Cech advarer: Skal ikke sidde på bænken
Illustration
Premier League

Cech advarer: Skal ikke sidde på bænken

Chelsea-målmand Petr Cech har mistet pladsen i målet hos den engelske klub. Og det er ikke en holdbar situation for den tjekkiske målmand.

Han har spillet i Chelsea i mere end 10 år, og han har optrådt 481 gange for London-klubben. Den tjekkiske målmand Petr Cech er dog ikke længere førstevalget mellem stængerne, som han ellers altid har været, siden han kom fra franske Rennes i 2004. I stedet er det 22-årige Thibaut Courtois, der er at finde mellem stængerne.

Og den situation er bestemt ikke holdbar for Petr Cech. Den 32-årige målmand er i øjeblikket med det tjekkiske landshold, og han har talt med tjekkisk radio, hvor han har luftet sin utilfredshed over situationen.

- De kender mig godt nok i Chelsea til at vide, at det bestemt ikke er, som jeg ønsker det. Med EM i 2016 og landsholdet in mente har jeg ikke tid til at sidde på bænken og ikke spille. Jeg har ikke talt med nogen i klubben, men hvis situationen ikke snart bliver bedre, skal der findes en løsning, siger Petr Cech.

Den 32-årige målmand blev oprindeligt hentet under daværende manager Claudio Ranieri, men skiftet gik først igennem i sommeren 2004, hvor José Mourinho overtog styringen med holdet. Det var også portugiseren, der satte Cech på holdet. Og altså portugiseren, der nu har sat Cech af holdet i Chelsea.

Thibaut Courtois er regnet for at være et af verdens største målmandstalenter - hvis ikke det største talent. De sidste tre år har Thibaut Courtois været udlejet til Atletico Madrid, hvor keeperen har oplevet stor succes.