Fra udstødt i England til helt i Danmark

Det er en kold fredag i starten af december. Der er to dage, til OB’erne skal på ferie, og undertegnede er i Odense for at lave et interview med Roy Carroll i forbindelse med at OB’s keeper er blevet kåret til årets bedste af sine kolleger. Det er egentlig ikke med store forventninger, at jeg er taget af sted, for da jeg i sensommeren lavede et interview med Carroll, var han en ordknap og lukket mand, der ikke havde meget at sige, hverken om sit chok-skifte til OB eller sin spændende fortid i Manchester United og engelsk fodbold. Han var bare glad for at være her, så han kunne spille fodbold. Det viser sig dog, at jeg har undervurderet Carrolls talelyst denne decemberdag, men det vender vi tilbage til.

Mens jeg venter på, at Carroll kommer tilbage fra træningsbanen på Dyrskuepladsen, møder jeg en stor og bred mand, der taler med udpræget engelsk dialekt af den slags, man taler i Manchester-området. Han præsenterer sig som Roy Carrolls agent.

»Skiftet til Odense er det bedste der er sket for Roy. Han kunne have stoppet karrieren i sommer, men han har fået humøret tilbage,« siger agenten næsten i samme øjeblik, som Roy Carroll kommer listende fra parkeringspladsen. Efter et varmt gensyn med agenten, trasker vi op på en nærliggende træningsbane i Ådalen, hvor fotografen venter. Den planlagte fotosceance ryger dog på gulvet, da Roy Carroll ikke vil være med til af feje »buret rent« med en kost. Han er heller ikke med på at hænge et hvidt lagen ind i målet for at symbolisere »clean sheets«.

»It just backfires at me,« lyder det fra nordireren, så fotografen må finde på andre fotoplaner. Sådan er det. Roy Carroll er fodboldspiller – en overtroisk en af slagsen – og han har ikke en showbiz-mand i maven som andre OB’ere som Djemba-Djemba og Peter Utaka kan mistænkes for at have.

Det kom som et chok

Efter foto-sceancen, der bliver en mere almindelig en af slagen, dukker en nyvasket Roy Carroll op i det lille kontor i Ådalen, hvor interviewet med Årets Målmand skal foregå. Og det er en glad og smilende Roy Carroll, der møder Tipsbladets udsendte.

“Det er en stor ære [at vinde Det Gyldne Bur]. Jeg er meget glad, især fordi det er målmændene, der har stemt på mig. Det er dejligt at få en pris, og det er en stor ære,” siger Roy Carroll, der vandt prisen i tæt kapløb med Stephan Andersen efter en halvsæson, hvor Carroll kun har stået 14 kampe for OB.

»Det er en stor overraskelse, for jeg har ikke spillet mange kampe. Men målmændene har stemt på mig, og det er fantastisk. Det kom lidt som et chok for mig, fordi jeg kun har været her i tre-fire måneder. Det er et godt minde at have med sig, og det er dejligt at være vellidt,« siger Carroll om kåringen, der er et bevis på nordirerens flotte efterår, der meget præcist begyndte den 17. august.

Det var nemlig dagen, hvor Carroll skrev under med OB klokken 17.45 og debuterede for klubben fem kvarter senere mod FC Midtjylland. Debuten gik godt, OB vandt 1-0 og Roy Carroll stod for klubbens første Clean Sheet i sæsonen – blandt andet på baggrund af en klasseredning i slutminutterne. Siden er det gået slag i slag, og Carroll har leveret mange pragtredninger, der har sikret point til fynboerne. Så skiftet til OB og Odense var absolut det rette for målmanden, der var sendt ud i kulden i Derby.

