DBU: Vi er nødt til at handle efter virkeligheden
Foto: Lars Poulsen/Polfto
Landshold

DBU: Vi er nødt til at handle efter virkeligheden

Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen er langt fra hinanden, og administrerende direktør Claus Bretton-Meyer fortæller, at DBU er nødt til at agere efter den virkelighed, DBU er en del af.

Spillerforeningen og Dansk Boldspil-Union, DBU, er fortsat langt fra hinanden i forsøget på at nå til enighed om en aftale, der gør, at landsholdsspillerne er til rådighed. De to parter mødtes torsdag, men hurtigt blev det tydeligt, at der ikke ville falde en aftale på plads i denne uge.

DBU har i sit forslag til Spillerforeningen og spillerne ønsket, at spillerne går 17 procent ned i løn, mens DBU vil forhandle med spillerne individuelt, så det bliver nemmere at bruge spillerne i kommercielle hensyn. Især det sidste aspekt i forslaget er problematisk for landsholdsspillerne og Spillerforeningen, og derfor er en aftale ikke kommet tættere på. Endnu har ingen valgt at give sig.

Tidligere torsdag sendte Spillerforeningen en pressemeddelelse ud med ordlyden:

- Det var Spillerforeningens ønske at få realitetsforhandlinger i gang og få fastsat en proces for at komme i mål med en kollektiv aftale hurtigst muligt. Den drøftelse var DBU ikke klar til at tage endnu. DBU meddelte, at de ville vende tilbage til os mandag efter deres repræsentantskabsmøde lørdag.

Og torsdag middag var DBU's administrerende direktør Claus Bretton-Meyer så igennem på TV 2, hvor han talte om forhandlingerne.

- Jeg oplever, at vi må handle på den virkelig, DBU er en del af. Og en vigtig del af den, det er at vi er udfordret på vores økonomi, den anden det er, at det er et svært sponsormarked, hvor vi skal være sikker på, at vi får langt muligt fleksibilitet. Og det er jo ikke til glæde for DBU, men i høj grad for fodbold-Danmark og for fodboldspillerne. Derfor er det yderst beklagelig, at Spillerforeningen har opfordret spillerne til at blive væk fra Dansk Fodbold Award. Et element, hvor fans og hele fodbold Danmark kan hylde deres idoler. Det er selvfølgelig noget vi er rigtig kede af, sagde Claus Bretton-Meyer til TV 2.

De to parter ventes at mødes igen i næste uge - kan de ikke blive enige om en aftale, må Morten Olsen formentlig vælge et noget alternativt hold til de to testkampe mod USA og Frankrig sidst i marts. Olsen skal udtage sin trup den 17. marts.