Sivebæks dagbog: Jeg tjekker konstant nyhederne

Fredag:



Jeg er mere nervøs før kampen mod Skive, end jeg plejer at være. Jeg ved, der kommer mange mennesker på stadion, og jeg føler et ansvar for ikke at skuffe dem. Dagen er lang, og jeg har næsten ingen appetit i løbet af dagen. Nervøsiteten melder sig allerede over middag, og jeg bliver utålmodig, men når vi ankommer på stadion, er det lidt som alle andre kampe. Pulsen er høj, der sidder jo 5.000 på lægterne – derfor er det også surt, at vi ikke kan give dem en sejr.

Efter kampen er det vemodigt og følelsesladet, og fansene bliver på stadion i lang tid efter kampen. Vi er alle rundt og sige tak for kampen, tak for opbakningen. Jeg er selv rørt, og det kan jeg også se, at mange af tilskuerne er. Det er hårdt, fordi de fans, jeg har stiftet bekendtskab med, kommer på stadion søndag efter søndag, og det er en stor del af deres liv, ligesom det er en stor del af mit liv. Så jeg har det på samme måde som dem.



Lørdag:



Vi har fri lørdag, så jeg kører til bageren om morgenen. Jeg er fra morgenstunden inde og tjekke nyheder på nettet, der er bare ikke noget nyt. Jeg køber også Vejle Amts Folkeblad for at læse om kampen, men der står ikke noget. Der står noget om hele situationen, men der er ikke noget nyt.

Om eftermiddagen tager jeg i fitness for at restituere og cykle, og der møder jeg et par bekendte, der var på stadion, og jeg snakker lidt med dem om kampen og meget om selve Vejle Boldklubs situation. Jeg bliver spurgt til, om jeg tror på, at vi overlever. Der var 5.000 på stadion om fredagen, og rygterne gik om det ene og det andet. Jeg forsøger at forholde mig optimistisk til situationen, men jeg ved reelt ikke noget. Mine bekendte accepterer, at jeg ikke ved noget, selv om de bliver skuffede over det.

I den situation, klubben er i, handler det også om at lytte til vores fans. Der er mange, der kommer hen og fortæller, hvad klubben bør gøre, og så lytter jeg på det – jeg står jo ikke med beslutningen, så jeg bestemmer ikke. Jeg kan godt mærke, at folk i denne weekend vil snakke mere, end de plejer.

Søndag:

Vi træner søndag klokken ni, og alle os spillere taler sammen i forbindelse med træningen. Om der er nogen, der ved noget. Nogle har fået indikationer på stadion, personligt har jeg kun hørt, at vi skal være optimistiske. Men igen: Jeg ved ikke noget. Der er slynget navne ud, også urealistiske navne, og jeg undrer mig over, hvordan Thomas Gravesen bliver hevet ind i det – helt ufrivilligt. Det er lidt usmageligt, synes jeg. Tænk, hvis han rent faktisk havde interesse i at investere – alle ved jo, at når man bliver presset til at give penge, så har man ikke ligefrem lyst til at gøre det. Hvis du er ved at købe en bluse i en tøjbutik, og en person står og siger, at det er verdens bedste trøje, og at du skal købe den, så bakker du lidt væk. Sådan tror jeg også, Thomas har det.

Vi stater søndagen med videomøde, som alle andre gange efter kamp, selv om det er en speciel situation. Tonny Hermansen forklarer os, at vi kun kan gøre vores del af arbejdet, at vi skal være professionelle. Det har han selvfølgelig sagt mange gange den sidste uges tid. Vi vil gerne snart have noget konkret at forholde os til, og jeg mærker nervøsitet i spillertruppen. Stemningen er trykket, der er mange unge, der lige er kommet op på førsteholdet. Nogle af dem, der ikke spiller så meget, står ikke i en fed situation, hvis klubben går konkurs. De skal finde nyt arbejde – og der er ikke mange klubber som Vejle Boldklub i den næstbedste række, selv om vi ligger nummer ni. Det er en fed klub, der er god opbakning, og faciliteterne er gode. Og der er tradition. Mange bliver kede af det, hvis de skal væk fra klubben. Jeg vil hellere spille i Vejle Boldklub, end jeg vil spille i Skive, selv om de ligger foran os. Sådan tror jeg også, der er mange af holdkammeraterne, der har det.

Jeg er ikke så skræmt af, at vi går lige til deadline i forhold til konkurs og investor. Og det vil også være mærkeligt, hvis de har noget på plads et godt stykke tid inden. De skal forhandle, og de er nødt til at se på alle aspekter af det. Måske går vi over deadline? Jeg er ikke skræmt.

Mandag:

Vi træner, og nogle forventer en afklaring på situationen, kan jeg fornemme. Vi taler med Tonny inden træning, for vi skal jo forberede os på kamp i morgen, selv om det er en lidt speciel situation. Det er også lønningsdag i morgen, men vi ved godt, der ikke kommer løn på kontoen, og vi får en god forklaring af vores administrerende direktør, Per Olesen. Forhåbentlig overlever klubben, og vi får løn efter et par dage. Der er en masse spørgsmål fra spillerne, og nogle er forvirrede. Det er forståeligt, vi har ikke forstand på de administrative ting. Vi koncentrerer os om at spille fodbold, men det er svært. Jeg føler lidt en trykket stemning fra trænere ned til spillere, da jeg tager fra træning. Ja, fra alle i klubben, fordi deadline nærmer sig.

Der er nok også et par skuffede journalister, der går fra stadion uden det vilde. Jeg vil tro, jeg har lavet det samme interview fire-fem gange med forskellige tv-stationer henover weekenden, og det bliver jeg træt af. Og jeg kan ikke komme med noget nyt. I dag skulle jeg lave noget til DR, og det bliver det samme, som jeg hele tiden har sagt. Jeg siger til journalisten, at jeg glæder mig, til jeg skal snakke om noget sportsligt.

Jeg tænker meget over min boligsituation. Alle tror, det kun er os spillere, der bliver ramt ved en konkurs. Min kæreste er også meget interesseret i, hvad der sker, fordi det også påvirker hende. Det er 24 timer i døgnet, at arbejdes er i hovedet. Normalt kan du koble af, når du tager hjem fra træning, men ikke nu. Jeg tænker selv, hvis vi går konkurs, hvor ender jeg så? Kan jeg være heldig at komme i Superligaen? Skal jeg spille 1. Division? Eller skal jeg til udlandet?

Jeg håber, vi redder os.

Christian Sivebæk