Avis: Jan Kliment tæt på Brøndby-skifte
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Avis: Jan Kliment tæt på Brøndby-skifte

Jan Kliment skifter med al sandsynlighed fra Stuttgart til Brøndby IF på en permanent aftale, skriver Bild.

Brøndby IF havde i seneste sæson Jan Kliment på lån fra Stuttgart, men den tidligere U21-EM-topscorer havde bestemt ikke noget godt år på den københavnske Vestegn. 18 Superliga-kampe og et mål blev det triste facit for angriberen.

Derfor var der ikke mange, der regnede med, at Brøndby IF ville satse på at beholde Jan Kliment, men det ser ikke desto mindre ud til at være planen hos de blå-gule, og nu synes alle ender at kunne mødes.

Bild skriver tirsdag, at Jan Kliment er meget tæt på et permanent skifte fra Stuttgart til Brøndby IF. Det har længe været kendt, at de tyske Bundesliga-oprykkere ikke så nogen fremtid i klubben for Kliment, og derfor har Stuttgart med sikkerhed været til at forhandle med for Brøndbys vedkommende. 

23-årige Jan Kliment har i skrivende stund tre dage tilbage af sin lejeaftale med Brøndby IF.