Superliga

AGF: Aron Johannsson bliver hos os

AGF har ikke tænkt sig at sælge Superligaens topscorer i vinterens transfervindue.

Aron Johannsson fik i midten af efterårssæsonen for alvor hul på bylden i AGF-angrebet, da han i løbet af seks kampe i træk scorede 11 gange og bragte totalen for sæsonen op på 12. Efter en mindre skadespause viste islændingen, at de mange mål ikke var en tilfældighed, da han i sæsonens sidste to kampe igen var på pletten og nu står noteret for 14 mål - det samme som FCK's Andreas Cornelius.

AGF forlængede tidligere på efteråret kontrakten med topscoreren, så samarbejdet nu løber frem til sommeren 2015, og selv om Superliga-topscorer altid vil sætte gang i rygterne, når et transfervindue nærmer sig, er der ingen planer om at sælge i januars transfervindue.

- Det er imponerende, den måde han har præsteret på i denne sæson, og der er ingen tvivl om, at Aron Johannsson har stor værdi for os. Som tingene er lige nu, har vi stor fokus på at bevare den nuværende trup i mindst resten af sæsonen, siger sportschef Brian Steen Nielsen til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Skade stopper Arons USA-test

Aron Johannsson skal onsdag opereres for den sportsbrok, der igennem sæsonen har voldt ham problemer.

- Det gør det jo bare ekstra stærkt, at han så alligevel har vist sig så stærk, siger sportschefen.

Brian Steen Nielsen glæder sig over, hvordan unge spillere som Aron Johannsson har grebet chancen i denne sæson.

- Vi mistede pludselig Peter Graulund i efteråret og har nu også sagt farvel til Søren Berg. Derfor har været dejligt at se så mange unge spille sig på holdet og præstere stærkt over hele sæsonen, og det er noget trænerteamet skal roses for, lyder det fra sportschefen.

AGF overvintrer på 6. pladsen i Superligaen men har kun to point op til AaB på 3. pladsen i tabellen.