OB og selskabet bag laver underskud på underskud. Men alligevel er den overordnede strategi fornuftig.
Sådan ser sportsøkonom Steen Houman i hvert fald på Superliga-klubben og Odense Sport & Event, som OB er en del af. Strategien skal formentlig skal efterligne det, som FC København og Silkeborg IF har haft succes med, lyder Houmans analyse. Men han advarer også om, at hele konstruktionen er sårbar, fordi den er afhængig af én mand.
Som det fremgår andetsteds på disse sider, er OB bare én element i en stor koncern med hoteller, messecenter, restauranter og en indendørsarena. Koncernen laver konsekvent underskud – to af de seneste 13 år er økonomien løbet rundt – men der er ingen tvivl om, hvorvidt hotellerne og spisestederne slår dørene op næste år, eller om bolden også ruller på byens fodboldstadion i næste sæson. For Niels Thorborg, der er en af de rigeste personer i landet, holder hånden under foretagendet.
Faren ved den slags kan være er, at virksomheder ikke bliver drevet og ledet effektivt, fordi man ikke har et reelt incitament til at leve efter evne. Alle ved, at der alligevel kommer nogen og lukker hullerne. Det er også velbeskrevet af forskere i fodboldmæssig sammenhæng. For de fleste klubber i verden er dårlige forretninger og har jævnligt brug for at få tilført penge for at overleve, men de går sjældent konkurs.
Der står altid nogen klar til at redde dem. De er ikke økonomisk, men kulturelt too big to fail.
Den fare kan Steen Houman ”sagtens” se i OB’s tilfælde, men han konkluderer alligevel:
”I forhold til det sportslige er jo folk så ærekære og så dedikerede. Og de ved godt, at hvis de laver et godt resultat på banen, så ligger der jo et større og mere velbetalt job og venter på dem. Så jeg tror ikke, at de ligesom skorter på indsatsen og siger: ’Herregud, det går jo nok.’ Jeg tror ikke, at man skal underkende, at de også er enormt dedikerede.”
”Man er selvfølgelig med på, at ’nå ja, taber vi fem millioner, så går det nok.’ Men jeg er da også sikker på, at der er en økonomiansvarlig i fodboldforretningen, som godt ved, at det bliver nok ikke ved med at gå. Han får nok ikke pluspoint, hvis han bliver ved med at komme hele tiden med underskud og underskud og underskud.”
Houman ser derimod noget andet som OB’s primære grund til bekymring, når det kommer til Niels Thorborgs enevældige ejerskab.
”Det, som jeg synes, der er den allerstørste udfordring for OB, er – og gud forbyde det – hvis ejeren dør. Eller hans personlige omstændigheder gør, at han ikke kan levere på det her niveau økonomisk. Fordi så er OB fucked. Hvor skal pengene så komme fra?”
”Så længe han synes, det er sjovt at smide de penge i, så er det jo rigtig fint. Men hvis han går hen og dør – og det er der ingen, der håber, at der er nogen, der gør – er det worst case scenario. Så er det jo ikke sikkert, at arvingerne har lyst til at fortsætte. Eller at han lige pludselig ikke har adgang til de ressourcer, han har haft.”
Er det sårbart at være så afhængig af én mand?
”Ja,” svarer Steen Houman.
”Men det er der jo mange fodboldklubber, der er på den ene eller på den anden måde. Det er ikke kun i Danmark.”
Meget bevidste
En af årsagerne til, at Odense Sport & Event de seneste år har lavet underskud på underskud, skal formentlig findes i, at koncernen også har brugt en hel del penge på at bygge. Som Steen Houman ser det, er det alt sammen en del af bestræbelserne på at gøre den samlede forretning stærkere – og eksempelvis mindre afhængig af, om fodboldklubben klarer sig godt sportsligt i den enkelte sæson eller sælger en spiller til mange millioner.
Ifølge Houman skal en stærk samlet koncern blandt andet sikre OB et bæredygtigt fundament fremover, i stedet for at Niels Thorborg bare hælder nogle flere millioner i klubben.
”Ejeren er jo ikke dum. Han ved da godt, hvor mange penge der skal til, hvor meget han skal dreje på gashåndtaget, for at de skal komme i top 6. Det vælger han bare ikke at gøre,” siger Steen Houman.
”Jeg tror, han har is i maven. ’Det ville bare betyde, jeg skulle tabe endnu flere penge, hvis jeg skulle dreje på håndtaget. Vi skal simpelthen øge vores egne omsætninger. Når det lykkes, så er vi også en top 6-klub. Og sker det i morgen, så er det fint, men jeg kan også godt vente 5 år.’ Han har så ventet en del år nu.”
”Jeg tror, han siger: ’Vi har valgt ikke at dreje på gashåndtaget, fordi det er fint nok at blive nummer otte. Vi skal øge vores omsætning, således at vi bliver en stærkere og stærkere forretning, og så begynder vi at kunne tjene penge på de andre ben også. Og det kan vi kanalisere, ligesom FCK gør det, ligesom Silkeborg gør det, over i fodbolden’.”
