Hull-anfører: Alle er imod os
Foto: Simon Galloway/Polfoto
Premier League

Hull-anfører: Alle er imod os

Hull-truppen holder tæt sammen for tiden. Det er de nødt til, mener anfører Michael Dawson. Alle er nemlig imod oprykkerne, allerede inden de går på banen.

Nyoprykkede Hull City er ikke spået de store chancer i dette års Premier League. Flere medier sætter spørgsmålstegn ved både manager Mike Phelan og spillernes evner. 

Men det har kun styrket sammenholdet i truppen, siger Hulls anfører Michael Dawson.

- Sammenholdet blandt den gruppe af spillere, der er i truppen og på træningsbanen er godt. Det bliver det nødt til at være, når alle er imod os, siger han til BBC.

- Vi er allerede dømt ude, inden vi har rørt bolden. 

Hull var favoritter i stort set alle kampe i sidste sæsons Championship. Derfor kræver den nye rolle som underdog også en anden tilgang til kampene. Og det er en fordel, mener Dawson.

- Vi så det med Burnley, der tilpassede sig, så de kunne slå Liverpool. Ved at ændre lidt på formationen og spillestilen kan det give gevinst, siger han.

Hull ligger på en overraskende 3. plads i Premier League med 6 point efter to kampe. I aften testes oprykkerne for alvor, når de får besøg af Manchester United.