Multikulti: Otte landsholdsspillere kunne stille op for andre lande

Børn drømmer, og for dem, der elsker fodbold, kredser drømmene sig gerne om at spille på landsholdet. Millioner af små drenge og piger håber på, at det en dag bliver dem, der trækker i deres lands farver.

For det fleste er det netop landsholdet, for der er kun ét. Men for nogle er det ikke så lige til. Uanset om de er flygtet fra krig, eller deres forældre flyttede for et job, skal fodboldspillere med dobbelt statsborgerskab træffe et svært valg, når de bliver gode nok til at repræsentere mere end ét landshold.

Tipsbladet.dk sætter i en serie fokus på de spillere, der kunne have stillet op for et andet landshold end det, de spiller for. Dette er fjerde del med fokus på det danske landshold.

Her er historien om spillernes oprindelse.

Setuppet er klassisk. Foran den røde og hvide væg med logoer fra DBU og unionens sponsorer sidder en træner og en spiller til pressemøde. Spilleren har rød landsholdstrøje på, og trænerens skjortekrave titter frem under pulloveren.

Det ordinære pressemøde afbrydes, da to personer kommer ind ad døren til højre for podiet. Den forreste, en mand, har holder to kosteskaft i hænderne, har smurt talkum-agtigt pulver i ansigtet og på den bare overkrop, mens kvinden bag ham nøjes med talkummet og en top. 

De danser og synger, fejrer fejrer deres søn, som sidder og smiler foran DBU-væggen, mens hans træner på U21-landsholdet, Jess Thorup, sidder med hænderne i skødet og leder efter en grimasse, der kan passe.

Pione Sistos forældre markerede sønnikes første indkaldelse til et dansk landshold med manér, og FC Midtjylland-spilleren tog selv tog optrinnet i stiv arm, smed også trøjen og lod sig fotografere.

Scenen er nok den tydeligste manifestation af, at dansk landsholdsfodbold ikke længere kun består af folk med efternavne, der slutter på -sen. Siden har Sisto taget skridtet op på A-landsholdet, hvor han i den netop overståede samling fik selskab af syv spillere, der kunne have optrådt for et andet land.

FIFA’s regler dikterer, at man skal enten selv være fra landet, ellers skal ens forældre eller bedsteforældre, for at man kan repræsentere det. Alternativt skal man bo i landet i en årrække.

De otte danske landsholdsspillere udgør 34,7 procent af de 23, der blev indkaldt til Wales og Irland-kampene. I samfundet generelt udgør indvandrere og efterkommere ifølge Danmarks Statistik 13,7 procent af befolkningen.

Ud fra FIFA’s regler kunne følgende otte have stillet op for andre lande end Danmark:

Kasper Schmeichel: Hans farfar er fra Polen, og hans far havde polsk statsborgerskab, til han var syv år gammel.

Jannik Vestergaard: Moderen er tysk, Vestergaard har tysk pas, og han luftede muligheden for en landsholdskarriere hos Die Mannschaft, inden han blev udtaget for Danmark.

Mathias “Zanka” Jørgensen: Hans far stammer fra Gambia.

Pierre Emile Højbjerg: Midtbanespillerens mor er franskmand, og hans forældre mødtes i Paris.

Thomas Delaney: Faderen er fra USA, og Delaney afslog det amerikanske fodboldforbunds tilnærmelser i 2012.

Martin Braithwaite: Hans far kommer fra Guyana.

Pione Sisto: Begge forældre er fra Sydsudan, og han er selv født i Uganda.

Yussuf Poulsen: Hans far stammer fra Tanzania.

Læs de tre første dele af serien om landsholdsvalg med Awer Mabil her, Mikael Anderson her og Adnan Mohammad her.