FC København har i mange år været en del af Parken Sport & Entertainment, der tæller fodboldklubben, arrangementer og erhvervsudlejning i Parken samt feriecentrene Lalandia. I Silkeborg er klubben en del af en koncern, der også driver hotel og investerer i ejendom.
Den slags tager lang tid at opbygge, hvilket OB’s fans også kan tale med om. Steen Houman er godt klar over, at de nok er utålmodige, men hans analyse er altså, at det er sådan, Niels Thorborg og co. har valgt at gribe det an.
”Jeg tror, at ejerskabet er meget bevidst om, hvad de gør. Desværre til stor frustration for fansene, som jo gerne vil have, at der bliver smidt mange penge i ens klub, så den kommer op der, hvor de fleste OB-fans jo nok mener, at de hører til, og historisk har det jo været et topklub i Danmark. Men der tror jeg, at han [Thorborg] har is i maven,” siger sportsøkonomen.
Gearskifte som AGF
Det betyder dog ikke, at OB kan læne sig tilbage og vente på, at millionerne fra resten af Odense Sport & Event begynder at rulle ind. Steen Houman mener eksempelvis, at klubben stadig har en stor opgave med at løfte egen omsætning.
”Det kniber med at tjene penge. Nok penge i hvert fald. Men hvis de skulle have et budget, der var i balance, så ville de jo sandsynligvis være et elevatorhold,” konstaterer han.
Det er først i år, at OB med salgene af Yankuba Minteh, Mads Frøkjær og Emmanuel Sabbi har indkasseret transferbeløb, der tåler sammenligning med, hvad holdene i top 6 sælger for. Derudover skal OB gøre AGF kunsten efter og øge pengene fra sine sponsorer markant.
”OB havde i sidste regnskab 89 millioner i nettoomsætning. Det er inklusive sponsorer, det er inklusive TV-penge, det er inklusive entréindtægter, men uden transferindtægter. AGF lå på 70 millioner hos sponsorerne alene. AGF har simpelthen formået at skifte gear og kunne køre hurtigere, men det er OB åbenbart ikke helt lykkedes med,” konstaterer Houman.
Kan OB lave samme gearskifte, og bliver de øvrige dele af koncernen en god forretning, begynder det at ligne noget for OB. Det er ikke sikkert, fansene har tålmodighed til det, men det har Niels Thorborg formentlig.
LIVE
TransferLIVE: 105 millioner for dansk stortalent
TOPNYHED
Her er FC Københavns vej i Europa
Her kan du se FC Midtjylland mod Besiktas
MEDIE
Transfer på vej: AGF vil score millioner
INTERVIEW
Er de også færdige i OB?
AGF-chok: ‘Den største skandale i 20 år’
TRANSFER
Tæt på Brøndby-transfer: Nu sprudler han
LIVE
Superliga-LIVE: Dét betyder sejren for budgettet
‘Vi har ikke hørt noget fra FC København’
‘Zorniger har været grænsende til illoyal’
NYHEDER
Tidligere Zorniger-spiller undrer sig over fyring
TOPNYHED
Bombe i England: Eddie Howe færdig i Newcastle
INTERVIEW
Ny FC København-stjerne imponerer
TIPSBLADET SPECIAL Superliga-spil: Kan du drafte et perfekt hold?
TRANSFER
Efter Hyseni-bud: Sønderjyske henter ny spiller
TOPNYHED
AGF i Europa: De venter i næste runde
Ny BIF-stjerne? Trækker overskrifter i udlandet
MEDIE
Åbner for Kasper Dolberg-bombe
NYHEDER
UEFA klar til at boykotte VM
TRANSFER Overblik: Her er Superligaens sommertransfers 2026
NYHEDER
OB-boss: Derfor fyrer vi Alexander Zorniger
EKSKLUSIVT
Afsløring: FC København jagter Henrik Falchener
Stjerne på plads i Chelsea
AVIS
De vil have Jelert
Hylder FCK-spiller: ‘Har jeg ikke set mange gange’
NYHEDER
Nærmer sig vild FCK-præstation
TOPNYHED
‘Jeg har et dokument – Brøndby ville have ham’
EKSKLUSIVT
Afsløring: Bombe! Zorniger fyret – Thomasberg ind
MEDIE
Tottenham-flop i stor transfer
HELT VILDT
FCK-chok i Parken: Ikke set i 247 kampe
TIPSBLADET SPECIAL Sådan gør din Superliga-klub i sommerpausen
TIPSBLADETS DOM
Hvor er I vilde, AGF!
EKSKLUSIVT
Stort nedbrud: Chefredaktør siger undskyld
FANKLUBBEN
De kan få et kæmpe gennembrud i Lyngby Boldklub
FANKLUBBEN