Superliga

Skade stopper Arons USA-test

AGF's Aron Johannsson skulle have været i USA i januar for at træne med landsholdet, men en operation sætter en stopper for turen.

Aron Johannssons delte førsteplads på Superligaens topscorerliste har givet ham lidt af et dilemma. For både på den ene og den anden side af Atlanten flår de i AGF-bomberen.

Det handler om landshold, og det handler om, hvorvidt Aron Johannsson vil forfølge en landsholdskarriere med Island, hvor han er vokset op, eller USA, hvor han er født. Endnu er beslutningen ikke taget, men i januar skulle han have set på forholdene under den USA's landstræner, Jürgen Klinsmann.

- Jeg ville være taget af sted, men jeg er nødt til at blive opereret for sportsbrok i lysken. Så jeg skal ingen steder i januar. Jeg ville gerne over og se på mulighederne, hvordan de arbejder og sådan noget, siger Aron Johannsson til islandske Fotbolti.net.

Aron Johannsson skal på operationsbordet den 19. december, og derefter venter en pause på tre til fire uger, inden han igen kan være med i opstarten i AGF.

Og således sættes spørgsmålet om Aron Johannssons landsholdsfremtid igen i bero for en stund. Men han skal nok ikke lave mange Superliga-mål i foråret, før den endelige beslutning må træffes.