• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Anders Dehn

13. december: Tryghedsnarkomanen, der blev professionel ved et tilfælde

13. december: Tryghedsnarkomanen, der blev professionel ved et tilfælde
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Tipsbladet.dk’s julekalender byder hver dag frem til jul på en ener eller et unikum. I dag fortæller vi historien om Henrik "Mini" Rasmussen, der kunne spillede for én klub i sin professionelle karriere.

Af Anders Dehn

Siden Superligaen blev til i 1991, har over 2500 spillere fået spilletid i den bedste danske række, og hver sæson afvikles 250 kampe. Ingen kan huske alt sammen, så hvad er det, der gør, at nogle skiller sig ud i mængden af spillernavne og kampresultater?

Tipsbladet.dk sætter i årets julekalender fokus på enerne og unikummerne i dansk fodbold. Dem, der har slået rekorder – både gode og dårlige; dem, der har præsteret noget, som ingen andre har; de kampe, der aldrig bliver gentaget.

I dag, den 13. december, handler det om Henrik "Mini" Rasmussen, der kun spillede for AaB som professionel, men som nok bør kaldes "Maxi" i dag på grund af sin vægtforøgelse.

Når fodboldspillere bliver professionelle i dag, er der ikke noget tilfældigt over det. De har trænet hårdt i årevis, sagt nej til de rigtige ting og drømt, siden de var børn. Men da Henrik "Mini" Rasmussen blev professionel, var det netop det, det var. Et tilfælde.

Som 17-18-årig spillede han fodbold med sine kammerater i hjembyen Løgstør, og i weekenderne var han i byen. Da Nørresundby fra 3. division i 1987 hentede holdkammeraten Henrik Sloth, nævnte Sloth, at der var en endnu bedre spillere i Løgstør.

Tre år med sekundafodbold var heller ikke nok til at vække "Minis" drømme om en karriere som professionel. Der skulle en opringning fra hans tidligere træner i Nørresundby til.

- Jeg havde Poul Erik Andreasen, og da han tog over i AaB, ringede han til mig og spurgte, om jeg var interesseret i at komme over og spille i AaB. Det var først der, jeg fik tanken om, at det godt kunne ske, at det var det, jeg skulle lave de næste mange år. Så jeg sagde ja til Poul Erik og tog chancen. Det har jeg sgu ikke fortrudt, siger Henrik Rasmussen.

Han spillede 12 sæsoner i bolsjetrøjen, og da han gik på pension i 2002, var det kun den mangeårige holdkammerat Torben Boye, der havde spillet flere end "Minis" 423 kampe for klubben. 

- Men jeg har spillet flere gode kampe, end han har. Jeg har jo 423 velspillede kampe, det kan han ikke prale med, indskyder Henrik Rasmussen og slår så en stor latter op.

Vinduerne i Jomfru Ane Gade
Siden har Rasmus Würtz overhalet ham, men det ændrer ikke på, at "Mini" kun spillede for én klub som professionel - og deltidsprofessionel i begyndelsen. Tilbuddene var der ellers, både fra Danmark og fra Frankrig, men Henrik Rasmussen ville allerhelst blive, hvor han var.

- Jeg er stor tryghedsnarkoman, så jeg følte mig tryg derude, og jeg følte mig glad, og jeg ville have svært ved, hvis jeg skulle rykke teltpælene op for at komme andre steder hen. Jeg har fået tilbud andre steder fra, men jeg har altid gerne villet blive her i området ved familie og venner, siger den tidligere AaB'er, der bor i Løgstør den dag i dag.

- Jeg har fået mange gode venner i AaB-regi også. Så jeg kunne sgu ikke se mig selv ret mange andre steder end AaB. De tilbud, jeg fik, har jeg hurtigt viftet af mig og tænkt, at "nu koncentrerer jeg mig om AaB."

I dag er det umuligt at spørge en ung fodboldspiller til hans drømme for fremtiden, uden han nævner, at han gerne vil til udlandet eller prøve sig af i en større liga. Det faldt bare aldrig Henrik "Mini" Rasmussen ind.

