Eriksen tæt på jubilæum: Vil være mere stabil
Illustration
Landshold

Eriksen tæt på jubilæum: Vil være mere stabil

I en alder af bare 22 år nærmer Christian Eriksen sig 50 landskampe. Den unge offensivspiller er taknemmelig over de mange kampe i rødt og hvidt.

Når det danske landshold møder Albanien på lørdag, er det Christian Eriksens landskamp nummer 47. Den 22-årige dansker er således tæt på at runde et markant jubilæum, idet han kan nå op på landskamp nummer 50, hvis han kommer på banen i alle de resterende landskampe i 2014. Det er ikke engang fem år siden, Eriksen fik debut på A-landsholdet, så han har næsten været med i alle landskampe hidtil. Den danske offensivspiller glæder sig over udsigten til jubilæet. 

- Selvfølgelig er jeg taknemmelig overfor Morten. Han har taget mig med mange gange og givet mig mange landskampe. Jeg er glad for det, og jeg håber, at jeg kan bygge videre på de ting. Jeg vil gerne være endnu mere stabil i alle kampe og bidrage med nogle ting. Jeg synes, at jeg er blevet bedre til det, men det handler om at levere i hver kamp. Det er et andet niveau, og det foregår på en anden måde. Men jeg vil gerne have succes på landsholdet og vise mig frem på en større scene, siger Christian Eriksen til tipsbladet.dk.

I begyndelsen af landsholdskarrieren var der langt mellem Christian Eriksens scoringer, men i de seneste 11 landskampe har han scoret tre mål. Det er et fint snit for en midtbanespiller, og Christian Eriksen er også godt tilfreds med sin målfarlighed. 

- Jeg begynder mere og mere at vide hvor målet står. I starten var der mange kampe, hvor jeg ikke lavede mål, men det er blevet bedre nu, og jeg håber, at jeg kan blive ved med at bygge på inden for det område. Det tror jeg også, at jeg kommer til at gøre, siger Christian Eriksen. 

Siden Christian Eriksen blev en del af det danske landshold, har Danmark kvalificeret sig til en EM-slutrunde i 2012 og en VM-slutrunde i 2010. Han er imidlertid også gået glip af VM i 2014, hvor kvalifikationen kiksede. Derfor er han meget fokuseret på, at Danmark kommer med til EM i 2016.

- Det vil vi alle sammen gerne. Når man har prøvet det, vil man gerne gøre det igen. Det er det, vi går efter, siger Christian Eriksen. 

Danmark spiller på lørdag mod Albanien i Elbasan med kampstart klokken 20.45. Få dage efter er Portugal modstanderen tirsdag aften klokken 20.45 i nationalarenaen i København.