde lært sproget, inden han skulle til VM i Mexico i 1986 som assistent for Sepp Piontek.

"Han mente, at det var vigtigt at kunne sproget for at være forberedt på, hvad der kunne ske. Hvis nu der var nogle af dem, der stod for det organisatoriske, der ikke kunne engelsk. Så han sad på sin kondicykel hjemme i kælderen og lyttede til kassettebånd med spanskundervisning på en walkman. Han lærte det i løbet af et halvt år. Han havde virkelig sprogøre," siger Tommy Møller Nielsen.

For landstræneren endte kampen i Argentina som en positiv oplevelse. Efter et svært efterår kunne Richard Møller Nielsen efter den store præstation igen skyde brystet frem og tage kampen op med sine kritikere.

"Jeg ved godt, at Johan Cruyff har sagt, at det danske landshold ikke har tilført fodbolden noget, men samtidig har den italienske landstræner Sacchi udtalt, at det danske landshold har genskabt nogle af de gamle dyder, hvor holdånden og det, at spillerne hjælper hinanden, er blevet vigtige kvaliteter. Fodbold er en holdidræt, men det betyder ingenlunde, at der ikke kan leveres individuelle præstationer. Brian Laudrup laver en masse ting på egen hånd, men han kæmper hele tiden for holdet," sagde han på hotellet i Mar del Plata med et citat, der i virkeligheden indkapslede hele hans virke som dansk landstræner.

Og sådan var det på mange måder med den aften i Sydamerika. Det var et ekko fra EM, hvor "Richardo" kunne bruge sin taktiske snilde mod overmagten, og hvor spillerne stod sammen og skabte en sum, der var langt større end de enkelte dele.

"Jeg har selvfølgelig haft store oplevelse med landsholdet med sejrene ved EM og i King Fahd Cup. Men som enkeltstående kamp står den her som et højdepunkt. Med den vanvittige indgangsvinkel, den lange rejse og den exceptionelle modstander. Og så fordi det endte med at blive en seværdig kamp. For mange af os er det måske ikke en kamp, man nævner allerførst blandt højdepunkterne på landsholdet, men når jeg tænker over den i dag, så var den virkelig stor," siger Brian Laudrup.

Dagen efter kampen begav Laudrup og resten af den danske delegation sig ud på den lange hjemrejse, der varede et døgn. Da han endelig var nået hjem til Firenze, blev han med det samme parkeret i en dobbeltseng ved siden af Batistuta, hvor de to trætte mænd modtog vitamindrop i et forsøg på at gøre dem klar til den vigtige ligakamp i weekenden.

Men problemerne blev kun værre; Fiorentina rykkede overraskende ud af Serie A, og også for andre af aktørerne i Mar del Plata var det småt med succes i tiden derefter. Henrik Larsen fik aldrig debut for Aston Villa og fortsatte efter sommeren i Waldhof Mannheim i den tyske 2. Bundesliga. For Johnny Mølby blev kampen i Argentina den sidste på landsholdet. Han døjede med skader og forsvandt fra søgelyset, da han skiftede fra Borussia Mönchengladbach til belgiske Mechelen.

Og den uheldige Torben Piechnik måtte vente to et halvt år på sin næste landskamp.

Anderledes gik det for Kjeldbjerg. Efter hjemkomsten blev han kimet ned af spilleragenter, og den følgende sommer skiftede han fra Silkeborg til Chelsea i den engelske Premier League. Kjeldbjerg blev fast bestanddel af landsholdet i tiden efter gennembruddet i Mar del Plata, men VM-kvalifikationen endte i skuffelse med nederlaget i Sevilla.

Nogle måneder efter kampen om Artemio Franchi-trofæet genvandt Argentina det sydamerikanske mesterskab. På vejen til finalen tissede Sergio Goycochea to gange på banen inden straffesparkskonkurrencer, og endnu engang blev han helt for Argentina, så han sluttede sin landsholdskarriere med fem sejre i fem straffesparkskonkurrencer. Siden karrierestoppet har han åbnet en restaurant i Buenos Aires med navnet ' Italia 90' med henvisning til hans store VM-slutrunde.

Han har arbejdet som tv-vært og som model og var som den blot tredje mand i historien på forsiden af den argentinske udgave af Playboy i magasinets udgave op til VM i Brasilien i 2014.

Copa América-titlen i 1993 er stadig den seneste på seniorniveau for Argentina, og den blev sikret uden Diego Maradona, der igen forsvandt fra landsholdet efter comebacket mod Brasilien og Danmark. Men efter det ydmygende 0-5-nederlag til Colombia i Buenos Aires i efteråret 1993 i VMkvalifikationen blev han igen kaldt tilbage til playoffkampene mod Australien.

Året efter sluttede ikonets landsholdskarriere med dopingdommen ved VM i USA, så i Argentina huskes Artemio Franchi-trofæet som Maradonas sidste titel med landsholdet. Det blev også den sidste udgave af den interkontinentale finale.

Saudierne gentog deres King Fahd Cup i 1995, hvor Danmark fik revanche mod Argentina i finalen, og siden overtog FIFA turneringen og omdøbte den til Confederations Cup, og så var Artemio Franchi-trofæet overflødiggjort.

Men faktisk har det været på tale at genoplive turneringen dette forår: En turnering i Milano med deltagelse af fire kontinentale mestre har været på tegnebrættet, men tanken endte til sidst med at blive kasseret. Chiles Copa América-mestre skulle have været blandt deltagerne, men i stedet kan de nuværende sydamerikanske mestre i næste måned gæste Danmark, der ikke har spillet en A-landskamp i Sydamerika siden den lange rejse til Mar del Plata i 1993.

ARGENTINA -DANMARK
24. februar 1993 på Estadio José María Minella i Mar del Plata
Tilskuere: 34.683
Dommer: Sandor Puhl (Ungarn)

Resultat: 1-1 (1-1). 1-1 efs.
0-1 Selvmål Néstor Craviotto (12)
1-1 Claudio Caniggia (30)

Straffesparkskonkurrence:
0-1 Lars Elstrup
1-1 Diego Maradona
1-2 Johnny Mølby
2-2 Gabriel Batistuta
2-3 Brian Steen Nielsen
3-3 Diego Simeone
Kim Vilfort brænder
4-3 Alejandro Mancuso
4-4 Brian Laudrup
Claudio Caniggia brænder
Bjarne Goldbæk brænder
5-4 Julio Saldaña

Advarsler: Bjarne Goldbæk og Brian Steen Nielsen

Argentina: Sergio Goycoechea - Néstor Craviotto (Julio Saldaña 113), Jorge Borelli, Sergio Vázquez, Ricardo Altamirano - Diego Simeone, Alejandro Mancuso, Diego Maradona, Leonardo Rodríguez (Darío Franco 60) - Gabriel Batistuta, Claudio Caniggia.

På bænken: Luis Islas - Néstor Raúl Gorosito, Alberto Federico Acosta.

Træner: Alfio Basile.

Danmark: Peter Schmeichel - Torben Piechnik (Brian Steen Nielsen 38), Lars Olsen, Marc Rieper - Kim Vilfort, Bjarne Goldbæk, Jakob Kjeldbjerg, Johnny Mølby, Henrik Larsen (Michael Larsen 120) - Brian Laudrup, Lars Elstrup.

På bænken: Mogens Krogh - Stig Tøfting, Mark Strudal.

Træner: Richard Møller Nielsen.

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020

Superliga

Mere Superliga

Fokus