Esbjerg-spiller: Vi kan drille de store hold
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Esbjerg-spiller: Vi kan drille de store hold

Der venter en række hårde udfordringer for Esbjerg fB i de kommende uger, men Jonas Knudsen tror på, at holdet kan overraske mod AaB, FC Midtjylland og FC København.

Esbjerg fB fik en sejr i den første forårsrunde, da Silkeborg IF blev besejret med 3-1 på udebane, og nu venter et særdeles hårdt program for det vestjyske mandskab. I den kommende uge skal holdet op mod AaB i Superligaen såvel som DBU Pokal, og derefter venter møder med FC Midtjylland og FC København.

En række skrappe opgaver venter dermed på holdet, der aktuelt er på syvendepladsen i Alka Superligaen, men for Jonas Knudsen kan det godt ende med, at holdet får noget ud af de kommende udfordringer.

- Vi skal fortsætte med vores spil. Vi skal se, om vi ikke kan drille nogle af de hold, som vi skal møde. Mod AaB går vi helt sikkert en sejr, og det er jeg også overbevist om, at vi kan tage, siger Knudsen til tipsbladet.dk.

- Vi kan også gøre det godt mod FC Midtjylland og FC København, men vi skal også kende kampenes udvikling. Hvis vi står uafgjort mod FC Midtjylland med ti minutter igen, så kan det godt være, at vi skal være tilfredse med det. Midtjylland har været meget stærke på hjemmebane, så det bliver en stor udfordring, siger Jonas Knudsen videre.

Esbjerg fB har to point op til AaB på femtepladsen forud for kampen på mandag.