Brøndby-stjerne om fan-uro: Få det nu løst

Det tidlige forårs uforudsigelighed har ramt både vejrliget og Superligaen. Den varme sol fra et par weekender siden er blevet afløst af sne på jorden i varierende mængder over hele landet, og fodboldmæssigt er det heller ikke til at regne med noget.

Tag bare denne onsdag på Vestegnen, hvor forventningen hos de fleste nok var, at man lige nu ville ride videre på toppen af en formbølge med tre sejre i træk under den nye cheftræner, Jesper Sørensen, og dermed også have gjort alle de dystre forudsigelser fra den meget lange vinterpause om manglende deltagelse i mesterskabsslutspillet til skamme.

Først en flot 5-2-sejr over AC Horsens efter fremragende offensivt spil, derefter en stærk og imponerende 1-0-sejr i Midtjylland og endelig en sikker sejr over bundproppen fra Lyngby, der blot havde vundet en enkelt gang i løbet af Superligaens første 19 runder. Så havde Brøndby ligget nummer fire med 30 point og med udsigt til, at to-tre point i de sidste to kampe mod Silkeborg IF hjemme og FC Nordsjælland ude havde været rigeligt til en plads på den rigtige side af den forkætrede streg mellem sjette- og syvendepladsen, når sæsonens første regnskab skulle gøres op.

Men hvad skete der så? Bundholdet spillede med vilje og energi og fortsatte deres egen opadgående formkurve, mens Brøndby havde svært ved at få ret meget til at fungere på det bumlede græstæppe i Kongens Lyngby. Også selv om de dominerede spillet, og topscorer Ohi Omoijuanfo havde et par gode afslutninger undervejs.
Dem har han ellers haft masser af held med, siden han kom til Brøndby fra Røde Stjerne i slutningen af august, for på det tidspunkt havde Brøndby kun seks point for syv kampe, mens det med den 29-årige norske angriber på banen var blevet til 20 point i 11 kampe og kun et enkelt nederlag.

Købet af Ohi Omoijuanfo løste det angrebsproblem, der havde huseret på Vestegnen siden salget af Mikael Uhre til Philadelphia Union i januar 2022 og kun var blevet forstærket af flere sæsoners række af indkøbte, indlånte og uefne frontløbere som Samuel Mraz, Andrija Pavlovic og Marko Divkovic (indtil videre).
For Omoijuanfo havde scoret syv mål i de 11 Superliga-kampe for Brøndby inden kampen i Lyngby, men søndag eftermiddag prellede det hele af på Lyngbys unge keeper Kikkenborg, og da hjemmeholdets Alfred Finnbogason dukkede op med et lumsk hovedstød midt i 2. halvleg, havde Brøndby-holdet ikke noget modsvar.

Så meget af det positive fra de første par kampe forsvandt, og nu er Brøndby-tilhængerne henvist til slutspilsimulatorernes utallige beregninger af udfaldet af de sidste 12 kampe i grundspillet, hvor seks klubber kæmper om de sidste tre pladser i medaljeslutspillet.
For hvad betyder det for Brøndbys forsvar, at velspillende Kevin Tshiembe har karantæne mod Silkeborg, hvad nu hvis Randers slår AGF på mandag, og hvad sker der med tabellen, hvis Silkeborg spiller uafgjort mod FC Midtjylland i sidste runde? Og så videre, og så videre.

Men sådan tænker Ohi Omoijuanfo ikke – og han har heller ikke været forbi slutspilsimulatoren.
– Det lyder spændende, men nej, det har jeg ikke, som han siger med et smil i Vilfort Loungen efter endt onsdagstræning.

Hvordan er fornemmelsen og stemningen efter nederlaget i Lyngby?
– Det var jo et slag i ansigtet. Vi har følelsen af, at det var en kamp, vi burde have vundet. Vi havde muligheden for at rykke lidt fra og tage tre meget vigtige point i kampen om at slutte i top 6. Men sådan er fodbold. Sådan noget kan ske. Man kan være uheldig og have en dårlig dag.
– Så stemningen var selvfølgelig dyster om mandagen, men så havde vi fri tirsdag, og i dag har det været bedre. Nu er folk på en måde færdige med Lyngby og har rettet fokus mod Silkeborg. Hvis man inden forårsstarten havde sagt, at de første tre kampe ville give Brøndby seks point, havde man nok sagt, at det var fint nok, for Midtjylland ude var jo en svær kamp.

