Juleguf: Kærlighed til Silkeborg og Maradona

Julen er hjerternes fest, og eftersom vores hjerter på tipsbladet.dk banker for fodbold, har vores julekalender naturligvis også fodbold i centrum. Hver dag i december bringer vi en historie fra arkrivet, hvor en kendis fortælle om sit forhold til spillet i en stille fodboldsnak.

5. DECEMBER: BRIAN LYKKE
(Skuespiller og komiker, der har medvirket i tv-programmer som Krysters Kartel, Live Fra Bremen og Skråplan. Artiklen er bragt første gang i Tipsbladet 20. april 2012)

Når Brian Lykke skal fortælle, hvordan han opdagede sit talent for at spille karikerede personer, som han gør det i både Krysters Kartel og Live fra Bremen, så fortæller han gerne historien om, dengang Simon Kvamm og han selv sad i en sofa hjemme i Silkeborg og kedede sig.

Det skulle ellers have været stort for de 14-årige drenge, for det var en sommer med VM fra Italien, og der var fodbold på skærmen hele tiden. Men opgøret med Rumænien fangede ikke opmærksomheden overhovedet, og så begyndte de to barndomsvenner at kommentere kampen – på hollandsk.

Sådan begyndte det, men hvor Kvamm hurtigt fulgte sin kreative evne ind i musikken og Angoras forunderlige verden, var 35-årige Brian Lykke noget længere om at gå den vej.

Han arbejdede for Berlingskes marketingsafdeling, hvor han blandt andet kørte rundt og sikrede Tipsbladet en ordentlig placering i butikkerne, han blev konsulent, og han læste på universitetet, før der pludselig kom hul igennem til tv-satiren for et par år siden.

Så vi mødes på Nordisk Film i Valby, men det begyndte altså med en VM-kamp og det var ikke helt tilfældigt. For fodbold fyldte meget i teenageårenes Silkeborg, hvor familien boede lige ved siden af stadion, og hvor åbningen af TV 2-signalet i efteråret 1988 åbnede en ny verden for Brian Lykke.

“Før det var der Tipslørdag og lidt Europa Cup, men så dukkede der pludselig italiensk fodbold op, og det fødte virkelig noget, en sult efter fodbold. Det var på et helt andet niveau end det engelske. Den første kamp jeg så var Juventus-Napoli, der endte 3-5, og efter den var jeg solgt. Jeg var i forvejen imponeret af Diego Maradona efter VM i 1986, men efter den kamp var jeg ikke kun solgt til den lille fede men også til Napoli. Min kammerat Rene Høgh og jeg selv fodboldnørdede helt vildt i de år, og vi gik amok i Napoli. Vi skrev små bøger om klubben, og vi fik endda også lavet en opgave til skolen.”

“Jeg klippede billeder ud af aviserne og skrev noget tekst, der nok meget var det samme, som det der allerede stod, men så blev det mit, min egen scrapbog om Maradona og Napoli. Mit værelse var også tapetseret med Napoli-plakater, flag og trøjer, og jeg kan stadig huske, hvordan jeg brugte alle mine lommepenge på en bestilling fra et engelsk postordre-firma, og så ventede jeg i flere uger, før der kom en pakke med posten med den her lyseblå Napoli-trøje med Mars på brystet og Maradonas nummer på ryggen. Men jeg har den ikke længere. Den er forsvundet i forskellige flytninger, og det er jo frygteligt,” siger Brian Lykke med et skævt grin.

Men det er ikke alt, der er forsvundet. Hans mor fandt bunken af scrapbøger til et nostalgisk gensyn, og så dukkede der også et VHS-bånd op.

” Med Napoli, Napoli, Napoli – og et fantastisk interview med Maradona af Preben Elkjær, hvor Maradona gennem hele interviewet omtaler sig selv i tredjeperson. Der var simpelt hen så meget i den lille mand. Og så fandt jeg faktisk også nogle af mine gamle plakater for et halvt års tid siden. Der var en fantastisk plakat med Maradona, så uden at spørge resten af familien hængte jeg den op i spisestuen. Så nu pryder den væggen igen, og jeg tror godt, at min kone kan forstå det.”

“For Maradona opsamler alt, hvad fodbolden er for mig. Talentet, triumferne, historierne. Derfor forstår jeg heller ikke den diskussion, der kører om, hvem der er den bedste nogensinde. Det er jo uden for enhver tvivl Messi, men Maradona er den største. Messi er simpelt hen for kedelig og spiller på et alt for godt hold, mens Maradona vandt to mesterskaber med Napoli og et VM med et argentinsk landshold, der altså ikke var imponerende. Og så de vanvittige comebacks. Målet mod Grækenland i 1994, doping-dommen.”

