Benitez: Ronaldo er klart bedst
Foto: Francisco Seco/Polfoto
Champions League

Benitez: Ronaldo er klart bedst

Rafael Benitez mener ikke, at Cristiano Ronaldo´s rolle som verdens bedste er til debat efter tirsdagens ydmygelse af Shakhtar Donetsk.

Tirsdag aften tog Real Madrid hul på gruppespillet i Champions League. På Bernabeu ventede stærke Shakhtar Donetsk, men ukrainerne fik aldrig chancen for at overraske i Spanien. Dette især takket være Cristiano Ronaldo, der i sejren på 4-0 scorede hattrick - Heraf to mål på straffespark. 

Dermed sendte den portugisiske stjerne et klart signal til sine kritikere, der har været efter Real-spilleren senest. Ifølge træner Rafael Benitez er der da heller ikke tvivl om, at Ronaldo er verdens bedste trods evige sammenligninger med Lionel Messi:

- Efter den kamp, kan der slet ikke være nogen debat længere. Cristiano er den bedste i verden. Jeg har ham som den bedste uden sammenligning. Jeg er overrasket over, hvor meget fokus der er på de, der udtaler sig om Ronaldo. De fokuserer slet ikke på de ting, der sker på banen, siger Rafael Benitez til Goal.com.
Han roser samtidig sit mandskab efter tirsdagens sejr: 
 
- Det var en svær kamp for os. Shakhtar er et godt hold, der kan lide at have bolden, mens de fører den hurtigt frem mellem kæderne. Det gør dem svære at spille imod, men vi gjorde det forrygende. Vi skabte mange chancer, udtaler træneren.
 
Foruden Cristiano Ronaldo kom også Karim Benzema på tavlen i tirsdagens kamp.