Skadesplaget FCM-spiller er ovenpå igen: Jeg kunne ikke se nogen udvej

I foråret kunne Kristian Riis følge sin bedste ven, Alexander Munksgaard fra AGF, for hvem karrieren kørte af sted i sjette gear. Fast spilletid, bronzemedaljer, europæisk kvalifikation. Samtidig var Riis’ egen verden fyldt med det ene besøg i styrketræningslokalet efter det andet.

Sådan er det med mange af Riis’ jævnaldrende venner i fodboldens verden. De er i begyndelsen af 20’erne og i en periode af deres karrierer, hvor de får gennembrud, vinder titler og bliver solgt til udlandet. I mellemtiden har Riis ikke selv spillet så meget som en fodboldkamp i to år.

– Jeg var inde i en rigtig fin udvikling, og når man så begynder at se ens venner og bekendte, og man lidt føler, at man lige så godt kunne have været i deres sko, så kan man godt få den følelse af “hvorfor er det ikke mig? Det burde have været mig.”

– Det er også nogle tanker, der planter sig. Man vil bare ønske, det var én selv, og man kan godt have det lidt svært med det nogle gange, hvis man ikke lige husker på, at man ikke kan gøre noget om. Man begynder også at tænke: “Hvad nu hvis jeg ikke havde gjort dit og dat?” Men det hjælper heller ikke ligefrem på det gode humør, fortæller Kristian Riis.

I samme periode var Riis’ genoptræning stagneret, og han havde svært ved at se en ende på sine skadesproblemer. Derfor var det svært at juble på andre vegne, når han samtidig var så ked af sin egen situation.

– Man ønsker jo sine venner og bekendte det allerbedste, men det kan nogle gange også være lidt et svagt punkt. Man skal huske på, at man ikke kan gøre noget om, selv om man kan føle det der med “Det burde have været mig” og blive lidt misundelig på en måde, selv om man ikke ønsker det. Det er også en af de ting, jeg døjede med.

– Min bedste ven er Munksgaard i AGF, som bare kører derudad. Det er også det. Man skal snakke liv med ham, men det er også lidt svært at snakke fodbold på den måde, siger Kristian Riis.

Satte genoptræning på pause
Hans skadesproblemer begyndte i sommeren 2018. Riis blev udlejet fra FC Midtjylland til Esbjerg fB, efter han havde tilbragt en succesrig sæson som lejesvend i Vendsyssel FF, men nåede kun ét minut på klubbens førstehold, inden et sandt mareridt begyndte.

I løbet af efteråret 2018, vinteren og foråret 2019 var Riis gennem fire operationer for at få rettet problemer med sit knæ op. I april i fjor kaldte han sin fjerde operation for sidste chance for at holde liv i karrieren.

For et års tid siden var endnu en operation i overvejelserne, men Riis ville gerne undgå det. I stedet genoptrænede, genoptrænede og genoptrænede han. For et par måneder siden var han ved at køre død i det.

– Jeg har faktisk haft en lille pause fra genoptræning, og det har givet mig noget ro. Jeg har holdt fri fra min genoptræning og lavet noget andet. Det har givet mig endnu mere motivation end før, så det var helt perfekt, fortæller Kristian Riis.

– Det er ikke så længe siden. Faktisk lige nu og her agtigt. De seneste to måneder har jeg været lidt omkring U19-holdet og fungeret lidt som en assistenttræner på den front. Og har nydt rigtig godt af den tid. Både at komme lidt væk fra min genoptræning, men også at kunne bidrage på en anden måde.

I den periode fungerede Riis som fuldtidstræner for FC Midtjyllands to bedste ungdomshold. I stedet for at møde ind omkring førsteholdet, forberedte og gennemførte han træninger med ungdomspillerne sammen med resten af trænerteamet.

Det gav ham motivationen tilbage.

– Det at se nogle lidt yngre end mig gå det igennem, som jeg selv var igennem, gav mig både en lyst og en motivation til at komme endnu stærkere tilbage. Jeg tror også, det gik lidt op for mig, det privilegie, det er at være fodboldspiller. Man skal virkelig gøre alt og gribe den chance, man har, for man får den kun én gang i livet.

Frygten for fremtiden
Det var lige præcis det, Kristian Riis havde brug for. Den lange genoptræning og manglende fremskridt havde været lige ved at tage modet fra ham.

