Video : Tipsbladet
1. division

Vild afslutning: AaB snydt af lokalrivaler

Hobro vendte 0-1 til en 2-1-sejr over AaB efter to meget sene scoringer.

AaB spiller efter alt at dømme Superliga efter sommerferien, men det bliver ikke med hjælp fra lillebror Hobro.

Fredag tabte AaB således en ligakamp for blot anden gang i sæsonen, og ligesom i november var det Hobro, der fik skovlen under Oscar Hiljemarks tropper.

2-1 vandt Hobro i en kamp, hvor alle målene kom i slutfasen.

AaB's forspring til Fredericia på tredjepladsen er dermed stadig på 17 point, men da østjyderne blot har 24 point tilbage at spille om, er det formentligt stadig blot et spørgsmål om uger, inden AaB er matematisk sikre på oprykning.

Hobro gjorde sit for at blive det første hold, der holdt AaB fra at komme på scoringstavlen i denne sæson, selv om der var nok af chancer til gæsterne i første halvleg.

Der blev længere mellem mulighederne i anden halvleg, men efter 87 minutter sparkede indskifteren Jubril Adedeji AaB foran efter en ripost i Hobro-feltet.

Kort før ordinær tids udløb sparkede Mathias Kristensen meget flot balance i regnskabet, og efter 96 minutter headede Frederik Christensen tre point i hus for hjemmeholdet.

De ændrer dog ikke på, at Hobro stadig er nummer seks og sidst i oprykningsspillet.

/ritzau/