Briterne siger nej til at give fodboldstjerner arbejdstilladelse

Artiklen er skrevet inden den britiske EU-afstemningen og bragt i TIpsbladet 17. juni.

På torsdag skal britiske vælgere afgøre EU’s og Europas fremtid. Den politiske fremtid bliver i den grad defineret af, om Storbritannien melder sig ud af unionen eller ej, og hvis det gør, er det ikke blot kontinentets politiske landskab, der skal redefineres. Det samme skal fodbold i England og Skotland.

I tilfælde af ”Brexit”, som er en sammentrækning af Britain og exit, kommer over 400 professionelle spilleres job i fare. De er EU-borgere, og så længe Storbritannien også er en del af EU, er de sikret arbejds- og opholdstilladelse. Melder briterne sig ud, er de ikke sikret noget. Navne som Anthony Martial, Héctor Bellerin, Cesar Azpilicueta, Eliaquim Mangala, Simon Mignolet, N’Golo Kanté og Dimitri Payet ville ikke automatisk få et visum, hvis det ikke var for EU-medlemskabet.

Reglerne for arbejds- og opholdstilladelse gælder for fodboldspillere såvel som for almindelige arbejdstagere. Hvis Storbritannien ikke er en del af EU, skal spillerne leve op til de regler, der gælder for alle andre udlændinge. De forudsætter, at den enkelte spiller har spillet et vist antal landskampe. Lever han ikke op til kravene, kan klubben appellere, hvorefter en afgørelse træffes på baggrund af eksempelvis transferpris og løn. Læs nærmere her .

Alene i Premier League, Championship og den skotske Premiership er 332 spillere, som ikke ville få arbejdstilladelse under de gældende regler for ikke-EU-borgere, på kontrakt. Tallet tager ikke højde for de spillere, der skifter klub, når transfervinduet åbner, men det giver en idé om, hvor omfattende det er. Som eksemplerne oven for viser, så er det en række af Premier Leagues største profiler, som ikke ville få arbejdstilladelse. Også danskere som Erik Sviatchenko, Anders Lindegaard og Jores Okore ville falde for reglerne, fordi de ikke har spillet en høj nok andel af landsholdets kampe de seneste to år.

Ifølge The Guardian har alle Premier League-klubber mindst én spiller, som ville blive ramt, hvis reglerne for ikke-EU-borgere kommer til at gælde spillere fra unionen. Værst står det til i Aston Villa, Newcastle og Watford, hvor 11 spillere ikke ville leve op til reglerne. Championship-nedrykkerne Charlton har 13 spillere, som ville blive ramt.

Hvis Storbritannien forlader EU, og de samme regler, som nu gælder for ikke-EU-borger, kommer til at gælde for alle udlændinge, kan det skubbe magtbalancen. For hvis spillere ikke tildeles arbejdstilladelse automatisk, kan de appellere. Det appelsystem tilgodeser dyre og løntunge spillere. Kan de mindre klubber ikke hente billige profiler fra kontinentet, risikerer man, at forskellen mellem de rigeste og de i engelsk kontekst fattige vokser.

En ny magtbalance
Brexit kan også forskyde magtbalancen i hele Europa. Engelske klubber pumper hundredvis af millioner kroner i europæiske klubber hvert år, og de penge er med til at få hele transfermarkedet til at rulle. Når Tottenham køber Christian Eriksen i Ajax, får Ajax penge til at købe Erin Duarte i Heracles og så videre. Hvad fraværet af de penge vil betyde, er svært at sige.

Det tvinger under alle omstændigheder klubberne til fuldstændig at gentænke deres transferstrategi. Det vil være et paradigmeskifte for engelsk fodbold, hvis succes de seneste 20 år i høj grad er bygget på skuldrene af europæiske stjerner. Cristiano Ronaldo ville ikke have fået automatisk arbejdstilladelse, Patrick Vieira ville ikke, og Cesc Fábregas ville ikke. De kom alle til England, før de havde spillet landskampe nok.

