Video : Tipsbladet
Superliga

Han ligner FCMs næste 100 mio-salg

Darío Osorio havde en god aften i Århus søndag, hvor han blev matchvinder og i flere medier blev kåret som kampens bedste spiller.

ÅRHUS (Tipsbladet): - Uno, dos, tres!

Darío Osorio talte for, da FC Midtjylland skulle synge-råbe sejrssangen på det ombygningsramte stadion i Århus.

Med en 1-0-sejr lagde FC Midtjylland pres på rivalerne FC København, der tabte til FC Nordsjælland, og Brøndby IF, der spiller mandag aften hjemme mod Silkeborg.

Og det var ikke mindst takket være godt spil af den 20-årige chilener Darío Osorio, der blev sat bedre i scene i Århus end i nogen af 2024's seks første FCM-kampe.

FC Midtjylland har døjet gevaldigt med opfindsomheden, når man har været tvunget til at skabe kampene mod hold, der står lavt, og der kan Osorio være en stor hjælp, mener anfører Henrik Dalsgaard, der søndag var tilbage i startopstillingen.

- Han spiller en super kamp. Han spiller den bedste kamp i meget lang tid. Man kunne jo vælge at kigge på, hvem der spiller bag ham, men lad nu det ligge, siger Henrik Dalsgaard med et smil.

- Han gør det super. Han har det flair, vi har brug for. Han lytter godt til det, jeg siger, og vi får vel lukket Mikael Anderson, der er deres mest kreative spiller, godt ned. Så Dario spiller en super kamp, og så skal han bare krone det med mål nummer to, siger Henrik Dalsgaard, der ud over at spiller højre back også har et brugbart spansk ordforråd.

Osorio kom adskillige gange ind i banen, hvilket gav FC Midtjylland gode angreb og skabte ubalance hos AGF især i første halvleg.

- Han skal have den frie rolle, fordi han er så kreativ og har det spark, han har. Det gælder om for mig at læse, hvor han løber hen, og så dække af så meget som muligt, siger Henrik Dalsgaard.

Ydmyg matchvinder
Darío Osorio har tidligere understreget for Tipsbladet, at han er i FC Midtjylland for at vinde titler og spille en central rolle for klubben, før han en dag muligvis skal videre til en af de større ligaer, hvor der var interesse i månederne før skiftet til FCM i august sidste år, og hvor noterne på chileneren næppe er blevet slettet efter kampe som den mod AGF.

Galatasaray er en af de klubber, der er nævnt i forbindelse med Osorio - og de har også høje tanker om forwarden hjemme i Chile.

Men i en særdeles tæt Superliga-top tør den 20-årige chilener ikke spå om, hvordan topkampen de kommende seks uger ender.

- Vi skal først og fremmest hold fokus på vores arbejde dag for dag, og tage en dag af gangen. Det nytter ikke at tænke for langt frem. Vi skal forsøge at blive endnu bedre, og så må vi se, hvor langt det rækker, siger Darío Osorio til Tipsbladet.

- Vi arbejdede godt sammen og skabte meget i offensiven. Jeg er glad for, hvordan kampen forløb og for sejren.

- Jeg var glad for at få scoret et mål og for vores spil som hold. Det var en god dag for os, siger Darío Osorio.

Til sommer har Osorio chancen for at komme til Copa América med sit landshold, der blandt andet skal møde Lionel Messis Argentina i gruppespillet i en kamp på MetLife Stadium i New York.

Der er meget at se frem til for den unge FCM-spiller, men landsholdet ligger ikke først i tankerne lige nu.

- Det er helt klart at mål for mig at komme med på landsholdet. Men jeg fokuserer først og fremmest på sæsonen her i FC Midtjylland, og på at vi skal forsøge at vinde noget, siger Darío Osorio.

Læs et længere interview med Darío Osorio her

Straffesparks-kendelsen og det røde kort til AGF's Tobias Anker fyldte meget søndag aften. Læs mere om det her.