Jævnbyrdighed og uforudsigelighed har været to af nøgleordene for denne sæson i Serie A. I toppen har firkløveret Milan (34 point), Juventus (34), Udinese (32) og Lazio (30) holdt hinanden i skak inden for et spænd af fire point. Men også i det brede felt mellem topkvartetten og de tre hold, der i øjeblikket ligger til nedrykning (Novara, Cesena og Lecce), er det relativt få point, der skiller de forreste (Inter med 26 point og Napoli med 24 point på henholdsvis 5. og 6. pladsen) fra de bagerste (Bologna med 15 point på 17. pladsen).
Det at holdene mellem top og bund i mange af efterårets 16 runder har taget point fra hinanden på kryds og tværs er i høj grad noget, som de fallerede tophold Inter og Roma (24 point, 7. plads) har draget fordel af de seneste par uger. Fra at have ligget i truende nærhed af den ellers utænkelige nedrykningsstreg det meste af efteråret har Claudio Ranieris og Luis Enriques mandskaber på rekordtid møvet sig op gennem feltet og kan se frem til at holde juleferie som del af Serie A's subtop.
Dermed kan man konstatere, at Serie A efter en mildest talt kaotisk og uforudsigelig start på efteråret har fået "rettet krøllerne ud" og nu tæller de samme hold i top-7, som sluttede sidste sæson på de syv øverste pladser. Der skulle dog gå lidt mere end de fire-fem runder, jeg forudså i et af sæsonens første blogindlæg. Helt status quo er der dog ikke, eftersom mestrene Milan med sin nuværende førsteplads er det eneste af de syv hold, der befinder sig på samme plads som efter forårets sidste kamp. Mest bemærkelsesværdigt er naturligvis Juventus' hop fra 7. til 2. pladsen.
Efter sin værste sæsonstart i Serie A siden 1946 har Inter i de seneste fire kampe op til juleferien hevet fire sejre hjem i streg. Resultaterne 2-0, 1-0, 1-0 og 4-1 taler - til trods for at modstanderne blot har været Fiorentina, Genoa, Cesena og Lecce - sit tydelige sprog: Ranieri er ved at finde sit koncept og et fast system i modsætning til sin forgænger, Gasperini, der forgæves ledte med lys og lygte efter vinderformularen, hvilket resulterede i én stor forvirring på banen.
I modsætning til lokalrivalerne fra Milan har Inter i denne sæson (ud over skader til en række stamspillere) måtte sande, at ældrebyrden blandt stamspillerne er blevet tyngende. I Champions League-gruppekampen mod Lille stillede Inter med det ældste hold i turneringens historie. Nu er yngre kræfter såsom Claudio Álvarez (23 år), Andrea Poli (22) og Yuto Nagatomo (25) imidlertid begyndt at vise tænder og udnytte den gamle gardes skader og sløje præstationer. Hvorvidt træerne vokser ind i himlen (læs: den CL-kvalificerende top 3) vil jeg dog tillade mig at tvivle på.
Romas ene point mod det stadig ubesejrede Juventus-hold skulle vise sig at give I Giallorossi tilpas meget selvtillid til at vinde efterårets to sidste udekampe med henholdsvis 3-1 over Napoli og 2-0 over Bologna. Med til historien hører det, at romerne meget vel kunne være blevet de første til at slå Juventus, hvis Francesco Totti, der for første gang i to en halv måned var indlemmet i start-11'eren, havde scoret på sit straffespark. Især den imponerende 3-1-sejr over Napoli viste, at Roma ligesom Inter er ved at finde det rette spor, og den indtil da pressede træner Enrique kunne efter kampen på San Paolo finde væg-til-væg-smilet frem.
Hvilket spor Napoli er på, kan man med god grund spørge sig selv om. Godt nok sluttede syditalienerne af med tenniscifrene 6-1 hjemme mod Genoa, men den seneste tid har - ud over ovennævnte 1-3-nederlag til Roma - budt på to lidet flatterende 1-1'ere mod Atalanta og Novara. Den slags går selvfølgelig ikke, hvis Napoli ved siden af sine i øvrigt storstilede CL-præstationer har ambitioner om at hænge på i toppen af Serie A, hvor Milan, Juventus og Udinese fremstår mere og mere stabile.
