Generelle

Zohore den Store

Portræt: Han er stor som en klippe, han er hurtig som få og hans venstreben kan næsten rive et net i stykker. Men FC Københavns Kenneth Zohore er kun 16 år, og derfor skal vejen ind i de voksnes fodboldverden tages i kontrolleret tempo. Men nogle gange ender det alligevel med en sprint, og dem plejer han at vinde.

BRAGT I TIPSBLADET 29. OKTOBER

Det var i midten af februar og FCK'erne var lige vendt tilbage fra den årlige vintertur til de grønne baner i Marbella, da Kenneth Zohore pludselig gjorde opmærksom på sig selv. Den kæmpestore angriber var allerede noteret på blokken i kraft af sin debut et par uger tidligere i en snefyldt træningskamp mod AB, hvor han i en alder af 15 år endda havde scoret et mål i 4-0 sejren, og han havde også været med i det sydspanske for at prøve kræfter med førsteholdstruppen.

Så trods sin unge alder var han lige så stille ved at blive en del af truppen og forsvareren Mathias »Zanka« Jørgensen havde heller ikke haft nogen problemer med at give den nu 16-årige angriber lidt røg under træningen. For med sine 188 cm og hele 96 kg er Zohore ikke kun stor af sin alder, men også stor i forhold til de fleste af FCK'erne, så »Zanka« havde ved et par lejligheder i småspillet noteret, at den unge knægt var lidt tung i røven.Men den ville Zohore ikke have siddende på sig, så han udfordrede forsvareren til et kapløb efter endt træning, selv om Mathias Jørgensen har nogle af de hurtigste fødder i FCK-truppen.

Det virkede som et overmodigt projekt, og forsvareren havde også masser af selvtillid, da han stillede sig på baglinien med Zohore, mens assistenttræner Bård Wiggen trak op i midtercirklen for at være dommer ved linien, hvis det nu skulle blive til et tæt opløb.Med et fløjt røg de to talenter afsted fra baglinien, de første skridt var side om side, men så skete der noget mærkeligt. Den ellers umiddelbart tungt-udseende Zohore trak simpelt hen fra, og Jørgensen var forlængst slået op i banen, da angriberen passerede midterlinien og Bård Wiggen.

»Jeg mener nu nok, at jeg førte på de første meter, men da først toget kom op i fart, kunne jeg ikke hente ham,« sagde den slagne »Zanka« med et grin, mens man selv tænkte på, hvad det ikke kunne blive til for den 16-årige Kenneth Zohore, elev i 9. klasse og på vej frem i en trup, hvor man ikke uden videre får en plads. Nu er der gået otte måneder siden kapløbet på Frederiksberg, Zohore er begyndt i 10. klasse og er samtidig rykket op som fuldtids-trænende FCK'er med flere førsteholdskampe på cv'et. Fem optrædender i Superligaen er det allerede blevet til, endda med en enkelt fra start, og sidste onsdag stod han med et skævt smil på sidelinien på selveste Camp Nou og ventede på at få de sidste 20 minuter af Champions League-opgøret mod Barcelona.

Fire år tidligere havde han scoret tre mål på 27 minutter i Skjolds sikre finalesejr over B 1908 i KBU's lilleput-pokalfinale foran 275 mennesker på Østerbro Stadion, nu ventede der 93.000 tilhængere og tvekampe med spanske verdensmestre, og cheftræner Ståle Solbakken var ikke spor bekymret.

Læs mere på næste side