- Jeg havde slet ikke i tankerne, at jeg skulle andet end AaB. Det, jeg satsede mere på, var at kigge landsholdets vej. Nu blev det kun til ligalandsholdet. Jeg kunne godt have tænkt mig, at jeg måske havde fået en af de rigtige kampe på A-landsholdet, men det var jeg ikke heldig/dygtig nok til, siger han.

Det er en af de eneste mangler i en karriere, der ikke havde mange af den slags. Det skulle da lige have været en pokaltitel, for "Mini" og AaB tabte fire af slagsen i hans tid.

Til gengæld vandt han to danske mesterskaber, herunder AaB's første i 1995. Den dag glemmer han aldrig.

- Det var helt vildt. Den opbakning, vi fik ned gennem Gaden, og alle de mennesker, der var; det var helt fantastisk. Vi havde sådan en åben bus, hvor vi stod oppe i toppen. Da vi var i Jomfru Ane Gade, stod vi oppe i vinduerne på nogle af værtshusene, og hele Jomfru Ane Gade, lige fra den ene ende til den anden, var fuldstændig fyldt med mennesker, der stod og råbte og skreg ad os.

- Og da vi blev mestre igen i '99, var vi ude i Aalborg Hallen, og vi stod og kiggede ud over Kildeparken, der næsten var fyldt med mennesker. Jeg tror, der var 30.000. Det var fantastisk, da de stod der og hyldede én og klappede og sang sange. Det er ubeskriveligt. Det skal opleves. Det er sgu svært at forklare, men det er en kæmpe oplevelse.

Fra Mini til Maxi
Selv om Henrik "Mini" Rasmussen blev i AaB, til han stoppede i 2002, kom han lidt rundt i Europa. I 1995 var han med, da AaB som det første danske hold kom i Champions League-gruppespillet og mødte Panathinaikos, Nantes og Porto.

Dynamo Kiev med Andriy Shevchenko og Serhiy Rebrov havde egentlig stoppet AaB i kvalifikationen, men blev smidt ud af turneringen efter den første gruppekamp for at forsøge at bestikke en dommer. I stedet trådte AaB ind, og de kampe har sat varige minder hos Henrik Rasmussen.

- Selve det der show, som man godt kan kalde det: hvornår de kommer ned, hvornår man skal klæde om, hvornår man skal vise knopper, hvornår man må gå ud at varme op. Der var fandeme næsten timing på det hele. Det var en stor oplevelse. Når man sidder og ser det i dag, ved man, hvad der er inde bag ved det, siger han.

- Når man i dag hører den der hymne, når de går på banen, det har man jo selv prøvet. Så det sidder også dybt i mig som en stor oplevelse.


Ude til venstre er Henrik Rasmussen klar med highfives til Allan K. Jepsen, der lige har scoret mod FC Midtjylland. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Da Henrik "Mini" Rasmussen havde spillet sin sidste kamp for AaB, blev han hyldet med blomster på banen og lovord fra sportsdirektør Lynge Jacobsen. Hvis man ikke syntes, der var plads til typer som Henrik Rasmussen længere, var spillet blevet fattigere, sagde AaB-koryfæet blandt andet.

I dag arbejder han med utilpassede unge på et opholdssted, og selv om han er fyldt 50 år og i øvrigt har en ganske normalt højde, går Henrik Rasmussen stadig under tilnavnet "Mini". Hvorfor?

- Dengang jeg blev rykket op på førsteholdet i Løgstør, var vi en del Henrik'er. Min storebror spillede også på det hold, og han blev kaldt Rasmus (med engelsk udtale, red.), fordi vi hedder Rasmussen. Så blev jeg kaldt Mini-Rasmus, fordi jeg spillede med min storebror. Så faldt Rasmus fra ved mig, og så blev jeg bare kaldt "Mini".

- Ham, jeg tog med til Nørresundby, hed også Henrik, og han kaldte mig jo "Mini". Ude i Nørresundby var Poul Erik Andreasen jo, så han og de andre begyndte også at kalde mig "Mini". Og Poul Erik tog mig med til AaB, og så har det bare kørt i ring hele tiden.

- Men i dag hedder jeg nok "Maxi", for jeg har taget lidt på, griner Henrik Rasmussen.

Superliga

Mere Superliga

Fokus