»Jeg gik rundt i England uden at spille fodbold i sommer, og der var ingen hold, der var interesserede i mig. Jeg kiggede mig omkring andre steder i Europa, og OB bød sig til og fik mig til at føle mig meget velkommen. Jeg havde set danske hold i i Europa Cup’en, og jeg havde spillet et par landskampe mod Danmark. Men jeg havde ikke nogen forventninger, og jeg kom herover med helt åbent sind. Siden har vi spillet mod Brøndby med 15.000 tilskuere på lægterne, og de larmede meget. Vi har også spillet kampe på mindre stadions, og det er svært at spille, når der kun er 2.500 på stadion. Jeg har spillet her et stykke tid nu, og jeg er ved at vænne mig til det,« fortæller Carroll, der tog et for britiske fodboldspillere utraditionelt valg, da han skiftede til en klub på det europæiske kontinent.

»For fem år siden ville jeg nok ikke have taget herover, fordi jeg ville være nervøs ved at flytte udenlands. Men jeg er blevet voksen nu, og jeg har nydt oplevelsen ved at rejse ud og opleve nogle andre ting. Jeg er meget glad for mit udenlands-skifte. Jeg har det godt med mig selv, og jeg har det rigtig godt på og udenfor banen,« siger Carroll, der er en af de få britiske målmænd, der har forladt øerne.

»Jeg ved ikke, hvorfor engelske målmænd ikke forlader de engelske ligaer, og jeg forstår det heller ikke. For mig var det en chance for at spille fodbold. Men der er mange udenlandske målmænd i England. Der er både spaniere, hollændere og italienere, så jeg ved ikke, hvor de britiske målmænd er henne. Jeg synes ikke, der er så mange britiske kvalitetsmålmænd i øjeblikket. Læser man de engelske aviser, skriver de også, at de længes efter en topklasse målmand,« siger Roy Carroll.

»Du bliver aldrig fodboldspiller«

Turen til Skandinavien er ikke første gang, at Roy Carroll er gået mod strømmen og truffet utraditionelle valg. Han husker tilbage på en episode i de unge år i Nordirland, hvor han boede på landet i den lille by Enniskillen.

“Jeg har altid villet være fodboldspiller. Sådan har det været lige så længe jeg kan huske. Jeg kan huske, at jeg skulle op til min studievejleder i highschool og udfylde et stykke papir med de tre ting, jeg gerne ville være, når jeg blev voksen. Øverst på min liste stod der, at jeg ville være fodboldspiller, og så stod der ikke mere. Jeg kommer fra et lille sted på landet, hvor der ikke var nogen fodboldtraditioner, så min studievejleder sagde til mig: ‘Vær ikke dum. Du bliver aldrig professionel fodboldspiller’.”

»Da jeg så blev færdig med skolen, spillede jeg for et lokalt hold, og vi havde en kamp i Belfast, hvor jeg blev opdaget af en talentspejder. Han inviterede mig til sin klub, og jeg skrev under, og det var det. To år senere vendte jeg tilbage til min skole og fortalte min studievejleder, hvad jeg havde opnået. Han sagde, at det var godt gået, så det var dejligt,« fortæller Roy Carroll, der var den første fra sin landsdel, der blev professionel fodboldspiller.

»Situationen var den, at jeg kom fra et lille sted på landet i Nordirland. Alle talentspejderne er i Belfast, der er hovedstaden og den store by i Nordirland. Det er der, alle nordirske spillere kommer videre fra. Ingen kom i nærheden af landegrænsen, hvor vi boede, og jeg tror, at jeg var den første fra mit område til at komme til England og etablere mig som professionel fodboldspiller. Siden er der kommet flere spillere fra det område, og der er en god fodboldkultur nu. Det er godt at se,« fortæller Roy Carroll uden at prale.

Hans egen karriere tog også fart efter tiden på landet i Enniskillen, hvor han er gået fra de lave engelske rækker over Champions League-bold med Manchester United til West Ham og Derby, hvor han endte som en del af en udstødt flok, der også talte danske Martin Albrechtsen.