De eksisterende EU-profiler i Premier League og resten af Storbritannien bliver formentlig ikke ramt. Selv om spørgsmålene er mange, og usikkerheden omkring konsekvenserne er stor, er der en bred opfattelse af, at eventuelt nye regler ikke bliver iværksat med tilbagevirkende kraft. Men de er relevante at fremhæve, fordi det giver et billede af, hvilke spillere som i fremtiden kan blive påvirket.

De er grundlæggende to måder at anskue de mulige hjemlige konsekvenser. Hvis reglerne gør det sværere at få arbejdstilladelse i det britiske, vil det alt andet lige reducere antallet af udlændinge i eksempelvis Premier League. Netop den høje antal af udlændinge i ligaen – blot 33 procent af spillerne i første spillerunde i den seneste sæson var englændere – har  gennem flere år fået en del af ansvaret for, at det engelske landshold aldrig vinder noget. Hvis der kommer færre udlændinge, betyder det flere englændere og flere chancer til de unge.

Den anden opfattelse er, at udenlandske stjerner en af grundpillerne i Premier Leagues økonomiske og til tider sportslige succes. Hvis man fjerner eller svækker den pille, gør man det samme med succesen. Det kan dels betyde, at de engelske klubber sakker endnu længere bagud i forhold til de europæiske konkurrenter i Champions og Europa League. Og det kan betyde en økonomisk lussing. Færre Dimitri Payet’er, færre seere, færre penge.

”En reducering af antallet af spillere af høj kvalitet i Premier League vil reducere ligaens brandværdi, især for udenlandske publikum. Jeg kan ikke forestille mig, at Premier League ville være glade for det,” sagde Rory Miller, der dengang var leder af kandidatuddannelse i Football Industries på universitetet i Liverpool, til The Guardian i efteråret.
Dermed rammer han lige ned i en interessekonflikt. For ligaforeningen, som styrer Premier League, bekymrer sig primært om netop ligaen og den (økonomiske) velbefindende. Formand Richard Scudamore har eksempelvis opfordret til Storbritannien til at blive i EU ud fra et forretningsmæssigt synspunkt.

På den anden side står det engelske fodboldforbund, FA, som blandt andet driver det engelske landshold og har interesse i, at det klarer sig godt. Ligesom Divisionsforeningen, som afvikler Superligaen, og DBU har forskellige dagsordener i Danmark, har FA og Premier League forskellige i England.

Ingen ved noget
Udover at fodboldforbundet og ligaforeningen har forskellige interesser, er det forsimplet at konkludere, at et britiske EU-exit medfører færre udlændinge og et bedre engelsk landshold. Situationen er mere kompleks, og ting, der er langt større end fodbolden, er på spil.

Selv hvis Storbritannien løsriver sig fra EU, er der ikke nogen, der ved, hvad der kommer til at ske. Hverken politisk eller fodboldmæssigt. The Economist bringer en artikel, der udlægger de mange usikkerheder i forbindelse med et eventuelt Brexit på torsdag. Det korte svar er, at ingen ved, hvad der kommer til at ske, fordi der ikke er nogen præcedens, skriver avisen. Ingen har meldt sig ud af EU før – bortset fra Grønland i 1982, men ønationen er en del af det danske rigsfællesskab, har kun 50.000 indbyggere, og den største knast i exit-forhandlingerne var fiskeri.

Den grønlandske situation kan altså ikke sammenlignes med Storbritannien, der er et af de største og mest toneangivende lande i Europa. For 34 år siden tog det to år at etablere et nyt forhold mellem Grønland og EU. Det kan tage op mod 10 år at gøre det samme for med Storbritannien.

Det kan det, fordi der er uendeligt mange aftaler, der skal indgås, og kompromiser, der skal nås. Handelsaftaler, ind- og udrejseregler, politisamarbejde og selvfølgelig visumregler for arbejde og ophold i Storbritannien. Hvis det lyder som en tung og uoverskuelig proces, er det, fordi det er meningen. For EU skal det helst var uattraktivt at melde sig ud.
Hvis Storbritannien træder ud af EU, og magthaverne ikke vil have, at EU-borgere skal gennem besværlige processor for at få arbejds- og opholdstilladelse, skal der forhandles aftaler med unionen.

