AaB-legende: Der hentes for mange fusere til DK

Søren Thorst kan huske lettelsen. For 30 år siden, den 17. marts 1991, mødtes AaB og Vejle i den allerførste Superliga-runde nogensinde. I Nordjylland var man glade for overhovedet at spille den kamp.

– Året før skulle turneringen skæres ned med fire hold, så der havde vi en hård sæson. Vi spillede kvalifikation med B1909 om at komme med i Superligaen. Det betød meget at komme med, siger Søren Thorst, der i 1-1-kampen mod VB lagde ud med at spille 90 minutter i den nye Superliga.

– Dengang spillede man kampene samtidig, så der var fandme gang i sagerne, det synes jeg, der var. Superligaen fik en god start. Jeg synes, det var et godt forløb, jeg synes, det var en god ide – selv om at vi året før ikke havde syntes, at det var en god ide, griner Thorst.

AaB havde i begyndelsen af firserne været helt nede at runde 3. division, men rykkede op i den bedste række i 1986. Vejle havde derimod ligget på øverste niveau siden 1956.

– Det var en klub, der levede meget på sin historie. De havde en måde, de gerne ville spille fodbold på og prøvede at holde fast i det. Det var en traditionsklub, og det var en klub, der var respekt om. Jeg har spillet over for Allan Simonsen, hvor jeg syntes, jeg havde rimelig styr på ham, og så lavede han to, og vi tabte 3-2, mindes Thorst om en dyst i slutfirserne.

Siden dengang i 1991 har de to klubber levet forskellige liv. AaB har ligget uafbrudt i Superligaen og vundet fire mesterskaber. Vejle har derimod seks gange prøvet at rykke ud.

– Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan Vejle har drevet deres forretning, men tingene lykkedes ikke for dem. De havde mange spillere igennem og problemer med økonomien. Der vendte det for os. Vi var i en betalingsstandsning i ’93, men derefter kom der styr på økonomien. Der havde vi altså et godt hold, som der blev bygget videre på i 90’erne. Når først man rykker ned, tror jeg det er svært at holde på de gode og få det til at fungere igen.

– Man kan se, at de, der er nede at vende; de rykker sgu ned igen. Det er svært at holde fast. Vi vandt mesterskabet i ’95 og igen i ’99. Der var AaB jo en overgang på børsen, så der var penge nok – dem fik de så også brændt af, men det er jo en anden historie, griner nordjyden.

Fodbolden er en anden i dag, end det var, da Søren Thorst spillede.

– Jeg synes, at det, der foregår udenfor, er blevet utrolig indviklet. Når vi ser fodbold i fjernsynet, er der fem eksperter før, fire i pausen og seks bagefter. Og man finder nogle nye udtryk frem. I gamle dage hed det bare en defensiv midtbanespiller. Nu hedder det en 6’er, der kontrollerer, og hvad fanden ved jeg. Men det er sådan, det er. Og den gode ting er, at jeg kan se, at de unge spillere, der rykker op i AaB, er bedre trænet. De er rigtigt trænet. Det synes jeg er fedt.

Men der er færre af de unge danskere, der spiller. Samtlige 25 spillere, der var på banen på Aalborg Stadion den 17. marts 1991, var danskere. Til sammenligning brugte AaB og Vejle tilsammen 18 udlændinge i seneste Superliga-runde.

– Det er fedt, når de køber nogen, som er bedre end dem, som er i Superligaen i forvejen. Det er skægt at se, og de er med til at løfte Superligaen. Men jeg synes, der bliver købt alt for mange fusere til Danmark, hvor man tænker, hvorfor de ikke bruger nogle af deres egne, som er lige så gode. Det forstår jeg simpelthen ikke. Hvis man bruger millioner på dem i talentudvikling, så skal man også give dem chancen for at komme til at spille i stedet for at købe en halt udlænding på den sidste kontrakt, mener Thorst.

Tilfældet ville, at det kommende 30 års jubilæum for Superligaen i denne weekend markeres med én kamp, der også blev spillet i premiererunden i 1991. AaB og Vejle mødes igen, denne gang i Nørreskoven. Og der er noget på spil, for de ligger inden for ét point på ottende- og niendepladsen og jagter den sidste mulighed for en plads i top seks. Søren Thorst ser selvfølgelig med på tv søndag eftermiddag – men ærgrer sig alligevel en smule over strukturen, som den ser ud.

– Jeg synes, at årets Superliga er utrolig jævn, så det kan sådan set være hvem som helst, der kommer med i slutspillet. Så er spørgsmålet, om det sidste hold, der kommer med, har noget at gøre i det slutspil. Det har vist sig, at de sidste to, der kommer med, ikke har meget at spille for, når der er gået et par kampe. Sådan kommer det til at se ud igen i år. Det er lidt en skam, men det kan man ikke lave om på, siger nordjyden.