Men nu bliver fornemmelsen og forløbet lidt anderledes?
– Ja, hvis jeg skal være ærlig, så havde man jo på en måde ikke regnet med tre point i Midtjylland. Man havde regnet med Horsens og Lyngby og så måske Silkeborg, fordi vi spiller hjemme, så Midtjylland og Nordsjælland var bonuskampe, hvor vi tænkte, at vi måske nok skulle have et point, for så ville vi få 10 point i de fem kampe, og forhåbentlig ville 10 point være nok til at nå med i top 6. Det må vi se. Det ved vi ikke endnu, men det er det, vi håber på.
– Tager vi tre point mod Silkeborg, så er vi på rette vej. Så har vi Nordsjælland, og så må vi bare klare at tage point der, og så ser det måske pludselig bedre ud.”

Er det sådan, man bearbejder nederlaget? Seks point i tre kampe er fint, og I kan stadig selv afgøre det?
– Ja, uden tvivl. Det er sådan, vi skal tænke. Det, som er godt, er, at det fortsat er op til os selv. Vinder vi mod Silkeborg og Nordsjælland, så er der ingen tvivl. Så er vi i top 6. Så det er os selv, der skal gøre det. Vi er ikke afhængige af, om FCK eller andre vinder. Vi skal bare vinde vores kampe, så når vi i top 6, og det er en god følelse at vide, at det er op til os selv.
– Det er motivationen, og det er det, der gør, at vi føler, at vi står lige foran mållinjen og er klar til at give alt til træning og forberede os optimalt til de kampe.

Men kan du inde i dit hoved forestille dig, at I ikke kommer med i den top 6?
– Det kan jo ske, men man prøver ligesom bare at forholde sig til én kamp ad gangen. Nu skal vi spille mod Silkeborg, og vinder vi den, er der en kamp tilbage, og så er der muligheder for fortsat at nå det mål, som klubben, spillerne og alle har. Så man prøver egentlig bare at tænke på det, der er lige foran én. Jeg vil ikke tænke for langt frem i tiden, for så snubler man nemt.

Hvad tænker du i øvrigt om det mærkelige turneringssystem, vi har her i Danmark?
– Det har jo været diskuteret meget i Norge, om man skal forsøge det samme, men det vil de ikke have. Man får jo flere kampe på et højere niveau, så det kan jeg godt lide, i hvert fald hvis vi kommer i top 6. Så får vi to kampe mod FC København igen, Midtjylland igen hvis de også kommer i top 6. Så man får de her topkampe, og det er mere attraktivt for dansk fodbold og for tilskuerne at se de kampe tit.
– Problemet i Norge er jo, at der er for mange kampe, som folk ikke vil se. Der er mange hold i Eliteserien, 16 hold, så der er mange kampe, som ingen gider at se. Sagt med al mulig respekt for de to klubber, så er der jo ingen, der er interesseret i at se Sandefjord mod HamKam. Så hvis man kunne gøre det samme i Norge, så man fik flere kampe og oven i det også flere topkampe med Rosenborg, Molde, Lillestrøm, Vålerenga, nogle af de kampe, der trækker mange tilskuere, så tror jeg også, at det vil booste norsk fodbold.
 – Så so far synes jeg, at det danske system er fint – i hvert fald hvis man kommer i top 6. Kommer man i bund 6, er det selvfølgelig lidt ærgerligt, så er det tilbage til Lyngby og den slags, men ja… Så har man så gjort det positive, at man har den gulerod, at hvis man kommer på syvendepladsen, så spiller man mod fjerdepladsen om en plads i Europa, og det er en kæmpepræmie at få for at blive nummer syv, så så er der også noget at spille for. Det motiverer. Så indtil videre synes jeg, at systemet er fint nok.

