BIF-legende kræver tålmodighed i talentarbejdet

Der er ingen lige vej til at blive professionel fodboldspiller.

Nogle er de største talenter hele vejen op gennem ungdomsrækkerne – som Andreas Christensen – andre begynder først at vise sig for alvor, når de kommer omkring førsteholdet. Som Jesper Lindstrøm.

Sikkert er det, at Brøndbys administrative chef i ungdomsafdelingen, Kim Vilfort, har set det hele.

Tipsbladet er i gang med en serie om talentudvikling i dansk fodbold, og derfor har vi sat et hold af tidligere ungdomsspillere i 14 forskellige klubber – klik her og læs begrundelsen for holdet samt kriterierne for udvælgelsen af Brøndby IF’s hold.

.

Kim Vilfort blev i 1998 ansat som akademichef, efter han havde indstillet en flot karriere, og for et par år siden fik han altså titel af administrativ chef i talentafdelingen.

Legenden har gennem årene set store talenter slå igennem i Brøndby, fordi klubben i mange år har været førende på området, men han har også set spillere, der først fik et gennembrud efter Brøndby-tiden. Og det får Vilfort til at pege på en vigtig ting i arbejdet med unge spillere.

– Det er vigtigt, at man har tålmodighed, og for de fleste kræver det, at man bruger to-tre år i regiet. Det er ikke kun klubben, der skal være tålmodig – det skal spilleren og agenten også. Man kommer ikke bare ind som 19-20-årig og bliver fast mand, når vi snakker om top fire-fem klubberne.

– Det kommer an på, hvem man konkurrerer med, hvem bliver skadede, hvor stabil er man i sit niveau. Som ung spiller er der mange, der godt kan være med, men for mig er spørgsmålet, om de kan etablere sig. Vi – og andre klubber – har adskillige spillere i hver årgang, der kan komme op og være med, men kan de etablere sig?

– Patrick Mortensen, topscorer på andet eller tredje år nu, skulle måske have haft et år mere hos os, men det passede så ikke lige i den sammenhæng. Han nåede at få en del kampe, så røg han til Lyngby, siden til Norge, og der var ikke mange, der snakkede om ham, men lige pludselig – på Superliga-niveau – er han en topspiller. Han skulle bare have lidt flere år, lidt mere tid, siger Kim Vilfort og peger på Barnsley-dansker Mads Juel Andersen som en anden, Brøndby heller ikke havde nok tålmodighed med:

– Han var en af dem, som fik lov at spille lidt, men måske var der ikke tålmodighed nok, desværre, til at han kunne etablere sig, og så røg han til Horsens. Så gik der en halv sæson, og så blev han solgt for 10 millioner. Det er en af dem, hvor tålmodigheden skulle have været større fra klubbens side.

Store talenter på Brøndbys drømmehold
Der findes også eksempler, hvor Brøndby har bevaret tålmodigheden med en spiller. Men inden vi når dertil, tager Kim Vilfort et kig på det drømmehold, Tipsbladet har sat på vegne af Brøndby.

Det er flere af dansk fodbolds bedste spillere. Nogle af dem nåede aldrig at få debut på førsteholdet hold de blå-gule – spillere som Jannik Vestergaard, Andreas Christensen og Pierre-Emile Højbjerg – mens andre har brugt Brøndbys førstehold på vejen mod en karriere i udlandet.

– Martin Hansen var et kæmpetalent, da han var yngre, og han tog for tidligt afsted, synes jeg, men det var det, det endte med. Vi kunne ikke holde på ham dengang. Andreas (Christensen) har altid været et stort talent, det var Boilesen også.

– Da Jannik (Vestergaard) kom hertil, var det jo John Ranum, der mere eller mindre fik omskolet ham til stopper. Jeg tror, han var halvt angriber, og han var ikke inde omkring landsholdet, da han var U16 eller U17, og så gik det lige pludseligt stærkt. Man kan diskutere, om han lige så godt kunne være blevet her, men han valgte at gå til et U23-hold i Hoffenheim. Han valgte ikke en stor klub. Han valgte at tage derned, og efter et år eller halvanden fik han spillet sig op i førsteholdstruppen, og det er en lidt anderledes vej end de andre.

– Jens Stryger har altid været landsholdsspiller. Jeg ved ikke, om han var et kæmpetalent. Wass han har været med hele vejen. Pierre-Emile har altid været sat højt, og det har Andrew (Hjulsager) sådan set også. Riza (Durmisi) ligeså. Nicolai (Jørgensen) slog først igennem i AB.

Andrew Hjulsager med Thomas Kahlenberg i baggrunden. Foto: Getty Images

– Og “Jobbe” har jo heller ikke nødvendigvis været et kæmpetalent. Jeg tror først, han fik debut, da han kom på U18-landsholdet, ellers har det været noget future-fodbold. Så selv om han altid har været et talent, har han ikke været forrest.

