Stor analyse: Har Brøndby endelig ramt taktikken?

Der er spillet knapt en fjerdedel af sæsonen, siden Tipsbladet stillede spørgsmålet i hvilken retning Jesper Sørensen ville trække sit Brøndby-hold efter et forår, der gav flere spørgsmål end svar. For efter en glasklar taktisk indledning på foråret var de blågules udtryk som forvandlet efter et par resultatmæssigt hårde nederlag i slutspillet.

Fra 4-3-3 med en masse boldbesiddelse til en 3-5-2, hvor Brøndby i store perioder stod dybt, afventende slagene som en bokser i tovene med håbet om et knock out på en direkte omstilling.

Resultaterne blev bedre, men på hvilken bekostning holdt op mod den filosofi cheftræneren havde givet udtryk for at ville indføre? Et hurtigt recap af de markante forskelle mellem det tidlige forår og slutningen af sæsonen viste os et fald i antallet af afleveringerne fra keeperen (mindre aktiv rolle i opspillet), indfasningen af Radosevic på sekser-positionen igen (en bolderobrer, men mindre kompetent i det korte opspil), færre afleveringer i kampene og et voldsomt drop i boldbesiddelsesprocenten.

De tidlige data-hints
Sæsonen er naturligvis i sin spæde indledning med blot syv kampe på bagen, og det er derfor alt for tidligt at tale om en strategisk ændring i præstationerne, men hvis vi dykker ned i performancedata for de spillede runder, så er det svært at være decideret negativ på Vestegnen. Hvert fald over den taktiske (kortsigtede) udvikling.

Med det in mente, at der trods alt endnu blot er spillet syv kampe af indeværende sæson, fortæller performancedata os dog, at hvor udgangspunktet i vinterpausen for otte måneder siden var 1,05 xG og 1,46 xGA per 90 min (simpliceret – Brøndby skabte knapt chancer til et mål i snit per kamp og tillod på samme tid chancer til 1-2 mål imod), så kan Jesper Sørensen se sit mandskab præstere til 1,57 xG og begrænse modstanderne til 1,21 xGA.

I det store hele har Brøndby også leveret “det forventelige” ud fra expected goals, da de har skåret 1,57 mål i snit, og indkasseret 1,00 mål i snit.

Offensivt har Jesper Sørensen fået løftet produktionen betragteligt (og holdet har kapitaliseret på denne øgede chanceskabelse), mens de defensivt trods alt har fået fyldt de værste huller, og er røget ned på et mere gennemsnitligt niveau for ligaen målt på evnen til at forsvare eget mål.

Uden at gøre expected goals til facit for kampe har Brøndby overordnet set formået at give sig selv de bedste muligheder for at vinde i fem ud af de syv kampe i ligaen indtil nu.*

Et udgangspunkt, der er mere positivt end sidste sæson. Kigger vi tilbage på nogle af de parametre, der skiftede markant undervejs i foråret, så har Brøndby igen hævet boldbesiddelsesprocenten, ligesom volumen af afleveringer igen er øget (med kampen mod FCN som den eneste undtagelse).

*Brøndby har hævet egen chanceproduktion

*Har begrænset modstandernes tilsvarende chanceproduktion

*Øget volumen af afleveringer per kamp

*Boldbesiddelsen er igen dominerende i Brøndbys favør

Svarene først på sæsonen
Brøndby skulle nogle kampe ind i sæsonen, før Jesper Sørensen formede den startopstilling, der for alvor indikerer ambitionerne for fremtiden, ambitioner, der efter de seneste kampe peger mod en spilfilosofi med fokus på short passing og boldbesiddelse.

Formationer bør være som ler, der endnu ikke har ramt ovnens varme. Flydende og formbare, og frem for alt ikke faststøbte (i positionerne).

For bliver en formation alt for statisk, er der en stor risiko for, at den mindsker evnen til at flytte rundt på en modstanders defensive organisation, og det dermed bliver nemmere at forsvare sig.*

De helt markante punkter for Brøndby først på sæsonen var:
*Radosevic spillede den dybe sekser

*Wass var stationeret som wingback

*Rasmus Lauritsen spillede centralt i bagkæden

*Jacob Rasmussen var ikke på banen endnu

Det havde konsekvenser for Brøndbys forudsætninger for at spille bolden kort op, og holde et hurtigt flow i boldomgangen.

Det skal ikke misforstås som kritik af Josip Radosevic, for han har store kvaliteter i erobringsspillet. Men når det kommer til at holde flow i det korte spil, har kroaten sine begrænsninger.

Han vil gerne trække ned på siden af stopperne i boldbesiddelse for at have spillet “foran sig” på banen, fordi han ikke trives med at modtage bolden under pres eller oppe mellem modstanderens kæder.

Så konsekvensen blev, at Brøndby ofte endte med tre stoppere + Radosevic samt de to wingbacker på forsiden af modstandernes pres (se grafikken ovenfor), ligesom at Nicolai Vallys ofte endte med at skulle bidrage tidligt i den overgang fra opspil til afslutningsspil, frem for at komme senere på bolden.

