Var Superligaens største kaosklub: Blevet klogere

Når Per Hansen ser på, hvad AGF’s ejerskab og bestyrelse har foretaget sig de seneste 10 år, er der især én ting, der springer i øjnene.

”Jeg tror, at man har fundet ud af, at det der med bare at producere 25 millioner i underskud hver eneste år, det er ikke nogen god idé. Det har man så lavet om på, og det viser sig faktisk, at det er en rigtig god idé at lade være med at gøre,” siger han med vanligt glimt i øjet.

Investeringsøkonomen fra Nordnet har gjort det til sit kendetegn at formulere somme tider kompliceret forretnings- og aktiestof på en måde, der er til at forstå. Og han har lagt mærke til det samme, som bestyrelsesformand Lars Fournais fremhæver i sit interview: Hvor AGF tidligere lavede det ene underskud efter det andet – og derfor havde brug for, at venner af huset kom og lukkede hullerne i regnskaberne – giver klubben nu overskud.

I september meldte AGF senest ud, hvad klubben forventede af indeværende regnskabsår, og det lød på mellem 65 og 80 millioner i plus. Det vil i givet fald være rekord, og det skyldes ikke mindst store salg af Yann Bisseck, Adam Daghim og Thomas Kristensen.

Men Per Hansen ser altså også en tendens, der rækker ud over en enkelt sommer med usædvanligt store salg. Han ser et større fokus på at lave en bæredygtig forretning, så klubben netop undgår at være afhængig af, at andre redder den ud af økonomiske kattepiner.

Det har været et problem for stort set alle fodboldklubber i Danmark gennem årene (og internationalt, for den sags skyld), at de havde svært ved at få enderne til at mødes, uden at lokale matadorer skulle spæde til.

”Der var ikke noget afkastkrav. Alle skulle have flere penge hele tiden. Og det var simpelthen bare penge ud af vinduet. Det har man altså ændret på i AGF. Der er simpelthen sket en professionalisering. Og det, synes jeg faktisk, er meget positivt,” siger han.

”Jeg tror, at de er blevet klogere, og så tror jeg, at dem, der står med pengene, det er mere kloge penge, end det har været historisk. Det vil sige, at pengene kommer ikke bare uden nogen betingelser. Det kan godt være, at man kommer med 25 millioner, men så får man at vide: ’Nu skal jeg høre her, I skal altså ikke lave 25 millioner i minus næste år’.”

”Det er jo ikke, fordi jeg siger, at dem, der tidligere var der, ikke var kloge. Det er heller ikke, fordi dem, der er der i dag, er klogere end alle mulige andre. Men dem, der kommer med pengene i dag, har været med til at professionalisere AGF.”

Det får samlet set Per Hansen til at konkludere, at ”fornemmelsen og forståelsen for betydningen af, at man skal tjene penge, den ser jeg som en helt anden.”

Per Hansen lever af at vurdere virksomheder som investeringsobjekter og anbefale de mest egnede, og når han kigger på AGF med de briller, dukker der to pointer op. For det første:

”Der er jeg bare nødt til at erkende, at jeg synes faktisk, det er flot, at man er i stand til at tilpasse sig i den retning,” som han siger om udviklingen de seneste fem-ti år.

Med professionel fodbolds tradition for at have brug for konstante pengetilførsler in mente tilføjer han pointe nummer to:

”Jeg vil passe på med ikke at bedømme det på for kort sigt.”

”Jeg vil rigtig gerne se, at man også kommer ud i en situation, hvor det bliver lidt svært, når resultaterne ikke er der, når træneren ikke formår at få forløst potentialet, når spillerne ikke er ambitiøse; når de ikke lykkes med de der ting. At det her ikke bare viser sig at være en enlig svale, der ikke gør nogen sommer.”