I er på hjemmebane mod Silkeborg, hvilket altid er et boost, men der har også været meget snak om tilhængerne efter ejerskiftet i klubben. Nogle vil ikke stå nede bag mål længere, og andre tager orange trøjer på. Hvordan mærker I det som spillere, at der er en anden stemning til kampene?
– Det er anderledes. Man mærker, at det ikke er det samme. Det er stadig godt i forhold til, hvad jeg var vant til, så jeg synes stadig, at der er larm og god stemning, så jeg har ikke noget at klage over med det, men man mærker, at der er en anden stemning, end da jeg først kom.
– Det er selvfølgelig utrolig synd, at det skal være sådan i den her periode. Vi har to kampe igen, og vi er afhængige af, at absolut alle mand synger, at vi er et samlet Brøndby, og det gælder alle supporterne, støtteapparatet i klubben, alle. At vi er samlede.”
 – Jeg kan forstå, at supporterne føler sig skuffede over alt det, der er sket med de nye ejere, men på det her tidspunkt er det sket, og der er absolut ikke noget, vi kan gøre, så vi må finde en løsning og komme videre. Mit ønske er, at vi specielt til de to kampe her, fordi de er så vigtige, kan lægge det til side, og så tager vi en snak efter sæsonen om løsninger, og hvordan vi kan få tingene gode igen.
– Men lige nu er det så vigtige kampe. Top 6 er utrolig vigtigt, og jeg vil også tro, at det er vigtigt for supporterne, at vi når med i top 6. Jeg har fuld forståelse for kritikken og det hele, men jeg håber, at man på en måde kan lægge det til side nu og så hellere tage diskussionen efter sæsonen, når vi sammen har klaret at nå de mål, som klubben har.”

En anden forandring er, at det nu er Jesper Sørensen, der sidder ude på trænerbænken i stedet for Niels Frederiksen. Hvordan har du oplevet det?
– Jeg har oplevet, at Jesper specielt på træningsbanen er meget mere involveret. Niels var på banen, men han sagde ikke så meget. Han styrede og dirigerede ikke så meget, som Jesper gør. Og det gør det på en måde meget mere tydeligt, hvad Jesper ønsker. Der er ikke nogen misforståelser, der er ikke en mellemmand. Niels brugte jo meget mere [Frederik] Birk og [Martin] Retov til at få tingene frem, mens Jesper gør det selv.”
”Og så føler jeg, at han er vældig klar på, hvordan vi skal fremstå, og han er meget tydelig omkring det. Så generelt er han kommet til med ny energi og et smil på læberne, og det, tror jeg, var vigtigt for holdet. Noget ny motivation, der er blevet spredt ud til os spillere.”

Har den nye spillestil med mere offensiv power ændret noget på din rolle på holdet?
– Nej, ikke så meget. Jesper vil gerne have, at jeg rykker lidt mere i bagrummet, mens Niels mere ville have, at jeg blev stående, og Vallys og Hedlund løb i bagrummet, og så kom bolden, og så skulle jeg være i boksen. Jeg er lidt mere fri under Jesper, jeg laver lidt forskellige ting, mens Niels ville have, at jeg holdt mig mere centralt og ikke løb væk fra målet. Så det er lidt forskelligt, men presset og sådan noget er meget af det samme.
– Til forsvar for Niels, eller hvad man nu skal sige, så har vi jo også spillet og trænet meget mere sammen nu, end da Niels var træner, så der er automatisk kommet en bedre kemi mellem os spillere. Så det vil jo automatisk se bedre ud, uanset om Niels havde været her eller ej, for nu har vi spillet flere kampe, og vi kender hinanden meget bedre, end vi gjorde før.
– Vallys havde ikke spillet med mig, jeg havde ikke spillet med Hedlund, Hedlund havde ikke spillet med Vallys. Det samme med Greve, som jeg og Vallys ikke havde spillet med før. Det er heller ikke så lang tid, siden Wass kom til klubben, så der var mange nye spillere, der ikke havde spillet sammen.”
– Så vi var et relativt nyt hold, der så fik en lang og god periode sammen med blandt andet en træningslejr i Portugal, hvor vi trænede sammen hver dag. Så Jesper sætter fortsat sit præg på spillet, men ved siden af det er kemien i holdet automatisk også blevet meget bedre, fordi vi har spillet meget mere sammen.

