EM-profiler mødtes som U13: Vi vandt sgu aldrig, fordi de havde Robert Skov

Der findes et holdbillede med Silkeborg IF’s U13-drenge, som i denne måned runder ti år. De fleste må knibe øjnene sammen i sommersolen, mens kamptrøjerne hænger løst på især de små spillere på forreste række. Den, som tøjet poser allermest på, er Superligaens nuværende topscorer.

Da SIF’s U13-hold var på træningslejr i Norge i juni 2009, var Robert Skov lille. Måske sit holds mindste. Men i dag, ti år senere, er han den, der har drevet karrieren længst. Konkurrencen er ellers hård.

På bagerste række står Brøndby IF’s Jens Martin Gammelby i midten. På forreste knæler Silkeborgs Gustav Dahl som nummer tre fra venstre. Vendsyssel FF’s Nicolai Flø bærer sin grønne målmandstrøje og lange bukser centralt, og til venstre for Skov smiler Asger Sørensen. 

Vi spoler frem til nutiden. Onsdag eftermiddag sidder Skov og Sørensen side om side igen. Denne gang til pressemødet forud for Danmarks anden kamp ved U21-EM mod Østrig. Den foreløbige kulmination for en fælles rejse, der har varet over et årti.

– Det er da megafedt, at vi har lavet den kvalifikation sammen, og det bliver fedt at slutte det af i Italien. Forhåbentlig kan vi lave et godt resultat, og så kunne det være godt punktum for os med at slutte med at spille. For ungdomstiden, siger Asger Sørensen til tipsbladet.dk.

Foto: Jacob Tind

Lille Skov og store Sørensen
Før Robert Skov og Asger Sørensen spillede sammen i SIF og på U21-landsholdet, var de modstandere. De optrådte for hver deres hold i småbyer lige uden for Silkeborg: Skov i Sejs og Sørensen i Virklund.

Sejs var stærkest, ikke mindst takket være den lille tekniker Robert Skov, så Virklund måtte tage drastiske midler i brug for at undgå at tabe.

– Vi kunne sgu aldrig slå Sejs, fordi de havde Robert. Han lavede hele tiden et par dåser, siger Sørensen med et grin.

– Men jeg kan da huske, at der var en sjov historie med, at vi tog tre, der var for gamle, med, fordi vi gerne ville slå de der Sejs. Lidt bryde loven. Og så endte det faktisk med, tror jeg, at vi spillede uafgjort. Jeg fortalte det så lidt senere, men det var først, da vi kom ind til Silkeborg.

I de unge år havde Asger Sørensen en væsentlig fordel over for Robert Skov: sin størrelse. Han mener nu alligevel, at man sagtens kunne se talentet hos Superliga-topscoreren, der ikke overraskende også sparkede godt med venstreben dengang.

Selv om det kan være svært at forudse, hvilke børn og unge der når til professionel fodbold, mener deres U13-træner, Jacob Tind, også, at der var tegninger til noget for ti år siden.

– Der er altid nogle, der tidligt skiller sig ud, nogle, der kommer senere, og mange har dyk undervejs. Forskellen på Robert og Asger i børne- og ungdomsårene var, at Asger var tidligt fysisk udvokset, mens Robert var langsommere i sin vækstspurt. Det havde han udfordringer med helt op til U17-18-årene, fortæller Tind.

– Man kunne godt se, det lugtede af, at der var nogle talenter i dem. Nogle børn bevæger sig mere naturligt i nogle sportsgrene. Asger spillede også håndbold, og Robert spillede badminton. Det har hjulpet på deres evne til at bruge kroppen, bevæge sig, og det kunne man også se dengang.

Så hinanden mere end deres familier
Spørger man Robert Skov, er han ikke i tvivl. Han så noget specielt i Asger Sørensen allerede i de tidlige teenageår.

– Asger var rigtig god. Han var klart den bedste faktisk. Han var atletisk, kunne spille håndbold, fodbold, basketball, tennis, you name it. Han var også den første, der blev rykket op på U17-holdet, da vi kun var U15-spillere. Det var gode tider, siger han.

