Video : Tipsbladet
Talent

Bare 16 år: Supertalenterne der tog tidligt ud

Som 16-årig har Jonathan Asp Jensen valgt at drage til udlandet og skifte FC Midtjylland ud med Bayern München. Han er ikke den første dansker til at rejse til udlandet i den alder – nogen blev stjerner, andre gjorde bestemt ikke.

De internationale regler foreskriver, at man ikke må skifte klub over landegrænser, før man fylder 16 år. Der findes enkelte undtagelser – for eksempel kunne Roony Bardghji skifte til FCK som 14-årig, fordi han boede mindre end 50 kilometer fra den danske grænse – men som udgangspunkt er det kun de 16-årige, der kan rejse ud af landet for at spille fodbold.

Og nogen kan slet ikke vente med at komme afsted.

FC Midtjylland-talentet Jonathan Asp fra årgang 2006 er netop blevet solgt til Bayern München. Han fyldte 16 år fredag den 14. januar og skifter til Bayern til sommer.

Før ham er adskillige danske talenter gået samme vej og har forladt Danmark som 16-årige. Nogle af dem – for eksempel Christian Eriksen, Pierre Emile Højbjerg og Andreas Christensen – udviklede sig til internationale profiler. Andre gjorde slet ikke.

Her er en liste over de 16-årige danskere, som rejste ud allerede som 16-årige. Vi begynder listen hos årgang 1990 og fortsætter frem til 2005.

Årgang 1990
Martin Hansen – Liverpool
Den store målmand tog til Liverpool, hvor det dog aldrig lykkedes ham at slå igennem. Han tog hjem til dansk fodbold for at genstarte karrieren og spiller i dag for Hannover 96.

Morten Nielsen - Chelsea
Benny Nielsens søn var regnet som et af dansk fodbolds allerstørste talenter, men udviklede sig aldrig til en topspiller. Han spiller for Vanløse i 3. division.

Mikkel Rygaard – Charlton
Rygaard har engang fortalt Tipsbladet, at valget stod mellem at tage på efterskole i København eller blive professionel fodboldspiller i England. Han valgte det sidste, men den fine tekniker passede ikke til fightermiljøet i en klub som Charlton. Han tog hjem til Herfølge og fik siden en glimrende Superliga-karriere.

Årgang 1991
Jonas Hebo Rasmussen – Arsenal
Den nuværende HIK-spiller og ekspert hos TV 2 og Mediano var som ung i Arsenal, men han vendte tilbage til Danmark, da hans toårige kontrakt udløb.

Årgang 1992
Christian Eriksen – Ajax
Fynboen var en af Europas mest eftertragtede unge spillere, da han skiftede til Ajax. Efter cirka et år fik han debut på førsteholdet, yderligere halvanden måned senere var han på landsholdet, og det blev begyndelsen på en stor karriere.

Årgang 1993
Nicolaj Køhlert – Liverpool
Vestjyden og Liverpool blev aldrig det rette match. Han var også forbi Rangers, inden han tog til Silkeborg, som han spillede 14 Superliga-kampe for. Køhlert stoppede som 25-årig.

Årgang 1994
Pudsigt nok rejste ingen spillere fra den hypede årgang '94 med spillere som Viktor Fischer, Christian Nørgaard og Lucas Andersen ud allerede som 16-årige.

Årgang 1995
Pierre Emile Højbjerg – Bayern München
Ligesom Jonathan Asp rejste Pierre Emile Højbjerg til Bayern München som 16-årig. Det blev ikke i den tyske storklub, at københavneren fik sit gennembrud, men siden gik det ganske okay alligevel...

Årgang 1996

Philip Billing – Huddersfield
Den høje, stærke vestjyde med det fine venstreben var end ikke U-landsholdsspiller, da en scout fra Huddersfield fik øje på Esbjerg-spilleren i U/17-ligaen. Men scouten så rigtigt. Billing er i dag en stor profil for Bournemouth i Championship og i periferien af det danske landshold.

Andreas Christensen – Chelsea
Christensen var i en ung alder blandt Europas største forsvarstalenter, så det var ingen overraskelse, da han forlod Brøndby tidligt. Som en af få danskere har AC klaret sig gennem nåleøjet og er nået hele vejen til Premier League fra en storklubs ungdomsafdeling.

Årgang 1997
Markus Bay – Ajax
Brøndby-spilleren var i en periode regnet som det vel nok største danske talent i årgang 1997, men han nåede aldrig førsteholdet i Ajax, blandt andet på grund af langvarige skader. Bay spiller i dag for Fremad Amager.

