Video : Tipsbladet
Superliga

Jan Bechs BIF-favorit: Det gør mig fandeme stolt

SERIE: I Tipsbladets serie om udlændinge i dansk fodbold fortæller Brøndby-ejer Jan Bech Andersen om sit forhold til nogle af de udenlandske spillere, der har været i klubben.

Siden Brøndby IF's nuværende ejer overtog klubben i foråret 2013, har der været mange dygtige udenlandske spillere forbi.

Men der er ikke mange, der har gjort et så stort indtryk på Jan Bech Andersen, som finske Teemu Pukki.

I dag er Pukki på kontrakt i Norwich City, men da han kom til Brøndby, ikke længe efter Jan Bech Andersen overtog klubben, gjorde han det på et tidspunkt, hvor han havde det svært og søgte efter at finde et ståsted.

Det fandt han i Brøndby IF.

- Pukki fangede vi tidligt. Et kæmpe talent, der var gået i stå. Ham taler jeg en del med. Det gør mig fandeme stolt, siger Jan Bech Andersen til Tipsbladet og forklarer:

- Det var jo en, som Per, Thomas (Rud og Frank, red.) og vores scouts havde fulgt længe, fordi han havde alle de her datapunkter, som var interessante for, hvad vi gerne ville. Vi havde også at gøre med en fyr, der havde været en del steder, inden han kom til os, så det var ikke bare sådan lige plug and play.

- Der skulle arbejdes for sagerne, og det tog lidt tid, og det var vel in all fairness først, da Alex Zorniger kom til, at vi så hans topkvaliteter. Hans hattrick mod Hertha Berlin står også lysende klart for mig.

- Pukki var en følsom fyr, der kom til Spanien, Schalke og havde været i Skotland, inden han kom hjem til os. Det var mere end bare en god historie. Han var selvfølgelig lidt en nomade, der havde været rundt, men talentet var der, og han var blevet handlet til temmelig store beløb, så at vi var i stand til at få ham tilknyttet, var jeg stolt over, det må jeg sige.

Stereotypen siger, at finner er endnu mere tilknappede end danskere, men den følsomme side endte også med at blive det sidste, de så til Teemu Pukki i Brøndby IF, da han i 2018 rykkede til Norwich City.

- Da han skulle sige farvel foran alle spillere og familie i maj 2018 – og det glemmer jeg aldrig – brød han jo helt sammen. Han er bare en rigtig, rigtig god fyr, der skulle have kærlighed og varme fra tilhængerne samt mærke, at han blev elsket. Så kunne han performe. Det må man sige, at han gjorde med det samme, da han kom til Norwich, og det er fortsat. Det er en fantastisk historie.

Tipsbladet har talt med Jan Bech Andersen i anledning af temaet omkring udlændinge i dansk fodbold. Og du kan vores bud på Brøndby IF's drømmehold af udenlandske spillere herunder og læse meget mere om holdet her.

Udenlandsk succes
Mens danske klubber naturligvis går meget op i, hvem de har uddannet, og hvem de har solgt til udlandet, er der også noget særligt over en udenlandsk spiller, som kommer til dansk fodbold og bliver en succes.

Den slags succeshistorier har Brøndby IF mange af. Fra Uche, der kom via en prøvetræning i 1991, hvor BIF faktisk var mest interesseret i den anden prøvespiller, Friday Elahor. Uche blev en kæmpe stjerne og en af de bedste spillere, Superligaen har set, inden han skiftede til Fenerbahce nogle år senere. Til spillere som Benedikt Röcker, der godt nok ikke er blandt de bedste, der har været i Brøndby, men som alligevel har haft en stor betydning for det BIF, man ser i dag.

- Jeg har jo ikke fundet på de vises sten, men jeg har sagt det her med, at folk skal passe ind, også rent kulturmæssigt. Jeg siger ikke, at alt skal være lavet af silke, og der ikke må gerne være nogle skarpe kanter, men ”Bene” er et rigtig fint eksempel på en, der bare er en top, top fyr. En fighter, en klubmand. Alt det, der er vores værdier. Det var godt set af Alex (Zorniger) at hive ham ind.

