Video : Tipsbladet
Superliga

Fanklubben er dybt uenig om pyro på stadion

Hvad er Fanklubbens holdning til pyro på stadion?

Det koster Brøndby IF et tomt tribuneafsnit, når Silkeborg IF på mandag gæster Brøndby Stadion.

Efter flere forseelser valgte Fodboldens Disciplinærinstans at give BIF en bøde på 150.000 kroner samt et lukket tribuneafsnit for blandt andet at have fyret pyro af i Parken i mandags, hvor røg over banen betød, at opgøret var udsat i 16 minutter.

Men hvad er egentlig Fanklubbens holdning til brug af pyro?

Er det stemningsskabende og godt, eller er det et problem, at det koster klubberne?

Det får vi svar på her.

Tipsbladet har spurgt Fanklubben indtil brugen af pyro - det skal siges, at det er sket, inden Brøndby IF fik en straf og skal spille for et tomt Sydsiden i den kommende kamp.


Jeg ved ikke, hvad der er en fair straf, og det skal jeg heller ikke gøre mig klog på, men vi kan konstatere, at bøderne ingen effekt har. Overhovedet.

Kasper Henriksen
FC Nordsjælland-fan

- Jeg synes, at det er fint med pyroteknik, hvis det er under ordnet forhold. Som f.eks. stående nede ved banen foran stemningstribunen. Folk, der kaster med pyro, burde fængsles og få livsvarigt karantæne på alle stadions.

- Hvis forholdene er til det, synes jeg at det er fint - det skaber lige det ekstra stemning og er en del af ’showet’.

- Jeg tænker ikke, at det virker med bøder. Vi ser gang på gang, at der bliver stukket bøder ud til højre og venstre, men det har absolut ingen effekt. Hvis man vil have pyro ud af fodbold, skal straffen målrettes mere mod ’gerningsmanden’ og ikke mod klubberne.

- Bøderne er nærmest for små. Der er næsten ingen konsekvenser, og klubberne betaler glædeligt. Hvis man derimod straffede med at skulle spille for tomme tribuner, så skal I se hvordan klubberne hurtigt får lukket ned for pyroen.

- Jeg ved ikke, hvad der er en fair straf, og det skal jeg heller ikke gøre mig klog på, men vi kan konstatere, at bøderne ingen effekt har. Overhovedet.


Jeg tror, flere klubber efterhånden budgetterer med de bøder, og jeg ved snart ikke, hvad jeg skal mene om det længere.

Morten Svan
Brøndby IF-fan

- Pyro giver - når det ellers affyres forsvarligt og med en respekt for de omkringstående - enormt meget stemning. Det ser fedt ud, og det sætter altså også lidt ekstra skub i sangstruberne, når der er ild og røg omkring en.

- Men som sagt så skal det gerne være forsvarligt og med respekt for de omkringstående - forstået på den måde, at man gør opmærksom på, at der bliver fyret af, forholdsregler osv.

- Det synes jeg faktisk som regel, at man har været god til i Brøndby. Al kast med romerlys og lignende er selvfølgelig komplet uforsvarligt, skidefarligt og helt og aldeles forbudt.

- Jeg var ikke selv til stede i Parken mandag, men så vidt jeg hører, så var det udført på en god måde. Man havde så ikke lige - som Stig Tøfting - haft Peter Tanev på speed dial til at berette om røg- og tågepartiklernes sammenhængskraft, der resulterede, at røgen og tågen gik sammen i en tung dyne over Parkens græstæppe.

- For det var selvfølgelig enormt irriterende. Men det er heldigvis ikke standard, at kampene afbrydes i så lang tid på grund af røg. En pause på et minut eller to på grund af røg lever jeg med, men 17 minutter er i overkanten.

- Jeg tror, flere klubber efterhånden budgetterer med de bøder, og jeg ved snart ikke, hvad jeg skal mene om det længere. For selvfølgelig kunne de penge være brugt bedre andetsteds, men jeg er som udgangspunkt fortaler for pyro, og det betyder jo også bøder, så længe det ikke er tilladt.

- Divisionsforeningen, DBU, UEFA osv. kan jo heller ikke bare lade det fare, når nu reglerne er, som de er. Så bøderne eller sanktionerne skal jo gives. Jeg tror bare ikke rigtig, de gør nogen forskel. De, der fyrer af, ved jo godt, det er forbudt, og at det medfører sanktioner, så hvad der er en passende straf, har jeg meget svært ved at svare på. Jeg synes dog, at snak om sportslig straf er overdrevet. Generelt mener jeg ikke, at sportslige straffe skal gives, hvis ikke regelbruddet giver en sportslig fordel.


Jeg synes egentlig, det er fair nok, at klubberne får bøder, så længe alle straffes efter samme regelsæt.

Michel Mørk
Vejle Boldklub-fan

- Det hører ikke hjemme på stadion. Pyroteknik og fyrværkeri udgør en sikkerhedsrisiko, og i store og tætte menneskemængder skal den slags naturligvis ikke fyres af.