Stefan Gartenmann – Heerenveen
Allerede som 16-årig spillede forsvareren førsteholdsfodbold i FC Roskilde, og så blev han solgt til Holland. Her fik han ingen seniorkampe, men så tog han hjem og blev en dygtig Superliga-spiller i SønderjyskE.

Årgang 1998
Jacob Bruun Larsen – Borussia Dortmund
Bruun Larsen undlod at skrive kontrakt med Lyngby, så han frit kunne rejse til udlandet og søge hårdere matchning. Han spiller i dag for Hoffenheim og på det danske landshold.



Lasse Mikkelsen – PSV
Målmanden fra Esbjerg fB var regnet blandt de største talenter i årgang 1998, men fik aldrig en stor karriere. Han fik ophævet sin kontrakt med Næstved i 2019. Mikkelsen har været ramt af lymfekræft, men er i dag raskmeldt.

Mathias Bonde – PSV
Bonde har været vidt omkring. Efter to år i Holland tog han til FC København og derfra til OB. Han har spillet divisionsfodbold for Skive, Kolding og nu Brabrand.

Adnan Curovic – Juventus
Lyngby-spilleren er en spilstærk stopper, som blev lejet ud til selveste Juventus i et år. Han spiller i dag 2. divisionsfodbold for AB.

Frederik Fisker – Nottingham Forest
Englænderne kunne lide, hvad de så i den tårnhøje, men også teknisk dygtige Viborg-stopper. Fisker var også forbi Sheffield Wednesday, men tog i 2019 hjem til Danmark og Skive, hvor han har spillet siden.

Årgang 1999
Elias Sørensen – Newcastle
Det tidligere HB Køge-talent lavede masser af mål for Newcastles U- og reservehold, men ikke nok til at spille for førsteholdet. Som Esbjerg-spiller lavede han i efteråret 6 mål i 1. division.

Lasse Sørensen – Stoke
Sørensen rejste fra Esbjerg til Stoke og fik faktisk Premier League-debut som 18-årig. I sommer skiftede han til Lincoln i League One, hvor han med i hver kamp, som oftest fra start.

Årgang 2000
Emil Frederiksen – Heerenveen
Han er søn af klublegenden Søren Frederiksen, men alligevel tog Emil Frederiksen fra Viborg til Heerenveen for at udvikle sig. Det blev ikke til førsteholdskampe i Holland, og aktuelt slider han for spilletid i SønderjyskE.

Nikolas Nartey – FC Köln
Det tidligere FC København-talent har trods sine bare 21 år været i fire tyske klubber. Han har i denne sæson spillet syv Bundesliga-kampe for Stuttgart.

Årgang 2001
Mads Bidstrup – RB Leipzig
Bidstrup tog fra FC København til den velrenommerede talentskole i RB Leipzig, men skader ødelagde meget. Aktuelt står han på spring til et gennembrud for Brentford – det er blevet til fire Premier League-kampe i sæsonen.

Årgang 2002
Ingen spillere født i 2002 rejste til udlandet som 16-årige.

Årgang 2003
Christian Rasmussen – Ajax
Han kostede den hollandske klub mere end 20 millioner kroner at købe fri i FC Nordsjælland. Offensivspilleren er en del af Jong Ajax i den næstbedste række og spiller dertil i UEFA Youth League.

Gustav Grubbe – RB Leipzig
Højrebacken, der kom fra OB, er stadig i Leipzig. Han er anfører for klubbens U/19-hold.

Maurits Kjærgaard – Red Bull Salzburg
Det store talent fra Lyngby Boldklub skifter som 18-årig mellem Salzburgs første- og andethold. Blandt andet fik han to kampe som indskifter i Champions League i efteråret.

Årgang 2004
Jeppe Kjær – Ajax
Som Horsens-spiller Superliga-debuterede Jeppe Kjær på sin 16 års fødselsdag i 2020. Han nåede også at tage rekorden som ligaens yngste målscorer, inden han i om sommeren blev solgt til Ajax, hvor han stadig er.

Frederik Flex – Parma
I 2020 lavede den daværende HB Køge-spiller en aftale med Parma, hvor han i dag er fast venstre back for klubbens U/18-hold.

Årgang 2005
Zidan Sertdemir – Bayer Leverkusen
Et af dansk fodbolds største talenter blev i sommer solgt fra FC Nordsjælland til Leverkusen. Han har i denne sæson spillet to førsteholdskampe og er den tredjeyngste Bundesliga-spiller nogensinde.

Julius Beck – Spezia
Sønderjyden Beck nåede at få Superliga-debut i foråret, inden han i sommer blev solgt til SønderjyskE's søsterklub i Italien.