Anmeldelse: God portrætbog om Ricardo

Det er egentlig lidt underligt, der aldrig tidligere er skrevet en bog om Richard Møller Nielsen. Men nu har Martin Davidsen og Niels Finderup gjort det, og tak for det. For fynboen vil til evig tid være en central skikkelse i dansk fodbolds historie. Det var jo ham, der som landstræner førte Danmark frem til sejren ved EM i 1992.

Med Richard Møller Nielsens indlemmelse i DBU’s Hall of Fame den 1. marts i år som ramme tegner de to forfattere et fint, tydeligt og ganske helstøbt portræt af Richard Møller Nielsen, der døde to uger forinden. Vi er med helt tilbage i 1937, hvor Richard Møller Nielsen blev født, og kapitlerne om hans tid som spiller og hans tidlige trænerkarriere er i mine øjne bogens klart bedste. Til dels fordi den periode af hans liv ikke er velkendt af så mange, og til dels fordi der går en rød tråd direkte fra de år frem til 1990’erne, hvor han var blevet kendt af alle.

En af OB-lederne i 1950’erne hed Hans Thorning Madsen, og han lever stadig. Han har eksempelvis denne beskrivelse af, hvordan han oplevede Richard Møller Nielsen som ungdomsspiller:

– Han kom som ganske ung fyr med lidt af et mindreværdskompleks. Han kom jo herned med træsko, og det var ikke helt almindeligt. Men det var slet ikke så tosset for ham med det mindreværd, for han ville jo opad, og han lagde alle kræfter i den træning, der skulle til. Han brugte det til at presse sig selv.

At Richard Møller Nielsen altid har været hårdtarbejdende er et gennemgående tema i bogen, og det samme er fortællingerne om hans evner som en underholdende fyr, der altid havde overskud til at være noget for andre. Som Tommy Troelsen, der især er kendt for sine mange år på DR Sporten, fortæller om.

”Efter U/21-landskampene var der altid en banket, og derefter tog spillerne normalt hjem. Under denne banket kom Richard imidlertid hen til mig og spurgte, om jeg kendte O’ense? Det gjorde jeg som togrejsende ikke, så Richard tilbød mig en sightseeing i byen. Han hentede sin folkevogn, og i den næste halvanden time kørte vi stræde op og stræde ned, mens han fortalte og fortalte. Vi kom også forbi H.C. Andersens hus, og hver gang vi på vejen mødte et par søde piger, dyttede Richard, rullede vinduet ned og råbte noget sjovt efter dem – ikke frækt.”

Det var i 1958. To år senere kom Tommy Troelsen med til OL i 1960, mens Richard Møller Nielsen endte lige uden for truppen. Men allerede i 1962 var Richard Møller Nielsens karriere som spiller forbi, og det var formentlig hans egen skyld. Han var nemlig blevet skadet i knæet forud for en landskamp, han VILLE spille. Og det blev så hans anden og sidste kamp for A-landsholdet.

”Han var udtaget, og han tog med. Richard var den type, der kunne bide alting i sig. Han ville ikke melde afbud. Han tog med til Norge for at spille landskampen, men måtte så gå ud i pausen efter at have vredet knæet i en forkert bevægelse. Derefter blev det aldrig det samme igen,” fortæller Finn Sterobo, der dengang var målmand i OB.

Allerede i 1963 begyndte Richard Møller Nielsen alias Ricardo så sin trænerkarriere, blot 25 år gammel, og de første mange år, hvor han var i Brobyværk IF, OB, Esbjerg, Svendborg og derpå OB igen, er lige som årene som spiller beskrevet nuanceret og med mange forskellige kilder. Blandt andet en del aktuelle interviews med folk, der dengang var tæt på Richard Møller Nielsen. Det gør fortællingerne meget nærværende, selv om vi er mange år tilbage i tiden.

Da Richard Møller Nielsen stoppede i OB i 1985, blev han fastansat som assisterende landstræner, og knap halvdelen af ”MIRAKELMAGEREN” handler om den efterfølgende periode frem til 1996, hvoraf han de sidste seks år var landstræner. Men historien om den periode og hans gøren og laden i de år, er tidligere beskrevet så mangfoldigt mange andre steder, at det faktisk er her, at bogen har mindst at byde på. Måske fordi det er svært at komme med noget nyt. 

I kapitlerne om EM-triumfen i 1992 er stort set alle citater tilmed genbrug af citater fra bøger, aviser med mere, og det er lidt ærgerligt. Jeg efterlyser ikke kun kritiske røster. Det havde blot været rart med aktuelle refleksioner fra nogle af de mange aktører, der på den ene eller anden måde var tæt på landsholdet og Richard Møller Nielsen, og som kunne have givet de velkendte historier noget perspektiv. Men det har måske været svært at finde nogen, der i dag ønsker at bidrage med andet end diplomatiske og forudsigelige udtalelser. Fordi det er kort tid siden, at han er gået bort.

Efter tiden som dansk landstræner var Richard Møller Nielsen landstræner for først Finland og dernæst Israel. Kapitlerne om de to ophold er især gode, fordi der netop er aktuelle interviews; med Finlands bedste spiller nogensinde, Jari Litmanen, hvilket er lidt af et scoop, samt Yitzhak Shum, der var hans assistent i Israel.

For et nyere publikum; folk, der ikke var gamle nok til at opleve Richard Møller Nielsen som landstræner, gør det næppe så meget, at den periode primært bygger på genbrug af citater. De år er heldigvis også godt fortalt og fyldt med de udtalelser, som han – ofte på kikset vis – forsøgte at underholde med. Således skrives det i bogen om pressemødet forud for landskampen ude mod Nordirland i november 1993:

”Richard Møller Nielsen blev endnu engang ufrivilligt centrum på pressemødet før kampen, da han som optakt lovede, at danskerne ville kæmpe som dengang, mænd var mænd, og bøsser var noget, man skød med. ”

Sammen med dårlige resultater i perioden efter de glade EM-dage i Sverige var den slags udtalelser stærkt medvirkende til, at mange i højere grad oplevede Richard Møller Nielsen som en mærkværdig fætter end som en international toptræner, hvilket her omkring 20 år senere ærgrer bogens forfattere. De synes tydeligvis, at Richard Møller Nielsens indsats som landstræner i mange år blev værdsat alt for lidt. ”Endelig fik han sin fortjente anerkendelse,” konstaterer de eksempelvis om de mange rosende ord, som folk kom med, da han var død. Hvorvidt de har ret i det, vil – som det nu har været i mere end 20 år – i mange år frem være et godt diskussionsemne.