Stor Makienok-hyldest i England
Premier League

Stor Makienok-hyldest i England

Simon Makienok høster store roser i England efter hans første scoring for Charlton Athletic.

Der har ikke været meget at smile over for Simon Makienok på fodboldbanen det seneste års tid, men i weekenden oplevede den lange angriber endelig lidt succes inde mellem kridtstregerne, da han og holdkammeraterne i Charlton slog Hull med 2-1 i den næstbedste engelske række.

Simon Makienok scorede et enkelt mål og lagde op til sejrsmålet dybt inde i overtiden, og dermed blev den tidligere Brøndby-spiller om nogen dagens mand i skysovs for sin engelske klub. Det har engelske medier også bemærket.

Simon Makienok er således havnet på Rundens Hold i The Championship flere steder i England. Han har blandt andet fået en plads på Rundens Hold af WhoScored, der udelukkende uddeler deres pladser på baggrund af statistik.

Og angriberen lægger ikke skjul på, at han trængte til en succesoplevelse på grønsværen.

- Jeg havde et hårdt år i Italien, hvor jeg ikke spillede meget, men jeg vidste, målene ville komme, hvis jeg arbejdede hårdt. Det var en helt fantastisk følelse at score, siger Simon Makienok til Charltons hjemmeside.