- Når det er sagt, så ser det egentlig meget fedt ud. Ved ikke, om det bare er, fordi det vækker mindelser om en svunden tid, eller om den slags bare er et eksempel på den fascinerende uforudsigelighed og aktivisme/anarkisme, som vi forbinder med fanscenen i Europa, og som er totalt fraværende, når man ser overkoordinerede og nerveløse fan-chants fra eksempelvis MLS og sport i USA generelt.

- Men uforudsigeligheden og energien fra tribunen behøver ikke komme af krudt og ild. Fede tifoer og andre stemningsskabende faninitiativer kan sagtens stå alene.

- Enhver form for eksternt provokerede kampafbrydelser/udskydelse er irriterende, uanset om det er på grund af pyro, defekte lysanlæg eller lignende.

- Jeg synes egentlig, det er fair nok, at klubberne får bøder, så længe alle straffes efter samme regelsæt.

- Men jeg kan ikke vurdere, om bøderne er for store eller små, men hvis meningen med bøderne er, at de skal virke præventivt, så de skal naturligvis have en størrelse, som gør at de ikke bare ignoreres.

- Jeg kan ikke komme på en bedre måde at sanktionere på end bøder.


Jeg er til gengæld meget imponeret over, hvordan de får de nærmest 100 lys med ind på et stadion.

Mikkel Larsen
Hvidovre IF-fan

- Min holdning til brug af pyro på stadions er, at det er forbudt. Jeg kan i visse sammenhænge godt se, at det er festligt, flot og i nogle tilfælde med til at peppe stemningen op på tribunen. Men det er ulovligt, så min “officielle” holdning er, at det selvfølgelig ikke hører sig hjemme på et fodboldstadion.

- Hvis det kan foregå under ordnede forhold, er det da festligt og flot at se på.

- Men det hører sig bare til i et derby, som Martin Retov kommenterede under pausen, så var både spillere og trænerstaben forbedredte på, at det kunne ske. At der så ligger en tæt tåge over Parken i forvejen, og det derfor er nærmest umuligt for røgen at slippe væk, er altså bare dårlig timing.

- Jeg er til gengæld meget imponeret over, hvordan de får de nærmest 100 lys med ind på et stadion. Når man tænker på den absurd grundige og hårde visitering, vi bliver mødt med på udebaneture, os Hvidovre fans, så er jeg meget imponeret over, at det kan lykkedes dem at få så mange lys med ind gang på gang. 

- At det giver bøder er ærgerligt, selvfølgelig er det det, men det hører sig til på et fodboldstadion anno 2024. Det er en udgift, man som klub bare må  kalkulere med, hvis man vil spille i en af landets bedste rækker.

- Jeg synes som sådan ikke, at bøderne er for store. Bødetaksten og størrelsen skal bare være ens for alle. Vi synes, at det er helt absurd at få en bøde på 10.000 for én enkelt røgbombe i vores udekamp mod FCK i Parken. Hvorimod AaB ugen efter brænder halvdelen af Aalborg af med godt 50 lys inde på stadion og får en bøde på 40.000. Det giver jo ingen mening og er helt uden sammenhæng.


Med de nuværende regler synes jeg, at klubberne kommer til at betale for, at alle, også TV-seere, får et federe produkt, og det er vel ret beset ikke helt rimeligt.

Thomas Schouv Jakobsen
FC Midtjylland-fan

- Jeg er faktisk for de fleste initiativer, som de stemningsskabende fans kommer med. Jeg synes, det er flot og festligt med pyro -  en særlig markering til de store kampe.

- Den måde, det afvikles på nu, irriterer mig dog lidt; jeg synes, man sætter klubberne i en svær situation, hvor de skal håndhæve et reglement og betale bøderne, men samtidig skal klubberne også værne om deres stemningsskabende fans - som alle vi familiefædrefans nyder godt af også, uden deres sange, tifoer og ja, stemning, så var det en tam oplevelse at gå til fodbold.

- Med de nuværende regler synes jeg, at klubberne kommer til at betale for, at alle, også TV-seere, får et federe produkt, og det er vel ret beset ikke helt rimeligt.

- Måske er det på tide at ændre reglerne og finde et kompromis mellem totalt forbud og totalt anarki? Reglerne håndhæves jo reelt heller ikke i dag, så måske man skulle skrive reglerne om til noget, man rent faktisk vil håndhæve?  


Jeg synes til gengæld ofte, at bøderne er ude af proportioner - og særligt også, når de relativt ofte bliver til betingede eller ubetingede kampe uden fans. Det gavner ingen og er rigtig ærgerligt for vores fælles liga.

Tobias Lawaetz
FC København-fan

- Jeg står på Sektion 12 og har gjort det i mange år efterhånden, og derfor er pyro på mange måder blevet et grundvilkår for den måde, jeg ser fodbold på. Jeg har sådan set heller ikke noget imod det 'normale' pyro, altså romerlys, men har ikke meget til overs for kanonslag, decideret brug af fyrværkeri, eller når det engang imellem sker, at man kaster pyro ind på banen.

