Forestil dig at stå i kø til en is i en halv time en brandvarm sommerdag og så forlade køen, lige som det er blevet din tur.
Dumt, ikke?
Jo. Medmindre der venter noget endnu bedre lige om hjørnet, naturligvis.
Det har Sebastian Czajkowski en klar idé om, at der gør, selv om han har truffet en beslutning om sin fodboldkarriere, der bedst kan minde om at forlade køen i isbutikken. Han er 25 år, og han er topscorer for FC Helsingør, der har kurs mod oprykning til Superligaen. Men nu stopper han sin aktive karriere med øjeblikkelig virkning. Det fortæller han fredag til Helsingør Dagblad.
Over for tipsbladet.dk uddyber han sin beslutning.
– Jeg har tænkt over mit liv, og hvad jeg sætter pris på. Jeg er et kæmpe familiemenneske, og jeg ved, at der er nogle ting, man er nødt til at ofre, når man er fodboldspiller. Jeg ønsker meget mere tid med min lille dreng, min kone og min familie i det hele taget. Det gør ondt på mig hver weekend, når jeg tager af sted fra dem. Det er en livsprioritering, jeg har lavet. Jeg vil være verdens bedste far over for min dreng, siger Sebastian Czajkowski.
Du er 25 år og topscorer i FC Helsingør, som er på vej i Superligaen. Hvad er det dog for et tidspunkt?
– Det er det helt perfekte tidspunkt. Jeg er meget beæret og glad for, at jeg har fået mulighed for at stoppe min karriere, når jeg selv vil, og ikke når jeg er presset til det på grund af skader, alder eller præstationer. Jeg har jo besluttet det her for noget tid siden, og det kan jo være, at grunden til, at jeg har præsteret og scoret så mange mål, er, at jeg har været afklaret, og at jeg bare har nydt at spille fodbold.
Forestil dig det her scenarie; Du forbliver topscorer, og FC Helsingør rykker op i Superligaen. I næste sæson fortsætter du med at score masser af mål. Tænk på alle de døre, det kunne åbne…
– Det er jo scenarier, jeg har afspillet i mit eget hoved – også de helt vanvittige og totalt overdrevne scenarier. De scenarier, hvor helt store klubber pludselig kommer og tilbyder mig en masse penge.
– Der må jeg være helt ærlig og sige, at penge ikke betyder noget for mig i forhold til den tid, jeg mister med min familie. Der kan ikke sættes en pris på min familie. Jeg lavede et konkret scenarie i mine tanker om, at den her store klub kom og tilbød mig X-antal i løn – ville det få mig til at skifte mening? Svaret var nej. Den her tid med min familie og min lille dreng får jeg aldrig tilbage, og penge er ikke alt.
Hvorfor I det mindste ikke gøre sæsonen færdig og se ad?
– Det er jo også noget, jeg har overvejet. Jeg vil gerne understrege, at det her er en helt vildt gennemtænkt beslutning. Jeg er hver gang kommet frem til, at det vil være bedst for mig at stoppe øjeblikkeligt.
Men kan man ikke også være en god far, selv om man spiller fodbold på højt plan?
– Det kan man uden tvivl. Jeg skal slet ikke påstå, at professionelle fodboldspillere ikke er gode fædre. Men jeg er vokset op i en familie med sindssygt meget kærlighed, og hvor familien har betydet utrolig meget. Jeg føler, at jeg har haft verdens bedste far, som har vist mig vejen for, hvordan man er en god far. Og jeg føler ikke, at jeg kan være den gode far, jeg gerne vil være, når jeg spiller fodbold, fordi jeg er så meget væk.
Hvor mange af dem, du har delt de her tanker med, har sagt "vent nu lige lidt?"
– Jeg har hørt, at det er stort af mig at tænke, som jeg gør, men jeg har selvfølgelig også hørt på, at 95 procent af alle lønmodtagere ville bytte deres plads med mig, hvis de kunne. Det har jeg respekt for, men de ved heller ikke, hvad bagsiden af medaljen er ved at spille fodbold. Man risikerer at skulle flytte meget rundt – måske til udlandet – og hele tiden rykke sin familie op med rødderne. Det ønsker jeg ikke for mig selv eller min familie.
En klassisk arbejdsuge er 37 timer, så du kommer jo stadig til at bruge tid væk fra familien. Hvorfor så ikke bruge den på at spille fodbold?
– Jeg skal have et 8-16-job, men jeg har fri i weekenderne, og det er den afgørende forskel. Nu kan jeg komme med til familiefødselsdage og alt muligt andet. Jeg kan leve et mere impulsivt liv, og det glæder jeg mig til. Nu kan jeg stå op om søndagen, gå til bageren og købe et franskbrød og bare hygge med min familie. Det lyder måske kedeligt, men det er det, jeg ønsker mig.
En fodboldspiller har jo en relativt kort karriere. Kunne du ikke bare have bidt det i dig i måske 10 år?
– De næste 10 år er måske de bedste år med min søn, og dem vil jeg gå glip af. Det ønsker jeg ikke.
Hvordan har du oplevet fodboldens verden?
– Som en sjov verden. Det er jo fedt at møde på arbejde hver dag og spille fodbold, men realiteten er jo, at når man præsterer, og det går godt, så smiler alle til én. Det er liv og glade dage. Men når man er skadet, eller man ikke præsterer, er det ikke helt det samme. Så bliver man hurtigt glemt – især som angriber. Der er langt flere dårlige øjeblikke som fodboldspiller, end der er gode.
Hvad skal du lave nu?
– Jeg ved det ikke. Det må tiden vise.
Sebastian Czajkowski har foruden FC Helsingør tørnet ud for FC Roskilde, Vendsyssel FF og B.93. For Vendsyssel FF spillede han 13 kampe i Superligaen og scorede to mål.
I denne sæson er det blevet til ni scoringer for FC Helsingør, og det gør ham altså til klubbens topscorer.