Kan man snakke om en ambition for sæsonen? Det er selvfølgelig svært, som I ligger nu, men tænker du for eksempel, at I skal i Europa, om det så bliver som nummer tre eller nummer syv?
– Ja, uden tvivl. Jeg vil spille i Europa, og Brøndby var jo meget tæt på i denne sæson og tabte på straffespark til Basel. Målet er top 6, men hvis det nu ikke sker, fordi fodbolden jo er uforudsigelig, så vil vi selvfølgelig kæmpe for stadig at komme i Europa som en slags plaster på såret. Men ja, det er fremtiden, nu tænker vi så kort frem som muligt.”
”Men Brøndby er en stor klub med masser af historie, og der er et pres her, og det må man bare acceptere. Og de spillere, der er her nu, er udvalgt til at kunne håndtere det pres. Brøndby er en klub, der skal kæmpe i toppen hvert år; der skal kæmpe om at komme med i Europa hvert år. Der er ikke nogen tvivl om, at det har været et svært år, og selvfølgelig lyder det idiotisk, at jeg siger det, når vi lige har tabt til Lyngby, men jeg føler, at vi er på vej i den rigtige retning, og at det her kan blive bedre i fremtiden.”
”Nu er vi så i en meget kort og intens periode. Nu skal vi præstere. Normalt siger man jo, at hvis man har en Lyngby-kamp en gang imellem over en hel sæson, så har det ikke noget at sige, så længe man spiller, som vi gjorde mod Horsens og Midtjylland. Så vil det tage dig langt i sæsonen, men lige nu har vi egentlig ikke råd til at have en Lyngby-kamp, og derfor gør det ekstra ondt at tabe sådan en kamp, fordi vi har så lidt tid.”
”Men vi er helt klart på vej fremad, og tingene ser godt ud. Jeg tror, at fremtiden kan blive rigtig god.”

Du har lavet syv mål i 12 kampe, Patrick Mortensen har scoret 10 i 20. Er en topscorertitel noget, du også har med dig i denne sæson?
– Jeg kender jo Patrick Mortensen godt fra Norge, hvor han spillede i Sarpsborg i lang tid, en fantastisk fyr og en fantastisk angriber. Men jeg har ikke tænkt så meget på det. Det vigtigste for os nu er den top 6, som har været motivationen og målet hele vejen. Så har jeg scoret, og så har jeg set, at jeg er tæt på at kunne blive topscorer, og så kommer spørgsmålene, men mit hoved er fokuseret på, at vi opnår den top 6-position.
– Og så må vi se efter det, om jeg skal sætte mig nye mål. For selvfølgelig ville det være fantastisk at blive topscorer. Nu kom jeg jo noget senere [efter syv runder] og har derfor færre kampe end de fleste andre angribere i ligaen her, men jeg er tilpas tæt, så det ville da være fedt at gøre det i min første sæson som angriber i Superligaen.”

Hvor meget kendte du til Superligaen og Brøndby, før du kom hertil? Nu sidder vi her i Vilfort Lounge – vidste du hvem Kim Vilfort var?
– Nej, der må jeg være ærlig at sige, at det gjorde jeg ikke. Jeg kendte ikke så meget til Brøndby. Jeg kendte en del til Superligaen, eftersom danske hold har spillet i Europa og i Champions League, FC Midtjylland spillede jo mod Røde Stjerne i Europa League.
– Men jeg kendte ikke så meget til Brøndby, udover at de havde en nordmand, Tobias Børkeeiet, som jeg havde spillet med. Han tog jo til Danmark, da jeg var i Stabæk, så der begyndte jeg at kigge lidt ekstra, for jeg kan godt lide at følge de spillere, jeg har spillet med, eller som jeg kender.
– Så jeg kendte til ligaen, og før jeg kom til Brøndby, fandt jeg ud af, at det var en klub, der passede mig godt i forhold til ambitioner, og at jeg er et sted i karrieren, hvor jeg fortsat har lyst til at kæmpe for at vinde noget. Og jeg lever godt med det pres, der kommer af den slags ambitioner. Det motiverer mig og presser mig til at blive en bedre spiller. Det ville jeg gerne være en del af, og derfor kom jeg hertil.

Havde du mange valgmuligheder i sommer, eller var det alt for kaotisk i din sidste tid i Røde Stjerne, til at du rigtig kunne nå at få din agent til at arbejde med forskellige løsninger?
– Det var kaos. Jeg tror ikke, at der var ret mange, der vidste, at der var en mulighed for, at jeg kunne forlade Røde Stjerne, for jeg havde jo kun været der ni måneder. Og jeg havde ikke lang tid at reagere på.
– I august kom der en ny træner i Røde Stjerne, efter den gamle blev fyret, og så startede jeg en kamp og scorede under den nye træner. Efter kampen havde jeg så en snak med ham, hvor han sagde, at de beskeder, han havde fået af den gamle træner, gik på, at de ikke ville satse på mig.
– I Røde Stjerne er det jo ret politisk, træneren har ikke så meget at skulle have sagt, det er præsidenten og de øvrige, der sidder højere oppe, der henter spillere og bestemmer, hvem der er inde og ude. Så træneren var ærlig over for mig og sagde, at de allerede havde hentet en ny angriber, og det nok var bedre for mig, hvis jeg rejste videre.
 – Så jeg tænkte ”okay, fair enough, så skal jeg ikke sidde her på bænken.” Der var lidt forskellig interesse fra Kina og USA, men ikke noget der ramte mig. Jeg er 29 år, og jeg vil fortsat kæmpe for tingene. Det er sidst i karrieren, at man tager til Kina, men jeg kunne stadig mærke en sult efter medaljer og en lyst til at kæmpe for at spille i Europa og den slags.
– Og så kom Brøndby. Jeg ved egentlig ikke, hvordan de fik at vide, at jeg var ledig, men jeg hørte, at de var interesseret, og jeg ville bare væk fra Røde Stjerne på det tidspunkt, for jeg var ærgerlig over situationen. Så jeg sagde ja til Brøndby, fordi jeg kendte lidt til klubben fra før og de ambitioner og ting, som klubben står for.