- Pyro på stadion kan medvirke til en god stemning eller et flot visuelt udtryk, når det bruges rigtigt - og i begrænsede mængder. Det gjorde i hvert fald ikke noget godt for stemningen i mandags, at vi skulle vente 17 minutter på, at røgen havde lagt sig, selvom det også nærmest er blevet et grundvilkår for det københavnske derby...

- Altså, det er jo svært at være særlig sur over bøder for pyro, når man går ind til det med åbne øjne. Er det ærgerligt, at klubben skal betale for pyrobøderne? Ja, det er det da, men der er jo ingen garanti for, at de penge ellers var blevet kanaliseret direkte over i nye spillere eller etableringen af en tribune, man må hoppe på.

- Jeg synes til gengæld ofte, at bøderne er ude af proportioner - og særligt også, når de relativt ofte bliver til betingede eller ubetingede kampe uden fans. Det gavner ingen og er rigtig ærgerligt for vores fælles liga.

- Det er i hvert fald ikke en fair straf - hvad sådan en er, er også svært at vurdere, men en mindre arbitrær bødestruktur ville være at foretrække.


Vi fans ved jo for fanden godt, det er forbudt at have med på stadion og ved, det koster klubben en bøde.

Morten Bech Højgaard
OB-fan

- Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg er for eller imod pyro. Det kræver nok et lidt længere svar.

- Pyro giver et flot visuelt indtryk på stemningstribunen og er sikkert også med til at løfte stemningen, og spillerne må kunne mærke støtten i højere grad.

- Men og her kommer men'et så - så længe det er forbudt på stadion, så kan det potentielt være rigtig farligt. Her tænker jeg både på håndtering fra fans og vagters side.

- Så længe, det er forbudt, synes jeg ikke, man bør tage det med, da det kan koste klubben rigtig mange penge henover en sæson.

- Hvis man skal bruge pyro på stadion, så skal det for det første gøres lovligt, og så skal det anvendes organiseret - f.eks. nede langs banden, eller man på forhånd afmærker et område på stemningsafsnittet, hvor der brændes pyro af.

- Så kan folk selv stille sig, så de er i nærheden af eller langt fra pyro. Så jeg tror, at så længe, det er ulovligt på stadion, så er jeg imod, men gøres det lovligt, så anvend det da men med omtanke!

- Hvad angår bøder kom jeg ind på lidt tidligere, at det koster penge for klubben, men i bund og grund så har jeg ikke en holdning til størrelserne på straffen, eller hvad der er fair.
Vi fans ved jo for fanden godt, det er forbudt at have med på stadion og ved, det koster klubben en bøde.


Jeg vil vædde med, at der har siddet en halv snes ængstelige familiefædre (mødre) på lægterne, som har bidt nervøst i neglene. Jeg tror, de fleste kan relatere til, at man lover at være hjemme i optimistisk god tid, men inderst inde godt ved, man bliver 30-40 minutter forsinket. Så er 17 minutter oven i hatten her altså lidt af en streg i regningen.

Peter Birch
Viborg FF-fan

- Jeg er altid for, at der skal være så fed stemning på stadion som muligt, og her tænker jeg selvfølgelig på det store arbejde, som mange af Superligaens aktive fans skaber. Pyro er selvfølgelig en del af det, men jeg synes, det skal foregå under ordnede og kontrollerede forhold, så en eller anden 12-årig stik-i-rend dreng slipper for at skulle gemme det oppe i rumpetten.

- I forhold til det specifikke eksempel med det lange spilstop i Parken så går det nok. Men jeg vil vædde med, at der har siddet en halv snes ængstelige familiefædre (mødre) på lægterne, som har bidt nervøst i neglene. Jeg tror, de fleste kan relatere til, at man lover at være hjemme i optimistisk god tid, men inderst inde godt ved, man bliver 30-40 minutter forsinket. Så er 17 minutter oven i hatten her altså lidt af en streg i regningen.

- Så nej, pyro er, hvad det er. Men jeg glæder mig til, at Tipsbladet spørger mig til Superligaens aktive fans (kræver selvfølgelig, at man har fans), tifoer mv. Jeg lover at være helt objektiv.

- Det er et større filosofisk spørgsmål om forbrydelse og straf i forhold til bøderne. Jeg har intet belæg for at synes hverken det ene eller det andet. Jeg forestiller mig dog, at de fleste klubber har en stor fed ‘diverse’ konto, hvor de kan betale bøden fra. Kræver selvfølgelig igen, at man har fans…


Lige præcis pyro har jeg ikke den store holdning til. Det kan selvfølgelig tage overhånd, når det ligefrem udskyder kampe. Jeg har både virkelig svært ved at se meningen med skidtet og i min egen naivitet svært ved at se, det skulle det være specielt farligt. Selvom jeg selvfølgelig synes, det er virkelig ærgerligt, at bøder - af SIF - bliver krævet betalt af fansenes kaffekasse, forholder jeg mig mest til det sportslige.

Jeppe Lindegaard
Silkeborg IF-fan