– Han er det, jeg snakkede om tidligere. Han er der, hvor han er i gang med at etablere sig – han har vist, at han kan være med, nu skal han også vise, at han kan være med i lang tid.

Senest lavede Jesper Lindstrøm tre assists, da Brøndby slog OB med 3-0, og selv om offensivspilleren kun har scoret en enkelt gang i foråret mod otte i efteråret, hvor han tilmed blev kåret til Efterårets Profil i Superligaen, peger pilen den helt rigtige vej for Lindstrøm.

Angriber er et godt eksempel
Superligaens topscorere hedder i øjeblikket Patrick Mortensen og Mikael Uhre. Den første smuttede ifølge Kim Vilfort fra Brøndby for tidligt, mens den anden også flere gange har været rygtet væk fra klubben. Men Uhre er der blevet holdt fast i, og selv om han ikke er udviklet i Brøndby, er han et godt eksempel på den tålmodighed, Kim Vilfort efterspørger. Uhre viser netop nu klassen, senest med et hattrick mod OB.

– Når man snakker talentudvikling, og de er store talenter, så har man en forventning om, at de skal være etablerede, når de er 20 år. Alle med lidt forstand på det er vel enige om, at den bedste fodboldalder er, når man er 24-25-26-27 år. Det er der, man topper. De fleste hold, der vinder Champions League eller Europa League, har ikke en gennemsnitsalder på 20 år, de har en på omkring 26-27 år. Det er nok ikke tilfældigt. Så har man talentet og fysikken, erfaringen og rutinen, og det er den balance, man skal være opmærksom på.

– Pierre Kanstrup fik heller ikke lige gennembruddet her, selv om han fik en 25-30 kampe, men siden han røg rundt om Brønshøj og op igen, har han været en etableret Superliga-spiller. Jeg mener, spillere i gennemsnit er 3,1 år i en klub, og det fortæller også lidt om, at der er andre ting i spil end bare fodbold og det der med at vinde trofæer.

– Nogle gange kan man spørge, om ikke det er en fordel, hvis man spiller for at vinde trofæer, at blive en topklub i Danmark, hvor man spiller om medaljer og Europa Cup-kampe, i stedet for at vælge en midter- eller bundklub i Italien. Men der er også andre i spil. Ambitioner som “skal vi lige prøve”. Og så er der pengene, fordi det er blevet en karriere. Og det er sådan, det er. Det er ikke, at jeg synes, det er forkert. Der er bare en anden mentalitet at være fodboldspiller end for 20-30-40 år siden. Der kom man i højere grad frem, fordi man var god til at vinde. Groft sagt.

Mikael Uhre efter en af sine tre scoringer senest mod OB. Foto: Getty Images

Og at vinde var præcis, hvad Brøndby gjorde under Alexander Zorniger, men det var også en tid, hvor der ikke var meget fokus på udvikling af unge spillere. Tyskeren var ikke vild med de spillere, der var i Masterclass, og det kulminerede, da han i december 2018 startede med 11 udlændinge i en kamp – for første gang i Superligaens historie.

Skruer man tiden lidt mere end to år frem, er Brøndby tilbage på rette kurs med talentarbejdet. Jesper Lindstrøm, Andreas Bruus og Mortren Frendrup har alle fået godt med spilletid, og flere andre – som Peter Bjur – presser også godt på.

Og det giver løfter om, at der er store ting på vej fra ungdomsafdelingen. Vilfort peger igen på tålmodighed som det altafgørende i forhold til at få de unge folk på førsteholdet.

– Det er svært, hvis man vil være en top fire-klub, at spille med et hold med en gennemsnitsalder på 20 år. Sådan er det bare, og vi kan ikke købe verdens bedste spillere. De allerstørste talenter bliver jo også købt. De spiller ikke i Danmark, heller ikke selv om de kommer op og spiller i Superligaen. De når ikke 50 kampe.

– Så danske klubber kan have svært ved at bygge et hold op, hvor vi tidligere kunne holde lidt længere på Kahlenberg, på Agger, på nogle af de der spillere. De nåede måske 50-80-100 kampe, inden de røg afsted. Det er dæleme svært i dag at komme derop, hvis de virkelig viser sig at være dygtige. Sådan er det bare.

– Det er også det der med, at man kan spille med 11 udlændinge i hele verden, og de A- og B-lister hjælper ikke alverden på det. Jeg synes dog, det er dæmpet lidt. På et tidspunkt havde man på fornemmelsen, at nogle klubber bare købte 20 spillere rundt omkring, specielt i Norden, og så blev to af dem til noget, mens de kunne leje og sælge de andre. Sådan synes jeg ikke helt, det er – det virker, som om det ikke kan betale sig. Men det er billigt for engelske klubber eller for de italienske at hente talenter, siger Kim Vilfort.

Pilen peger den rigtige vej for Brøndbys ungdomsudvikling, og nu skal topholdet forsøge at sluse flere og flere unge spillere ind på førsteholdet.