Lodtrækningen til forårets 1/8-finaler i CL magede det således, at de hårdt prøvede napolitanere skal op mod Chelsea, mens Milan skal møde et andet London-hold, Arsenal, der som gruppevinder altså blev belønnet med de italienske mestre. Ligeledes gruppevindende Inter havde noget mere held i sprøjten og vil gå ind til knald-eller-fald-kampene som favoritter mod franske Marseille. Et frisk bud herfra: De to Milano-klubber avancerer til kvartfinalerne, mens Napoli kan vinke farvel til CL-eventyret i denne omgang for derefter at bruge alt krudtet på at nå den CL-givende 3. plads i Serie A, som også Inter vil gøre alt for at sætte sig på.
I sekundaturnering ... øh, undskyld, i den storslåede og fantastiske Europa League klarede både Lazio og Udinese sig videre fra gruppespillet og cementerede den tidligere omtalte italienske genoprejsning i Europa. I 1/16-finalerne venter henholdsvis spanske Atletico Madrid og græske PAOK Saloniki og med Atleticos herostratisk berømte skrøbelighed in mente spår jeg de to italienske hold gode chancer for avancement. Det skal blive spændende at se, om denne min firbenede kollega ud i forudsigelser deler optimismen på vegne af Udinese. At katten, som linket viser, fejlagtigt tippede en hjemmesejr over Celtic (kampen endte 1-1), skyldes givetvis, at ingen havde fortalt kræet, at uafgjort var tilstrækkeligt for Udinese til at gå videre fra gruppen.
Lad os runde 2011 af med en tur til Sicilien. Nærmere bestemt i Palermo. Som jeg tidligere har nævnt, lever trænerne livet farligt i midt- og bundregionen af Serie A (og i de samme regioner af Italien i øvrigt), hvor de hidsige og handlekraftige præsidenter regerer som enevældige fyrster fra bystaternes tid. En af dem med flest trænerliv på samvittigheden er Palermos 70-årige præsident, Maurizio Zamparini, der mandag satte Devis Mangia fra bestillingen efter et 0-2-nederlag til ø-rivalerne fra Catania.
Dermed har Zamparini fyret ikke færre end fire trænere i 2011, hvoraf Delio Rossi endda oplevede at få sparket to gange. Modige Bortolo Mutti har sagt ja til at blive træner nummer 21, siden Zamparini overtog ledelsen af Palermo i 2002. Mutti overtager tøjlerne i en klub, der inden 2-2-kampen ude mod Novara ikke havde formået at score så meget som et enkelt mål i sæsonens hidtil otte udekampe. Til gengæld vandt Palermo sine seks første kampe hjemme på Renzo Barbera, inden bundholdet Cesena tidligere på måneden kom forbi og vandt 1-0.
Herfra er der blot tilbage at ønske glædelig jul og godt nytår, ligesom det vil være på sin plads at ønske Milan tillykke med titlen som efterårsmestre, Atalantas German Denis tillykke med titlen som efterårets Capocannoniere og naturligvis Juventus tillykke med sin status som fortsat ubesejret i sæsonen - en bedrift som intet hold i hverken England, Tyskland, Spanien eller Frankrig længere kan bryste sig af.
Vi slutter af med et lille julemirakel kreeret af det håbløse bundhold Lecces angriber David Di Michele, som på akrobatisk vis sørgede for, at holdet fra Apulien fik et tiltrængt point i 3-3-kampen ude mod Parma i forrige runde. Halleluja!
Jeg er 29 år og har en bachelor i italiensk sprog og kultur fra Københavns Universitet samt en bachelor i journalistik fra Syddansk Universitet.
Italiensk-studiet bragte mig blandt andet til universitetsbyerne Siena og Perugia på studieophold af to og seks måneders varighed. Rejserne bekræftede mig i mit tilhørsforhold til Italien, og der blev da også sat tid af til at se live-fodbold fra både Serie A og Serie C. Interessen og kærligheden til Støvlelandet og dets særegne - og til tider kontroversielle - tilgang til fodbold fører både tilbage til tv's søndagstransmissioner fra Serie A i de tidlige 90'ere, hvor især Milans mesterhold fik mig til at spærre øjnene op, og til en flere uger lang rejse til Toscana, som mine forældre tog mig med på i mine tidlige og påvirkelige teenageår. Min interesse for det italienske samfund - på godt og ondt - udviklede sig, og den dag i dag følger jeg stadig interesseret med i landets politik, kultur og fodbold - tre kategorier, der er umulige at skille ad, når man taler om Italien.