- Det var jo ikke, fordi han var en superstjerne, men han havde en fantastisk pasningsfod, den rigtige kultur og var den rigtige ledertype, som vi manglede på det tidspunkt. Det var jo ikke, fordi vi havde lagt 10-15 millioner i transfer og brændt det af. Det var good value for money.

En anden, som også endte med at være good value for money, var Auri Skarbalius. Han var spiller, inden Jan Bech Andersen kom til som ejer, men 10 sæsoner som udenlandsk spiller i samme klub er nærmest uhørt i dansk fodbold.

Og efter karrieren, som sluttede i 2008, har BIF altid kunnet trække på Skarbalius, når der har været behov for hjælp. Og det var der blandt andet, da Brøndby IF i foråret 2016 havde brug for en midlertidig træner.

- Han er jo en meget stille type, men no nonsense. En klubmand. Han er trådt i karakter flere gange for os. Han har været U19-træner og førsteholdstræner, og han er symbolet på ingen over klubben. Bliver man bedt om at gøre noget af klubben, så gør man det. Der er ikke så mange spørgsmål – det er mere ”get on with it”. Alle ved, hvad han står for, og at være i klubben i næsten et årti er helt utroligt. Han er en anden ledertype, som var en topsolid spiller, siger Jan Bech Andersen.

Kigger man på nogle af de dygtige udenlandske spillere, der var i BIF, inden Jan Bech Andersen blev ejer, har han en klar favorit.

- Elmander var en absolut topspiller, det kan der ikke være tvivl om. Han er en god historie. Han kom afsted, klubben tjente gode penge på ham, og så kom han tilbage. Selv om det måske ikke passede helt ind (med returen, red.), var han en top fyr på alle leder og kanter. En stor personlighed. Ham har jeg kun godt at sige om. Elmander er – når jeg kun kigger på klubben før min tid – nok den største for mig, siger BIF-ejeren.

11 udlændinge i startopstillingen
Tilbage i 2018 blev Brøndby IF den første klub i Superliga-historien til at stille op med 11 udenlandske spillere i startopstillingen. Dengang sagde Alexander Zorniger til TV3 Sport, at Masterclass ikke havde klassen til at levere to-tre spillere hvert år til førsteholdet.

Det var en udtalelse, som daværende talentchef Kim Vilfort var uenig i, og han gik også i rette med Zorniger i pressen.

Jan Bech Andersen fortæller i dag, at diskussionen om Brøndby IF's 11 udlændinge i startopstillingen ikke gav en kæmpe diskussion i klubben, men at han som ejer i stedet forsøgte at træde et skridt tilbage og ræsonnere over klubbens ungdomsarbejde.

- Truppen er nu indrettet på en sådan måde, at det formentlig ikke – man skal nok aldrig sige aldrig – kommer til at ske igen. Men på det tidspunkt.var truppen således indrettet, at spurgte du Niels eller Alex om lørdagen, ville de sige, at de ville stille med det stærkeste hold om søndagen. Og det var så de 11, der skulle vinde.

- Det blev aldrig et tema eller en lang diskussion. Jeg ved godt, det fik megen mediebevågenhed, og det var da ikke noget, man var superstolt over, men på den anden side vendte jeg det til et argument. ”Står det virkelig så skidt til i vores egne rækker, at vi ikke har noget, der kommer igennem?” Og så kom Frendrup jo f.eks. som 16-årig og fik debut. Så det skubbede til nogle ting internt. Det var helt udramatisk, men det gav stof til eftertanke, forklarer Jan Bech Andersen.

Høster I så nu af den gode talentudvikling, som du ser det?

- Da vi ansatte Ebbe (Sand) og ”CV”, blev det udlagt som et totalt strategiskifte, og det er jeg faktisk ikke enig i. Det har hele tiden været en af mine kongstanker, siden jeg trådte til, at vi skulle have unge spillere igennem.

- Når jeg spurgte ind til, hvorfor vi manglede årgange, var det, fordi vi i '11, '12 og '13, fordi klubben balancerede på konkurs, missede vi alle de her U13-, U14- og U15-drenge, fordi de ikke var sikre på, om klubben reelt eksisterede, når de kom op gennem rækkerne. Det var den forklaring, jeg fik dengang.