*De første kampe gav nogle tydelige svar til Jesper Sørensen med hensyn til valget af spillere:

*Josip Radosevic var på en og samme tid en kæmpe styrke (i erobringsspillet) og en akilleshæl i boldbesiddelse

*Yderstopperne skulle bringes mere i spil

*Wass skulle have en anden rolle en wingback i en 3-5-2

*3-5-2, og alligevel alt andet end 3-5-2

Da jeg før skrev, at formationerne var som ler før det blev brændt, formbare og mere flydende, er Brøndbys taktisk udtryk efter de første kampe i sæsonen en god illustration herpå.

For nok bliver Brøndbys formation listet som en 3-5-2, men i praksis er det alt andet end det, og her følger forklaringen på, hvad Jesper Sørensen og hans trænerteam forsøger at forme:

I boldbesiddelse åbner det op for at blive langt mere flydende allerede i den første fase af spillet:

*En af yderstopperne (Rasmussen / Heggheim) kan skubbe frem på siden af Wass.

*Greve rykker frem fra sin med Wass sideordnede sekser-plads og besætter det ene halvrum.

*Vallys typisk besætter det andet.

*Wingbackerne skubber højt og bredt.

Det betyder, at det, der på tegnebrættet var en 3-5-2, pludselig bliver til en 3-1-2-4 (eller 2-2-4-2). Statiske formationer er ikke relevante, det er spilleres roller og holdets udtryk, der er det afgørende.

Eksemplet før med Radosevic kontra Wass er godt for at illustrere forskellene. Hvor Radosevic har nogle klare forcer i spillet mod bolden (og med bolden, når det kommer til de lange afleveringer), har han også nogle begrænsninger i det modsatte.

Her kommer Daniel Wass langt mere til sin ret. For hvad Wass ikke har i Radosevic’ erobringsspil, har den tidligere landsholdsspiller i afleveringsspillet.

Brøndby har i den nuværende trup ikke en spiller med de samme kvaliteter på bolden. Wass bringer ro, modet til at arbejde i de små rum og evnen til at være ekstremt aggressiv i sit afleveringsspil.

Nøglebeslutningerne for Jesper Sørensen i den spæde sæsonstart har været:

*Wass flyttet ind som spilstyrer på midtbanen

*Jacob Rasmussen og Henrik Heggheim som yderstoppere til at drive bolden

*Vallys flyttet højere i banen for at komme til flere afslutninger

Når Brøndby ikke er i boldbesiddelse, er der groft sagt to forskellige tilgange. Der er det aggressive høje pres, ofte udledt af en aflevering retur i banen fra modstanderholdet, en dårlig berøring der leder til en modstander står fejlvendt med bolden eller for eksempel en modstander igangsætning fra målspark. I disse, og tilsvarende situationer, lægges preslinjen højt i banen, og rummet modstanderne har at spille i bliver søgt gjort mindst muligt hurtigst muligt.

Alternativet er et pres, hvor modstanderne har fået etableret deres opspil, hvor den oplagte pressituation ikke øjnes, her falder Brøndby lavere i banen, og preslinjen lægges derfor også tilsvarende lavere.

Men hvad enten Brøndby presser højt, sker det ofte i en flydende formation, hvor en ting er 3-5-2 på papiret, noget andet er den virkelighed, holdet arbejder i.

For mens de tre stoppere udgør en solid base i bagkæden, og optimerer Brøndbys evne til at forsvare sig mod indlæg i feltet, er det wingbackernes opgave at forsvare siderummet, når bolden flyttes derud, og ellers at være opmærksom på at gå ind i banen, når spillet er i modsatte side. På midtbanen placerer Vallys sig på ydersiden af Omoijuanfo, mens Kvistgaarden forbliver på (højre) yderside modsat af nordmanden.

Omoijuanfo leder an i presset. Det er en markant ændring fra foråret. Spidsangriberens opgave er at “skære” banen, og forcere spillet ud mod den ene side samtidig med han skal lukke for den korte spilvending over midten.

Guld og grønne skove
Alt er naturligvis ikke formfuldendt for Brøndby allerede nu. Ja, de syv spillede kampe har formet en retning, og der synes i kampene op mod landskamppausen at være en mere klart defineret filosofi. Men det er stadig på et spinkelt grundlag, og alt for tidligt at kalde projektet for hverken vel- eller mislykket. Det er også en væsentlig del af historien, at fire af de fem ligasejre er kommet mod hold, der tegner til at havne i nederste halvdel af Superligaen.

Det helt store spørgsmål er, hvor bæredygtigt er det taktiske udtryk over længere tid? For syv spillede kampe vægter slet ikke nok i vægtskålen til at trække et facit.

Der er tegn på, hvad Brøndby vil, men det er samtidig også tegn, der stadig bliver (og er blevet) slebet til over en relativ kort tid. For på de syv spillede kampe har Jesper Sørensen også formet holdet løbende, og lavet nogle markante justeringer.

Størst på midtbanen, hvor fravalget af Radosevic for alvor gør den boldbesiddende stil dominerende med tilvalget af Wass og Greve centralt, og med Jacob Rasmussen og Henrik Heggheim som yderstoppere med Alves placeret centralt i bagkæden.

Prognosen peger mod en mere boldbesiddende stil med fokus på hurtig short passing, så må efteråret vise, hvor langt i udviklingen Brøndby er, og om hvor stålfast Jesper Sørensen er, når holdet også taber kampe og/eller møder bedre modstandere.

Fotos: Getty Images