Endnu bedre tider var det, mener Skov, når de unge knægte havde fri og bare spillede fodbold, fordi de havde lyst. Så cyklede gutterne ind til Silkeborg eller til Virklund, Gammel Rye eller Sejs og samledes om et mål.

– Dengang man lavede legeaftaler, var legeaftalerne bare på fodboldbanerne, som Robert Skov siger.

– De bedste minder er, når vi var ude at spille selv. Ude at sparke frispark og sparke på mål, og Nicolai Flø var der også. Vi brugte en masse tid på banen og bare hyggede os på fodboldbanen. Det var kanon. Det kunne jeg rigtig godt lide.

– Samtidig gik vi også på den samme skole, alle sammen, så vi har haft nogle ret tætte relationer i mange år. I løbet af dagen så vi jo hinanden mere, end vi så vores familier.

Ikke bare hyggeniveau
Skov og Sørensen er fra 1996, og på holdbilledet fra Norge spiller de sammen med årgang ’95, som senere fik selskab af Tobias Salquist, der i dag spiller i Lillestrøm. Men også når 96’erne spillede med dem fra 1997, skød talenterne op til højre og venstre.

Silkeborg IF’s årgang 1997 har fostret spillere som Jeppe Gertsen (stadig i klubben), Sammy Skytte (FC Midtjylland) og Kasper Dolberg (Ajax). Sidstnævnte startede inde side om side med Robert Skov, da sidstnævnte fik debut for A-landsholdet for nylig, og Skov nyder at dele to af sit livs og sin karrieres store øjeblikke med sine venner.

– Jeg synes, det betyder rigtig meget, og det er specielt. Det er på en eller anden måde også ret unikt at have så langt et venskab og samtidig spille fodbold sammen. Ikke bare fodbold for sjov og hyggeniveau, men på en rigtig høj hylde. Det, synes jeg, er superfedt og noget, jeg er stolt af, siger Skov.

I Silkeborg er de også stolte over at se talrige af deres egne spille sig til professionelle kontrakter og på DBU’s landshold. For det er ikke nemt, som Jacob Tind påpeger. Det kræver mange timer, hårdt arbejde – fysisk såvel som mentalt – og ikke mindst opbakning fra familien.

Og selv om Sørensen og Skovs U13-træner først og fremmest glæder sig på spillernes og deres familiers vegne, glæder han sig også på sin klubs.

– Som dansk klub, der forsøger at gøre sig i dansk talentudvikling, er det rart at se vores drenge på diverse landshold. Robert og Asger og Dolberg er nogle af de mest profilerede i øjeblikket, men vi har også mange på de yngre landshold, som vi er stolte af, siger Jacob Tind.

– Det, vi kan bruge det til, er, at det er en form for… ikke hæder, men anerkendelse af det arbejde, vi som klub gør. Det arbejde, som alle medspillere gennem tiden også lægger i det. Alt det arbejde, som familierne lægger i det. Det er ingen hemmelighed, at forældreopbakning betyder sindssygt meget.

En god dreng, jo
Asger Sørensen og Robert Skov har taget hver deres vej fra træningslejren i Norge til pressemødet på Stadio Friuli ved U21-EM. Sørensen var den første til at forlade Silkeborg. Først gik han til FC Midtjyllands akademi, og som 17-årig flyttede han til Østrig, mens Skov for halvandet år siden byttede Silkeborg ud med FC København.

Men selv om de på klubplan skiltes for lang tid siden, har de optrådt sammen på diverse U-landshold og ikke mindst holdt venskabet ved lige.

– Vi er rigtig gode venner. Vi ses jo ikke så ofte, fordi jeg er dernede (Østrig og Tyskland, red.), og han er i København, men vi har altid kontakt til hinanden, og vi har også et par andre venner, som vi har en gruppe med, hvor vi hører lidt til, hvordan det går. Vi har også været på ferie engang sammen, fortæller Asger Sørensen.

Turen dengang gik såmænd også til Italien, så med slutrunden i støvlelandet slutter Skov og Sørensen en ring og sætter samtidig et punktum for ungdomsfodbolden på samme måde, som de begyndte den: side om side.

Som Sørensen siger:

– Jeg glædede mig til, at han kom ind i truppen (efter turen med A-landsholdet, red.). Han er en god dreng, jo.