Nyt Superliga-stadion skal udvides markant

Netmasker blafrer på Wembley

Vendsyssel rykker ud af 1. division

AGF-krisen fortsætter

Fans i kras FCK-kritik – får konsekvenser

AGF-salg? – Ikke hvis det står til mig

Jess Thorup færdig?

DBU-boss udvandrede i protest

Pønser på at købe Vavro – FCK scorer millioner

Efter ni år – dansker forlader engelsk klub

Daniel Agger rejser til England

FCM-profil: Så ved alle, at man lyver!

Tidligere AGF-profil vil til Superligaen

Heftig sommer i vente: Vil hente FCM-trio

Færdig i AaB

Chokerende kollaps: ‘Har vi været for offensive?’

Martin Retov lander nyt trænerjob

Han forlader AaB

FCK-stjerner roser Superliga-konkurrent

Brøndby-ejer får milliard-beløb i klubsalg

Får 25 millioner kroner og håber på yderligere 10

Choktransfer? Liverpool i dialog med rivals profil

Afsløring: Falkesgaard afviste B.93 – har tilbud

Forfalsket underskrift kan fælde fodboldboss

FCM-boss vil have ændret udskældt Superliga-regel

Cristiano Ronaldo tjener milliardbeløb

Medier i svime over Barcelona – ét sats storhyldes

Åben for Superliga-skifte: Jeg elsker Danmark

Barcelona-træner blæst bagover: ‘Unikt’

FC Barcelona er spanske mestre

Aston Villa rundbarberer hanekyllinger

FC Nordsjælland – AGF

Afsløring: Så lang kontrakt får Köhlert i Brøndby

Brøndby-duo topper liste – overgår kæmpenavne

FCK-stjerne: Det er en fordel for FC Midtjylland

Vil ødelægge det for Brøndby

Pokalfinale-mystik: ‘Det er mega mærkeligt’

– Jeg skal være et røvhul

Brøndby risikerer at miste teenagebomber

På vej til Danmark: ‘Brøndby får en god spiller’

Dansk stortalent stortrives i Tyskland

Frederik Birk: ‘En personlig skuffelse’

En lækkerbisken til et ledigt Superliga-sæde

Huijsen i hus: Er han næste mand i Real Madrid?

Afviser rekordhandel

Lars Friis fyret i Sparta Prag

Talent på vej til Brøndby? På besøg for anden gang

Klausul afsløret: ‘Har sikkert givet nogle kliks’

Uventet FCK-boost? Stor profil pludselig på græs

FCK-bøddel vil købe Brøndby-spiller

Arbejder på at hente Kasper Dolbergs afløser

Transfer på plads: Real Madrid bruger 440 mio.

Bundesliga-træner roser dansker, men…

Fnyser ad Real Madrid: Liverpool afviser

Hylder tidl. BIF-træner: Elskede at spille for ham