“Overfor det er Messi næsten for perfekt til, at man kan tage ham seriøst, og det gælder også Ronaldo. Alle de vanvittige detaljer i hver eneste kamp. Det er ren overflod, og det er alt for meget. Barcelona er jo blankpoleret perfekt. Unicef på trøjen og Guardiola på sidelinjen i en fantastisk jakke. Det bliver næsten for godt. Bare der kom en narkodom eller et eller andet,” siger Brian Lykke med endnu et grin og en tanke tilbage til dengang fodbolden ikke var overflod, men mystik og magi.

“Jeg tror stadig, at jeg kan Napolis mesterhold udenad, for der var så lidt information, så det der var med matchfacts og den slags, det sugede man bare. Og så var det jo også så uopnåeligt at komme ned på San Paolo. I dag ville man bare tage af sted, men dengang fandt man billeder, og så sad man åndeløs på jagt efter alle detaljerne, når et tv-kamera panorerede henover stadion. Det var magisk, men det er forsvundet lidt i dag.”

Så for Brian Lykke handler fodbolden i høj grad om noget, der hører fortiden, barndommen og ungdommen til. Dengang hvor man nemt kunne have flere favorithold trods passionen for Napoli, og hvor det var helt fint, at tilfældighedernes spil gjorde Blackburn til det engelske.

“Alle vennerne havde jo et engelsk hold, så det måtte jeg også have, så jeg lukkede øjnene og satte fingeren ned på stillingen, og på den måde blev jeg så Blackburn-tilhænger. Og det var jo meget fint, for de blev mestre med Alan Shearer, Chris Sutton og de gutter der, og jeg meldte mig faktisk ind i den norske fanklub,” fortæller Brian Lykke, der også har været på Ewood Park for at se de gamle favoritter.

Desuden har han været forbi Anfield og også set både Hertha Berlin og en anden favoritklub St. Pauli i Hamburg, men generelt er passionen blevet mindre og mindre, som årene er gået. De seneste 10 år har han kun fulgt fodbolden sporadisk, de store kampe og slutrunderne, men der var dog en opblomstring i denne sæson, for Napoli nåede langt i Champions League og blev fulgt tæt af den ene fjerdedel fra Krysters Kartel.

“Ja, for første gang i mange år var jeg for alvor på fodbolden igen. Jeg kunne mærke den der gamle følelse, og det var jo fedt. At se dem stille med tre mand i forsvaret på Stamford Bridge og et trekløver i angrebet som i de gode gamle dage med Careca, Maradona og Carnevale.”

“Men ellers er fodbolden røget langt ned på prioriteringslisten. Der er familie, der er arbejde, men magien er også væk, også i forhold til Superligaen. Så får man en sms fra en ven, om man vil med til Farum og se Silkeborg, og så kan man se sig selv derude mellem 1500 tilskuere. Det bliver lidt kedeligt, men det har måske også noget med landets størrelse at gøre. FCK er for suveræne. På den måde ville jeg gerne være født syd for grænsen og gå fast til hjemmekampe i Hamburg eller Berlin.”

“Men jeg tror også, at det har noget at gøre med, at jeg ikke længere bor i Silkeborg. Man skal være i byen, for når man er det, så betyder det noget. Man går rundt i det, man har en stolthed over at hovedsponsoren er lokal, og en ærgrelse over at de ikke får gjort noget ved den der dårlige endetribune.”

“Jeg kan sagtens huske, hvordan det var. Mesterskabet i 1994. Jeg var på stadion, da Heine [Fernandez] bankede to mål ind mod AaB, og FCK tabte i Odense. Det var en sindssyg sæson. Vi købte Søren Frederiksen til at sidde på bænken. Jeg var total klubmand, ja det var alle mine venner og kammerater, og jeg kan huske, at min rigtig gode ven, Rasmus Svenningsen, siden kom ind over førsteholdet og fik et par kampe. Det var man bare enormt stolt over. En af drengene i den røde trøje,” siger Brian Lykke.

Han var ikke selv uden evner på en fodboldbane, heller ikke selv om skolelæreren i klassens Blå Bog noterede, at “på fodboldbanen er han kendt for sine snurrige driblinger, der betyder, at han hverken kommer frem eller tilbage.”