Du blev topscorer i Eliteserien for Molde med 27 mål i 2021, og så skiftede du til serbisk fodbold. Jeg kunne forestille mig, at en målfarlig nordmand i Erling Haaland-æraen ville være ombejlet, så hvorfor valgte du Røde Stjerne?
– Fordi jeg i 2021 havde en skade i knæet, før sæsonen startede. Jeg skulle bare have lavet et lille indgreb, men jeg fik en infektion, og de sagde til mig, at hvis ikke de fik løst problemet nu, så ville den bakterie, jeg havde fået i knæet, begynde at spise af brusken, og så ville jeg aldrig komme til at spille fodbold igen.
– Men jeg kom oven på igen og havde den sæson, som jeg havde, så der var interesse, fordi min kontrakt løb ud til nytår i Molde. Og så tænkte jeg på det, der lige var sket, at jeg lige var kommet tilbage efter en ganske alvorlig knæskade, og så var Røde Stjerne der. En klub i Europa, muligheden for Champions League – Røde Stjerne vinder jo ligaen i år og går direkte ind i Champions League i næste sæson – i tillæg til muligheden for at vinde noget og tjene en ganske god løn.
– Så for at være helt ærlig, var jeg lidt stresset på grund af de ting, jeg havde oplevet med knæet, samtidig med at der var en mulighed for at komme til at spille i Champions League, for det har jeg altid haft lyst til at opleve, før jeg indstiller karrieren. Det er en drøm for mig, og det kunne jeg opleve med Røde Stjerne.
– Så blev det så ikke sådan, men det var derfor, jeg valgte dem, for generelt set er ligaen ikke så god, banerne er forfærdelige, stadions er lige så dårlige, men det var faktisk rigtig behageligt at bo i Serbien. Min familie trivedes rigtig godt, der var billigt at bo, det er en rigtig fin by, og der var 30 grader om sommeren. Så jeg ventede egentlig ikke så længe på, om der kom noget andet. Måske var der kommet et andet tilbud fra en bedre eller større klub, det ved jeg ikke, men da jeg hørte, at de var interesserede, min kontrakt ville løbe ud, og jeg havde haft de knæproblemer før, så bestemte jeg mig for, at jeg bare måtte tage det, når jeg havde chancen.
– Jeg skrev jo kontrakten under om sommeren, og min kontrakt med Molde udløb efter den norske sæson i november, og hvis jeg nu blev skadet, så havde jeg på en måde allerede sikret mig. Det var det, jeg ønskede med tanke på, hvor jeg stod i livet. Jeg var selvfølgelig klar til at kæmpe for de sportslige mål, men jeg tænkte også på, at jeg har to små børn og en kone, der ikke arbejder for tiden, så jeg skal forsørge mig selv og min familie, så det måtte jeg også have med.

Hvordan er du faldet til her i klubben? Du fik en drømmestart med mål mod Horsens, mål i 1. minut i din hjemmebanedebut, og så scorede du også lige i 1-1 her mod FCK. Så er man vel landet?
– Ja, det var vigtigt for mig at vise, hvad jeg kunne, at jeg var motiveret og havde lyst til at præstere. Og jeg ville også vise klubben og spillerne, at jeg havde lyst til at være her, at jeg havde lyst til at forstærke holdet. Og det føler jeg, at jeg uden tvivl har fået bevist.”

– Så jeg har haft en god start og er blevet taget godt imod i klubben, og så er det endda blevet belønnet med, at jeg er blevet viceanfører, hvilket betyder utrolig meget for mig. For jeg er blevet glad for klubben, så at få den ære betyder meget, og jeg blev utrolig glad, da jeg fik beskeden.”