»Jeg ved ikke, om min karriere har været af sporet, men Derby hentede en ny manager og havde penge-problemer. De var ikke særlig høflige i den måde og den situation, de bragte mig og nogle holdkammerater i. Det var en dårlig situation, de bragte os i, for det var ikke vores skyld, at klubben var kommet i en skidt situation med penge-problemer. Men sådan er fodbold, og vi er kommet videre, og jeg er bare glad for livet i øjeblikket.«

Vanvittige afrikanere og afslappede danskere

Og der er også noget at glæde sig over for Carroll. OB har haft et godt efterår, og tilvænningen til dansk fodbold er gået hurtigt for Roy Carroll, der i sin første kamp knapt kendte navnene på sine danske holdkammerater, men nu har et godt samarbejde.

»Der er ikke den store forskel mellem danske og engelske forsvar, hvis bare de kan forstå, hvad jeg siger. Det tror jeg nu nok, at de kan. De snakker alle godt engelsk, og det fungerer godt i øjeblikket, og jeg håber, det kan fortsætte. Sådan fungerer det over alt i verden, og det er det, det handler om. Men det er klart, at det går hurtigere i England og Premier League, for der er masser af klassespillere fra hele verden. Jeg kan huske, at min debut for Manchester United var i Premier League. Aston Villa scorede efter fem minutter i min første kamp, og jeg kan stadig huske det. Det gik meget hurtigt, både farten i bolden og afleveringerne,« siger Carroll, der egentlig mest har skulle vænne sig til OB’s »afrikaner-bande« med Utaka, Djemba-Djemba og Demba-Nyrén.

»De er vanvittige. Det tog lidt tid at vænne sig til den måde de fejrede deres scoringer på, men jeg er vant til det nu, og så længe de bliver ved med at score, er jeg glad,« siger Carroll, der med et smil tilføler, at han ikke er den store danser selv, men nøjes med at kigge på, når der festes igennem.

Og livet uden for kridtstregerne har også været godt i dette efterår, selvom det har været anderledes at bo i lille Danmark, når man kommer fra engelske storbyer som London og Manchester.

»Det danske folk er mere venlige. Jeg siger ikke, at englændere er uvenlige, men de har bare alt for travlt. Der er så mange mennesker, som er stressede og går rundt og har travlt hele tiden. I Danmark ser man folk sidde på bænke, cykle rundt og jogge hver eneste dag. Det er mere afslappet herovre og her er mere rent. I England er folk også flinke og rare, men det hele går så hurtigt derovre. Det er mere afslappet her,« lyder nordirerens betragtninger fra den odenseanske hverdag.

Det er en hverdag, hvor han helst passer sig selv og undgår rampelyset. Familien er hjemme i England, fordi det passer bedre med børnenes skolegang.

»Det er svært, men jeg har før boet i Glasgow i seks måneder, og jeg har før flyttet rundt. Det er sådan, situationen er i øjeblikket, for min familie er faldet til, og min søn er i gang med sit skole-liv. Jeg taler med min kone her i ferien, og så må vi se, hvad vi kan finde ud af. Man ved aldrig, men jeg håber, at mine børn kan falde til i Danmark på et tidspnukt. Men man ved aldrig, hvad der er omkring hjørnet. Man skal bare tage hver dag som den kommer. Det siger jeg altid. Men jeg savner min familie, og det er dejligt at have juleferie. For første gang kan jeg holde ferie i juleperioden, så jeg skal have den største kalkun nogensinde,« siger Carroll med et grin og henvisning til den traditionelle engelske julemad, som fodboldspillere altid må undvære, fordi der er fuldt program i engelsk fodbold 2.juledag.

Nu får han så tid til kalkun og familie i julen, men i hverdagen må han undvære hustruen og de to børn.

»Så jeg koncentrerer mig mere om min fodbold herovre. I England var det svært, da jeg blev skadet. Det var rigtig hårdt, men nu koncentrerer jeg mig om at spille fodbold,« siger Carroll, der dermed strejfer tabuet om hans sorte tid i England, hvor han fik en rygskade, der holdt ham ude i lang tid og førte til depression, druk og gambling-problemer. Det er fortid, og Roy Carroll vil ikke tale om det. Punktum.