– Jeg blev lidt ramt af, at jeg syntes, det stod lidt stille, og at mit knæ ikke ville, som jeg gerne ville. Så det ramte mig på min motivation til at genoptræne.

– Jeg tror, mange andre ville tænke nogenlunde det samme, hvis de havde været igennem det, jeg har været igennem. Man frygter lidt for sin fremtid, og at ens allerstørste drøm er ved at ryge fra én. Man går med tankerne om, “hvad hvis jeg ikke bliver klar? Hvad skal jeg så?” Lidt det velkendte identitetsproblem, man kan gå hen at få, hvis man fra dag til dag ikke har fodbold. Det var de tanker, der tog over for mig. Selv om jeg egentlig var bevidst om mine tanker, havde jeg svært ved at få dem vendt til noget positivt.

– Man kunne også vende det om og sige, at det burde være motiverende, og at man bare vil gøre alt for at komme tilbage. Men når jeg har døjet med noget så længe og gået med de tanker, så begyndte det at sætte sig negativt omkring fremtiden og så videre. Det var primært det problem, der begyndte at fylde meget, siger Riis.

Når man genoptræner, er man meget alene på kondicyklen, i styrketræningslokalet eller måske på banen med en fysioterapeut. Man går ikke kun glip af kampe og træninger, men også det sociale liv med sine holdkammerater.

Tit har man kun sig selv og klubbens medicinske stab. I den hverdag kan det være svært at finde motivation på ny, efter der er gået 12, 18 og 24 måneder.

– Jeg nåede et punkt, hvor det hele bare var sort, og jeg havde svært ved at motivere mig. Jeg kunne ikke rigtig se nogen udvej, udover at jeg skulle lave et eller andet andet. Så skulle jeg i hvert fald finde en løsning på, at jeg kunne finde lidt ro i stedet for at gå og genoptræne og håbe på, at der kom fremgang, siger Kristian Riis.

Kæmper videre for sin drøm
Efter to år, fire operationer og stadig månedlange udsigter til comeback ville det letteste for ham være at stoppe karrieren og finde noget andet at lave. Det var bare ikke så nemt at opgive den drøm, han havde kæmpet for, siden han kom til FC Midtjylland i 2011.

– Det er, fordi det brænder så meget i mig. Mit allerstørste ønske er at kunne gøre det, jeg elsker allermest. Jeg er bare så motiveret for at komme tilbage og kan slet ikke vente med at spille fodboldkampe igen. Jeg kæmper bare alt, hvad jeg kan, og så må jeg se, hvor det bærer hen. Det kan godt være, man på et tidspunkt når dertil (hvor man må stoppe, red.), men det tror jeg ikke, jeg gør. Så længe muligheden er der, vil jeg gøre alt, jeg kan, for at komme tilbage, siger Kristian Riis.

– Man føler, man har kæmpet for noget. Først var det at komme igennem nåleøjet til en professionel kontrakt. Så begynder man også at drømme endnu større. Man har jo kæmpet for det hver dag; det er jo ikke kun de seneste to år, jeg har kæmpet for at spille fodbold. Det er jo, siden jeg var helt lille. Og jeg elsker det stadig lige så meget, selv om det nogle gange kan være sindssygt hårdt, en hård verden at være i. Jeg synes stadig, det er det fedeste arbejde.

– Så det er jo noget, man kæmper for og har kæmpet for hele livet. Så det ville være træls og surt at skulle føle, det forsvinder. Det er jeg slet ikke klar til at give op på.

Kristian Riis har kontrakt med FC Midtjylland til 2022, så han skal ikke frygte for at blive truet på sit levebrød foreløbig. Hvilket måske er heldigt nok. For selv om det går fremad, og han er begyndt at lave boldøvelser med fysioterapeut på banen, er hans mulige comeback stadig langt ude i fremtiden.

– Det er svært at sige. Jeg er nået et punkt, hvor jeg ikke rigtig vil gøre det på den samme måde, som jeg ville for noget tid siden. Jeg tror bare, det handler om, at man tager det stille og roligt og både giver hovedet noget ro den forstand, at der ikke er en slutdato, hvor jeg skal spille, siger Kristian Riis.

– Men jeg vil da rigtig gerne være klar til vinter, så jeg ligesom kan begynde at få gang i det igen. Så må vi jo se, hvad der skal ske. Det tænker jeg ikke på nu, men det er målet.