Han var central midt eller kant, og han god nok til at spille på Silkeborgs førsteynglinge sammen med Simon Kvamm og holdets store angrebvåben, Henrik “Tømrer” Pedersen.

“Han gik lige så meget i byen som os andre, men han havde bare viljen til at drive det til noget. Og så var han en stor kleppert. Selv da vi ikke var ret gamle, havde han altid hånden ude, så han kunne holde modstanderen væk, når vi trænede. Han er en legende i Silkeborg, og ham er vi faktisk meget stolte af, også at han kunne tage til Bolton og spille så mange kampe i Premier League.”

For Brian Lykke blev det dog for meget med fodbolden. Tre ugentlige træninger blev suppleret af en frivillig teknisk træning onsdag aften, for hvis man ville på førsteholdet, måtte man også møde op til den. Det tog alt for meget tid, og i stedet trak Lykke ned i serierne, før han flyttede til Århus og kom på hold med andre Silkeborg-folk i Olympia Århus.

Det fortsatte i København, nu i satellit-klubben Olympia Århus København.

“Vi var nystartede, så vi måtte begynde i serie 6 og så spille os op. Det var rigtig fedt, men så begyndte der at gå børn i den, og nu bliver det kun til lidt indendørs en gang imellem. Faktisk overvejer jeg at lægge støvlerne helt på hylden, for med mit erhverv kan jeg simpelt hen ikke blive skadet. Sådan går det, men det er da lidt specielt, for fodbolden har jo været det kit, der har holdt os gamle Silkeborg-drenge sammen.”

“Vi har heldigvis stadig vores årlige ti-kamp, hvor vi mødes, og det er jo tankevækkende, at det ikke er de gamle klassekammerater men fodboldvennerne, man har holdt kontakten til i et par og tyve år. Men vi er selvfølgelig også gået gennem tykt og tyndt for hinanden inde på banen,” fortæller Brian Lykke om de baner i Silkeborg og den barndom, hvor VM i 1986 står som den helt magiske, hvor EM i 1992 kostede en ødelagt have hos kammeraten Kalle på grund af euforiske jubelscener i en skrøbelig ramme under omlægning, og hvor en tur i Jyske Bank en eftermiddag gav en uforglemmelig oplevelse.

“Jeg har nok været 12 år gammel og jeg stod nede i banken med min hvide landsholdstrøje med nummer 11 på ryggen, Michael Laudrups nummer. Og så kommer han pludselig gående. Michael Laudrup i Jyske Bank i Silkeborg. Jeg gik fuldstændig i baglås og stod bare med åben mund og gloede. Og så var han jo stor, for han havde set mig, så Michael Laudrup kom over, lagde hånden på min skulder, kiggede på min trøje og sagde ” nu må du ikke tage pladsen fra mig.” Det lovede jeg så at lade være med,” griner Brian Lykke.

FAVORITHOLDET

Brian Lykkes favorithold:
Tacconi – Ferrara, Hendry, Puyol, Maldini – Bruun, Maradona, Ginola – Raul, Batistuta, “Tømreren” 

“Jeg havde overvejet bare at tage et udpluk af Napolis spillere omkring de to mesterskaber, men det ville være lidt for nemt, så jeg har blandet det lidt for at finde nogle spillere, der dækker det, jeg godt kan lide. Så det er et hold, der er valgt med hjertet. På mål har vi Stefano Tacconi, for han er et symbol på det i italiensk fodbold, jeg godt kan lide med hele den der udståling. Og så har han også vundet alt, hvad man kan vinde med et klubhold. I forsvaret har vi blandt andet Ciro Ferrara, den unge back i Napolis triumfår, og Blackburns Colin Hendry som den ægte britiske forsvarsklippe.

Maradona er selvfølgelig midten, og omkring ham har vi Morten Bruun, Mr. Silkeborg der også bare altid var enormt overskudsagtig overfor os unge Silkeborg-knægte med snak og gode råd, og David Ginola, den her elegante franskmand der af alle steder endte i Newcastle. Han var en sindssyg fodboldspiller og så er det lidt fedt, at han aldrig vandt noget. Batistuta er på toppen som symbol på den der argentinske angrebstype.

Crespo, Tevez, Caniggia, Palermo. Og så var det stort, at han tog turen ned med Fiorentina.

Og så selvfølgelig Tømreren. Ham kan vi ikke komme udenom, selv om jeg havde overvejet Cavani for at trække tråden til Napoli i dag. Men det havde ikke været rigtigt.”