Højbjerg assisterede i stor dansker-dag i Bundesligaen
Foto: Maja Hitij/Polfoto
Bundesliga

Højbjerg assisterede i stor dansker-dag i Bundesligaen

Pierre-Emile Højbjerg var med fra start, og han leverede en stærk indsats, da Schalke 04 slog FC Köln med 1-3.

Danske Pierre-Emile Højbjerg fik en vanskelig start i Schalke 04. Lørdag var landsholdsspilleren dog med fra start, da den tyske storklub på udebane gæstede FC Köln. Her leverede Højbjerg en stærk indsats, og det kastede en assist af sig i sejren på 1-3. 
 
Allerede fra start satte Schalke 04 sig på kampen. Det gav pote efter bare et minut, da gæsterne fik tilkendt straffespark. Fra 11 meter stod Klaas-Jan Huntelaar klar, og han omsatte sikkert til 0-1. 
 
Endnu bedre blev det for gæsterne 20 minutter senere. Pierre-Emile Højbjerg sendte Max Meyer af sted med en fremragende pasning, og fra en god position kunne Meyer sikkert øge til 0-2. En flot assist fra danskeren, der generelt var meget synlig i Köln lørdag. 
 
Værterne fik svaret igen før pausen. Leonardo Bittencourt nåede højest til et flot indlæg, og så kunne han bringe spænding med til pause med cifrene 1-2 på måltavlen. 
 
I anden halvleg satte gæsterne dog tingene på plads. Köln pressede på med gode muligheder, men med et kvarter igen fandt Dennis Aogo flot Franco Di Santo, der lukkede og slukkede med sin træffer til 1-3. Cifre der blev kampens resultat. 
 
Andreas Christensen var med fra start for Borussia Mönchengladbach, da holdet gæstede Wolfsburg i en svær udekamp. Her var Gladbach godt med, men tabte en tæt affære med 2-1. Noget bedre gik det for Jannik Vestergaard, der sammen med Werder Bremen slog Hannover med 4-1 hjemme. 
 
Lukas Hradecky og Frankfurt kunne ikke udnytte overtal efter en udvisning, og måtte nøjes med 1-1 mod Ingolstadt. Augsburg fik 3-3 mod Leverkusen efter stort drama, mens Stuttgart vandt med 5-1 over Hoffenheim.