- Derfor brugte vi næsten en million kroner på Daniel Stückler i Lyngby, og vi sagde, ”hvad vi ikke har af 16-17-18-årige, må vi ud og finde i Danmark” og fortælle den historie. Det var i '14 og '15, og vi fik også en målmand nede fra Næstved. Der kom også en anden, og så var det selvfølgelig at få gang i det her ungdomsarbejde, hvor Frendrup jo senere kom til som det bedste eksempel i øjeblikket, siger Jan Bech Andersen.

Tidligere har Thomas Frank også fortalt til Tipsbladet, at man faktisk forsøgte at købe Kasper Dolberg i Silkeborg IF. Han er i dag i OGC Nice og en fast bestanddel af landsholdet.

Kamil en fantastisk historie
Da man ikke havde talenterne, men ønskede dem i klubben, valgte man altså at købe udefra.

- Vi prøvede også at købe unge spillere udefra – vi havde jo de to nordmænd, det var så ikke så heldig en historie. Semb Berge og Rashani. Det var norske U21-landsholdsspillere og store talenter. Så det har ikke været et strategiskifte – det er en overfortolkning, siger Jan Bech Andersen, der nu kan konstatere, at der er talenter at tage af:

- Da "CV" blev ansat, skulle der yderligere fokus på de unge, for nu var de kommet op. Der var et U15-hold, der vandt DM i '16, '17 eller '18 og et U17-hold, der var helt med fremme. Fundamentet var lidt bedre, og derfor blev der investeret yderligere i trænere og faciliteter med styrkecenter, og det er i øvrigt noget, vi gør endnu mere ved i øjeblikket. Faciliteter er et af de steder, vi investerer flere penge i og sørger for at have de bedste forhold for de unge mennesker.

- Men det er ikke sandt, når folk konkluderer, at det var et sideskifte fra det ene til det andet. Vi har også hentet ældre spillere som Kamil (Wilczek). Han havde ikke slået helt til, da han kom til os. Overordnet er det vigtigt at have et sundt og stærkt akademi og have det som fundament, og så gælder det om at hente value for money. Helst danskere og skandinaver, og så kigger man i landene rundt om og ser, hvor man ellers kan finde god værdi.

- Kamil var en fantastisk historie, fordi han havde en helt utrolig stor værdi. En som Hany (Mukhtar) havde det samme, men han kostede trods alt også 10-12 millioner. Det er ikke noget lille beløb. Det er to kontraster, du peger på, men det har du gjort, fordi de begge har været store personligheder og vigtige spillere i den tid, de har været her.

Den rette balance
Selv om Brøndby IF naturligvis gerne vil ramme rigtigt på udenlandske spillere, er det også vigtigt, at man er et sted, hvor unge spillere ønsker at spille og får muligheden for at komme frem.

Og nu er der vægt bag ordene, når de blågule siger, at en ung spiller får chancen. Mads Hermansen er et af Superligaens største talenter i målet hos Brøndby IF, mens Morten Frendrup og Anis Ben Slimane på midtbanen bliver bedre og bedre. På backs har der været spilletid til både Peter Bjur og Andreas Bruus, og i forsvaret ligner Henrik Heggheim en fremtidig stjerne.

- ”CV” har været på den øverste hylde med talentudvikling og den øverste med hensyn til performance, fordi han har været i FC København og i FC Nordsjælland, hvor det målt på omsætning er det mest succesfulde akademi i Skandinavien. Og det var også en af årsagerne til, at jeg valgte ham, han havde nøjagtig den stamtavle, der skulle til for at udvikle på de forskellige punkter. Både med langt lys og med kort og performe på den helt korte bane, siger Jan Bech Andersen.

Brøndby IF har siden Superliga-starten haft 93 udlændinge i aktion i Superligaen. Seneste udenlandske spiller i Superligaen er Henrik Heggheim, der spillede fem kampe i dette efterår i dansk fodbolds række.

Fotos: Getty Images