Verdens bedste angriber blev målmand

Så vil han hellere snakke om nutiden, hvor han har succes i OB, og hvor han trods masser af erfaring fra engelsk fodbold stadig suger til sig på træningsbanen.

»Jeg har spillet fodbold og været professionel målmand i 14 år nu, men bliver aldrig for gammel til at lære. Tom [målmandstræner Sterobo] har fokuseret på nogle nye ting, og det har været en anderledes udfordring. Men jeg har arbejdet på træningsbanen, og det fungerer for mig. Det er en helt anderledes målmandstræning. Vi har fokuseret meget på mit benarbejde, og det har fungeret godt,« fortæller Carroll, der dog ikke er meget for at tale om de svagheder, han vil forbedre sammen med Tom Sterobo.

»Jeg har lært noget af alle trænere, jeg har haft, og i mine år som målmand har jeg taget mange ting med mig fra de forskellige klubber. Det har fungeret godt med Tom, og det har handlet meget om, hvordan jeg står i målet. Jeg er 32 år, og jeg burde vide, hvordan jeg skal stå i målet, men det handler om ganske få centimeter. Det gør en stor forskel i fodbold,« forklarer Carroll, der faktisk ikke altid har været målmand.

»Da jeg startede med at spille som helt lille, spillede jeg oppe foran, når vi spillede five-a-side. Jeg troede, jeg var verdens bedste angriber. Men jeg var og er ikke den bedste løber, og da jeg var 13-14 år og kom i elementery school, så begyndte jeg at spille mod voksne mænd. Jeg var kun 13 og spillede kun mod voksne mænd, så da begyndte jeg at stå på mål.«

»Som 14-årig begyndte jeg at spille for et Sunday League Team. Jeg ved ikke, hvad I kalder den slags hold her, men det er et lokalt hold. Jeg var 14 år og spillede mod voksne mænd, og jeg kan huske, at jeg blev skubbet rundt og sparket og slået i kampens hede. Jeg blev voksen meget hurtigt, og sådan lærte jeg, at toughen me self up. Det har man brug for som målmand,« fortæller Carroll om barndommens fodboldliv, der i sidste ende førte til drømmejobbet.

Det har kostet sved og tårer – og mest af alt hårdt arbejde.

»Man er nødt til at blive ved med at arbejde hårdt uanset, hvor langt man er i sin karriere. Jeg har set mange talentfulde spillere, som regnede med, at de havde nået toppen, men det havde de ikke, og de klarede det ikke. Det er fordi, de er startet med at skrive et brev fra slutningen. Jeg har ikke engang skrevet halvdelen af mit brev. Jeg lærer stadig, og det er det, det handler om. Man skal blive ved med at arbejde og lære og træne og nyde det. Fodbold er den eneste ting i livet, hvor man bliver betalt for at gøre noget, man virkelig nyder. Min bror arbejder fra otte om morgenen til klokken fem om eftermiddagen, mens fodboldspillere arbejder fra 9.15 til 12. Vi bliver betalt for det, og man skal nyde det, mens man kan,« siger Roy Carroll helt filosofisk.

Og nu hvor vi er ved filosofien, hvad vil Carroll så give videre til sine børn eller Tipsbladets læserne som et godt råd for livet?

»Egentlig ikke noget. Jeg har haft et fantastisk liv, og hvis jeg kunne gå tilbage i tiden, vil jeg ikke ændre noget. Når alt kommer til alt, kan børn godt passe på sig selv. Jeg er opdraget med at klare mig selv. Man skal lære det på den hårde måde, og jeg har nogle gange oplevet livet på den hårde måde. Men sådan er det. Det går op og ned. Det er det, det hele handler om.«