”Det bliver formodentlig nogle aftaler, som ligner dem, som man i sin tid lavede med Østeuropa, før de trådte ind i EU, eller dem, som Norge og Schweiz har. På den måde tror jeg, man kan lave nogle gensidige aftaler EU og England imellem med traktater omkring at give nogle rettigheder til hinandens statsborgere,” siger Lars Halgreen, som er som partner i advokatfirmaet Magnusson Law og voldgiftsdommer ved Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

”Men det er også under forudsætning af, at man har viljen til det. Det kan også godt være, at man er lidt trætte af englænderne, eller man vil forhale nogle af de forhandlinger. Så jeg tror, det kræver en vis forhandlingsvilje fra begge sider for at nå et gunstigt resultat.”

Begyndelsen på enden
Hvis du, kære læser, har studset over, at denne artikel indeholder mange forbehold og mange hvis’er, er det ikke tilfældigt. Brexit i sig selv er naturligvis ikke en kendsgerning endnu, selv om meningsmålingerne peger i den retning, men selv hvis det sker, er den store overskrift, at ingen ved, hvad det kommer til at betyde for Premier League og resten af britisk fodbold.

Lars Halgreen har en ph.d. i idrætsjura og har udgivet flere bøger om emnet, og selv hans forudsigelser bevæger sig på et generelt plan. Han ved ikke, hvordan aftalerne præcist bliver udformet, og hvordan det påvirker fodbolden. Ingen ved det. Af samme grund skal vi ikke forvente, at engelsk fodbold, som vi kender det, ophører med at eksistere på fredag, hvis Storbritannien stemmer sig ud af EU på torsdag. Men i givet fald kommer der en lang periode med usikkerhed, forandring og tilpasning.

”Det, englænderne selv har lagt væk på, er den fri bevægelighed, og det vil de så vidt muligt prøve at forhandle sig frem til på samme måde som tidligere. Om de kan få det, er så noget andet. Hvis man sammenligner med den danske afstemning om Europol [i december], så er det jo hverken sådan, at Danmark får sin særaftale om Europol i dag, i morgen eller i overmorgen. Det er måske ikke engang sikkert, at vi får det nogensinde. Så man skal ikke tage det for givet, når det drejer sig om at få lavet en bilateral aftale med EU,” siger Lars Halgreen.

Spørgsmålet er så, om EU overhovedet har lyst til at lave den slags aftaler med Storbritannien. Ganske vist har nogle lande i unionen stor interesse i at fastholde et tæt samarbejde med briterne, men der er også mange medlemsnationer, der ikke har nævneværdig udveksling af varer og arbejdstagere, og de kan forpurre, at EU indgår aftaler om arbejdstilladelser.

”Selvfølgelig har det nogle konsekvenser. Man kan ikke bare sige, at man kun vil have de der retter på menuen, og så vil man i øvrigt ikke betale for buffeten. Det er lidt det samme her. Der kan godt være en række østeuropæiske og gamle EU-lande, der siger, at hvis englænderne vil ud af EU, så får de også lov til at smage, hvad det vil sige,” siger Lars Halgreen.

”Det kan være restriktioner for kapitalbevægelser, for varebevægelser, for arbejdskraftsbevægelser. Jeg tror ikke, man som EU-modstander i England kan vide sig sikker på, at man bare lige får det her, som Schweiz og Norge har. Det er resultatet af mange, mange års forhandlinger.”

De mange års forhandlinger begynder for Storbritanniens vedkommende på fredag, hvis vælgerne stemmer for at forlade EU på torsdag. Konsekvenserne bliver omfattende, så meget ved vi. Præcis hvordan ved vi ikke. EU-præsident Donald Tusk har sagt i et interview med Bild, at han frygter, at ”Brexit kunne blive begyndelsen på enden på ikke blot EU, men på hele den vestlige politiske civilisation.” Det er givetvis en overdrivelse, men den kan overføres til engelsk fodbold. Kan et britisk EU-exit markere begyndelsen på enden på Premier Leagues verdensdominans?